Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Fur Bryghus

Kellerbier, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2016 VI)

2016-05-25 16.36.00OK Old School …

… Så blev det godt, men så blev det atter knap så godt … Takket være Raasted Bryghus og deres Hoppy Belgian har kvaliteten ved Kvicklys Ølfestivalg været svingende. Der var alvorlig fare for, at kvaliteten bare ville være lav, og så er svingende bestemt at foretrække.

Jeg har det ydmyge ønske, at opløbsstrækningen, som vi nu har bevæget os ud på, vil hæve det generelle niveau en smule. For selvom Raasteds bryg faktisk er det hele værd, så skader det jo ikke, at der også er andre interessante øl med på programmet.

Fur har ved Kvicklys ølfestivalg (pl.) holdt sig til det simple. For en simpel men effektiv amerikansk pale ale fik de min stemme for to år siden, mens den mørke hvede fra sidste år ikke helt nåede samme højder. I år vælger de igen simpelt og nogenlunde sikkert med en tyskinspireret Kellerbier.

En kellerbier er sådan set bare det, vi i Danmark kalder en Classic – en undergæret øl, hvor der i stedet for lys pilsnermalt er brugt mørkere wienermalt. Det er ikke fordi dét i sig selv gør brygget specielt mørkt – i stedet for pilsnerens højgule lød er dette bryg mere dybgult-til-orange, med matchende letgyldent, cremet skum. Jeg glæder mig ved gensynet – eller rettere genduften – af en gammel ven, fuselalkoholen, der altid minder mig om min fars hjemmebryg i mit barndomshjem nord for Aarhus. Den ledsagende humle ligger i det søde hjørne med fylde af vanille.

Smagen er ganske ligefrem og old school ligesom stilen er det. En traditionel pilsnerhumle blander sig med en lidt tættere og sødere maltprofil, end man oftest møder i industrielle bryg. Mundfølelsen er måske i det lidt for glatte og letløbende hjørne, men da fylden er intakt, undgår brygget at falde ud til den kedelige side.

Eftersmagen er måske ikke helt i skabet med sin lidt for metalliske klang, men den skønshedsfejl er langt fra slem nok til at ødelægge et indtryk af et bryg, der yder rigelig vederkvægelse, og akkurat smag nok til, at man samtidig er underholdt. Der er ingen dikkedarer – Fur spiller igen sikkert, og solidt, men vil man vinde, må man også satse.

Og det har de valgt ikke at gøre – it’s their loss.

3-en-halv-stjerne

Men hvis du mener, at en traditionel kellerbier er sagen, kan du jo stemme på den på oelfestivalg.dk.

Christmas Ale 2015 limited edition, Fur

20160128_174842Man når langt med lidt snyd …

Vi er ved at nå de sidste vers i julesalmen om Kaj Framkes overliggende julebryg fra året 2015. Her er det Fur Bryghus limited edition Jule-ale, det gælder. Hvad limited edition dækker over har jeg også spurgt mig selv. Når alt kommer til alt kan man jo sætte antal på alle øl, der er brygget nogensinde (omend det nok skal være sværere at finde tal for nogle ølmærker end for andre) og på den måde er alle ølmærker jo limited edition.

Uanset hvad, er dette øl næppe lige så limited edition, som Carlsbergs Jacobsen Coffee Mint Stout, som jo var påført nummer, så man kunne se præcis hvor stort et antal, der var produceret før lige netop den man selv havde i hånden. Det var lidt fint – og altså lidt finere end denne limited edition – i hvert fald på overfladen.

Men det gælder jo ikke overfladen. Ved øl gælder det mindst lige så meget som for mennesker ikke det, der er udenpå, men det, der er indeni. Og der finder man på denne øl et bryg i julens farver – et højrødt bryg med gyldent skum – Så er det lige før man begynder at glæde sig til jul allerede i januar …

Bouqueten er lovende varm og fyldig. Godt med malt og godt med sød karamel er der, så selv når det kun er vinter, og jul blot der, hvor alle pengene blev af, kan man lune sig ved bryggets bugnende overskud af hygge og stemning.

Og så er brygget ikke endgang smagt endnu. Og heldigvis vælter smagen da heller ikke det allerede meget lovende indtryk. Sødmen ruller fyldigt og floromvundent gennem munden, og lægger sig som et hyggeligt varmt tæppe på tunge og gummer. Skeptisk kaster jeg et blik på flasken og jo! Brygget er altså sødet. Det er tilsat rørsukker, så det fyldige, søde udtryk har sin forklaring.

Det bliver det på den anden side ikke mindre julet af. Men det er alligevel lidt snyd.

Sødmen er nok kraftig, men får også lidt modspil fra det bageste af munden, hvor en velplaceret bitterhed af hassel- og valnødder melder sig. Således får brygget også lidt tiltrængte nuancer. Sødmen er sådan set fin, langtfra kvalm – omend en kende søgt. Men det bitre modspil gør, at brygget ikke bare er en sød øl, men også en øl, der vil fortælle en julehistorie med lidt mere kød på end blot pussenusset nuttethed, englebasser og den store rare julemand.

4-en-halv-stjerne

Mørk Hvede, Fur (Kvicklys Ølfestivalg 2015 VII)

2015-06-24 17.21.38Et skridt frem, to tilbage …

Furs American Pale Ale var min favorit ved sidste års ølfestivalg. Den endte vist med at få tredjefærrest stemmer eller deromkring, men den slags er jeg som bekendt ligeglad med. Eller … jeg er faktisk en smule stolt over, at jeg ikke bare går og vælger det samme som alle andre, men tør stå ved det jeg mener. Også når der ikke er meningssammenfald mellem mig og de andre.

Hvad ville jeg frem til …? Jo, mine forventninger til Fur er selvfølgelig positivt påvirket af, at de bryggede det i mine øjne bedste bryg sidste år. Til gengæld er de det eneste bryggeri, der i år har en hvedeøl på programmet, og det trækker faktisk lidt i den anden retning. Jeg finder generelt hvedeøl uinteressant, og har allerede glædet mig over, at der kun var én af dem med i år. Og så skulle det selvfølgelig være Fur …

Nå, de kan jo godt overraske. Overraskelsespotentialet er jo faktisk rigtig stort for hvedeøl. Hvis det rent faktisk viser sig at være godt, så er det også så meget desto mere overraskende, da forventningerne generelt ligger lavt.

I håb om overraskelsen knappede jeg brygget op. Det ser ud til at være filtreret, hvilket er usædvanligt for hvedebryg. Vidste man ikke bedre, skulle man tro, der var tale om en classic pilsner, ud fra det næsten mahognifarvede bryg med det letgyldne skum. Den manglende retsgær giver netop den klarhed, som er så uvant for stilen. Duften overrasker, hvis man har læst bagetiketten. Bryggeriernes beskrivelser af smag og duft passer stort set aldrig, men her er den spot on. Ristet malt, vanille, banan og lakrids – mest af vanille og banan, mens det andet danner en tilpas fyldig, letkrydret baggrund.

Brygget smager ganske godt igennem, og ikke for meget af gær. Det glæder man sig spontant over, men ærgrer sig så måske over, at filtreringen er sket på bekostning af lidt ekstra fylde og noget vildskab i smagen. I smagen er lakridsen dog erstattet af karamel, mens vanillen og banansmagen stadig er præsent. I eftersmagen mærkes en dæmpet bitterhed af løvtræ, der så småt glider over i en let grannåleessens.

For så vidt en ganske mangefacetteret og velkomponeret smagsoplevelse. Men det er altså på bekostning af den fylde, som restgæren i netop hvedebryg også kan yde. Til gengæld slipper man så for surhed og udtørrede slimhinder, men hvis det er en risiko, man ikke vil løbe, hvorfor så egentlig ikke bare brygge en sød pilsner, når nu det nærmest er det man efterstræber smagen af?

Fur klarer hvedeølsbrygning bedre end mange andre. Hvedeøl er imidlertid sjældent særlig smagfulde eller særlig kraftige og ofte ingen af delene. Furs er mest det første, og det er klart også det mindst ringe af mulighederne. Men mindst ringe er sjældent det bedste, og det er det heller ikke nu.

Overraskelsen udeblev – ikke overraskende i øvrigt.

3-en-halv-stjerne

Kvicklys Ølfestivalg 2014 – afslutning

Og jeg stemmer på …




Trommehvirvel … … …
Jep – jeg vælger at stemme på outsideren American Pale Ale fra Fur bryghus. Det er det øl, hvis smag står klarest i erindring for mig, og det er helt klart også det bryg, der for mig fremstod som det konceptuelt klart mest fuldendte. Det er en simpel øl, men med et klart budskab i den både fabelagtigt friske og krasbørstigt bitre Cascade-humle, som jeg efter mødet med denne øl hermed erklærer for min favorithumle. En øl, der som den, lærer mig noget nyt – ikke bare på et intellektuelt niveau, men også på et (det lyder så voldsomt, men nej, jeg er ikke ved at bryde sammen af begejstring) emotionelt niveau, at dette er den bedste humle jeg indtil videre er stødt på – skal selvfølgelig have en vurdering derefter. Det er desuden klart en øl, jeg kunne finde på at købe igen – bare for at nyde den, og sådan har jeg det ikke med nogen af de andre bryg, på trods af tilsvarende karakterer.
Som man vil se på karaktergivningen er American Pale Ale ikke den bedste øl, jeg har smagt i år, så åbenbaringen var trods alt begrænset, ligesom eventet ‘Kvicklys Ølfestivalg 2014’ heller ikke var en åbenbaring af de helt store. Det var det heller ikke de foregående år, men jeg tror jeg roligt kan sige, at i betragtning af de øl, jeg nåede at vurdere de foregående år, så har niveauet i år fået et løft. 
Den højeste karakter, jeg har givet en Ølfestivalg-øl tidliger er fire stjerner. Denne rekord er blevet slået ikke bare af min vinder, men også af tre andre i eventet. Sidste år var desuden stærkt præget af rene bundskrabere. Kun Szlatmok klarede sig nogenlunde med tre stjerner – de øvrige, inklusive sidste års vinder – vil her blive forbigået i tavshed. I år faldt der derimod kun én bundkaraktér, og det glæder mig oprigtigt, at bryggerierne har kunnet holde et højere niveau denne gang. Det irriterer mig til stadighed, at flere deltagere prøver at få brygget til at smage anderledes ved at tilsætte dit og dat, men tilsvarende fryder jeg mig også over, at de denne gang ikke har opnået noget med det. Tilsætningsøllene henter kun lave karakterer i år med undtagelse af Thisted, der skuffende vendte tilbage med sulfitten.
Jeg vil afslutningsvis sige Kvickly tak for at sponsorere øllene til mine anmeldelser af deres event. Uanset hvad man måtte mene om kvaliteten af bryggene, gør Kvickly med deres event et stort arbejde for at formidle små bryggeriers produkter og – eksistens – til en bred masse af forbrugere, der således kommer til at vide en lille smule bedre. En endnu større tak til Kvickly for det også.

American Pale Ale, Fur Bryghus (Kvicklys Ølfestivalg 2014 VIII)

– Gør sit arbejde …

Jeg må indrømme, at jeg faktisk er en smule træt. Dels efter en hård dag på arbejdet, men også en kende af det pres der ligger i at skulle anmelde tolv øl på ni dage.

Og så er det jo rart, at der ligger øl klar til én, netop efter en hård arbejdsdag, netop som man har allermest lyst til et køligt fermenteret humlebryg, på trods af det pres, der godt kan nage lidt ind imellem.

Jeg valgte en øl, som en lidelsesfælle ud i bloggeriet havde hældt i vasken for at være ‘fornærmende anonym’ – og det var netop på baggrund af den kommentar, i ønsket om noget ukompliceret, at jeg valgte denne øl i aften. Nogle gange har man bare brug for noget enkelt og simpelt – måske tyndt endda – til at klare hjernen, så den ikke larmer så forfærdeligt efter at man hele dagen har haft lidt  for meget om ørene.

Passende simpel er listen over ingredienser i hvert fald. Vand, humle, malt og gær – så kan det næppe være enklere eller renere, og Fur følger altså ikke med strømmen af bryggerier, der blander obskure ingredienser i øllet for at få det til at smage af andet end øl. I betragtning deraf er Furs overholdelse af Reinheitsgebot i sig selv forfriskende.

Og så gør det jo ingen skade, at brygget faktisk byder på en mere end godkendt visuel oplevelse. Øllet stiger flot kobberorange under en krone af hvidt og mere end godkendt cremet skum, der da også formår at klæbe en smule. Duften gør til gengæld ikke meget væsen af sig. Den er fortrinsvis syrlig af citrus og græs, med en ledsagende sprød bitterhed af humle. Gynteren skal stikkes godt ned i glasset, for at få detaljerne i duften frem, for af bouquet er der ikke meget at komme efter, og den varslede anonymitet står på spring.

Men så smages brygget. Og nu må erklære mig aldeles uenig med den gode Martin Petersen (der bestyrer bloggen ‘Stovt‘) der var den, der kaldte brygget fornærmende anonymt. (Han er jo også mest til sort øl). Munden fyldes af tør, lækker og gennemtrængende bitterhed af … ja, af hvad? Tjørnegrene? Birkebark? Jeg kan ikke sige det, og som et long shot – en sidste chance for at finde ud af hvad der giver den fortrinlige sprøde, knasende bitterhed, tyr jeg til beskrivelsen på bagetiketten. “Tre forskellige malttyper samt Cascade” – Ja! Det må være det! Og dermed er min yndlingshumle – efter knap fire års bloggeri – endelig fundet.

Det er simpelt, ganske ukompliceret men også aldeles vederkvægende i sin bitterfriske kækhed. Brygget gør måske ikke det store aromatiske væsen af sig. Fylden er lige netop stor nok til at brygget ikke føles tyndt, og så er der ikke den store variation eller de store armbevægelser i smagen. Men det gør ikke noget, for som jeg bemærkede i indledningen – nogle gange har man bare brug for noget simpelt; og denne øl er både simpel – og overraskende kraftig i sin sprøde, tørre, knasende og vederkvægende friske bitterhed. Den hviler smukt i sin simplicitet, og for en træt blogger,der kommer kvæstet hjem fra arbejde gør den sit arbejde – rigtig godt endda. Oven i købet kan den nydes længe efter at den sidste dråbe er dryppet ned i svælget, for den bitre smag klæber som kontaktlim til mandler og gane.

Nårh ja, Fur har i øvrigt stavet eventets navn forkert på forsideetiketten. Sikke noget, tsk tsk …
4-en-halv-stjerne

Vulcano Julebryg, Fur Bryghus

Sig skummet langsomt hæver …

Vi er tilbage ved Vulcano-bryggene, og denne gang med den forklaring på Furs Vulcano-koncept, som vi sidst måtte opgive. På nærværende øls bagetiket, forklares det: “En af hemmelighederne i FUR øl er det berømte Fur-vand, som er filtreret gennem laf af moler og vulkansk aske. Derfor har vi valgt det geologiske symbol for vulkaner som mærke på vores øl.” For undertegnede er dette forklaring nok. Andre havde måske håbet på noget i retningen af “… og derfor har vi valgt at kalde vores øl ‘Vulcano'” men jeg er i stand til at læse tilstrækkeligt mellem linjerne og drage i tilstrækkelig grad forhastede konklusioner til, at jeg godt kan se sammenhængen, og grundlæggende er tilfreds med oplysningen.

Skummet hæver sig langsomt som en tyk, cremet, gylden masse over det rødorange bryg. Jo, farven er bestemt julet. Brygget afgiver også en sød odeur, der kunne minde om – i hvert fald nymodens juleslik. Jeg tænker konkret på lyserøde skumfiduser formet som små julemænd. Det er noget syntetisk, men heldigvis også så svagt, at det ikke bliver kvalmt ligesom omtalte juleslik. Sødmen overdøves nemlig af syrligt gærede noter, der til gengæld ikke er spor julede – næppe heller nymodens.

Smagen er fyldigt bittersød, og man savner ikke de syrlige og gærede elementer fra bouqueten. De er nemlig totalt fraværende i smagen, hvorfor man netop ikke savner dem. Man smager nødder. Et let valnøddeelement giver sødmen, der dog overdøves mere og mere af bitre hasselnødder. Humle mærker man ved mandlerne og i eftersmagen, hvor også et sødt romelement gør sig gældende – endda helt uden at fremmede ingredienser såsom rørsukker er tilsat. Det hellige Reinheitsgebot er i dette tilfælde vel forvaret.

Det er langt mere fyldigt, bittert og i det hele taget smagfuldt, end jeg havde forventet efter de andre Vulcano-bryg, og iøvrigt bedre, end hvad jeg havde forventet af, hvad bryggeriet endda selv indrømmer på bagetiketten blot er en ‘stærk pilsner’.

Og så er der det med, at den sælges som julebryg … Altså valnødder og hasselnødder hører selvfølgelig julen til. Men i julen skal det primært være hasselnødderne, der smager af hasselnødder, mens øllet skal smage sødt, fyldigt og krydret – og ikke af hasselnødder. Som stærk pilsner, eller guldøl om man vil, overgår den med flere længder det meste, der ellers er lavet i den genre, men som juleøl er den ikke specielt velegnet.

4-stjerner

Vulcano Pale Ale, Fur Bryghus

Bleg dansker …

Det er ikke mange øl fra Furs Vulcano-serie, jeg indtil videre har prøvet. Faktisk er det kun deres Påskebryg, som jeg nu kan se, jeg var jævnt tilfreds med. Indtrykket har dog ikke brændt sig et mærke i min bevidsthed – næppe heller en vabel, måske en let rødmen, der med tiden har fortaget sig helt. jeg har uden held forsøgt at finde ud af, om der ligger et særligt koncept til grund for Vulcano-serien. Men Fur Bryghus’ noget rodede hjemmeside lader én forblive i uvidenhed, om et særligt koncept for serien skulle eksistere.

Da jeg i sidste måned købte mig fattig i restlageret af Coops amerikanske ølimport, stod denne pale ale der også. Og så tænkte jeg, at den vel lige så godt kunne komme med. Jeg husker den også som en af de øl, jeg måtte give bort før vores emigration til Irland, hvor vi nu for et år siden var blevet effektivt huset i bydelen Applewood i Dublinforstaden Swords, men hvor vi som bekendt aldrig rigtigt faldt til. Nu har jeg så fået en chance for at prøve den igen.

Det første man mærker ved brygget, når det knappes op, er bouqueten. Den er ganske kraftigt humlet, og jeg er endnu engang hensat til mit barndomshjems badeværelse på første sal, hvor mine forældre bryggede øl. Det var sådan det duftede – eller som jeg tænkte dengang, lugtede, deroppe, hvor vinballonnerne klukkede af kulsyren fra gæringen. Skummet er højt, og relativt cremet og fyldigt, men falder alligevel hurtigt ned mod det flotte, rustrøde bryg.

Smagen er til at begynde med letsyrlig – ja, måske nok mest let, men efterhånden mærker man bryggets humlede bitterhed, der matcher duften godt. Det er først en tør bitterhed, der mærkes, når brygget har hvilet lidt midt på tungen. Den tager til, efterhånden som brygget nærmer sig svælget, og her vokser den sig omsider stor, og antager en klæbrig, næsten klæg finish, der klistrer sig til mandler, gummer og svælg.

Den masserer råt det bageste af munden i en alligevel noget kortvarig eftersmag, og ligesom indtrykket fra påskebrygget er det ikke brandbylder, endsige permanent arvæv, den efterlader i bevidstheden. I resten af munden damper syrligheden også snart af, men munden efterlades dog med en fornemmelse af adækvat vederkvægelse. Man savner fylden, men glæder sig ved letdrikkeligheden, der ikke bliver for let, netop på grund af den anmassende og igen adækvat karakterfulde bitterhed. Friskt forbliver brygget også. Det kan nydes i store mundfulde uden at man snyder sig selv for bryggets smag. Alligevel smager det af mere, end de bryg man ellers er fristet til at hale ned i store drag.

Men forventer man en amerikansk pale ale som dem, den stod sammen med, bliver man slemt skuffet. I sammenligning med disse får i stedet et blegt, dansk bællebryg.

Ikke helt ulig størstedelen af de irske specialbryg, forøvrigt.

3-stjerner

Vulcano Påskebryg, Fur Bryghus, Påskeøl 2012 IV

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og undtagelsesvis ser det ud til, at jeg faktisk når hovedparten af påskeøllene, før højtiden indtræffer. En højtid, der til gengæld ikke vil blive markeret her på bloggen i år, er St. Patricks Day. Jeg ønsker selvfølgelig aller irere og irsksindede glædelig nationaldag, men jeg har ironisk nok, i betragtning af, at der er tale om noget irsk, der falder på en lørdag, og at det endda er St. Patricks Day, fuldkommen glemt at markere det med et gæret humleprodukt. Jeg må se, om ikke jeg husker det næste år, og iøvrigt vrissent klemme ud mellem sidebenene, at nu hvor irerne har gjort sig fri af det engelske kongehus, burde de også snart gøre sig fra af den tyske Kejser Palpatine i Rom.

Vulcano Påskebryg fra Fur Bryghus blev nydt i godt selskab, hvilket ikke siger meget, eftersom min familie jo er godt selskab, og jeg vel aldrig har drukket øl, uden at de har været til stede. Men denne gang var der lidt mere familie med, nemlig min kære fader, der havde slået et sving forbi Århus Vest på vej til Tyskland.
Vi kunne nyde et smukt bryg, dyborange, kronet af et højt, matchende orangegyldent skum, er også formår at klæbe en smule. Den dufter også godt, gennemtrængende af bitter humle.
Brygget er sødligt bittert af karamelmalt og en relativt skrap, omend meget fyldig pilsnerhumlenote i eftersmagen.Også selve smagen er ganske fyldig. Man smager ikke blot brygget med tungen. Også luften over brygget synes at antage aroma, der breder sig, og tillige med tungen smages af gummer, gane og svælg. Undervejs melder sig også en syrlig snert af umodne blommer, der måske passer knap så godt ind i det bittersøde, men til gengæld giver øllet den nødvendige karakter til, at den ikke blot bliver en genudsendelse af andre lidt fyldigere og sødere pilsnere.
Bryggeriet anbefaler en serveringstemperatur på 8-10 grader, som både jeg og min far bifalder.

4-stjerner

Fur Frokost, Fur Bryghus

– Letøl langt over det sædvanlige

… og efter Alting gik turen dagen efter til barnedåb – ja, det var en travl weekend. Min p.t. yngste niece skulle døbes.

Der bød sig en lejlighed til at smage en overordentlig interessant øl, som jeg fik anbefalet af min brors svoger. – Min bror, hvis datter skulle døbes, forøvrigt. Det drejede sig om Fur Frokost, der er en alkoholsvag øl, men ikke af den grund tynd eller udrikkelig.

Den har en smuk orange farve, gyldent skum og en fin, sød maltet duft.

– og smag for en gangs skyld. Det er ellers tit, man oplever, at det søde i duften ikke går igen i smagen – nogen gange til ens fryd, men oftest til ens skuffelse – men altså ikke her. Den ledsages også af en vis bitterhed, der ikke findes i duften, så overraskelser er der rigeligt af. Ikke alene er det en let øl, der faktisk smager af noget – det er også en overraskende fyldig smag, der i den grad giver de fleste regulære pilsnere herhjemme baghjul. Der er både karamel- og maltsødme, og bitterheden er humlet på samme lækre måde, som man f.eks. finder det i Rød Tuborg (den skulle være ude igen nu. Jeg må se, om jeg kan redde mig en sixpack) eller andre mørke øl.

Det eneste kompromitterende er, at den føles lidt flad, hvilket giver en noget brødagtig fornemmelse i munden, der desværre forhindrer den i at blive rigtig rar at have i munden. Det gør i og for sig ikke mig noget, at den mindre hidsige gæring giver lavere indhold af kulsyre, og dermed gør øllet halvfladt, men sammen med de rige smagsnuancer bliver denne del af øloplevelsen altså ikke en udelt nydelse.

Men det er ikke nogen katastrofe, samlet set. I betragtning af, at det er en letøl, er den aldeles fremragende og absolut den bedste, jeg indtil videre har prøvet. Som øl i det hele taget betragtet, scorer den også ganske højt, og blander sig så afgjort med de øl, der ligger over middel. Det er med andre ord ikke bare en god letøl – det er en god øl.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme