Jeg tager lige én uden for nummer – eller uden for tema, er det jo. Næh, alle anmeldelser tæller med, selv af de øl, som jeg har prøvet før. De ryger bare ikke i kategorien ‘anmeldelser’, men i kategorien ‘revisited’.
Sådan én er denne øl ikke. Den er en – fristes man til at sige – helt almindelig anmeldelse. Bryggeriet har vi dog stiftet bekendskab med før, og kigger man ikke godt efter på flasken, risikerer man tilsyneladende nemt at gøre revisit, selvom det ikke er meningen.
For sjældent har jeg da set et bryggeri, hvor to så forskellige øl har så ens etiketter. Det skal man vist til Krenkerup for at finde mage til (og tilfældigvis matcher farverne også nogenlunde de to bryggerier imellem). Ifølge importøren er der tale om Bayerns ældste hvedebryggeri – oplysningen er efterfulgt af en undtagelsesvis berigende beskrivelse af, hvordan brygget først gæres i åbne kar hvorefter det eftergæres og modnes i flasken …
… og så alligevel afsluttende med et skurrende buzz-word – “Dette sikrer den helt specielle smag af denne autentiske hvedeøl”. Lidt Karl-Smart skal det åbenbart for enhver pris være.
Og hvor autentisk denne hvedeøl egentlig er, er jeg slet ikke så sikker på. Ikke at det er skidt. Autentisk hvedeøl er typisk tyndt, sødligt vammelt, ikke sjældent surt og i øvrigt tit for gæret. Sådan var det i hvert fald sidste – og hidtil eneste – gang jeg prøvede en øl fra dette bryggeri, en jeg fik til min 40 års fødselsdag. Hvedeøllen har gået sin sejrsgang. Og siden den afsluttede spadsereturen har den siddet mageligt i sin stol og er blevet gammel, og ikke mindst sur.
Det er ikke tilfældet her. Det mørke, højt-omend-lystskummende bryg dufter aromatisk hinsides noget jeg tidligere husker fra typen. Fed og klistret af odeuren af karamel og svesker – en sådan temperamentfuldhed er sjælden, og i hvedeøl ganske usædvanlig.
Brygget er dejlig fyldigt, og lige tilpas sveskekvalmt – det er i øvrigt ment som en ros, idet brygget lægger sig drillende lige på grænsen mellem det behagelige og det kvalmeprovokerende. Men det er ikke kun fede, søde noter brygget byder på. En habil, bred nøddebitterhed, der er næsten lige så usædvanlig som sveskeelementet gør øloplevelsen fuldendt.
Og nu ellers ikke nogen onde ord om importøren OnePint, hvis etikettekst jo mestendels var ganske brugbar. Men autentisk – efter den tyske hvedeøltradition – bevæger denne øl sig i en retning på 180 grader væk fra. Med fyldig sødme og tung bitterhed er det lige før, man skal vide at det er en hvedeøl, før man tror det.
Kun den gærede grumsethed og det lette løb i glasset afslører det som det, det egentlig er. Og det er såmænd ikke fordi disse traditionelle elementer ødelægger noget for den samlede oplevelse. Tværtimod er det kun positivt overraskende at en så tung og mørk øl samtidig kan være så lys og let.
Nåhr ja – Flat Eartherne, eller feerne, som jeg ynder at kalde dem … dem havde jeg helt glemt. Efter denne øl blev jeg så træt af deres dårligt producerede videoer, deres ad hoc undskyldninger, ad hominem-argumenter, stråmænd og memes at jeg gik på druk. Turen gik til det (forholdsvis) nye ungdomshus på Dortheavej, som jeg har opdaget ligger bekvemt tæt på min (forholdsvis) nye adresse.
Der blev der så drukket flere øl – og de var til gengæld allesammen nogle, jeg havde prøvet i forvejen.
Seneste kommentarer