Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Greene King Brewery

Heritage Suffolk Pale Ale, Greene King

Hard to handle …

Her er en dejligt stor øl. Og det manglede også bare, når nu jeg måtte smide omkring 30 kroner efter den, eller noget i den størrelsesorden, da jeg fandt den i Fakta forleden. Den er så stor, at den med sine skæve 568 ml. ikke passer i et regulært halvlitersglas, because Imperial Measures, formoder jeg. Det er vel også i en eller anden grad ‘Heritage’.

Og det betaler man vel også for – ud over et indhold, der er vanskeligt håndterbart på kontinentalsoklen – den historiske og kulturelle arv. Det arvelige ved brygget er åbenbart malten – Chevallier – der ifølge bagetiketten har været tæt på at uddø, efter at have været vidt udbredt i det 19. århundrede. Jeg afslører ikke for meget ved allerede nu at fortælle, at den gamle malt bestemt ikke lader til at ødelægge noget for resultatet – men sådan ligefrem fuldt ud at legitimere endnu et af bryggets påhæftede buzz-words idet brygget er en limited edition er jeg nu heller ikke sikker på, kvaliteten rækker til.

Mere end noget andet er Heritage Suffolk Pale Ale en britisk Pale Ale som man kender den, og som jeg gerne indrømmer, sagtens kan være en nydelse for mig. Visuelt lægger den således fint ud med en klar kobberrød lød under en usædvanligt fedtet candyfloss-skumkrone. Bouqueten yder en blanding af syrligt og bittert, der langt fra er usædvanlig for britiske pale ales. Flere vil sikkert hævde at det er lige så typisk som det er en pine – med en grundstamme af egetræ, der giver begge dele.

Flere facetter er der i smagen, der byder på en nydelig allé af forskellige træsorter med dertil hørende urtehave bagved. Friskt løvtræ i form af birk giver bitterhed, syren leverer bøgebladene mens laurbær og nelliker fra urtehaven leverer krydderierne. Aromaen er således mere end i hus, mens man må undres en kende over al den etiketplads, der var reserveret malten. Brygget forekommer mere end noget andet lifligt og letflydende uden at være tyndt, og det kan da godt være, at malten sørger for at brygget har en tekstur så det ikke bliver vandigt. Men noget selvstændigt element i form af fylde eller nogen specifik mundfornemmelse yder malten ikke. At brygget ikke føles tyndt kunne lige så vel skyldes den velkomponerede aroma, og således forbliver den højtbesungne malts rolle i forestillingen usikker, ud over at den næppe gør nogen skade.

Arven og historien til trods kendetegnes denne britiske ale først og fremmest ved at være en britisk ale – en smagfuld og forfriskende en af slagsen, måske endda en smule over det sædvanlige, men langt fra nok til at både ‘heritage’, ‘limited edition’ og ekstra 68 ml, der gør brygget bøvlet at håndtere uden for det britiske imperium, egentlig synes berettiget.

Old Speckled Hen, Morland Brewing/Greene King

Lad legende …

Verden er i dag blevet dummere. Den verdenskendte fysiker Stephen Hawking har draget sit sidste suk, og endskønt hans voicebox nok stadig summer, vil den næppe nogensinde igen levere så skarpsindige finurligheder som dens nu hedengangne bruger var så kendt for.

Selvom han angiveligt hårdnakket og vedholdende benægtede det – beskeden som han var – var han vor tids Einstein; i hvert fald al den stund at han formåede at gøre selv meget kompliceret videnskab tilgængeligt for det jævne menneske. En evne der er så meget mere imponerende i betragtning af Hawkings livsvarige handicap.

Han vil blive savnet – ikke mindst i en tid hvor verden i mindre og mindre grad orienterer sig efter eksperter og andre kloge menneskers ord, og i stedet hylder demagogi, middelmådighed, frygt og had, mens man i stedet burde stå sammen for at redde både os selv og planeten.

Men klogskab, omtanke og i det hele taget det at vide hvad man taler om, er der jo hverken penge eller stemmer i, så det er vel egentlig ikke så mærkeligt, at legenden Hawkings eftermæle må stå i så skarp en kontrast til den tid, han levede i. Må han hygge sig i det hinsides – der er god musik og sjove mennesker.

Her er der til gengæld tale om en øllegende. Eller i hvert fald har denne øl leget (den er jo en legende (… undskyld)) nok med skiftende anmelderes smagssanser til, at den er opført i bogen “1000 øl som du skal prøve, før du dør” (jeg ejer bogen takket være en god kollega, der reddede den fra udsmidning i boligforeningens genbrugscenter). Så en eller anden grad af begejstring er det vel ikke uforskammet, at have forventninger om, at den kan vække. Med mindre selvfølgelig hele dens mo-jo hviler på dens story-telling. Den blev oprindeligt brygget i anledning af MG-fabrikkens 50-års-jubilæum.

Kudos til Fakta igen-igen-igen for at have en (i hvert fald iflg. legenden) spændende øl på hylderne. Efter 1000 anmeldelser var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt den allerede var anmeldt. Heldigvis har man da internet på smartphonen, og en enkel søgning kundgjorde, at det havde jeg ikke – so here goes.

Brygget har den fineste kobberrøde nuance med matchende letgyldent skum. Betaget som jeg var af dets ydre – og formentlig sulten og stresset som jeg alt for ofte er – glemte jeg rent at snuse til brygget, så en eventuel bouquet må læserne være nødt til at erfare på egen hånd.

Heldigvis – det vover jeg allerede at spoile nu – ligger bryggets kvalitet ikke håbløst langt under hvad man kan forvente af dets pris. Så om ikke andet for ikke bare at se giraffen, men også smage på den (i ved, ligesom løverne i zoo), har den min forsigtige anbefaling.

Prøver man dette, altså smage på øllet, ikke giraffen (eller giraføllet, men det er en anden historie, der i grunden er langt fra så interessant som den her) mødes tungen af en velourblød finish, der nænsomt masserer en gammelkendt, endog akkurat sufficient særegen bitterhed af ca. lige dele val- og hasselnødder ind i gummeregion og bagtunge.

Mange ville forveksle den milde finish med at øllet er dovent. Men sådan er britisk øl nu engang, og det er altid rart at kunne opleve dette autentisk som her. Øllets temperatur må også gerne være en lille håndfuld grader over køleskabets – det får aromaen til at træde bedre frem.

Lidt kedelig bliver den dog undervejs. Brygget holder ikke til at blive nippet til over en periode på over ½ time. Så falmer aromaen, og brygget begynder rent faktisk at virke dovent, what with den lave mængde kulsyre britisk øl faktisk indeholder.

Vel, ikke ligefrem nogen legende legende. Eller legesyg legende, om man vil. Men oplevelsen værd, hvis man har lyst til noget, klassisk, stilsikkert og simpelt.

St. Edmunds Golden Beer, Greene King

2015-05-30 17.08.57Højst OK …

Kurven har været for nedadgående for Greene Kings øl her på bloggen. Det begyndte rigtig godt, fortsatte godt, og nu er det højst OK. Navnet hentyder til den engelske nationalhelgen St. Edmund. Og han er jo langt fra så hård som andre helgener fra De Britiske Øer – fx er han langt fra så meget en player som Irlands St. Patrick – mest fordi St. Edmund ikke er St. Patrick, og det er jo også for galt.

Brygget holder ellers en flot lød – kobberorange eller måske endda competition orange. Det er som bekendt også Socialdemokraternes nye farve, apropos det forestående valg. Man kan lige høre den gamle slagsang for de indre øre …

Når jeg ser et competition orange flag smælde
På en blank og vårfrisk dag
Kan jeg høre det sælsomt fortælle
Om min verden mit folk og min sag
Og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen
Mens det kogler af kraft i mit mod
Thi de flag der nu smældende når himlen
Er jo competition orange som mit brusende blod

Personligt synes jeg, det passer meget dårligt i metret. Men det må Socialdemokraterne jo selv ligge og rode med.

Skummet viger lynhurtigt uanset hvad og giver plads for bouquet’en, hvis bergamotolie-essens omgående forråder tilstedeværelsen af Cascade. Ellers synes brygget noget syrlig, hvilket bagetiketten også antyder er et af bryggets karaktertræk.

Og syrlighed hænger gerne sammen med friskhed og letdrikkelig og – mine faste læsere er ikke i tvivl – tam- og kedsomhed. Og ganske rigtigt. Den ellers lovende humleprofil er umarkeret, for ikke at sige vag. Den begrænser sig til en tør, træagtig bitterhed i eftersmagen, og hvad der ellers er af humlesmag før dette skal man tage endda meget store mundfulde for at opleve.

Brygget er måske nok nogenlunde afbalanceret, men alligevel for meget ovre i det syrlige, og det stjæler alt det interessante i bitterheden. Overordnet et bryg på det jævne, et bryg til tørst mere end til nydelse, ikke ubrugeligt men heller ikke til den store fornøjelse.

Et foreløbigt lavpunkt for Greene King. Der er stadig et godt stykke ned til bunden, så forhåbentlig vil den næste af deres øl søge tættere på overfladen.

2-en-halv-stjerne

Double Hop Monster, Greene King

2015-05-21 19.42.27… that isn’t …

Det gode blegner ved siden af det ekstraordinære. Det har jeg måttet sande efter at have Nydt (i en grad så det kun kan udtrykkes med et stort ‘N’) den formidable dobbelte IPA fra Midtfyns Bryghus.

Det skal jo ikke holde Greene King fra at forsøge. De har gjort det godt før, og jeg var da heller ikke sen til at smide et par stykker i kurven, da jeg forleden var i ude for at købe kaninfoder. At jeg forinden smagningen af Greene Kings øl, skulle komme til at prøve de fleste IPA’ers overmand, giver selvfølgelig noget unfair konkurrence fra starten af.

Men brygget holder jo heller ikke op med at være godt, bare fordi det får baghjul af noget, der får godt til at virke kedeligt. Og den initiale duft af bergamotolie og humle fejler jo ikke noget. På trods af den ildsprudende tohovedede drage på etiketten brøler bouqueten bare slet ikke som det foregående humlemonster. Og den havde ikke engang noget uhyre på sin etiket.

Det er ellers et flot kobberfarvet bryg omend med et noget skrøbeligt, kridhvidt skum, hvis klæbeevne er begrænset. Brygget smager af rå, uforfalsket humle. Den prikker let i næsehule og ved mandlerne, men nogen ildspyen eller eksplosion bliver det aldrig til.

Bitterheden er sådan set intakt og kraftig nok, men virker alligevel hul og yder aldrig helt nok fylde. Der er lidt for meget vand ved siden af humlen, og med en beskhed, der i eftersmagen næsten tenderer harskhed fremstår brygget noget ude af balance.

Men – igen. Humlen er faktisk god – og sprød – og kraftig. Det smager jo egentlig godt, alt taget i betragtning. Perfektionen er ganske vist langt borte, men det er afsmag og kedsomhed så sandelig også. Det skal ikke ligge denne øl til last, at der findes bedre IPA’er end den.

4-stjerner

Strong Suffolk Dark Ale, Greene King Brewery

2015-03-27 21.43.22Motivation …

Jeg har længe ikke brændt voldsomt for ølbloggen. Selv de gode bryg har på det sidste flydt sammen, og jeg har virkelig haft svært ved at finde forskellene, særegenhederne, det der gør det værd at prøve forskellige øl. For hvis forskellene udebliver, hvorfor så ovehovedet besvære sig?

Men så får man en øl som den her i nettet. Den stod også i Fakta forleden, sammen med den sidste øl jeg prøvede, og gjorde meget ud af ikke at gøre meget væsen af sig. På den andden side, der er en vred muh-ko – eller okay, det er måske en muh-tyr – på etiketten, for at forjætte (eller foregøgle) noget vildskab. Men det er jo ikke første gang den slags tricks er forsøgt. Lav en lovende etiket, og hold øllet lige så kedeligt som ellers – når brygget er købt fanger bordet, fælden klapper, og så er indtjeningen hentet hjem. Den største risiko er, at køberne ikke vender tilbage.

Risikoen for at jeg ikke vender tilbage, er altid stor. For jeg går som bekendt mest efter at prøve nye øl hele tiden. Men den her kunne sagtens være en, jeg ville købe igen, om jeg skulle være så heldig at finde den påny.

For lige at gøre markedsføringen færdig – det at brygget står på tilbud i Fakta borger heller ikke for den allerstørste kvalitet i verden. For selvom Fakta med rette kan bryste sig af at have et nogenlunde bredt udvalg af bryg, med et – som man kan udtrykke med et kækt lille oxymoron – fast udvalg af specialbryg, der løbende udskiftes, rammer kvaliteten altså stadig sjældent loftet – ja, faktisk ikke engang dørkarmen.

Det var på den baggrund, at jeg ikke valgte mit mest fancy glas. Det skulle vise sig at være en fejl. Brygget havde fuldt fortjent en tur i drageglasset, og det i sig selv kan jo tjene som motivation til at afhente brygget en anden gang. Ved opskænkning i mit næst-mest fancy glas kunne jeg desuden konstatere, at etiketten ikke løj. Brygget er ganske mørkt, måske ikke sort, men i hvert fald en meget dunkel nuance af mørkebrunt. Skummet er matchende gyldenbrunt og nogenlunde tæt, men det visuelle udtryks hovedvægt ligger på brygget.

Duften er også mørk. Den er kraftigt præget af malt, mestendels bitter malt med et sødt indslag af blommer og svedsker og et bittert strejf af kaffe. Smagen karakteriseres ligeledes af et solidt maltpræg, med fylde som ekstra mørk chokolade, omend med en markant eftersmag af lakrids, der ikke kunne mærkes i duften. Brygget prikker endda lidt i næsen, og det er ikke på grund af kulsyren, som er afdæmpet, men snarere forårsaget af et friskbittert humleelement, som titter frem blandt de mange andre smagsindtryk. Det er ikke ulig sennep – en mild sennep ganske vist – det har jeg kun ganske sjældent oplevet.

I det hele taget er brygget både kraftfuldt, mangefacetteret og unikt i sit udtryk – helt uden at være forvirrende eller sammensat i øvrigt. Det hele – malt, svedsker, blommer, lakrids, kaffe, chokolade og humle – integrerer sig på forunderligste vis, og giver i hvert fald mig den bedste øloplevelse i meget lang tid, og i hvert fald den bedste i år indtil videre.

Hold i øvrigt godt øje med facebooksiden. Der er gode øl i vente, og det har jeg tænkt mig at ‘breake’, som det jo hedder på moderne smart nudansk, der.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme