Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: G. Schneider & Sohn

Tap 6 Mein Aventinus, G. Schneider & Sohn

2017-06-17 18.57.01Tid til revanche …

Jeg tager lige én uden for nummer – eller uden for tema, er det jo. Næh, alle anmeldelser tæller med, selv af de øl, som jeg har prøvet før. De ryger bare ikke i kategorien ‘anmeldelser’, men i kategorien ‘revisited’.

Sådan én er denne øl ikke. Den er en – fristes man til at sige – helt almindelig anmeldelse. Bryggeriet har vi dog stiftet bekendskab med før, og kigger man ikke godt efter på flasken, risikerer man tilsyneladende nemt at gøre revisit, selvom det ikke er meningen.

For sjældent har jeg da set et bryggeri, hvor to så forskellige øl har så ens etiketter. Det skal man vist til Krenkerup for at finde mage til (og tilfældigvis matcher farverne også nogenlunde de to bryggerier imellem). Ifølge importøren er der tale om Bayerns ældste hvedebryggeri – oplysningen er efterfulgt af en undtagelsesvis berigende beskrivelse af, hvordan brygget først gæres i åbne kar hvorefter det eftergæres og modnes i flasken …

… og så alligevel afsluttende med et skurrende buzz-word – “Dette sikrer den helt specielle smag af denne autentiske hvedeøl”. Lidt Karl-Smart skal det åbenbart for enhver pris være.

Og hvor autentisk denne hvedeøl egentlig er, er jeg slet ikke så sikker på. Ikke at det er skidt. Autentisk hvedeøl er typisk tyndt, sødligt vammelt, ikke sjældent surt og i øvrigt tit for gæret. Sådan var det i hvert fald sidste – og hidtil eneste – gang jeg prøvede en øl fra dette bryggeri, en jeg fik til min 40 års fødselsdag. Hvedeøllen har gået sin sejrsgang. Og siden den afsluttede spadsereturen har den siddet mageligt i sin stol og er blevet gammel, og ikke mindst sur.

Det er ikke tilfældet her. Det mørke, højt-omend-lystskummende bryg dufter aromatisk hinsides noget jeg tidligere husker fra typen. Fed og klistret af odeuren af karamel og svesker – en sådan temperamentfuldhed er sjælden, og i hvedeøl ganske usædvanlig.

Brygget er dejlig fyldigt, og lige tilpas sveskekvalmt – det er i øvrigt ment som en ros, idet brygget lægger sig drillende lige på grænsen mellem det behagelige og det kvalmeprovokerende. Men det er ikke kun fede, søde noter brygget byder på. En habil, bred nøddebitterhed, der er næsten lige så usædvanlig som sveskeelementet gør øloplevelsen fuldendt.

Og nu ellers ikke nogen onde ord om importøren OnePint, hvis etikettekst jo mestendels var ganske brugbar. Men autentisk – efter den tyske hvedeøltradition – bevæger denne øl sig i en retning på 180 grader væk fra. Med fyldig sødme og tung bitterhed er det lige før, man skal vide at det er en hvedeøl, før man tror det.

Kun den gærede grumsethed og det lette løb i glasset afslører det som det, det egentlig er. Og det er såmænd ikke fordi disse traditionelle elementer ødelægger noget for den samlede oplevelse. Tværtimod er det kun positivt overraskende at en så tung og mørk øl samtidig kan være så lys og let.

5-stjerner

Nåhr ja – Flat Eartherne, eller feerne, som jeg ynder at kalde dem … dem havde jeg helt glemt. Efter denne øl blev jeg så træt af deres dårligt producerede videoer, deres ad hoc undskyldninger, ad hominem-argumenter, stråmænd og memes at jeg gik på druk. Turen gik til det (forholdsvis) nye ungdomshus på Dortheavej, som jeg har opdaget ligger bekvemt tæt på min (forholdsvis) nye adresse.

Der blev der så drukket flere øl – og de var til gengæld allesammen nogle, jeg havde prøvet i forvejen.

TAP X Meine Porter Weisse, G. Schneider & Sohn

2016-04-20 18.17.57Det hjælper ikke …

Så er jeg ved vejs ende! Omsider! Sidste øl fra min fødselsdag! Endelig drukket! Om lidt endelig anmeldt! Sikken lettelse … eller …

Jeg fik jo også det der gavekort til Fish & Beer, Amagerbrogade. Og de fleste af de øl, er jo ikke anmeldt endnu, så …

Vel – op på hesten igen.

Men denne er nu alligevel den sidste af de øl, jeg fik i hånden på min fødselsdag. Det fortaber sig endnu engang, hvem jeg fik den af, og jeg beklager mange gange den manglende kredittering.

Brygget ligner et forsøg på at gøre Weissbier hipt ved at kombinere træk fra den engelske porter med den bayerske HefeWeizen. Umiddelbart ville jeg være tilbageholdende med at lovprise ideen for at være helt så original, som bryggeriet gerne selv vil tro,. Mørkt Weissbier findes trods alt i forvejen. Det brygges endda i Bayern, og selvom processen (og ikke mindst inspirationen) måske ikke er helt den samme, så er forskellen på det færdige bryg det vist næsten. Smart markedsføring og et forjættende kækt “limited edition” på flaskehalsen skaber ikke i sig selv en væsensforskellig øloplevelse.

Afvigelsen skulle da lige findes i skummet, der på dette bryg aldrig bliver prangende, og er lige så ikke højt, som det hverken er fyldigt eller holdbart. Brygget er ellers nydeligt mørkt – i skarpt kontrast til det pragtfulde forårsvejr, det blev nydt i. Anledningen var første fællesspisning med naboerne på tagterrassen, hvor vi bor. Brygget var i selskabsstørrelse – 2 pints og 8,4 unser (så vidt jeg husker), svarende til 0,75 l, og dermed mere, end hvad jeg gider sætte til livs alene.

Duften er ganske afdæmpet, overvejende sød, men også flad, hvilket jo passer til den ikke just imponerende skumpræstation.

Smagen kan karakteriseres ved det samme adjektiv – afdæmpet. Der er lidt alkoholfylde, mildt ristede noter og et stænk af kaffe. Indtrykkene er i sig selv fine nok. Der er ingen missmage at rapportere, men det er som om, at der på trods af forskelligartede og egentlig positive indtryk ikke er nok af noget af det.

Først når man når ned i bundsjatten sker der lidt. Her tiltager fylden efterhånden som koncentrationen af restgær bliver større, for restgær er der ellers rigeligt af. Det tumler rund i store flager, og giver man sig tid med agiteren eller eventuel omrøring, kan man skabe en fin lille mudderpøl af gær og restbryg.

Det smager faktisk fint. Nu er der nok af den letbrændte sødme til, at det ikke bliver kedeligt. Det er faktisk ganske behageligt, og kun ærgerligt, at hele brygget ikke var sådan.

Jeg turde dog ikke nedsvælge den gærplumrede rest af frygt for en senere tømmermandsstraf. Desuden er det ikke optimalt, at et bryg først smager af noget, når det har samme konsistens og lød som teltpladsen på en våd Roskilde Festival …

… med mindre selvfølgelig at hele øllen er sådan.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme