Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Guldhammer Nanobryg

Martins unavngivne bryg, Guldhammer Nanobryg

2016-08-29 19.40.21Forfriskende anonym …

Så klarede jeg endelig at anmelde alt det øl, jeg havde prøvet ved Copenhagen Beer & Whisky Festival i Forum. Så mangler jeg kun resten af det hængeparti, der havde bygget sig op i forbindelse med arrangementet. Før jeg tog på festival, var der et par stykker, jeg ikke havde nået at anmelde endnu. Og som om det ikke var nok, var jeg så tåbelig, at jeg valgte at prøve nogle flere, endnu før jeg var færdig med de mange anmeldelser efter festivalen.

Jeg har bloggen her udelukkende for min fornøjelses skyld. Og det kunne måske være sundt for mig at prøve at – om ikke begrænse mig, så i det mindste organisere mit anmelderi lidt bedre.

Men jeg må til det. Brygget her er ikke et officielt Guldhammer-bryg, men derimod … tjah – noget han bryggede og valgte ikke at sælge af? Af gud ved hvilken årsag. Læseren, Paul, der gav mig flasken lod antyde, at Martin vist så småt er ved at lægge brygning med salg for øje på hylden.

Ja, jeg var også ved at tude, da jeg hørte det.

Men han brygger da endnu. Og så længe, der er gang i mæskekarret, er der vel også mulighed for, at man også i fremtiden kan få hans aldeles vidunderlige bryg at smage. Om ikke andet fordi man har en kontakt hist og pist (tusind tak, Paul!)

Brygget her blev leveret i en helt anonym flaske uden etiket. Det er på den ene side svært at blive klog på, og på den anden side på en finurlig måde friskt og rent. Sådan lidt western-like på den klichéagtige måde, eller egl. sci-fi-western agtigt. Det er i Westworld, protagonisterne står og drikker i baren, og Richard Benjamin siger “What is this stuff?” Hans kammerat, spillet af James Brolin svarer: “It doesn’t say on the bottle”, hvorefter Richard Benjamin retoucherer “Yeah, give me that!” Og skænker sig endnu en drink … som optakt til Yul Brynners entre. The rest is a pretty damn good story – synes jeg i hvert fald.

Men helt i blinde skal jeg ikke famle. Jeg har fået at vide via den allestedsnærværende fjæsbog, at der er tale om en Pale Ale. Humlerne er Magnum og Lemon Drop, malten Pale Ale malt og Cara Munich. Alkoholprocenten ligger på 5,6. Den ligner dog næsten mere en IPA med sin mørkorange lød og det fedtede, lyse skum. Duften er også temmelig IPA’et, omend humle, selvom den da spiller førsteviolin, ikke excellerer i vilde soloer eller cadencer med sin ligefremme og velkendte grannote. Hornene og træblæserne kommer sandelig også til deres ret i form af hyld og vanille, så sødmen kommer lidt mere i front.

Men i smagen er det humlen, der bestemmer. Især ved mandlerne smager man nåletræet, der alligevel er så tilbagelænet, at man får fornemmelsen af, at det blev skåret i sidste uge. Grannålene lægger sig som en rar, luftig essens i mundhulen, mens den præsente vanille og hyld fra duften er omsat til en cremet, rar mundfornemmelse, der også yder brygget sufficient fylde. En enkelt bergamotnote viser sig i eftersmagen, men det er svagt, og eftersmagen klinger i det hele taget hurtigt af.

Brygget repræsenterer et ganske nydeligt nåletræstema. Men man kunne i sammenligning med Martins andre bryg måske have ønsket sig, at der var noget mere drøn på.

Men det skyldes selvfølgelig også kun, at man som nyder af Martins bryg fra første færd har været voldsomt forkælet og priviligeret. Den er da også mere tænkt som en frisk sommerøl end som en humlebombe, og som sådan gør den det sandelig også mere end tilfredsstillende.

Ikke mindst fordi det stadig er indtil flere takter foran de jævne felt af Pale Ales og for den sags skyld IPA’er fra andre bryggerier.

4-stjerner

Havsnød Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-06-28 20.22.04Mindre kan også gøre det …

Guldhammer har endnu engang begået et lille kunstværk. Hvis ikke jeg tager meget fejl, er denne en lagret udgave af den Frederikssundske nanobryggers oprindelige ‘Havsnød’, der blev brygget omkring august sidste år. Siden er det lagret på Zacapa Solera Reserve romfade i tre uger og efterfølgende i seks måneder på flaske. Denne er nr. 44 ud af det sædvanlige batch på 120 bryg – det er åbenbart, det antal bryg, tanken kan rumme.

Brygget flyder nogenlunde tykt, bruser mere end det skummer, og falder i øvrigt hurtigt til ro. Portere og stouts klarer sig bedst uden voldsom karbonering, og det er denne brygger nok klar over. Bouqueten udløses til gengæld ikke allerede ved åbning, og heller ikke ved skænkning, som bryg fra den kant ellers har for god vane. Man skal hen og snuse til det. Det lugter lidt af bål, der er blevet slukket af regnen, omend der er tale om et noget mindre bål, end de mange af Sankt Hans-typen, der led netop dén skæbne for en uges tid siden. Dertil kommer letstrøet farinsukker i aromatisk kaffe, så det samlede duftindtryk bliver ganske venligt men også noget afdæmpet.

Det skyldes, at aromaen er gemt i smagen. Her tager den fat på vanlig Guldhammer-vis. Og så måske alligevel ikke, for Guldhammerbryggene har det med at eksplodere i munden på én. Her mærker man i stedet en konstant buldrende kaminild i et gammelt, højloftet victoriansk bibliotek med vægge fulde af gamle malerier af endnu ældre mennesker, der kigger bebrejdende, side om side med hovedet af en kronhjort og et vildsvin … ja, også selv om jeg jo egentlig ikke går ind for den slags – men hey, det er jo ikke mig der har brygget det øl, der giver den slags associationer, vel? Smagen deler egenskaber med velbrygget kaffe, tilsat et skud rom og brun farin. Lagringen kan smages, det samme kan røgmalten og den tilsatte kandis. Det er både velblandet og velbrygget, velafstemt og i det hele taget bare vel …

Denne gang er det så ikke over the top på samme måde, som man ellers har vænnet sig til fra denne kant. Men mindre kan – hvilket hermed er bevist – sandelig også gøre det.

4-en-halv-stjerne

Redbush Stout, Guldhammer Nanobryg

2016-04-27 17.39.59Den aer bare lidt voldsomt …

Min kontaktperson hos Guldhammer Nanobryg – eller kontaktperson er så meget sagt … Den venlige sjæl, der sørger for, at jeg ind imellem får lejlighed til at prøve nanobryggeren fra Frederikssunds fine bryg hedder Paul og er fast læser. Og jeg mener vist nok, det var denne øl, der ellers ikke fik for lidt af ros og anbefalinger, da han sidst havde gaver med. Og det skulle vise sig ikke at være uden grund.

Brygget er – som navnet antyder – en stout, og denne individuelle flaske er nr. 23 ud af et batch på 120. Sidst jeg prøvede en guldhammer-øl – det var den, jeg skrev om i sidste anmeldelse – var den også ud af et batch på 120, og i øvrigt en lagret øl. Måske blev den her sat over til brygning, mens den anden lagrede? At antallet af færdige øl er det samme, antyder at brygudstyret også har været det.

Det ganske særlige ved denne øl er, at den er krydret med blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos-busk. Rooibos er afrikaans, og betyder ‘rød busk’ – altså redbush. Jeg skal ikke udelukke, at jeg også ville have brugt det anglicerede navn, hvis jeg selv havde brygget øllet, idet jeg anser afrikaans for at være det ene af to sprog i hele verden (det andet er switzerdütsch) der i selve deres natur og væsen er hæsligt. Og jeg sværger, at hvis jeg nogensinde skulle være nødsaget til at flytte til Sydafrika, ville jeg omgående kaste mig med brændende engagement over xhosa, men aldrig så meget som røre afrikaans med en ildtang. Mon ikke jeg i virkeligheden ville finde ud af, hvad den røde busk hed på xhosa, og så bruge det navn?

I hvert fald – intet ondt ord skal være sagt om navnevalget. Beskrivelsen forvirrer til gengæld en kende, da denne indledes: “I stedet for humle til smag og aroma er der i denne stout brugt tørrede blade og kviste fra den sydafrikanske Rooibos busk”. Men i højre hjørne af samme tekstfelt, kan man også aflæse, at der alligevel er humle i brygget. Jeg er en kende forvirret eftersom det antydes, at humlen er erstattet, men det lader altså ikke til at være tilfældet – hvilket er godt, for i så fald kunne man næsten være i tvivl om, om det nu alligevel var en øl, man sad med.

Men at det er øl, skal der ikke herske tvivl om. Mørkt øl oven i købet. Kulsort, og næsten sejt, skvulper det lettere modvilligt ud af flasken – men ikke så modvilligt, som jeg har set det, trods alt. Skummet tårner sig faretruende op som kogende, branket sukkermasse, og det har faktisk også omtrent samme stabilitet og fasthed. Duften er forlængst blevet udløst. Det skete allerede ved åbning, hvor et pust af vingummi agerede prolog til en anderledes tung, røget bitterhed. Denne forplanter sig i alle lokalets hjørner ved skænkning, og afrundes af en let vanillesødme.

Smagen er et vildt, brutalt bagholdsangreb af uforskammet fyldig og smagfuld røget lakridsporterstout fra riste- og brændehelvedet. Man overrumples af, hvordan brygget bare vokser og vokser i munden, mens indersiden af gabet næsten voldeligt kærtegnes af ristet kaffe og sød lakrids, tilsat lidt for meget salmiak. Og det er et problem på samme måde, som når man tilsætter lidt for meget chili i en pastasovs, nemlig intet overhovedet, tværtimod.

Et sidste ekstra plus er, at lakridssmagen ikke udarter i en tør, pulverlignenede eftersmag. De voldsomme indtryk til trods forbliver brygget faktisk venligt. Det aer bare lidt voldsommere, end man er vant til.

Det er helt klart den næstbedste stout, jeg nogensinde har prøvet. Den bedste er stadig De Molens 666 Black Damnation. Men det siger noget om, hvad hjemme- eller nanobryg kan udarte til, at dette prægtige bryg kommer så tæt på.

6-stjerner

Quercus Reserve, Guldhammer Nanobryg

2016-04-21 21.06.37

Aldeles nydeligt!

Allah er stor, Jesus elsker dig, Buddha er ét og alt, Hil Odin & Thor samt Det Flyvende Spaghettimonster.

Anledningen til den pludselige vækkelse, for ikke at sige omvendelse, skal findes i denne artikel i Jyllands-Posten. Mørke kræfter i toppen af landets ledelse vil med Grundloven i hånden begrænse religiøse ytringer i det offentlige rum.

Og nok er jeg fortsat ateist. Endvidere er jeg fritænker, og blander mig ikke i, hvad andre tror på. Og så længe andre ikke påtvinger nogen deres religion og ikke truer eller på anden måde anvender problematiske talehandlinger – altså ting, der i forvejen er ulovlige, så kan de ytre sig om deres religion – og alt muligt andet – lige så tosset de har lyst til. Og sådan burde det blive ved med at være!

Ifølge forslaget, må Jehovas Vidner fremover ikke ytre sig imod blodtransfusion, da dette kan være livsfarligt. Indre- og Luthersk Missions væmmelse ved kvindelige præster strider mod vore begreber og ligestilling, så de vil naturligvis også omgående få mundkurv på. Og Tidehvervs – og deres forlængede politiske arm i Dansk Folkeparti – hadefulde sammenligninger af homoseksuelle ægteskaber med sodomi vil omgående medføre frihedsstraf …

Eller måske ikke …

For Gud forbyde da, at regeringens og dens racistiske støttepartis hovedløse lovgivning skulle bruges mod andre end pæne, danske leverpostejskristne og deres associerede i småfanatiske sekter rundt omkring. Målet er selvfølgelig kun at kriminalisere muslimer yderligere for at skabe endnu en undskyldning for den religiøse og etniske stigmatisering og udrensning, som samme regering og støtteparti ønsker sig ivrigt som et lille barn juleaften.

Modvilligt vil jeg fyre den sædvanlige disclaimer af her: Nej, jeg synes heller ikke radikal islam er fedt, ligesom jeg heller ikke synes fanatisk kristendom er fedt – især ikke når den politiseres gennem tidehverv som et åbenlyst apartheidtilhængerpartis forlængede arm. Faren mod det danske demokrati kommer ikke fra en lille gruppe radikale og marginaliserede muslimer, men derimod fra selve magtens centrum, hvor man allerede har anbragt de uønskede fra andre lande i koncentrationslejrlignende anlæg, allerede har gennemført lovgivning der kan rippe dem for deres værdigenstande, og for længst har en politik på stand by for, hvordan ‘danskere’ i fremtiden skal defineres i modsætning til andre, DF og regeringen ikke kan lide.

Og hvad har det med dagens øl at gøre? Intet som helst. Jeg havde blot brug for at brænde nogle frustrationer af i et forum, som jeg ved har nogle læsere. Jeg bruger ytringsfriheden mens jeg stadig har den. Jeg er ikke målet for regerings antiytringslove for religiøse, og måske er jeg og mine sekulære meningsfæller heller ikke lige de næste i rækken. Men jeg husker på Martin Niemöllers berømte digt “Først kom de efter Kommunisterne” (“Als die Nazis die Kommunisten holten”) og I hans ånd nægter jeg at tie. Og den da det også bliver forbudt for ateister at ytre sig, lover jeg, at jeg vil braldre op og tirere som aldrig før.

Vel – nok om det, og videre til noget smukt, rart og dejligt – dagens øl.

Endnu et pletskud fra ildsjælen Martin Guldhammer, Frederikssund, der under mottoet “Multum non Multa” (meget, ikke mange) eksperimenterer med sit eget lille hjemmebryganlæg i et omfang, så han har været nødt til at sætte en distribution i gang, for at de relativt store mængder godt bryg ikke skal gå til spilde. Såvidt beskriver Paul Hertz det i hvert fald. Han er den læser, som med jævne mellemrum stikker mig et par stykker af dem. Som et lille ekstra kvalitetsemblem er hver flaske udstyret med et tal, der angiver hvilket nummer i batchet det enkelte bryg er. Denne er nr. 69 ud af 120. Man føler sig heldig alene fordi man får lejlighed til at prøve et bryg i et så lille oplag.

Denne øl er en engelsk ‘Old Ale’. der er lagret i 6 måneder på egefad og flaske. Ved åbning breder vanilleessens sig i lokalet på trods af at hverken bryg eller skum minder det mindste om flødeis. Brygget er alt for mørkt, og skummet alt for svagt. Jeg kunne forestille mig at CO2’en forsvinder under lagringen – men det gør blot den ‘engelske’ karakter så meget desto mere fremtrædende.

Brygget virker dog på ingen måde dovent. Men selv hvis det gjorde, ville det næppe gøre nogen nævneværdig skade ved det intense, fyldige og helt igennem lækre bryg. Der er krydrede noter af kanel, farinsukker og en diskret skud cognac. Den dominerende smag er dog af sød finsk lakrids, der giver brygget en varm finish og gør det til en helt igennem intens og samtidig rar og varm (ikke mindst fordi jeg prøvede brygget ved de anbefalede 12-15 grader) oplevelse.

En lille snert af gær titter frem i eftersmagen, som gør lakridssmagen tør og en kende støvet. Jeg har før beklaget mig, når lakridsindtryk i øl antog denne form. Men her udgør det i værste fald en skønhedsfald, mens det i bedste fald faktisk yder brygget lidt tiltrængt kant midt i alt det varme, bløde og venlige.

Jeg håber, jeg får lov til at prøve nogle flere deroppe fra det nordsjællandske.

5-stjerner

Emigranten, Guldhammer Nanobryg

2016-01-15 17.13.30Mest en stout …

Det var ikke bare en ære, men også en fornøjelse at få lejlighed til at smage Guldhammer Nanobrygs aldeles veldrejede Citrillo IPA. Tak til bryggeriet, og tak til Paul, som jeg skylder æren for overhovedet at have fået muligheden for at lære bryggeri, og navnlig dets øl at kende.

Sammen med den (relativt) lyse IPA fik jeg også denne stout. Ifølge etiketteksten er den tænkt  som en IPA/Stout-hybrid, og det er jo i sig selv spændende. Det IPA’ede består i en større rundhåndethed med hensyn til humlemængden, og ligesom IPA’en fra sidst, er dette bryg tørhumlet under den sidste del af gæringen.

Det mærkes allerede ved lettelse af kapsel, hvor syren og roser kastes ud i lokalet, som var det blomster efter en perfekt operaforestilling. Blomsterelementet er tydeligt hentet fra IPA-typen. Duften ændrer sig lidt efter skænkning. Kaffe og karamel træder frem med for genren mere traditionelle ristede og søde noter, men det er lige før man ikke bemærker det af bare benovelse over det visuelle udtryk. Natsort breder brygget sig i glasset, mens skum med farve af kogende karamelmasse knejser majæstitisk på toppen. Om muligt er det det mest holdbare skum, jeg nogensinde har set på en øl, men der er ingen mistanke om vildgæring eller andet fælt. Vel er skummet stabilt, men der er ikke en millimeter for meget af det.

Også i smagen er brygget mere en stout end en IPA. Sød, rund karamelmalt smyger sig omkring en bitter kerne af friskristet kaffe tilsat et lille men velafstemt skud rom. Ved mandlerne melder lakridsen sig, og i eftersmagen giver den lige akkurat den tørre pulverfornemmelse, der afslører, at dér fik den altså alligevel lidt for meget af det gode. Men det er altså også først, når man sådan aktivt leder efter skønhedsfejlene, at man finder noget.

Med smag af kaffe, karamel, rom og lakrids ender brygget – hybridbestræbelser på trods – med at lægge sig ganske solidt i stoutkategorien. Og det er lige præcis så stort et problem som det lyder – nemlig intet.

Den ekstra humle gør godt – næsten for godt (cue: tør lakrids) – men også kun næsten. Det ender med at være ret klassisk – men klassisk på alle de gode måder, hvor man aldrig ærgrer sig over gentagelsen, men derimod glæder sig over, at det, der nu engang karakteriserer genren, holder – hver gang.

Glem ikke! Næste anmeldelse er den store finale på minitemaet “de tre bryg, jeg fik af Paul”. Hvilket bryg, der er tale om, og i hvilken anledning det anmeldes vil kun være de få forundt, der forbliver indstillet på bloggen.

Vel mødt til finale snarest.

5-stjerner

Citrillo II, Guldhammer Nanobryg

2016-01-13 16.28.01Hjemmebryg når det er bedst …

Denne øl – og de to næste – har jeg fået i gave af en læser ved navn Paul. Egentlig skulle han bare have givet mig den tredje af de tre øl, der nu anmeldes på rad. Men de første to, der brygges af en ven, han har i Frederikssund, skullle jeg da også lige have med. Og hvad den tredje øl er for én, afslører jeg selvfølgelig ikke i utide. Det gælder bare om at følge med.

Nanobryg er altid spændende at prøve, ikke mindst fordi det giver et praj om, hvor meget bedre end de store bryggerier enkeltindivider kan skrue en recept sammen. Ofte kan hjemmebryggene konkurrere med selv det bedste fra mikrobryggerierne.

Citrillo II er en mørk IPA med en lidt mere udtalt maltprofil. Paul advarede mig imidlertid om, at dette eksemplar har stået lidt længe, og at bitterheden derfor måske nok ville være noget mere udtalt, end det egentlig er meningen … som om det nu skulle være et problem? Men jeg tager selvfølgelig advarslen til efterretning som brugbar information. Selvom jeg ikke kan få det bittert nok, er der stadig bestemte former for bitterhed, der smager mig lige så lidt som det smager andre.

Kort fortalt findes der bitterhed, beskhed og harskhed. Alle tre variationer af bittert findes i alle styrker fra det knapt smagbare til det nærmest eksplosive. Bitterhed er godt uanset styrken … eller … hvis styrken er svag, er det for det meste dårligt. Den klassiske bitterhed er smagen af kaffe, men man kan også tænke i duften af grankogler og grannåle, for en mere hvas og mindre fyldig version. Beskhed er lidt sværere at ramme rigtigt. Den kan være rigtig god, hvis ellers den ikke er for stærk. For så vil den blive for påtrængende, og ikke noget andre smage vil kunne spille ordentligt op imod. Bismagen i ananaskirsebær og krydderierne i Gammel Dansk er typiske for det beske. Endelig er der harskhed. Den skal bare generelt undgås, og den klæder næppe nogen øl, om den så kun er der som den mindste antydning. Fordærvede valnødder er det, jeg måske mere end noget anden forbinder med det harske. Det bliver bare aldrig godt.

Mon det var en mulig indtræden af harske elementer, Paul advarede om? Smages skal brygget uanset hvad. Der er jeg som bekendt frygtløs – end ikke finhvalnosser røget over fåremøg holder mig tilbage.

Ovenpå den serbiske skumfontæne fra sidste anmeldelse er skumoplevelsen denne gang noget behersket. Så man kan hælde det rødbrune bryg op på under ét minut, og samtidig nyde skummets fine letbrune kulør. Vi har desuden bevæget os tilbage i et mere traditionelt IPA-spor, hvor der også er andet end bare ren, kras bitterhed. Her melder både roser og bergamotolie deres præsens i bouquet’en.

Der er heller ikke tale om en supernova denne gang. Snarere en veltilrettelagt, retningsbestemt sprængning ved mundindgang. Hovedpinen efter at have fået en enkelt genstand mere end fornuftigt fra i går aftes forsvinder i et pust af både fyldig hvas humle. Friskskåret nåletræ afrundes nænsomt af søde bergamotnoter og en antydning af rosenparfume.

Derefter klinger smagen af – man når akkurat at frygte antiklimakset, men så sætter eftersmagen ind. En kælen bitterhed af løvtræ kommer snigende, og masserer sig lige så langsomt dybt ned i mandler og gummer. Og dér bliver bitterheden – uden antydning af harsk- eller beskhed – siddende dejligt længe efter at sidste dråbe er gledet ned.

Måske var det ikke meningen, at brygget skulle være så bittert. Men nogen skade har den ekstra bitterhed næppe gjort. Uanset hvad, er fylden også intakt, ligesom de mange små nuancer af sødt og blidt, der gør denne øl til endnu en stor IPA-oplevelse før året overhovedet rigtigt er kommet i gang.

Dømt på dette bryg står Guldhammer (som jeg formoder må være bryggerens navn) langt fra tilbage for de store bryggerier. Det er snarere omvendt. En sand Severus Snape, må Guldhammer være ved brygkarrene. Og sådan må han nu tage téten efter Alan Rickman, der som bekendt gjorde David Bowie, Lemmy og Jan Monrad selskab tidligere i dag.

Mon ikke der er en tjans klar til Rickman som ferieafløser for Michael Jackson – eller som fast bartender i den cocktailbar, som David Bowie frekventerer?

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme