Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Gravøl

Spøgelsesbilisten, Gravøl

2016-08-29 20.33.44Ikke i betragtning af …

For noget tid siden slog jeg et billede op på min facebook-side af et parti øl, jeg havde fået af hjemmebryggeren Ole Wolf, der bor i Nørresundby. Der var tre styk. Den ene, IPA’en høstøl, var desværre ikke længere frisk, da den nåede frem, så den bliver ikke anmeldt – i denne omgang i hvert fald.

Det var ellers den, jeg prøvede først, for jeg tør jeg ikke gå imod brygmesters anbefaling … eller rettere – direkte ordre. For ud over at han bor i Vendsyssel, er han også mester i ét eller andet nin-jitsu-noget. Så hvis jeg gør ham vred, er der næppe noget sted, jeg kan vide mig sikker. Heller ikke selvom vi bor i hver sin ende af landet. Hey – han kender garanteret en eller anden hemmelig tunnel til min 4. sals amagerkanske lejlighed fra baglokalet i 1000fryd, som end ikke arkitekten bag nogen af bygningerne kendte noget til!

Men IPA’en må vi altså vente med til en anden god gang. I mellemtiden har jeg prøvet hans alkoholsvage ‘scottish light’. Jeg har aldrig hørt om typen før, ligesom jeg aldrig har hørt om alkoholsvagt hjemmebryg. Angiveligt skulle det være meget svært at lave alkoholsvage øl, der smager af noget, fordi netop alkoholen er det, der giver smag.

Jeg skal ikke gøre mig klog på processerne heller. Blot anføre, at meget tyder på, at Ole har endda ganske godt styr på det.

Ved åbning konstaterer man en påtrængende duft af gæret hø – ja, det er faktisk ikke helt ulig lugten af hestestald, og det er faktisk slet ikke ment negativt. Mørket og tætheden af brygget er imponerende i betragtning af de sølle 1,6% alkohol brygget indeholder.

Brygget ligger følgelig også let på tungen. Ja, det er en letøl, og det kan mærkes, men … det har bestemt også været værre. Refsvindinges Skibsøl, der ligner den ret meget af udseende og koncept fx, føles tyndere og slappere, selvom dens alkoholprocent ligger mærkbart højere – på 2,4%. Røgen i ‘Spøgelsesbilisten’ (det makabre tema er som altid vel anslået i titlen) er overraskende fyldig og ‘tør’ i udtrykket. Ved mandlerne viser malten sig med noter af rugbrød, som vel nok er noget af det mest smagfulde man kan nå ved de procenter. Det er i hvert fald noget at det mest smagfulde undertegnede har prøvet. Også eftersmagen gør det godt med velafstemte noter af lejrbål.

At anmelde alkoholfattige øl ender altid med ‘i betragtning af’ og ‘når nu det er’-rationaliseringer, hvor anmelderne argumenterer for, at brygget skal have en højere karakter, end det egentlig fortjener, fordi det er alkoholsvagt øl der anmeldes.

Principielt mener jeg, at alkoholsvagt øl bør konkurrere på samme vilkår som andet øl. Dette bryg gør netop dette ganske godt, idet den med sin ganske markante røg og nogenlunde fylde faktisk får hevet sig op til noget, der virkelig kan nydes, vel hinsides industrielle pilsnere og specialbryg, hvor bryggeren af en eller anden grund ikke rigtig gider. Selv ved sølle 1,6%.

Det er ikke så lidt imponerende.

3-en-halv-stjerne

Solsiden, Gravøl

2016-05-06 19.12.38Så blev det Oles tur …

Så blev den tredje af Ole Wolfs ‘gravøl‘ … ikke bundet, for det ville være synd – tillige med noget voldsomt kan man vist roligt sige. Der er trods alt tale om bryggeriets flagskib (scroll ned til ‘Solsiden’ i linket), så den blev nydt over et ganske langt tidsrum i ganske små nip.

Det er en baltisk porter – og Porter er det i hvert fald – som det fremgår med stort ‘P’. Tykt og sort som beg er det, hvorfor det kan undre en kende, at skummet trods alt ikke er hverken højere eller mørkere. Lavden skyldes, at bryggeren udøver kontrol skarpere end regeringens kommende despektpak… undskyld disrespe… ræsb… *host host* beklager, men mine fingre nægter at taste ordene med tanke på, hvad pakken går ud på, og navnlig hvad den skal bruges til. Der er tale om en én til én parallel til den tyrkiske præsident Erdogans love, der skal lukke munden på hans kritikere indenlands som udenlands. Regeringen er bare bedre til at spinne den som noget andet. Det jeg prøvede at sige var, at bryggeren søger at udøve strengere kontrol over bryggets karbonering end regeringens kommende lovkompleks til fremmelse af censur og strafbarhed for kriminalitet, man ikke har begået søger at kontrollere den almindelige offentlighed. Tidligere har der været småproblemer med netop dette, men nu ser de altså ud til at være effektivt overvundet.

Hvor en baltic porter ellers traditionelt er sød i udtrykket, er denne anderledes tung og vrissen. Der er røg som af et stort bål, der netop er er blevet slukket af styrtregn. Og det er ikke kun træ, der har været på bålet. Et par store bildæk, og andet der ikke er helt sundt har også båret ved. Det skal i øvrigt kun opfattes som ros.

Og brygget smager af selve asken fra det udbrændte Helvede. Ud over den tætte, kvælende røg er der svovl, slagger, kul og aske og de spredte, svitsende gløder. Og som om det ikke i sig selv var himmelsk og vidunderligt, så tillader brygget sig den formastelighed oven i købet at smage sødt af letbranket farinsukker.

Og således ender brygget alligevel med at være en baltisk porter – en meget røget og bitter baltisk porter ganske vist, men en baltisk porter ikke desto mindre. Så småt forenes røg og farinsukker desuden, og bliver først til piratos, så til sød finsk lakrids – og det er jo ikke en mindre nydelse, end hvad det var i forvejen.

Tilbage står spørgsmålet, hvorfor der overhovedet findes store bryggerier i verden, når nu hjemmebryggerne klarer det så meget bedre? Hvad med om man bare demonterede alle store bryggerier, og lod hjemmebryggerne brygge alt verdens øl i stedet? Det ville det i hvert fald ikke blive ringere af.

I hvert fald ikke, hvis hjemmebryggerne er lige så ferme som Ole Wolf, der hermed bliver den anden hjemmebrygger, der scorer topkarakter på bloggen.

6-stjerner

Fjerde Rytter, Gravøl

2016-05-05 17.04.36Ikke bare spændende …

Som følgerne af bloggens facebook-fanside vil vide, modtog jeg tre øl fra den passionerede hjemmebrygger Ole Wolfs projekt Gravøl. Modsat det første bryg er jeg noget mere hjemme i stilen, som nærværende øl hører til. Det er en IPA – og det er jo, hvis jeg hårdt presset skal pege på en favoritøltype, min favoritøltype.

Denne er allerede ved skænkning usædvanlig idet den er mørkere, end stilen typisk er. Ved første øjekast virker den næsten nøddebrun, men tager man den nøjere i øjesyn viser den sig at være dybtrød. Kun gennemsigtigheden gør, at man ikke tror, det er en kop frisktappet blod, man sidder med. I løden er det måske indtil videre dét bryg, der lever bedst op til bryggeriets morbide navn.

Og helt så mørk som fx Herslevs IDA, eller Hornbeers Humlehorn er den jo langt fra – men så meget desto bedre illustrerer den bryggerikonceptet. Navnet hentyder til Johannes Åbenbarings, hvor fire ryttere varsler verdens undergang. Der er krig, sult, sygdom og den fjerde er Døden selv. Jeg glæder mig til, at Ole også får brygget de tre første.

Opknapning og skænkning byder på en ikke bare for stilen, men for øl i det hele taget usædvanlig bouquetmanifestation, nemlig én af sukkersøde, men ikke kriminelt syntetiske vingummier. Når brygget først er skænket, dufter det stort set ikke. En svag, noget flad snert af vanille lover for så vidt ikke ilde, men heller ikke nogen festbanket.

Men det er, hvad man bliver budt! En solid, treretters menu af, om ikke fremmedartede, så alligevel noget utraditionelle specialiteter. Til forret bitterhed af hårdt løvtræ, hovedret af fyrrenåle, der bare er det tungere end de grannåle man er så vant til i de lyse IPA’er, og til dessert sødlig, men fortsat tung og ikke mindst mørk bitterhed af lakrids og kaffe. Desserten trækker i øvrigt ud i det næsten absurde. En tur ned i vaskekælderen straks efter at de sidste dråber var vendt på tungen en sidste gang ledsagedes af en bitterlækker aroma af stærksød lakrids, der stadig kunne smages efter at viskestykker og undertøj var lagt sammen, bragt tilbage til lejligheden og lagt på plads.

Ligesom den for mig nye øltype Biohazard (jeg skylder for øvrigt at bemærke på vegne af bryggeren, at smagen af garvet læder, som jeg fandt i hint bryg, faktisk er et kvalitetsmærke ved stilen) fra sidst, er dette bryg i sine mange stilbrud et spændende bryg. Men det er ikke bare det – det er tillige dermed formidabelt.

5-stjerner

Biohazard, Gravøl

2016-05-03 17.13.44Spændende at prøve …

Det er efterhånden halvandet år siden, at jeg første gang prøvede øl fra hjemmebryggeren Ole Wolf og hans ‘Gravøl’. Geschæften – eller rettere, hobbyen – er vokset med tiden, og denne er den fjerde fra projektet, jeg har prøvet og der er endnu to på køl. I mellemtiden har bryggeren også lanceret en hjemmeside, hvor man kan læse/lære mere om brygeksperimenterne.

Jeg er ven på fjæsen med bryggeren, og har faktisk fulgt med i projektet lige fra den spæde begyndelse. Projektet er vokset med ekspresfart, og hvor hjemmebryg ellers tit er noget, man prøver lidt ad hoc og for sjov, er Gravøl så småt ved at udvikle sig til et helt undergrundsbrand.

Der er flere spændende ting undervejs, og jeg håber, jeg bliver den ære til del, at få lov til at prøve flere bryg i fremtiden. At have prøvet så meget så vidt, er ellers ære nok i sig selv, for indtil videre har det været rigtig godt.

Denne øl, synes jeg ud fra præsentationen, og bryggerens beskrivelse, er den hidtil mest spændende. Og med spændende mener jeg ikke i Niels Hausgaards ætsende sarkastiske brug af ordet, men derimod i betydningen interessant på den fede måde – ikke mindst fordi det har været mig forundt på nærmeste hold at følge bryggerens hyppige statusser om ølbrygningen, hvor netop dette bryg har fået rigtig meget omtale.

Der er tale om en Oud Bruin eller Flanders Brown (nej, Du, min læser, er ikke den første, der spontant kom til at tænke ‘okeli-dokeli’), en type sour ale, der efter initial gæring helt bevist er inficeret med en bakteriekultur, der fordærver brygget. Ole kalder det selv ‘øllets svar på ost’. Smagen bestemmes angiveligt ikke af humlen – der er helt bevidst brugt gammel humle uden synderlig smag – men derimod af bakteriekulturen. Ja, det lyder giftigt, men her ca. 24 timer efter at brygget er nydt, har jeg hverken ondt i mave eller hoved, så voldsomt giftigt er det næppe.

Til gengæld deler brygget navn med et gammelt amerikansk heavy/rap-band fra før den slags blev kaldt Nu-Metal, og blev mainstream, konformt og kedeligt. Men det er også en anden historie.

Forud for åbningen fik jeg nøje instruktion og visse bestemte indskærpelser om serveringstemperatur og drikkemåde. En temperatur omkring de 10 grader blev mig anbefalet, og så blev det gentagne gange understreget, at brygget skulle have tid. Først et par mundfulde inde, ville brygget afsløre sit fulde potentiale, og forinden måtte jeg give den lige så mange chancer som det var nødvendigt.

Som sagt så gjort. Til at begynde med, skulle det jo bare skænkes.

Brygget skummer ikke meget, hvilket skyldes en succesfuld efterkarbonering. Efter bryggerens instruktioner skænkede jeg den derfor lidt hårdt, og det lykkedes mig da på den vis at få lidt nødtvunget, gyldent overfladeskum frem over det brune, småslørede bryg. Brygget dufter sødt af chokolade med en tyngde af svesker (på trods af en ganske vandig viskositet) samt en (rød)vinøs spids til slut.

Vinøsiteten fortsætter i smagen, der ganske rigtigt er ‘sour’ med noter af garvesyre, lidt for billig paprødvin og med et underlæggende indslag af ananaskirsebæressens. Til at begynde med skæmmer en støvet gærsmag oplevelsen en smule, men denne tager af efter et par mundfulde, så brygget vinder ganske rigtigt ved at få lidt tid.

Og efterhånden som gæren viger får brygget lidt mere smag af lakrids, mens den skarptsyrlige karakter yder lidt stikkende og brændende fornemmelse i munden. Idet brygget entrer munden, byder brygget dog stadig på lidt missmag af garvet læder. Det bliver kort efter til lakrids, og denne forvandling er selvfølgelig også spændende. Men er det velsmag?

Det er første gang, jeg prøver denne type bryg. Og måske kræver det noget tilvænning, og noget viden (som bryggeren har udstyret mig med) og måske bare et lidt mere åbent sind, end jeg har.

For uanset hvor meget jeg prøver, så ender jeg alligevel med at have det med dette bryg, som jeg har det med ananaskirsebær (som bryggets markante syre i øvrigt fortsat minder mig om). Egentlig bryder jeg mig ikke om dem, men når de ligger fremme, så kan jeg ikke lade være med at spise dem alligevel.

Men det er jo også lidt spændende …

4-stjerner

 

Svartsot, Gravøl

2016-03-15 19.48.56Nr. 700 – et skarpt hjørne rundes …

… og den slags skal jo gå festligt for sig. Men jeg synes ikke der er meget at holde fest for. Klimaet lider mere end nogensinde før, EU ligger på knæ for det mest autoritære og massemorderiske regime, Europa har set i årtier (ja, det er Tyrkiet, jeg tænker på) og herhjemme har vi en kynisk, hvis ikke direkte sadistisk højrefløj, der financierer skattelettelser til dem, der i forvejen har røven fuld på bekostning af de allersvageste.

Verden brænder under fødderne på os, og der er vitterlig ikke meget at råbe hurra for – det er også derfor, jeg har valgt en øl, med et dystert tema som markør for, at alle tal i tælleren endnu engang er skiftet her på bloggen.

Geniet bag er hjemmebryggeren Ole Wolf, der brygger sin øl under navnet ‘Gravøl‘. Her er der tale om en Russian Imperial Stout, altså den øltype, som vi forleden prøvede hos Hornbeer, og som de hellere ville have, skulle være en mere bitter Imperial Porter, selvom de kaldte den en Russian Imperial Stout – det kan man læse mere om her.

Her er der imidlertid tale om den ægte vare … altså måske lige bortset fra, at brygget faktisk forlader flasken lidt for let. At det ellers ligner afbruset cola er nogenlunde i tråd med stilen. Absolut ingen skum – kun natsort – ja, her ville jeg gerne have skrevet pløre, men viskositeten peger mere i retning af noget mere tyndbenet, end hvad man egentlig forventer af en Russian Imperial Stout.

Det er jo heldigvis ikke det visuelle indtryk, endsige viskositeten, alene der bestemmer en øls kvalitet. Duften får lynhurtigt hele brygget på ret kurs igen med en tung, gennemtrængende alkoholisk sødme af figner, farinsukker og fernet branca (og det endda næsten uden planlagt alliteration.)

Brygget smager af … hostesaft.

Ja, det er fascinerende som dufte og smage kan aktivere gamle minder. Ifølge Trivial Pursuit er lugtesansen vist den første, der overhovedet aktiveres hos mennesket, og derfor har netop den sans en evne til at vække minder som ingen andre. Det tog lidt tid, men vejen gennem min hjernes knudrede synapser var lige så sikker som den var lang. Minder om medicinskabet i mit barndomshjem, på badeværelset i stueetagen lige over toilettet blev loaded fra arkivet uden den mindste fejl eller slid på filen.

Min præcise alder, kan jeg ikke huske – men jeg har højst været 10 år eller deromkring, da jeg sidste gang fik hostesaft. Men smagen – og ikke mindst mindet om den – blev omgående vækket til live at denne øl.

Og det er såmænd ikke for at ville sige noget grimt om øllet. Ligheden med hostesaft i kombinationen af mild bittersnaps, anis og lakrids er blot slående. Fylden er, på trods af bryggets tynde viskositet, helt i top, ligesom alkoholstyrken, der giver en let svimmelhed allerede efter et par slurke. Bryggeren har da også tilsat sukker, for at gøre øllet ekstra stærkt – der er ikke megen tvivl om, at det lykkes meget godt.

Det er lige som en Russian Imperial Stout skal være. Brygget nydes bedst i små nip, og at den får temperatur undervejs gør slet ingenting. Den slags stærke bryg skal helst nydes kælderkolde og faktisk hellere ved stuetemperatur end køleskabstemperatur. Selv i den regulære mængde jeg modtog den i – 0,33 liter, var der til hele aftenen.

Tak til Ole for (endnu) et fantastisk hjemmebryg. På trods af dets mørke formår det at lindre og lyse op i en ellers mørk og truende tid.

5-stjerner

Revolutionsbajer, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-11-13 17.08.54Knald på resterne …

Jeg har endelig fået taget mod til mig, og åbnet den anden af de hjemmebryg Ole Wolf sendte mig for cirka 1½ måned siden. Det har med jævne mellemrum tikket ind med advarsler fra bryggeren om, at jeg endelig ikke måtte åbne det for tidligt, og at det i hvert fald skulle stå og eftergære en måned endnu, fjorten dage endnu, ahrj, en måned … og så videre og så videre.

Men nu skulle det være. Advarslerne har ikke lydt et stykke tid, så nu har jeg omsider dristet mig til at åbne brygget. Det skulle være brygget på resterne, eller som Ole Wolf vist selv har sagt – affaldsprodukterne efter de andre mange bryg han har lavet. Så jeg er også flittigt blevet formanet om ikke at sætte forventningerne for højt.


2014-11-13 17.10.42Så jeg prøver. Men det begynder bestemt ikke værst. Allerede ved opknapning damper brygget kraftigt, som man ser skummet stige i flaskehalsen. Ved skænkning hæver skummet sig massivt, og det er intet mindre end et pragtfuldt syn at beskue hvordan det ikke efterfølgende falder, men nærmest brækker i stykker indefra. Højden på skummet aftager først sent. I mellemtiden bliver skummets bobler blot større og større indtil at det næsten er så tyndt og luftigt som spindelvæv over det fuldkommen natsorte og i øvrigt uigennemskinnelige bryg.

Duften lover også godt. Den er kraftig og fortrinsvis sødlig af 2014-11-13 17.08.25let overmodne blommer – men ikke svesker, som jeg faktisk ikke kan fordrage. Blommer derimod … Man kan nyde duften længe, for på grund af det stædige skum, tager skænkningen sin tid.

Der er også godt med knald på smagen. Men det er skrappere indslag en søde, overmodne blommer, der møder en. Det kunne faktisk næsten ikke være længere væk. Brygsmagen domineres meget kraftigt af bitre toner – især lakrids, og det af en meget ren lakridssmag, som den man finder i den engelske, man kun kan købe på apoteket. Kraften og fyldigheden er gennemtrængende og sammenlignelig med de kraftigste lakridsstouts, jeg kan komme i tanker om, og det er bestemt ikke ringe af en øl, der efter sigende skulle være brygget på restprodukter.

Efterhånden som man arbejder sig igennem det kraftige, og bitre lakridsbryg, mærker man dog også mere og mere, at der har været nogle begrænsninger i kontrollen med bryggets udvikling. Eftersmagen er småharsk, som havde man lige taget en hel mundfuld lakridspulver, og munden føles også i samme grad udtørret. Når man nærmer sig det synlige bundfald bliver smagen også mere og mere syntetisk, og får faktisk bismag af gammel karklud og gær.

Det er selvfølgelig ærgerligt, når nu det begyndte og også i et stykke tid ellers fortsatte så godt. Til sidst måtte jeg dog selv opgive, og kassere den sidste 1/4 af brygget,  da det syntetiske element blev for gennemtrængende. Ikke desto mindre går det godt for de resterende 3/4, og i betragtning af at øllet kun holder 4%, er der virkelig smag for alle procenterne. Og de 3/4 skal brygget selvfølgelig behørigt kreditteres for.

Endnu engang tak til Ole, for at jeg må prøve hans øl. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.

4-stjerner

Dette er i øvrigt sidste øl, før jeg tager hul på årets juletema: Irmas uhyggeligt dyre udvalg af julebryg. Jeg håber kvaliteten står mål med prisen, for så venter der mig indtil flere lækkerbiskener.

Det kan også være, at øllene blot er som juleøl er flest, og så vil min skuffelse være derefter, men så vil der til gengæld være nogle tirader, som læserne kan se frem til over pris/kvalitet-forholdet i Irmas Juleøl.

Sorteper, Gravøl (Hjemmebryg v/ Ole Wolf)

2014-09-24 18.06.49Siden jeg plager …

Jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde har mødt bryggeren bag dette hjemmebryg i egen høje person. Men da vi deler mange synspunkter om mangt og meget, er vi blevet venner på det allestedsnærværende facebook-medie – man hyler som bekendt med de ulve man er i blandt (hø hø). Ad denne vej erfarede jeg, at Ole Wolf ikke bare er hjemmebrygger, men også en af de hjemmebryggere, der virkelig tager brygningen alvorligt. Processer, indkøb og tilvirkning af brygudstyr, lagring og etiketdesign er bare nogle af de spændende ting, man kan følge med i, når bryggeniet arbejder.

Og jeg var derfor ikke sen til at udtrykke mit ønske om at prøve nogle af de forjættede dråber. Og endelig ankom der da også en pakke med et par prøver og en lille seddel med en lille påskrift omfattende ordene “siden du plager”. Jeg følte mig som et barn juleaften.

Brygget er skabt som en hyldest til lokalpolitikeren og tidligere MF’er Per Clausen, hvis kontrafej pryder etikettens baggrund. Bemærk i øvrigt at Ole (der selv har designet motivet) godt kan finde ud af at stave Sorteper rigtigt, uden mellemrum, i modsætning til Rækker Mølle med deres ligegyldigt sjaskede deltager ‘Sorte Per‘ ved Kvicklys Ølfestivalg i år.

Det er en stout, og skal man tro Oles statusopdateringer om den – en dejligt tyk og sej en af slagsen. Og man får da også sin sag for, når brygget skal skænkes. Det skvulper langsomt og dovent ned i glasset. Så langsomt går det, at man fristes til at hjælpe det på vej med en honningspindel, eller måske en dejskraber. Men det lover selvfølgelig kun vel for bryggets kvalitet.

Og når brygget er skænket må man vente lidt. For skummet skal lige lægge sig. Og det bliver man hurtigt træt af at vente på, for skummets fald skyder en fart som en vinbjergsnegl med fibersprængning i kravlemusklen. De tykke gardiner, som skummet trækker på glasset, fortjener dog ikke sammenligning med vinbjergsneglens tynde slim. Nej, dette er meget bedre. Bouqueten lover ligesom det visuelle udtryk godt; det er primært sødt med noter af blue jeans-lakrids, en snert røg, rørsukker og masser af mørk malt.

Og alt det er der også rigeligt af i smagen. Mest fremtrædende er den søde lakrids, der elegant valser hen over tungen, tæt omslynget skiftevis af flydende karamelcreme og ristet kaffe.

Der er ikke dømt tæsk til smagsløgene. Brygget er intenst og fyldigt som Strauss’ musik som man møder den i “2001, A Space Odyssey” – storladen og kraftfuld, men altså en vals. Ikke en tango eller en quickstep, og overhovedet ikke et danseklimax i en milliardrupeeproduktion fra Bollywood.

Så søger man tæsk til smagsløgene, bitterhed og rivende salmiak, er det ikke hos Ole, man skal hente sit hjemmebryg.

I stedet får man en varm, kraftfuld og alligevel kælen stoutoplevelse, der som den fremstår nu slår endog rigtig mange – ikke bare storproducenters stouts – men også lokale mikrobryg, der ellers skulle kunne give enhver hjemmebrygger mere end kam til sit hår. Her er det omvendt.

I sandhed well done! Jeg håber, jeg får lov at prøve nogle flere. Ellers må jeg vel bare plage noget mere.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme