Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Hancock

Påske Beer, Hancock Bryggerierne

Øl: Påske Beer
Bryggeri: Hancock Bryggerierne
Type: Stærk Pilsner
ABV: 6,3
Land: Danmark
Købt i: Fakta, Thisted

Til at drukne sorgen …

Efter i mange år at have nøjedes med apartheidpolitik og behandlet Gaza som en KZ-lejr, der ville have givet Goebbels og Heydrich spontan udløsning, har Israel i løbet af den sidste uge genoptaget sit aktive folkemord på den palæstinensiske befolkning. I går kunne man så bevidne, hvordan Københavns Politi aktivt holder enhver protest mod Israels folkemord nede med knippelslag, tåregas, vilkårlige anholdelser og demonstrationsforbud.
Præcis hvorfor politiet farer så hårdt frem med voldelige og antidemokratiske midler mod folk, der demonstrerer mod folkemord og apartheid kan man selvfølgelig kun gisne om. Men mon ikke svaret skal findes i politiets ambition om med vold og opdigtede anklager at skræmme befolkningen fra at bruge sin grundlovssikrede ytringsfrihed i almindelighed, samt at bruge denne ytringsfrihed mod Israel i særdeleshed?
Racistisk motiverede hadforbrydelser begået af politiet, såsom det voldelige overfald på Tarek Adlouni i 2017, peger i retning af, at Israels massemorderiske praksis nok ikke ligger super-langt fra, hvad Københavns Politi gerne så indført som almindelig praksis inden for ordenshåndhævelse herhjemme … Bottom line, alt det her gør mig forpulet deprimeret, midt i at det ellers gik ret godt, alt det andet …
Nyt job, som jeg faktisk glæder mig så meget at møde op til, at jeg keder mig bravt her i fridagene. At jeg har købt bil, og føler at min beskæftigelsessituation er så sikker, at mit underskud efter købet ikke engang rigtig skræmmer mig … Alt det ødelagt af magtliderlige, folkemorderiske psykopater og deres villige, hjernedøde voldsrobotter herhjemme …

… man får jo helt lyst til bare at drukne depressionen i noget stærkt øl. Og meget apropos havde Fakta netop sådan nogle stående til en billig penge her den anden dag. En overligger fra påske er nu røget på tilbud, og kunne erhverves i en sixpack for samme pris som Hancocks Høker Bajer, min hus-øl.
Jeg ignorerede ellers stiltiende påsken her på bloggen i år. Påskeøl er evigt og altid inderligt uinteressante stærke pilsnere, som ikke har andet formål, end at gøre konsumenten fuld hurtigere. Men her kommer de vel så lidt til deres ret. Ikke på den mest konstruktive måde, man kunne ønske, måske, men ikke desto mindre. Og så er det jo ligegodt Hancock, der står bag. De har før formået at overraske inden for ellers umulige øltyper (og så glemmer vi lige for en stund dengang det gik helt galt med en anden stærk øl. Det var en anomali! !والله)

Som alle andre af Hancocks øl, er dette bryg krydret med Saazer humle. Det giver en fin duft ved skænkning, og alene det, at brygget dufter mere af krydderi end af sprit gør, at denne øl allerede på dette tidlige tidspunkt formentlig vinder over det store flertal af industrielle påskepilsnere derude.
Det viser sig imidlertid hurtigt, at denne stærke påskepilsner er som stærke påskepilsnere er flest: Nok er humlen i Hancocks bryg bedre end hvad man ellers får, men det er ikke nok til at skjule spritelementet helt. Det er stadig en stærk pilsner med de ulemper der uvægerligt følger.
Men okay – den her glider en anelse mere smooth hen over tungen, end man måske er vant til. Saazerhumlen bryder imidlertid kun glimtvis igennem, så den samlede oplevelse kun hæves en anelse over, hvad man ellers er vant til af stærke øl, der ikke kun smager af sprit. Som sådan er Hancocks bryg en mere afdæmpet og harmonisk variant over de mange gashåndtag, men altså kun med små justeringer til det bedre i aromaen.

Men når gælder håndtering af nedturen over verdens fortrædeligheder, så er det jo også alkoholen, der kommer i højsædet. Den er ikke specielt høj for denne øl – 6,3%. Men … nu blev den jo ligegodt solgt i en sixpack – så mon ikke det lige akkurat går alligevel?

Saaz Brew, Hancock

Standardens aristokrati …

Ræset mod bunden fortsætter. Det skal som bekendt gøre ondt før det går godt. Men garantien for at det overhovedet bliver godt, udløb da Donald Trump blev præsident i USA. Så det kommer bare til at gøre mere og mere ondt, og det bliver aldrig bedre. Ikke mindst nu hvor det allersidste bolværk mod Trumps totale magt er gået bort. Ruth Bader Ginsburg er død. Hun var en af dommerne i den amerikanske højesteret, der tippede balancen i en retning der i det mindste lignede noget, der ligner en retsstat. Men ikke mere. Trumps ligesindede dominerer nu organet totalt, og vejen for den narcissistiske psykopat, som USA kalder sin præsident, til den totale magt, er nu brolagt.

Nu havde jeg ellers for et par dage siden knappet den her øl op og nået at nyde den, fordi der for en gangs skyld havde vist sig et lyspunkt i min egen lille isolerede verden: En hel uge med arbejde til en fornuftig løn. Nu forekommer brygget mig mere som druknede sorger på forskud, men det er selvfølgelig blot en efterrationalisering … således efterrationaliserer jeg i skrivende stund – eller noget.

Jeg vil krampagtigt og noget anstrengt alligevel forsøge at se på sagerne fra en positiv side. Således er jeg fortsat glad for at have hele Hancocks portefølje til min disposition heroppe i det nordvestjyske.

Og forleden opdagede jeg, at jeg slet ikke havde prøvet den her endnu. Så for at fejre, at jeg endelig havde reddet mig noget arbejde – for en stund i hvert fald – kom den på bordet sammen med hjerter i rødvins-/flødesauce med champignoner. Det gælder om at lave børneuvenlig mad, når man har chancen.

Rødvinen var faktas billigste. Der er ingen grund til at bruge gode druer til den slags. Ikke mindst når den øl, man drikker til, selv opviser fine vinøse træk. Brygget er – som lagertypen foreskriver – begejstrende mørkt, klart og med en nydelig rød nuance, der viser sig så snart bare en smule lys får lov at gennemskinne brygget. Søde noter af druer – samt kirse- og hindbær og en ikke ueffen alkoholisk note peger i samme retning – og i retning af framboise og kriek. What’s not to like?

Jeg kan berolige de sødtølsforskrækkede med, at brygget på trods af en dyb, i ganen rivende og brystet flående rødvinøs fylde, mest af alt smager af det det er, nemlig øl. En dyb, varm og mørktbitter aroma af hårdt træ fylder hele mundhulen, med venlige, omend bestemte beske accenter ved gane og mandler.

En myndig, velmaltet og brysk mørktølsoplevelse, der endnu engang gør Hancock til Danmarks ukronede mestre i at gøre traditionelle øltyper fra før ølrevolutionen mere interessante. Her i øvrigt uden brug af ascorbinsyre, som ellers var en af deres signaturingredienser – netop fordi det traditionelt blev brugt som konserveringsmiddel i øl i gamle dage. Mig bekendt har Hancock ikke nogen IPA eller Barley Wine i produktkataloget, og det behøver de heller ikke.

Kvalitetsbryggerier som Hancock burde forsyne os med pilsner, classic, lager og andre gamle øltyper. Så ville industrikonglomerater som Carlsberg og Royal Unibrew snart være overflødige.

Jule Bryg, Hancock

Grinchen gør sin entré …

Fy-for-Pyffer! Yyyydddrk! ‘Vi gemmer det bedste til sidst’ siger man. Men hey, jeg har aldrig været god til det der med at overholde traditioner. Nogle traditioner bryder jeg endda gerne demonstrativt.

Hvorfor … HVORFOR binder jeg an med den slags? Hvorfor udsætter jeg mig selv for rædsler som disse – og så endda i JULETIDEN?

Fordi de er  der. Derfor. Det har jeg sagt talrige gange før, men sidst jeg skrev det, er vist ved at være længe siden. Ind imellem må jeg også minde mig selv om, hvorfor, når skrækeksemplarer som disse krydser mit spor. Sammen med bjergbestigerens motivation for at bestige bjerget, har jeg desuden en form for ridderlig ambition om at være offentlighedens mundskænk. Hvad er værd at drikke, og hvad kan forbrugerne roligt lade stå, og stadig leve et godt liv? Det er spørgsmål, jeg løbende forsøger at besvare efter bedste evne.

Så når jeg i min lokale Fakta, netop som juletemaet lakker mod enden, opdager at Hancock har endnu en juleøl på programmet – så kommer den med hjem. Og så bliver den afprøvet. Jeg havde godt luret, at der nok var tale om en af de alt for mange tunede julepilsnere. En pilsner der er pumpet med sukker – eller her stivelse – for at banke alkoholprocenten i vejret, for så at sælges som en juleøl, fordi … årsager velsagtens? Hvorfor julen absolut skal forbindes med at være dinglende beruset, har jeg aldrig helt forstået. Endnu mindre forstår jeg, hvorfor styrken skal bankes helt op på afsindige 10,5% – der er tæt på niveauet for Wiibroes udrikkelige Årgangsøl.

“Jamen, der er da også nogen rigtig stærke øl, der smager godt” indvender kværulanten, med tungen pakket ned mellem underlæbe og fortænder, som legendariske Peter Kær i halfemserbørneprogrammet TV-Pil. Og bevares – det er da sandt. Men bare ikke pilsnere! Stouts, portere, barley wines og afsindige brygeksperimenter kan sagtens bære det. Men pilsnere bliver nærmest pr. automatik fæle, når de når op over syv procent.

Og således også nærværende øl. En ufin dunst af alkohol leverer en regulær næsestyver´ved skænkning. Og så mange hjerneceller bliver omgående dræbt, at jeg helt glemte at tage et billede af det skænkede bryg. Men det ligner almindelig, tilforladelig korngul pilsner med ekstra lidt skum. Men lad jer ikke narre …

Smag af brændevin – af typen, man bliver blind af. Eller i hvert fald noget der ligner det, de to svenskere, jeg og mine venner en årrække hang ud med på Roskilde Festival, havde med i en stor, hvid dunk. Indholdet blandede de op med jordbærgrød, og en af mine venner spiste/drak så meget af det, at han gik evigt kold, og overpissede sit telt. Sikke tider, det var. Men sådan at blive mindet om det – og så af en juleøl – det passer svært dårligt sammen.

Ikke snaps, nej brændevin er ordet. Aroma af kommen (uden at krydderiet som sådan er tilsat) – men se om det nytter. Hvor Rød Aalborg leverer et skarpt, råt skud krydret juleglæde, leverer øllet her en metallisk knytnæve af industriel sprit blandet med forgamlede, slatne krydderier.

Efter at have konstateret dette, tog jeg endnu to, måske tre ansigtsforvridende nip, og hældte resten ud i vasken. Om ikke udrikkeligt, så i hvert fald fuldkommen uegnet som juleøl.

Hancock leverer ellers fine humleprodukter. Deres pilsner fx – Høker Bajeren er mig en større nydelse end lokale Thisted Bryghus‘ ikoniske økologiske pilsner. Jeg er en kæmpe tilhænger af små bryghuse og lokale, uafhængige bryggerier som skibonittiske Hancock. Og derfor skuffer det mig også ekstra meget, når de sådan falder mig i ryggen.

Den her vil det kun klæde Hancock at tage permanent af programmet. Tænk at det alligevel skulle tage fem år, før en øl igen scorede bloggens absolutte bundkarakter. Og så skulle det endda lige ske med en øl fra Hancock?

Av!

Glædelig jul, trods alt.

Jule Hvidtøl no. 1, Hancock

En smule bedre …

Glædelig december allesammen!

Det er snart jul – sådan rigtigt. Og med de temperaturer vi har haft de sidste dage, er det også lige før man tør håbe på en reel vinter. Jeg gnider mig naturligvis skadefro i hænderne mens jeg gnægger ondskabsfuldt ved tanken om alle de DF’ere – samt skravlet længere ude på højrefløjen – der må døje med både tanken og talen om vinter sideløbende med jul.

I løbet af hele farcen om, hvordan vinter angiveligt var ved at overtage ‘jul’ som årstidens højtid (hvilket den som bekendt ikke var overhovedet. Det var ikkun et produkt af paranoide højreradikales fantasterier samt trolls med kørekort til photoshop) har jeg fuldstændig glemt at kommentere det måske dummeste opslag af dem alle. Peter Skaarup delte d. 17. november et opslag på Fjæsen, hvor han – uden gas – anklagede Aldi for knæfald for muslimerne, ved at omdøbe deres medisterpølse til en vintermedister i stedet for julemedister.

Meget hurtigt kom det selvfølgelig frem, at Aldi alle årene har haft både en julemedister og en vintermedister. Forskellen på dem er krydderierne. En af lighederne mellem dem – og de allerfleste andre medisterpølser, fristes man til at tilføje – er at de begge primært indeholder svinekød … behøver jeg skrive her, at muslimer ikke spiser svinekød?

Det kan selvfølgelig være, der er en DF-vælger, eller måske en fra Nye Borgerlige eller Stram Kurs endda, der har forvildet sig ind på min blog. Nu regner jeg ikke med, at de forstår særlig meget af, hvad jeg skriver herinde alligevel. Jeg regner mig selv for i stand til at skrive nogenlunde sammenhængende i overvejende overensstemmelse med ortografiske regler samt med nogenlunde korrekt implementeret tegnsætning. Desuden bruger jeg, som det fremgår, ofte ord på mere end en eller to stavelser, så chancen for, at en DF-vælger overhovedet vil kunne orientere sig i en tekst som denne, studeres bedst under et ekstra skarpt elektronmikroskop.

Skulle det alligevel være tilfældet, så må jeg vil hellere: Kære DF’er, der har forvildet sig ind på min blog: muslimer spiser ikke svinekød, og derfor er det ikke urimeligt at antage, at de er bedøvende ligeglade med, om en pølse, de aldrig ville købe, endsige spise, hedder noget med ‘jul’ eller ‘vinter’. Især i lyset af, at absolut intet indikerer, at de skulle have et problem med fejring af jul i første omgang.

Lad alt det forbandede vås om jul versus vinter endeligt være ovre med december måneds indtog. Krigen mod jul er endnu et stykke amerikansk kulturimperialisme, der også i oprindelseslandet ikke er andet end paranoidt opspind fra en i grunden perifer, men også meget højtråbende højrefløj. Lad nu bare være!

Og drik en øl i stedet. En øl som den her kan man fx nyde helt uden at frygte, at man bliver fuld af den. Som andre julehvidtøl holder den kun ganske lidt – 1,8% – og egner sig i øvrigt fint som ledsager, både til selve julemiddagen og til desserten.

Mørk, brusende og med en ret pæn skumkrone formår den endda også at imponere visuelt. Brygget er, som læseren nok har gennemskuet, Bryggeriet Hancocks bud på en julehvidtøl, som Carlsberg og Royal Unibrew også laver dem. Og hvorfor ikke? De er ganske populære her op til jul, så hvorfor skal kun de allerstørste have lov til at udnytte det marked. Alene det at lokale, og ikke voldsomt store Hancock har et tilsvarende produkt i porteføljen, burde være nok for enhver bevidst forbruger til at i det mindste at prøve den her op imod giganterne.

Hvis julehvidtøl er noget man ellers gider, forstås.

Sødmen er hjemme allerede i første lille mundfuld. Kærligt, og en smule klæbrigt – for noget sukkersødt stads er det jo altid – smyger brygget sig hen over tungen, med typens karakteristiske lethed – eller tyndbenethed – der skyldes det lave alkoholindhold. En antydning af syntetisk vingummi blander sig en anelse uskønt i den mørke melasse-brun farin-blanding. Men det er langt fra nok til at oplevelsen ødelægges – nogle vil måske endda påskønne indslaget yderligere. I det hele taget forekommer hvidtølsoplevelsen fra Hancock en kende mere fed og gennemført, end hvad de store leverer.

Ja, jeg er ganske vist biased, alene fordi der er tale om en mindre, lokal aktør her. Men prøv den selv, og se om ikke jeg har ret.

Merry Christmas – Happy New Year, Hancock

Knæfald …

En af de første ting, jeg fik fortalt, da jeg flyttede til Thisted var, at hvis man drikker en Thy-bajer i Skive, får man tæsk. Mundheldet “Skive går med knive” kunne ærke-københavnske/nordsjællandske medsmager Marcus desuden lære mig kort før – hvis ikke på selve dagen hvor – jeg flyttede fra Husum til Thisted (hvad vi snakkede om om aftenen efter flyttekaosset, kan man i øvrigt høre lidt af her). Jo, der er en skarp rivalisering mellem Skive og Thisted – især i Skive, lader det til. For ingen ville sgu få tæsk i Thisted, hvis de drak en Hancock-bajer offentligt her.

Jeg ved det af erfaring. Jeg har allerede flere gange købt og drukket Hancocks Høker Bajer i fuld offentlighed heroppe, og ingen har rynket så meget som et øjenbryn. Desuden må man undre sig såre, når nu skibonitterne har så fint et lokalt bryggeri, hvorfor så mange af dem alligevel skal rende og købe hårde stoffer. Ikke at jeg skal spille hellig. Jeg var storforbruger af speed i en årrække … det blev jeg ligesom nødt til, da jeg blev tilskyndet til det af min psykiater – og det hjalp jo sådan set også et stykke af vejen på de værste af mine ADHD-symptomer … Men det er alt sammen et sidespring, al den stund, at jeg faktisk havde en rimelig undskyldning.

Hele smøren indtil nu var sådan set også bare et trick, der skulle føre mig frem til dagens juleøl på en finurlig – og forhåbentlig underholdende – måde. #notallfolkfraskive – må jeg hellere hashtagge, nu vi der ved det. Jeg har mødt mange venlige og søde mennesker fra Skive – ikke mindst her i Thisted og Hanstholm, hvor jeg arbejder … ja, den tanke kommer nemt til at nage, at de netop flyttede hertil fra Skive, fordi de var søde og venlige, i modsætning til hvordan folk var, der hvor de kom f…

Men nok om det!

Meget godt kan man sige om Hancock, men de ligger tydeligvis under for højrefløjens krig mod venstrefløjens krig mod julen.

Som ethvert barn ved, har vi ondsindede ateistiske marxister på den yderste venstrefløj i årtier allieret os med muslimerne for at få aflyst julen, og erstattet den med noget mere gråt og kedeligt i stedet for. ‘Vinter’ har vi ihærdigt forsøgt os med i år, men initiativerne bliver til stadighed skudt ned af årvågne bedsteborgere, der alt for hurtigt dokumenterer vores nedrige forsøg på at erstatte ‘jul’ med ‘vinter’ overalt hvor vi kan slippe af sted med det.

Men hos Hancock er det ikke bare jul – men kristmesse, ligefrem. Og det endda gengivet på bedsteborgerlighedens foretrukne kulturimperialistiske lingo; Merry Christmas står der gudhjælpemig – ja, så bestyrtet er jeg, at jeg spontant må bande kristent. Til gengæld kan jeg gnide mig skadefro i hænderne over, at dette følges af et Happy New Year – som vi jo alle ved, er hedensk over en hals. Nytåret fejres jo i store træk efter den ju… undskyld, den vinterianske kalender – indført af den romerske hærfører og senere diktator perpetuus, Vinterius Caesar. Ikke spor bedsteborgerligt sådan at bruge hedenske, ikke-kristne kalendere hva’? Upsi-dupsi, eller noget.

Vel, Merry Christmas – Happy New Year er i modsætning til indledningen her ikke noget, der inviterer til de lange tirader (men hvornår f… har det holdt mig tilbage?) Der er tale om en endda meget traditionel pilsner. Tilsat stivelse, af en eller anden grund. Måske for at banke alkolholprocenten i vejret? – Det er jo populært ved ju… vintertid (phew, jeg var lige ved …) fordi reglerne siger, at da skal man være fuld.

Brygget holder 6,3% hvilket jo egentlig ikke er overdrevet. Til gengæld kan man glæde sig over en liflig og karakterfuld duft af fusel, der godt kunne invitere til en pilsneroplevelse ud over – om ikke det sædvanlige, så i hvert fald det industrielt-generisk-kedelige.

Helt så godt går det desværre ikke. Glimtvis kan man glæde sig over en nogenlunde vellykket valnøddebitterhed bagest på tungen. Til gengæld er den øvrige øloplevelse næsten irriterende letbenet – for ikke at sige direkte tynd.

Man kunne også kalde den forfriskende – men det er der jo så mange øl der er i afkølet tilstand. Ud over en godkendt humleprofil byder brygget her ikke på nogen oplevelser, som man ikke også kan få fra ret mange andre pilsnere fra bryggerier der i deres profil er væsentlig mere industrielle og generiske end Hancock.

Der er lige så meget jul (there, I said it! Er I så tilfredse, I forsmædelige udøvere af idel gruppepres?!) og nytår i denne øl, som man vil kunne opleve resten af året – ikke mindst i månederne medio-januar til medio-november.

Hancock Beer, Hancock

2014-07-29 18.53.29

Det var nok noget sent …

Hancocks flagskib. Den rigtige Hancock-øl. Det er lidt en skam, at den ikke er blevet anmeldt tidligere – men der var så mange andre øl, der trængte sig på. Faktisk hele 490 af slagsen. Ja, vi nærmer os hastigt det halve tusinde, og nej, det vil ikke blive forbigået i total tavshed.

Men indtil videre koncentrerer vi os om nr. 491. Hancock Beer, hedder den altså – den der rigtige Hancock-øl med den røde hane på etiketten. Første gang jeg prøvede den var til en fredagsbar på Københavns Universitet, hvor jeg læste religionsvidenskab tilbage i de vilde 90’ere. På stedet var jeg klar til at erklære den for den bedste øl, jeg nogensinde havde smagt … Jeg har ikke sagt for meget, hvis jeg siger, at jeg siden hen er blevet mere klog på øl (og religion, men det er en anden historie).

Med sine 6,3% undergærede pilsnerhed er der tale om en guldøl, angiveligt af Dortmundertypen (påstår Untappd). Af en guldøl at være er den ret lys, snarere gul end gylden, med skum, der kun lige akkurat formår at være lige knap så anticremet som sodavandsskum. Duften er til gengæld lovende, lækkert gennemtrængende og ren (i modsætning til brygblandingen, der i vanlig Hancock-stil omfatter både ascorbinsyre og stivelse) pilsnerduft.

Brygget smager både tungt og lifligt. Humlen er fortrinsvis sød, og selvom jeg i skrivende stund husker Høker-bajeren som relativt bidsk bitter, er denne øl langt sødere og venligere i smagen, endskønt den samme Saazerhumle, Hancocks foretrukne, er brugt.

Fylden er kraftig, og præget af en letsprittet maltessens, der breder sig ud over smagsløgene. Smagen i sig selv er dog mere tilbagelænet med førnævnte søde humlesmag i højsædet og med en mere diskret småbesk smag ved gummerne. Nogle ville måske ønske sig lidt mere af bitterheden, men denne type bitterhed skal man helst holde stangen, for harskheden lurer.

Bryggeriet formår dog at tæmme og bitterheden, så den aldrig bliver harsk, men netop kun besk. Således ender brygget med at være både velafstemt og temperamentsfuldt.

Men vi er stadig langt fra, at humlerankerne vokser ind i bryghimlen.

3-en-halv-stjerne

Old Gambrinus Beer Light, Hancock

Lys overraskelse …

Nå, det gik vist lidt hurtigt. Da dagens øl skulle prøves glemte jeg helt at fotografere det i glasset, og jeg glemte også at sniffe til det. Men heldigvis er det også et dejligt simpelt bryg, der anmeldes. Så det går nok endda.

Forventningerne var ellers ikke ligefrem i top. Ganske vist formåede bryggets mørkere bror at gøre et godt indtryk, dernede på Café Biksen i HF Sundbyvester for trekvart års tid siden. Men jeg har oplevet flere gange, at en god øls pendant – om den er mørk eller lys er underordnet – bare ikke klarer cuttet, og viser sig væsentlig kedeligere end originalen.

Og visuelt gør brygget da også væsentlig mindre væsen af sig end det mørke bryg med det vilde skum. Om man lod brygget fosse lodret ud af flasken som penge ud af statskassen i halvfemserne (iflg. den tids sekundære oppositionsleder) ville brygget kun generere lidet og hastigt faldende skum. Billigt sodavand har mere standhaftigt skum. Man ville samtidig kunne indvende, at brygget også bare ligner traditionel, kedelig dansk standardpilsner, mens kenderen vil bemærke, at det trods alt står et par toner mørkere, og på en måde mere uigennemsigtigt, omend brygget er filtreret. Det er også lidt som om brygget lige er en tand tykkere end vand, og kun modvilligt lader sig skvulpe rundt i glasset.

Smagen er præget af de 9,6% alkohol, og det er kun på den fede måde. Kraftig, men alligeel subtil fylde af portvin er perfekt afstemt med sødme af honning, og et krydret indslag af fennikel. Hvor stor en rolle humlen egentlig spiller i kompositionen er jeg oprigtigt i tvivl om – ikke meget vurderer jeg, omend den nok er med til at levere indtrykket af fennikel.

Det er faktisk alkoholen, der klarer det meste. Og det er imponerende at sprit nok til at gøre en enkelt stærkere som hele to pilsnere, faktisk kan levere en så fyldig og mangfoldig smagsoplevelse. Men masser af sprit betyder altså ikke nødvendigvis kedeligt øl. Så har man set det med.
4-stjerner

Black Hancock Lager, Hancock

Mørkere, men næppe bedre …

Jeg har følt noget trang til at ryste den fæle oplevelse fra i går af. Ganske vist nyder jeg samme sadistiske fornøjelse ved at skrive dårlige anmeldelser, som Thomas Treo på Ekstra Bladet. Faktisk er han mit store anmelderforbillede (there, I said it!), men lidelsen ved at skulle drikke det fæle stads er vel næppe heller mindre end at skulle tage med til hele to One Direction-koncerter to aftener i træk. Så det er ikke skæg og ballade hele tiden, og med alt det dårlige øl, der er i omløb er det ikke underligt, at jeg selv bliver lidt bitter engang imellem.

Og det er ikke den liflige bitterhed af Saazhumle, jeg tænker på. Men det får være. Saaz er jo Hancock-bryggeriets foretrukne humle, og ligesom deres Høker Bajer, er denne øl også krydret dermed. Ellers oplyses det på bagetiketten, at denne skulle være mere fyldig i smagen, da der er brugt lagermalt. Det er næppe at overfortolke og konkludere for vidt at hævde, at nærværende øl er tænkt som en mørkere udgave Høkeren.

Det er nu mest humlen, man mærker i duften. Den ledsages dog af mere brankede noter og en smule karamel, som jeg ikke husker at have oplevet i Høkeren. Visuelt er oplevelsen dog en væsentlig anden. Brygget er nydeligt mørkebrunt med off-white skum, der ikke falder for hurtigt.

Humlen prikker løs på tungen med en frisk træbitterhed, der også formår at levere lidt tyngde, og som ender med at brænde i brystet. Maltelementet er ganske afgjort fremtrædende med en blødgørende, letsød karamelnote, der nok formår at slå brygget ind på en lidt anden kurs end høkeren. Men uanset hvilken båd man er i – Høker eller Black – kan man stadig vinke til hinanden længe efter at man har valgt hver sin retning.

Umiddelbart husker jeg faktisk høkeren som både kraftigere og mere fyldig, og denne øl slår mig ikke umiddelbart som nogen større oplevelse. Men det kan jo skyldes, at Høkerens smag ikke længere vækker nyhedens begejstring hos mig, og derfor heller ikke gør det ved denne, dens mørke broder. Godkendt og velsmagende forbliver den dog, og især eftersmagen skal have rosende ord med på vejen. Alene eftersmagens langtrukkenhed imponerer, og så er det jo kun en ekstra bonus, at man kan mærke maltens småsøde fylde og humlens bitre sprødhed og vægt lige så længe.
3-en-halv-stjerne

Økologisk Pils, Hancock

Beskidt Økologi …

Hancock fra Skive har også en økologisk pilsner i handlen. Det uafhængige skibonittiske bryggeri gør meget ud af sin autencitet og håndhævelse af gamle brygmetoder. Blandt andet tilsætter de fortsat ascorbinsyre til brygget. Oprindeligt gjorde man dette for at nedsætte risikoen for kontamination og videre ukontrolleret gæring af det færdige bryg, men rygterne vil vide, at det også reddede ølkuskene fra skørbugen – sålænge de drak deres daglige kvantum øl.

Tilsat ascorbinsyre, også kendt som C-vitamin, er der endnu ikke dokumenteret nogen skadelige virkninger ved, men det er også fortsat tvivlsomt, hvorvidt det er virksomt, hvis det blot er tilsat. Mit ene øjebryn tager sig i hvert fald en elevatortur op i panden, når jeg ser dets E-nummer (E300) i kombination med det fine røde Øko-mærke. Økologi betyder fravær af giftstoffer og andre unødige, skadelige tilsætningsstoffer i fødevarer. Jeg hæfter mig ved, at rigtig mange bryggerier herhjemme undlader ascorbinsyren, uden at der går vildgær i øllet af den grund, og jeg ville nok foretrække, at man ved uddeling af Ø-mærket begyndte at fokusere lidt mere på ‘unødigt’ frem for kun giftstoffer og skadelige tilsætningsstoffer. Ascorbinsyren er – traditionel og formentlig uskadelig som den er – ikke desto mindre unødvendig, og den økologiske idé handler vel også om at gøre produkterne så simple som muligt, og fri for tilsætningsstoffer i det hele taget.

Et totalt fravær af tilsætningsstoffer betyder også, at man ikke engang behøver bekymre sig om en latent skadelighed. Det er økologi, når det er bedst.

Men indrømmet, ascorbinsyre er nok ikke det værste, der kan tilsættes (ikke ét ord om, hvad andre bryggerier tilsætter deres øl, og da slet ikke om Thisted Bryghus og den sulfit de tilsætter deres øl, på trods af, at Thisted Bryghus startede den økologiske bølge inden for ølbrygning her til lands) men man kunne godt ønske, at Hancock også gik lige meget op i alle former for renhed i brygningen.

Jeg stiller kæphesten fra mig, og skænker i stedet øllet. Nogle læsere vil bemærke, at det sker i et almindeligt glas, og ikke det fine Game-of-Thrones-møder-Lord-of-the-Rings-glas, jeg har brugt de sidste gange. Jeg vil ikke afsløre, hvornår jeg vælger at bruge det ene eller det andet – I læsere må selv komme med jeres bud – fx i kommentarfeltet, hvis I har lyst.

Det er en meget lys pilsner, næsten citrongul under et kridhvidt skum. Skummet falder ret hurtigt, men der er i det mindste meget af det, så man får lov at nyde det lidt alligevel. Duften skal man virkelig lede efter. Efter flere inhalationer mener jeg at kunne spore noget fjern syrlighed af lime, og bagom denne en svag, bitter humle.

Det svage duftindtryk viser sig i store træk at være et forvarsel for smagen. Omend det syrlige udebliver, heldigvis, så gør bitterheden ikke noget stort væsen af sig. Den er der da, bevares, og den er markant i sin bitterhed, men ledsages i for høj grad en en glat fornemmelse af et friskt vandløb. Ja, det er friskt – og tyndt. Lidt fylde formår brygget dog at mønstre, muligvis ved den let forhøjede alkoholprocent på 5,0, der faktisk giver brygget et let(sprittet) honningpræg.

Den svage karbonering på trods af den tilsatte kulsyre (der har vi den negligerede renhed igen,) gør sit til at brygget bliver endnu kedeligere. Det bliver fladt i stedet for at sprudle og er i forvejen for tyndt og vandigt. Man kan indrømme brygget lidt skjulte ansatser til noget interessant hist og pist, men overordnet har bryggeriet vist satset på det kedelige (og givetvis sikre), frem for det interessante.

Det er synd, når økologien i den grad bliver mainstream.
1-en-halv-stjerne

Old Gambrinus Beer Dark, Hancock

Mere end godt nok …

Så var den gal igen. I går eftermiddag spillede Fremad Amager endnu engang hjemmekamp i Sundby Idrætspark. Denne gang imod Nordvest FC, der ikke har til huse på ydre Nørrebro, men derimod i Holbæk. Det gik godt. Fremad vandt ret overbevisende 2-0 mod et uengageret Nordvest-mandskab. Det eneste man kunne være utilfreds med var, at sejren kunne have været større. Før kampen blev der varmet op på det hemmelige sted, ‘Biksen’ i Haveforeningen Sundbyvester, der altid har en kavalkade af Hancocks fine bryg at byde på.

Smøren på etiket og bagetiketten af øllet er den sædvanlige fra Hancock, Old School brygkunst, rendyrket Saazer-stil, og tilsat ascorbinsyre – mere for traditionens skyld end nødvendighedens. Personligt mener jeg, det burde udelades, men på den anden side er det et af de tilsætningsstoffer, der faktisk er uskadelige – så lad det ligge for nuværende.

Det er en stærk fætter på 9,5% – rigeligt i sig selv til den type fodboldopvarmning, der gøres før en tur på lægterne. Styrken skyldes velnok den tilsatte stivelse. Det er også et ganske mørkt bryg med en ærtenøddebrun lød, og her glædes undertegnede ved det totale fravær af nogen som helst farvestoffer. Ikke engang det hos Vestfyen svært populære ammoniserede karamel er brugt – se! Uden farvestof, det kan se så aldeles pragtfuldt ud. Den tilsatte kulsyre gør sit til et højt, lysebrunt skum, der desuden er overraskende cremet, klæbrigt og kun langsomt faldende.

I iveren efter at komme i gang med brygget, nipper jeg til skummet, og glemmer derfor fuldstændig at lugte til det. Så dette må læserne have til gode til når de selv prøver det. Skummet i sig selv er ikke nogen stor oplevelse – det er skum sjældent. Blomkål med en sød, karamelagtig kant, der formår at redde det på stregen. Selve brygget overrasker med sin store fylde, og derpåfølgende sødme af karamel, malt og farinsukker. Bag dette ligger en matchende essens af whisky, der nok fremkaldes af bryggets høje alkoholprocent.

Whisky(bi)smagen er lige så velgørende som den er velkommen. Det er sjældent, at den findes i øl. De stærke, søde og maltede øl giver ikke sjældent et i og for sig velbehageligt cognacindtryk, men der er whiskyindtrykket en kærkommen variation og i mine øjne noget, der lige gør denne øl en tand finere, end det man kender i forvejen. Frisk træ, der spirer frem på bagtungen og vokser sig større i eftersmagen giver brygget den fornødne bitterhed til netop at give brygget den sidste kant af ikke-lettilgængelighed, der gør dette bryg mere end bare godt nok.

Alligevel er det en lidt rå omgang. Man kastes rundt mellem de forskellige smage, der nok matcher hinanden udmærket, men en perfekt helhed når de ikke sammen i. Bryggets høje alkoholprocent gør også, at brygget slår unødigt hårdt, og med mindre man ønsker at være fuld, er der mere end nok øl til en eftermiddag i den. Og det er faktisk en smule ærgerligt, hvis man ellers havde tænkt sig at prøve en spændende øl mere den dag.

Så ligesom Fremad Amagers sejr kunne have været større, kunne en Old Gambrinus måske også have været bedre. Men begge dele er alligevel mere end gode nok som de allerede er, så det skal jeg ikke brokke mig yderligere over.

Og iøvrigt stor tak til Gedved for skænken!
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme