Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Haacht Brouwerij-Brasserie

Tongerlo Keizer Karel Charles Quint Ruby Red Øl (sic), Haacht

Et hængeparti …

Som de trofasteste af mine læsere vil vide, havde jeg købt denne øl i Fakta før jul. Mellem jul og nytår valgte jeg at ofre den til guderne/vætterne/nisserne/mikroorganismerne i min faders græsplæne – alt efter hvad man vælger at tro på – og forsynet … eller et svigtende salg (måske begge dele) gjorde, at jeg her i starten af året genfandt den i Fakta Hvalsø. Så skulle den da have en chance til.

Jeg må sige, at jeg ikke er flov over at have ofret denne øl til de højere magter. Nogen vil måske synes, det er synd, skam og overflødigt spild, men hey – husk, der også skal være noget til mikroorganismerne, hvis man ikke tror på det andet. Det viste sig nemlig at være den klart bedste af Tongerlo-øllene, så mine eventuelle mellemværender med de højere magter (og måske mikroorganismerne) burde være – om ikke nulstillet, så i hvert fald mildnet.

Hvad angår navnet, har jeg allerede revet mig i håret over det. “Ruby Red Øl” er et katastrofalt miskmask af engelsk og dansk, og hører ikke hjemme på en øletiket – eller noget andet sted for den sags skyld. Det skulle da lige være på en dumpet oversættelsesøvelse. Ikke desto mindre er den håbløse titel ikke helt misvisende. Der er tale om et rødbrunt bryg, herligt brusende, med en høj, råhvid og meget klistret skumkrone, der klæber sig i etager på indersiden af glasset, efterhånden som brygget nydes. Men allerede inden – ved duften – er brygget slet ikke så ringe endda. Brygget kombinerer humlearoma med en letsprittet omgang overmodne blommer, garneret med franskbrødsdej.

Smagen er skarp af gærede blommer, som man mærkede dem i duften. Brygget går lige i næsen, næsten så det gør ondt. Det overordnede smagsbillede er tungt og sprittet og sammen med humlen ganske overvældende. Løfter man tungen, og lader brygget tumle ned i gummerne, melder der sig en kraftig sød bismag – igen af blommer samt franskbrød – men uden helt så meget sprit og gær. Det virker velgørende overfor den hårdtslående primære smag.

Ruby Red Øl er ikke en elegant øl. Det søde og det sprittede og det bitre falder mere over hinanden end det samarbejder. Det gør dog ikke brygget dårligt – snarere spændende – for både det sprittede, det gærede og overmodne holder sig pænt på den rigtige side af stregen, så intet af det tager overhånd. Det er en kraftfuld øloplevelse og et modigt eksperiment udi ikke at få smagsindtrykkene til at passe for godt til hinanden, for på den måde at skabe noget nyt og dynamisk. Eksperimentet kunne være faldet meget mere uheldigt ud.

Den bedste Tongerlo-øl måtte jeg vente på, og det var ventetiden værd. Skål, nisser, vætter, guder og mikroorganismer – og far, som jeg delte øllet med. Selv hvis øllet havde været i en almindelig mængde, som fx en halv liter eller 0,33 liter, kunne jeg have fundet på at dele den, for den holder krasbørstige 8,5%. Drikker man alle 0,75 alene, skal man ikke køre bil lige foreløbig.
4-en-halv-stjerne

Tongerlo Christmas Beer, Haacht

Efter den mildt sagt modbydelige Tongerlo Prior, var turen kommet til Tongerlos Juleøl, Tongerlo Christmas Beer, forleden aften. Den sidste af de fire Tongerlo-øl er i mellemtiden blevet ofret til de højere magter, så i denne omgang vil Tongerlo Ruby Red øl (sic) ikke blive anmeldt – den nydes netop nu i Valhal og blandt småfolket i min kære faders baghave, subsidiært af mikroorganismerne i plænen, såfremt man ikke tror på nisser og aser.

Christmas Beer dufter lifligt af hvidt brød med en pikant spids af sprit. Det er dog slet ikke nede i den skumle, hovedpinefremkaldende sprittethed, der prægede dens broder Prior. Farven er orangegrumset, med næsten gulligt, boblende og ganske klæbrigt skum.

Smagen er krydret af nelliker, lakrids, laurbær med en sød antydning af franskbrød og marcipan i eftersmagen. Man glædes over, at marcipan igen føles silkeblød på tungen, og ikke stikker som sandpapir, som den gjorde i Tongerlo Prior.

Det krydrede islæt passer årstiden og højtiden perfekt. Det er en klassisk juleøl med både sødt og krydret. Man kunne dog godt have ønsket noget mere kraft og mere fylde. Der skal simpelt hen noget mere fylde til, i hvert fald for at matche den tæsketunge danske julemad. Den mangler den karakter af svedskegrød og kirsebærsovs, der gør de danske juleøl perfekte. Her slår belgisk juleøl ikke til.
3-en-halv-stjerne

Prior Tongerlo, Haacht

Marcipan og kogesprit i uskøn forening
Samme aften, som da mit favoritafsnit af Matador blev vist – afsnittet hvor Herbert vender hjem fra den Spanske Borgerkrig, Agnes’ dreng falder i branddammen og Mads Skjerns hyggespreder af en søster kommer på besøg i anledning af Daniels konfirmation – ja, altså dén aften, det afsnit blev vist, smagte jeg på denne øl.

‘Smagte på’ er ordene. Jeg vil ikke bruge ordet nyde og heller ikke ordet drak, for ingen af delene ville passe. For at tage ordet nyde først … Jeg nød denne prior i omtrent samme grad som Oberst Hackel i samme afsnit af Matador nød, at hans største aversion i de væbnede styrker, der ved et pudsigt tilfælde bærer samme navn som nærværende øl, Prior, var blevet øverstkommanderende for det danske militær – dog med væsentlig mindre katastrofale konsekvenser for mit vedkommende, må jeg hellere tilføje. Den gode oberst overlever som bekendt ikke sin nyerhvervede viden.

Da det nu fremgår at øllet ingenlunde var nogen nydelse, snarere tværtimod, kan de kvikkeste læsere måske regne ud, hvorfor jeg heller ikke drak øllet. For de knap så kvikke, og for de kvikke, der er I tvivl om, om deres formodning er rigtig, kan jeg oplyse, at et endog betydeligt kvantum endte i køkkenvasken.

Dette er i skrivende stund alt, jeg kan huske fra mit oprindelige indlæg, som en time eller så efter det blev postet her på bloggen, forsvandt pist i cyberspace. Vid, at jeg p.t. er rasende på blogger, og seriøst overvejer, at skifte til WordPress – bare for at have et alternativ.

Vel. Prior Tongerlo er ellers en flot øl, gylden med kridhvidt, fedtet skum. Allerede duften varsler dog en mere end almindelig sprittethed. De 9 % alkohol gør bestemt sit til også at gøre de indledende øvelser en ubehagelig oplevelse. Dertil kommer en kraftig marcipanodeur, der kunne have været rar, hvis ikke stanken af kogesprit havde ødelagt det.

Smagen stemmer uskønt overens med lugten. Sprit blander sig med marcipan, og det er ikke nogen nydelse. Med tiden slår marcipanaromaen også mere og mere over i smagen af bitre, dårlige mandler. Det er jul på den helt forkerte måde, men Prior er selvfølgelig heller ikke nogen juleøl som sådan.

Virkningen på mig efter et glas var dog stadig ikke sammenlignelig med Oberst Hackels reaktion på, at hans ærkeaversion, General Prior, blev kommandør for rigets væbnede styrker. Så fæl var Prior Tongerlo trods alt heller ikke. Nogle, der nyder meget sprittede øl, vil måske kunne finde en – om ikke andet så masochistisk – nydelse i den, hvorfor den da heller ikke scorer den karakter, som de helt uantagelige øl får.
1-stjerne

Keizer Karel Charles Quint Golden Blonde, Haacht Brouwerij-Brasserie

Silkeblød og vinøs

Jeg nægter at tro, at nærværende øl rent faktisk hedder “Golden Blond Øl”, som det ellers fremgår af etiketten. Det er den slags der sker, når man oversætter titler, hvilket for øls vedkommende er fuldkommen unødvendigt. Der er mange fæle eksempler på det samme fra filmens verden især. Lad os i et par sekunder dvæle ved den norske oversættelse af “Curse of the Were-Rabbit” – “Varulvkaninens forbandelse” og af “Jaws” – “Hajsommer”, hvor det knap så mundrette danske “Dødens Gab” i sammenligning næsten virker balletagtigt elegant.

Om det har været for at tækkes forbrugersegmentet, der handler i Fakta ved jeg ikke, men der blev øllet i hvert fald bragt hjem fra. Fire flasker fra bryggeriet Haacht – herunder altså nærværende lyse ale, 25 kr. pr 0,75 l. flaske, et vældig godt tilbud, der nok skal sprede glæde her i julemåneden.

Denne øl er dog ikke nogen juleøl men altså en gylden, lys ale af den belgiske type, sammenlignelig med “Leffe Blonde” om man vil. Haacht-bryggeriet har vi i øvrigt haft fat i tidligere. Fakta har haft deres standardøl på hylderne, og endskønt det er en udenlandsk øl uden særlige meritter, handlede Fakta den til en passende pris – ikke efter at det var en udenlandsk øl, men efter at den var – ja, lad os bare sig standard.

Den første af de fire spændende Haacht-øl, har derimod meget mere at byde på. Det er et flot, lyst, korngult bryg med hvidt, fedtet skum. Bouqueten – for denne øl dufter ikke, endsige lugter den, næh denne øl har i sandhed en bouquet – er tydeligt vinøs, hvidvinøs, hvis det ellers er et ord. Blid, let prikkende og sød.

Smagen er silkeblød og ligeledes præget af hvidvinsaroma. Den er slet ikke ulig en sød hvidvin med hyldeblomst på en forårsdag … Indtil brygget når bagtungen, så tager en kraftig, småbesk humlebitterhed over, der fylder hele munden i eftersmagen.

Bitterhedens bidskhed spiller vel op til sødmen, så hverken bitterhed eller sødme tager over og bliver for dominerende. Resultatet er en kompleks øl med både sødt og bittert, der ikke uelegant undlader at blande sig, men til gengæld leverer en spænding, man sjældent oplever. Jo, Belgiske Haacht kan så sandelig også lave øl, som man kender dem fra Belgien.

Indtil videre har det ikke kun været prisen, der var gunstig ved Faktas tilbud.
4-en-halv-stjerne

Primus, Haacht Brouwerij-Brasserie

For frisk

Som fortalt i mit sidste indlæg, findes der nu udenlandske øl til en billig penge i Fakta Hasle. Som nu fx nærværende pilsner, der kunne fås formedelst kr. 8,-. Om det er i orden er et subjektivt spørgsmål, der burde involvere overvejelser om kvalitet, tilgængelighed, efterspørgsel og meget andet, men lad os for nemheds skyld blot holde fast i, at prisen er konkurrencedygtig med det meste danske øl på markedet.

Der er tale om en belgisk øl, så jeg får endnu engang rettet på det efterslæb, der er her på bloggen, når det gælder øl fra netop det land. Belgierne er kendt for deres mange bryggerier og de mangfoldige, rige og glorværdige brygtraditioner, så man har god grund til at skrue forventningerne i vejret, når man står i begreb med at prøve en belgisk øl.

På den anden side er det nok begrænset, hvad man får for under ti kroner i Fakta, så lad os bare sige, at bryggets signalværdi for nuværende er blandet.

Der er ikke meget at sige om bryggets udseende. Det er en strågul pilsner med kridhvidt og luftigt skum. Skummet er dog en klasse ganske for sig selv, for det er godt nok sjældent, at jeg har set så klæbrigt skum, på øl i almindelighed og på pilsnere i særdeleshed. Duften er frisk og generisk humlebitter, men med mærkbart mere kraft, end hvad man oplever ved de fleste pilsnere herhjemme.

Desværre viser det sig hurtigt, at det er en øl, der er sjovere at beskue end at drikke. Man bliver virkelig nødt til at tage store mundfylde, lade det skvulpe rundt på både tænder, gummer, mandler, gane, svælg og hele tungen, samt at suge luft ind over det efterfølgende, hvis man vil vride nok smag ud af det til at kunne skrive ordentligt om det. Herefter melder sig en nogenlunde skarp og markant, frisk humlesmag – lige en anelse metallisk, med en bittertør kerne.

Det er en øl, der skal roses for sine læskende og tørstslukkende egenskaber, og ikke for sin smag, endskønt det er en meget ren pilsnersmag. For ren, fristes man til at sige, for øllet smager af alt for lidt, og må regnes for en decideret skuffelse i betragtning af, at det er en belgisk øl. Helt ren er den så i øvrigt ikke da den er tilsat råfrugt i form af majs.

Men som man fordøjer en vis skuffelse sammen med øllet, kaster man et blik på det tomme glas og udbryder alligevel et “nøj” – for det er vitterlig noget af det klæbrigste skum, jeg nogensinde har set, så det yder ikke desto mindre en visuel oplevelse.
1-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme