Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Grauballe Bryghus

Munkens Juledrøm, Grauballe Bryghus

20160129_231356Ikke just englelyd …

Jeg er blevet kontaktet af Grauballe Bryghus, der kunne fortælle mig, at Bar Bock, den sidst anmeldte øl fra den kant, blev brygget til Skanderborg-Festivalens specialøltelt. Det forklarer lidt bedre, hvorfor en øl, med en så markant og sværttilgængelig smag var at finde på en festival. Så blev man så klog – tak for det, og så må jeg jo selv kigge i vejviseren efter en forklaring på, hvorfor personen på frontetiketten tydeligt havde fået en olfert …

Og nu til dagens øl, der også er fra Grauballe Bryghus. Det er vist den næstsidste julebryg, jeg har fat i nu. Så varede julen endnu engang ikke helt til påske (forudsat, selvfølgelig, at jeg når at anmelde den sidste inden opstandelseshøjtiden – chancerne for det ville jeg anse for gode).

Der er tale om en belgisk munkebrygefterligning, og at det i hvert fald ikke er brygget i den tyske tradition fremgår med al’ tydelighed af indholdsfortegnelsen. Det er smagt til med dadler, rosiner, grape og krydderier (hvilke krydderier fremgår ikke, men mon ikke det er andre end humle). Det bliver spændende at se, hvordan munketraditionen slår igennem ud over den lange liste over ingredienser. Man må som minimum  forvente et bryg, der får englende til at synge mens man svæver i mystisk forening med det guddommelige op gennem de syv himler for til sidst at vise sig for selve herrens åsyn, hvor fredskys vil udveksles til de himmelske hærskarers lovprisning …

Som minimum, blev der sagt!

Ved åbning forplanter duften sig da også øjeblikkeligt, som en anden helligånd, der undflyr flasken efter at have været fanget i tusind år … eller vent, nej det var da ikke helligånden, var det?

Nå, det får være. Bouqueten er i hvert fald velgørende sød. Og som brygget langsomt … meeeeget langsomt skænkes – det skal skænkes ganske langsomt og forsigtigt, da det tætte, gyldne skum viser sig næsten så fast som firmamentet bag hvilke stjernerne lyser – breder duften af chokolade sig i rummet omkring én, og så er retningen da i hvert fald rigtig. Anbringes snudeskaftet tættere på brygget, er det imidlertid ikke de overjordiske noter der anslås. Det minder lidt mere om bunden af det brugte brygkar, hvor resten af gæren ellers ligger og hygger sig.

I selve brygget er det mest alkoholen, man smager – men husk, hvordan det latinske ord spiritus også betyder ånd, så en slags ånd er i hvert fald til stede. Gær er der også rigeligt af, men smagen af gær hæver sig sjældent op i himmelske højder – snarere tværtimod. Der er dog ingen grund til at pudse basunen af, og blæse dommedagsalarm over gærindtrykket, der heldigvis kun skæmmer en smule. Mest mærkes syrligheden, der nærmest blander sig som en sidesmag i alkoholen. Jeg går ud fra, det er grapefrugten, man kan smage, og den egentlige nydelse udebliver fortsat. En fylde af ananaskirsebær og også mere markant end godt er.

Ved mandlerne titter velsmagen omsider frem – val- og hasselnødder kilder lystigt, velgørende og vel egentlig også adækvat julet. Men nogen himmelsk oplevelse bliver brygget aldrig. Dertil er de syrlige noter for markante og – i sidste ende skæmmende.

Men det er jo heller ikke rigtige munke, der står bag brygget, skal man huske.

3-stjerner

Bar Bock, Grauballe Bryghus

2016-01-23 22.13.55Langt over målet …

Nøgenhed sælger – det ved jeg fra den nyligt anmeldte Deugniet, hvor der på frontetiketten var afbilledet et yngre mandfolk med benklæderne nede omkring lårene. Det er en sikker vinder, og det har Grauballe Bryghus sikkert også vidst, da de i anledning af Skanderborg-Festivalen sidste år lancerede dette bryg. Her skulle det dog ikke være en mandsperson der var afbilledet, men en servitrice, hvis nederdel må siges at have et endda særdeles højt snit, mens det stakkels menneske at dømme på synligheden af underbenklæderne for ganske nyligt er blevet udsat for en voldsom og formentlig ganske smertefuld olfert. Sikke noget!

Åbenbart ved de der marketingfiduser, der træffer beslutninger om, hvad der skal være på en øls frontetiket, en hel masse om hvad der sælger, og ret ofte sælger ting, der for mig ikke giver særlig meget mening i forhold til produktet. Jeg synes olferter er aldeles ubehagelige og ikke noget, man skal bruge som salgstrick. – Endnu mindre i serveringssituationer. Jeg ville på det bestemteste gøre øjeblikkeligt omkring og forlade etablissementet, om jeg skulle betjenes af personale, der forinden var blevet budt en olfert som del af deres uniformspåklædning!

For nu at tale om indholdet i stedet for at fortabe os i formen, så var det den sidste øl, jeg kunne overskue at kradse noter ned om, da Marcus forleden aften kom forbi med mad og hygge. Før jeg glemmer det, skal jeg takke min storebror for dette bryg. Jeg fik det af ham i 40 års fødselsdagsgave, i øvrigt sammen med et par dubletter, der gør mere end almindeligt godt i disse dage, hvor jeg inviterer folk på øl. For så er der også noget at prøve uden at jeg behøver anmelde efterfølgende.

Mine noter er noget skitseagtige, for de to andre øl var for længst gået i blodet, og forhindrede floromvundne, krummelurede og ikke mindst uddybende analyser af smagsoplevelsen. At lede efter uddybninger i min hukommelse ville reelt svare til, at jeg dels ville hitte på, dels bilde mig ind hvad den smagte af. Så vil jeg af hensyn til læserne hellere støtte mig til de smuler, jeg trods alt har.

Brygget er en bock, en stærk, undergæret øl efter tysk forbillede. Det er lystigt rødgrumset med et flot, porøst gyldent skum. Duften byder på sødme af karamel mere end …

… den humle, der næsten rammer én som en hammer ved den første tår. Duftens sødme er næsten snyd, for man overrumples af den vrede, beske, men også meget fyldige humlebitterhed, som brygget byder på. Jeg tænker spontant på krydderiblandingen til en mørk snaps. Dette kunne næsten være ‘Gammel Dansk’ som øl – så bittert, så mægtigt, så beskt er det.

Og ligesom man hurtigt får nok af gammel dansk, truer denne øl også med at tippe over til det lidt for beske. Kraft er – ligesom bitterhed – selvfølgelig godt. Men det er endnu bedre, hvis brygget kan hvile i sin kraft, og ikke kammer over og bliver ubalanceret. Det formår dette bryg ikke helt.

Marcus var dog ganske begejstret, og gav uden tøven brygget …

5-stjerner

 

Jeg er, disharmonien taget i betragtning såmænd ganske imponeret, men så alligevel ikke helt så …

4-en-halv-stjerne

Et spørgsmål presser sig på på falderebet. Hvad vil man med en sådan humlebombe på en festival? Til koncerter og festivaler er det musikken og de andre oplevelser, der er i højsædet, mens øllet er noget man drikker til. Ikke dermed sagt, at man skal nøjes med det allertyndeste, ligegyldige sprøjt, der gives. Tværtimod har jeg prøvet flere øl, der rammer balancen mellem letdrikkelighed og adækvat øloplevelse ganske fint – ikke mindst når man er til koncert. Men på det parameter rammer denne øl altså langt, langt over målet. Der er tale om en sværttilgængelig specialøl, der bedst nydes i sig selv, uden andre forstyrrende elementer.

Peters Jul, Grauballe Bryghus

2015-12-18 22.24.40Stakkels Peter …

Glædelig jul allesammen!

Der var været så travlt i juledagene med gaver der skulle åbnes, træer, der skulle pyntes, stads, der skulle klippes, mad der skulle trakteres (og ikke mindst spises) samt øl, der skulle drikkes, at jeg slet ikke har haft tid til andet. Så jeg fortsætter ufortrødent derfra hvor vi slap – med næste kapitel om legenden om den aften Marcus kom forbi med ost. I dag er det præcis en uge siden.

Marcus’ og mit hyggeorgie udi tærskestærk ost og overgærede, ufiltrerede humlebryg fortsatte aftenen ud vekslende mellem dubletter og nye øl. Den anden nye øl, vi prøvede var denne fra Grauballe Bryghus.

Grauballe Bryghus er bryggeriet, hvor Endelave Bryggerlaug fik brygget sin Endelave Bryg ’13. Det er den eneste gang, jeg har haft med bryggeriet at gøre, og det endda kun på anden hånd. Denne øl, ser derimod til at være brygget efter en recept, de selv har udskrevet – så det er på sin vis en debut.

Noterne er noget sketchy, for imellem denne og Skt. Nikolaus røg der flere fra dubletlageret samme vej som den skimlede ost. Det mentale overskud rakte ikke til detaljerede noter, når der samtidig skulle nørdes gale finske folkemusikanter og lades op til episk Sci-Fi-film fra startfirserne (som ikke var Star Wars).

Blandt det, jeg skyndsomt fik kradset ned, fremgår det, at der er tale om rent øl – uden krydderier, som det var tilfældet med Skt. Nikolaus. Brygget dufter ellers ganske krydret og frugtigt. Der er en snert af appelsin, og ellers et ikke uimponerende julearsenal af nelliker, anis og brunkagekrydderi.

Farven? Så vidt jeg kan se på billedet, er det ganske flot rødt, og friskt skummende – og tydeligt ufiltreret. At jeg må bruge billedet for at kunne huske det, siger vel en del om tingenes tilstand på nydelsestidspunktet. Det er faktisk et mindre julemirakel, at jeg overhovedet huskede at fotografere.

Brygget er nogenlunde velafbalanceret mellem det syrlige og det gærede. Derfor er man også glad for, at smagen holder sig noget i baggrunden, mens fylden ellers er nogenlunde intakt.

Men gær og syre gør aldrig nogen stor velsmag – heller ikke, når det ikke er en pine. For fravær af pine alene giver heller ikke nogen stor oplevelse. Ja, så er det lige før, man faktisk ønsker lidt pine for i det mindste at få lidt oplevelse.

Brygget formår akkurat at forblive kedeligt nok til ikke at være væmmeligt, og spændende nok til, at man nok skal huske den bedre end de fleste standardbryg. Det er omtrent det bedste, man kan sige om den. At den i øvrigt savner ethvert julet udtryk føjer jo blot mere til en i forvejen liste over ærgerlige karaktertræk ved brygget.

Peters jul blev om ikke kold, klam og katastrofal, så i hvert fald én af dem uden sne, og med for mange bløde pakker. Hvad angår vejret ret meget som julen i år, må man sige.

2-stjerner

Endelave Bryg ’13, Endelave Bryggerlaug/Grauballe Bryghus

Lokal perle

Tre ugers ferie er snart slut for mit vedkommende, og hvad ville passe bedre end at kigge tilbage på ferien med en øl. Dette lokale bryg fra kattegatøen Endelave fik jeg nemlig af en god ven, Lars, der bor i Korsør. Hans hjem var første stop på vores ferietur gennem Danmark og det nordligste Tyskland, hvor vi besøgte både Lindas og min familie. Jeg har ikke set Lars siden jeg selv cyklede til Tyskland tilbage i 2005 – før der var noget der hed Kajs Ølblog – eller for den sags skyld Spelt-segmentet. Der var meget at komme up-to-date med, og Lars mente, at jeg da skulle have en ganske særlig øl med, som jeg efterfølgende kunne anmelde. Han gav mig denne øl, Endelaves lokale bryggerlaugs første kommercielle øl, som det fremgår af etiketten, brygget på licens hos Grauballe Bryghus ved Silkeborg. Tak til Lars for godt selskab, godt øl, og selvfølgelig mange års venskab både tidligere og fremover.

Hvad brygget angår, tør man nok gætte på, at titlen sigter til indeværende år, hvor brygget er blevet lanceret. Det skulle dog have set dagens lys allerede i 2012, 9. juni, hvor Frede og Mary angiveligt fik kastet et eksemplar i nakken – i overført betydning des… mfff … forstås. Men det kan jeg godt tilgive bryggerlauget, selvom jeg ikke forstår, hvorfor man sådan ligefrem går og praler med det på påskriften. Man kunne risikere at skræmme potentielle købere – som mig fx – væk.

Vel, det gør jo ikke nødvendigvis brygget ringere, at man som konsument skal belemres med en historie fra de varme lande om, hvordan Danmarks dyreste slæng af gratister rager endnu mere til sig, ud over det de får gratis af vores skattepenge – så lad det nu forblive aldeles ukommenteret i dette indlæg.

Der er tale om et mørkt bryg, baseret på både byg og hvede. Hvad de ikke praler med – uforståeligt for undertegnede – er, at brygget er ufiltreret, hvorfor man får nydelige ansamlinger af endog ganske genstridigt restgær i bunden af glasset, der på trods af endda megen agitation ikke sådan lader sig løsne. Flot ravfarvet med et par brune toner er brygget med matchende letgyldent og iøvrigt ganske klæbrigt skum. Duften gør i skænkningsfasen lidet væsen af sig. Bouqueten er spinkel, vandet og afslører kun diffuse, syrlige noter af græs, og et stænk af lime.

Det er i smagen, at de store oplevelser venter. Man overvældes af både sød og fyldig malt med en bitter nøddenote, der skaber nydelig ligevægt i en kraftfuld brygoplevelse. Et pift af vanille og en knivspids lakridspulver udgør pynt og topping på dette lille, simple mesterværk. En markant røgessens omslutter det hele, og giver brygget ekstra individualitet og karakter. Eftersmagen fortsætter længe med den samme nøddebitre smag, man rammes af allerførst, og det er imponerende hvor lidt bryg, der skal i munden, før man får den fulde effekt af eftersmagen.

Det er længe siden, jeg sidst har smagt en øl med et så markant maltpræg, hvor humlen spiller en sekundær rolle. Endelave Bryggerlaug lægger sandelig ud i selvsikker stil, og det skal være en udsøgt fornøjelse at prøve alt, hvad de måtte producere fremover.

Og næste gang vil jeg se, om jeg kan få fat i én før hermelinkåberne.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme