Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Vulcano

Vulcano Julebryg, Fur Bryghus

Sig skummet langsomt hæver …

Vi er tilbage ved Vulcano-bryggene, og denne gang med den forklaring på Furs Vulcano-koncept, som vi sidst måtte opgive. På nærværende øls bagetiket, forklares det: “En af hemmelighederne i FUR øl er det berømte Fur-vand, som er filtreret gennem laf af moler og vulkansk aske. Derfor har vi valgt det geologiske symbol for vulkaner som mærke på vores øl.” For undertegnede er dette forklaring nok. Andre havde måske håbet på noget i retningen af “… og derfor har vi valgt at kalde vores øl ‘Vulcano'” men jeg er i stand til at læse tilstrækkeligt mellem linjerne og drage i tilstrækkelig grad forhastede konklusioner til, at jeg godt kan se sammenhængen, og grundlæggende er tilfreds med oplysningen.

Skummet hæver sig langsomt som en tyk, cremet, gylden masse over det rødorange bryg. Jo, farven er bestemt julet. Brygget afgiver også en sød odeur, der kunne minde om – i hvert fald nymodens juleslik. Jeg tænker konkret på lyserøde skumfiduser formet som små julemænd. Det er noget syntetisk, men heldigvis også så svagt, at det ikke bliver kvalmt ligesom omtalte juleslik. Sødmen overdøves nemlig af syrligt gærede noter, der til gengæld ikke er spor julede – næppe heller nymodens.

Smagen er fyldigt bittersød, og man savner ikke de syrlige og gærede elementer fra bouqueten. De er nemlig totalt fraværende i smagen, hvorfor man netop ikke savner dem. Man smager nødder. Et let valnøddeelement giver sødmen, der dog overdøves mere og mere af bitre hasselnødder. Humle mærker man ved mandlerne og i eftersmagen, hvor også et sødt romelement gør sig gældende – endda helt uden at fremmede ingredienser såsom rørsukker er tilsat. Det hellige Reinheitsgebot er i dette tilfælde vel forvaret.

Det er langt mere fyldigt, bittert og i det hele taget smagfuldt, end jeg havde forventet efter de andre Vulcano-bryg, og iøvrigt bedre, end hvad jeg havde forventet af, hvad bryggeriet endda selv indrømmer på bagetiketten blot er en ‘stærk pilsner’.

Og så er der det med, at den sælges som julebryg … Altså valnødder og hasselnødder hører selvfølgelig julen til. Men i julen skal det primært være hasselnødderne, der smager af hasselnødder, mens øllet skal smage sødt, fyldigt og krydret – og ikke af hasselnødder. Som stærk pilsner, eller guldøl om man vil, overgår den med flere længder det meste, der ellers er lavet i den genre, men som juleøl er den ikke specielt velegnet.

4-stjerner

Vulcano Pale Ale, Fur Bryghus

Bleg dansker …

Det er ikke mange øl fra Furs Vulcano-serie, jeg indtil videre har prøvet. Faktisk er det kun deres Påskebryg, som jeg nu kan se, jeg var jævnt tilfreds med. Indtrykket har dog ikke brændt sig et mærke i min bevidsthed – næppe heller en vabel, måske en let rødmen, der med tiden har fortaget sig helt. jeg har uden held forsøgt at finde ud af, om der ligger et særligt koncept til grund for Vulcano-serien. Men Fur Bryghus’ noget rodede hjemmeside lader én forblive i uvidenhed, om et særligt koncept for serien skulle eksistere.

Da jeg i sidste måned købte mig fattig i restlageret af Coops amerikanske ølimport, stod denne pale ale der også. Og så tænkte jeg, at den vel lige så godt kunne komme med. Jeg husker den også som en af de øl, jeg måtte give bort før vores emigration til Irland, hvor vi nu for et år siden var blevet effektivt huset i bydelen Applewood i Dublinforstaden Swords, men hvor vi som bekendt aldrig rigtigt faldt til. Nu har jeg så fået en chance for at prøve den igen.

Det første man mærker ved brygget, når det knappes op, er bouqueten. Den er ganske kraftigt humlet, og jeg er endnu engang hensat til mit barndomshjems badeværelse på første sal, hvor mine forældre bryggede øl. Det var sådan det duftede – eller som jeg tænkte dengang, lugtede, deroppe, hvor vinballonnerne klukkede af kulsyren fra gæringen. Skummet er højt, og relativt cremet og fyldigt, men falder alligevel hurtigt ned mod det flotte, rustrøde bryg.

Smagen er til at begynde med letsyrlig – ja, måske nok mest let, men efterhånden mærker man bryggets humlede bitterhed, der matcher duften godt. Det er først en tør bitterhed, der mærkes, når brygget har hvilet lidt midt på tungen. Den tager til, efterhånden som brygget nærmer sig svælget, og her vokser den sig omsider stor, og antager en klæbrig, næsten klæg finish, der klistrer sig til mandler, gummer og svælg.

Den masserer råt det bageste af munden i en alligevel noget kortvarig eftersmag, og ligesom indtrykket fra påskebrygget er det ikke brandbylder, endsige permanent arvæv, den efterlader i bevidstheden. I resten af munden damper syrligheden også snart af, men munden efterlades dog med en fornemmelse af adækvat vederkvægelse. Man savner fylden, men glæder sig ved letdrikkeligheden, der ikke bliver for let, netop på grund af den anmassende og igen adækvat karakterfulde bitterhed. Friskt forbliver brygget også. Det kan nydes i store mundfulde uden at man snyder sig selv for bryggets smag. Alligevel smager det af mere, end de bryg man ellers er fristet til at hale ned i store drag.

Men forventer man en amerikansk pale ale som dem, den stod sammen med, bliver man slemt skuffet. I sammenligning med disse får i stedet et blegt, dansk bællebryg.

Ikke helt ulig størstedelen af de irske specialbryg, forøvrigt.

3-stjerner

Vulcano Påskebryg, Fur Bryghus, Påskeøl 2012 IV

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og undtagelsesvis ser det ud til, at jeg faktisk når hovedparten af påskeøllene, før højtiden indtræffer. En højtid, der til gengæld ikke vil blive markeret her på bloggen i år, er St. Patricks Day. Jeg ønsker selvfølgelig aller irere og irsksindede glædelig nationaldag, men jeg har ironisk nok, i betragtning af, at der er tale om noget irsk, der falder på en lørdag, og at det endda er St. Patricks Day, fuldkommen glemt at markere det med et gæret humleprodukt. Jeg må se, om ikke jeg husker det næste år, og iøvrigt vrissent klemme ud mellem sidebenene, at nu hvor irerne har gjort sig fri af det engelske kongehus, burde de også snart gøre sig fra af den tyske Kejser Palpatine i Rom.

Vulcano Påskebryg fra Fur Bryghus blev nydt i godt selskab, hvilket ikke siger meget, eftersom min familie jo er godt selskab, og jeg vel aldrig har drukket øl, uden at de har været til stede. Men denne gang var der lidt mere familie med, nemlig min kære fader, der havde slået et sving forbi Århus Vest på vej til Tyskland.
Vi kunne nyde et smukt bryg, dyborange, kronet af et højt, matchende orangegyldent skum, er også formår at klæbe en smule. Den dufter også godt, gennemtrængende af bitter humle.
Brygget er sødligt bittert af karamelmalt og en relativt skrap, omend meget fyldig pilsnerhumlenote i eftersmagen.Også selve smagen er ganske fyldig. Man smager ikke blot brygget med tungen. Også luften over brygget synes at antage aroma, der breder sig, og tillige med tungen smages af gummer, gane og svælg. Undervejs melder sig også en syrlig snert af umodne blommer, der måske passer knap så godt ind i det bittersøde, men til gengæld giver øllet den nødvendige karakter til, at den ikke blot bliver en genudsendelse af andre lidt fyldigere og sødere pilsnere.
Bryggeriet anbefaler en serveringstemperatur på 8-10 grader, som både jeg og min far bifalder.

4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme