Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Fuller Smith and Turner

Imperial Stout Limited Edition, Fuller Smith & Turner

Tilbage igen …

Føj! En omgang …

De mere end to uger, der er gået siden sidste indlæg, skyldes den fæleste influenza, jeg har haft i mit voksne liv – tror jeg i hvert fald. Ét var rysteturenes tænderraslende omkringkastning, ledsmerternes knoglesplittende rasen og temperaturens endeløse flugt mod termometerets top. Det var for så vidt ikke anderledes end det plejer.

Det usædvanlige var varigheden. – Normalt plejer jeg at kunne ryste den slags af mig i løbet af et par dage, men denne gang skulle det åbenbart være anderledes.

En hel uge lå jeg fuldkommen underdrejet. Og endnu en uge efter at jeg trods alt var blevet så frisk, at jeg kunne slæbe mig på arbejde igen, skulle hele mit sølle kadaver igennem en laaang helingsproces af host og snøft, slim så tykt at det måtte tygges og smagsløg der ville have te, rom og under ingen omstændigheder noget, der bare lignede øl.

Har man hørt mage?

Vel – jeg er omsider på højkant igen, og har åbnet øl nr. 999 til anmeldelse her på bloggen. En imperial stout fra det klassiske engelske bryggeri Fuller Smith & Turner, der i anledning af … vel … et eller andet, er brygget i en special edition med tilsætning af centennial humle (lækkert, men næppe usædvanligt) og rosenknopper (det er til gengæld lidt sært). Desuden var den så limited, at den ikke bare var kommet på flaske – nej, flasken var skam også puttet ned i en fin papæske, påskrevet med gylden skrift, ligesom etiketten..

Skænkningen forløber nogenlunde problemfrit – det er trods alt den lette russiske type. Duften er til gengæld anderledes lovende med for typen utraditionelt tunge elementer af hasselnødder og kaffe. Tæt og fyldigt møver de sig anmassende op i næsen, i trods mod det letflydende brygs nyligt indgydte forventning om en finere og spinklere oplevelse.

Anderledes er det ikke i smagen. Der er masser af den, og at der er tale om den angiveligt lette russiske imperial stout er kun subtilt antydet bag det tykke, tunge tæppe af kaffe, hasselnødder og mørk, mørk rom. Rommen holder det hele sammen med sin skarpe, gennemtrængende skalpel, der snitter lange rifter i hele mundhulen, så den øvrige aroma rigtig kan trænge ind.

Måske er den endda lige lidt for dominerende, rommen altså. Men det er en tilgivelig skønhedsfejl, der blot er med til at give det overraskende letflydende bryg mere karakter.

Det var et fremragende valg af øl nr. 999 – hvis jeg må sige det selv.

Nåhr ja – jeg kunne ikke smage rosenskuddene. Heller ikke selvom jeg denne gang vidste at de var der på forhånd. Så har man set det med.

Honey Dew, Fuller Smith & Turner

2017-04-28 18.04.07Boooooriiiing!

I fredags så jeg mit snit til omsider at få ordnet et hængeparti der rækker helt tilbage til bloggens spæde start for snart syv år siden. Der er sket meget. Jeg nærmer mig hastigt de 900 anmeldelser. Jeg har flyttet bloggen over på eget domæne. Bloggen fik i den anledning en undertitel, der for nylig blev ændret. Jeg har revset og rusket op i ølverdenen … eller i hvert fald forsøgt i den udstrækning det er muligt ene blogger.

Men andre ting har ikke ændret sig. Fx bloggens coverbillede. En hel stribe tilfældigt udvalgte øller, linet op på rad og række på den gamle adresse i Århus V, hvor jeg startede med at blogge om øl. Først nu – med denne øl – er de allesammen anmeldt. Etikettens design har fået et andet, mere strømlinet look siden dengang, men navn og bryggeri er det samme, så der er ingen grund til at tro, at det ikke skulle være det samme bryg.

247767_452083974879374_1993575047_n

Øllen i midten er den, der nu anmeldes, i en ældre indpakning.

Sagen er den, at eksemplaret på coverbilledet blev drukket før jeg begyndte at blogge, mens flasken endnu ikke var vekslet til pant. Det var helt tilfældigt, hvad jeg stillede op – og søger man anmeldelserne frem, vil man også hurtigt opdage, at de fleste af øllene er fra bloggens spæde barndom.

Og hvordan er den så? Jeg huskede den som relativt uinteressant, egentlig. Selvom den var med honning – det syntes jeg dengang var meget spændende, og det er jeg kommet noget efter gennem årene. Umiddelbart er det nu bryggets lød, der mest minder om honning – højgult og klart med snehvidt skum. I duften derimod skal man lede efter honningnoterne i en grad, så jeg slet ikke er sikker på, man ville opdage det, hvis man ikke lige vidste, det var der. Honning er ikke det eneste, brygget ikke dufter af. Det dufter fx heller ikke særlig meget af humle eller malt. Mest af alt dufter den af småtbrusende postevand, ja, ikke engang karboneringen er særlig livlig.

Og brygget smager heller ikke meget af honning (eller af humle for den sags skyld). Også her dominerer vandet, mens karboneringen slutter sig til de øvrige ingredienser ude på bænken, hvor de ikke rigtig gør noget. Malten? Vel, den smager egentlig heller ikke. Men den føles en lille smule. Den runder vandet af, så det ikke bare føles som almindeligt postevand, men i stedet glider en lille smule mere kækt og elegant hen over tungen, så tungemusklen kan give et lille spjæt af lykke, når nu smagsløgene dårligt nok har opdaget, at et bryg ønskede deres opmærksomhed.

Jeg konstaterer afslutningsvis, at jeg ikke huskede helt rigtigt. Brygget er ikke bare relativt uinteressant – det er faktisk ganske uinteressant, ja, det er faktisk aldeles uinspirerende eller slet og ret kedeligt. 

Men det var da rart endelig at have fået anmeldt alle øllene på coverbilledet. At tænke sig – brygget koster en mindre formue: kr. 33 excl. pant i SuperBrugsen. Det er ikke bare optrækkeri, der er uforskammet at kræve så mange penge for et bryg, der smager så lidt.

God 1. maj i øvrigt allesammen. Jeg kommer desværre ikke ud i dag, da nogle jo skal holde hjulene i gang, mens resten af en alt for sat arbejderklasse fulder sig.

1-en-halv-stjerne

ESB, Fuller Smith & Turner

2017-04-23 22.48.57Overset perle …

Jeg har været tæt på at løbe tør for øl – og det går jo virkelig ikke. Så er der jo ikke meget andet at gøre, end at begive sig ned i det lokale supermarked og forsyne sig. Valget faldt på Fakta – så kan jeg score lidt bonus på mit COOP-medlemsskab, og så går det jo nok, at kvaliteten af Faktas specialøl er noget fluktuerende – for at sige det mildt.

Denne øl havde ført sig frem på hylderne gennem et par dage, så den blev da købt – så’n lidt i mangel på bedre, sammen med et par andre øl fra The usual suspects blandt Faktas efterhånden så faste leverandører af specialøl, at det efterhånden er svært at se hvad der er så specielt ved dem, når det kommer til stykket. Ikke desto mindre er det jo faktisk ikke så tit, at man finder Fuller’s øl i Fakta – desværre er det heller ikke så tit, at hint britiske bryggeris øl, er værd at skrive lange breve hjem om, om man støder på dem i hjemlandet.

Typen skal have et par ord med på vejen. ESB står for ‘Extra Special Bitter’ og er åbenbart en type, som Fuller har patent på. Det har dog ikke afholdt det amerikanske bryggeri Redhook fra at brygge deres egen ESB, der imidlertid var hverken det ene, det andet eller det tredje. Man har jo lov at håbe, at patentindehaverne værner lidt mere om betegnelsen end plagiatorerne.

ESB er jo også noget meget engelsk. Som sådan er det en pale ale (endskønt den umiddelbart forekommer noget solbrændt), men det er lige netop den der pale ale, som det britiske øl typisk forstås som. Bittert, dovent, lunkent og i det hele taget alt det, øl ikke skal være. Det er typisk pilsnerpimpere – folk, der har meget svært ved at forstå, at der er en verden ud over Carlsberg og Tuborg, der har denne opfattelse. Undertegnede, derimod, begejstres omgående af det rødbrune brygs mangefacetterede bouquet af romsukker, vanille og ikke helt modne æbler.

Og her er der virkelig tale om en nydelig repræsentant for genren: En virkelig lækker og karakterfuld ale – doven, og med en ideel serveringstemperatur omkring de 10 grader. Dér træder nøddebitterheden, med sine stikkende og sværttilgængelige bismage af kålrabi og roer virkelig frem og jager den snævertsynede pilsnerpøbel på porten med sin mere end elegante beskhed.

Ifølge min lidelsesfælle og brygpusher Paul, skulle ESB-typen være temmelig svær at opdrive. Og det er da heller ikke mange typiske engelske pale ales, man møder i dagligvarehandlen herhjemme. Så Fakta skal have stor ros for, at dette aldeles fine bryg var at finde på deres hylder. Jeg kan kun anbefale brygget, og opfordre læserne til at opsøge deres lokale discount-Coop-butik med henblik på at redde sig én af disse britiske perler.

4-en-halv-stjerne

Fuller’s Old Winter Ale, Fuller, Smith and Turner

2014-11-10 17.43.41End ikke til novemberheden …

November måneds hedebølge er over os. Man skal kigge langt efter temperaturer under 10 grader, selv om natten, så vinteragtigt vejr er der lange udsigter til. Jeg står imidlertid på spring til at starte årets juletema, og må derfor lige igennem det meste af det lager, jeg ellers har i køleskabet. Jul bliver det uanset vejret, og derfor må jeg se stort på, at de øl jeg prøver, måske ikke helt passer til det aktuelle vejr.

Old Winter Ale skulle være en ‘Winter Warmer’ ifølge Untappd. Jeg synes imidlertid betegnelsen er så tåbelig, at jeg ikke vil bruge den. I stedet vil jeg kalde typen ‘vinterøl’, så jeg også undgår, at det hele drukner i anglicismer. Brygget blev dog stadig åbnet i forventning om varm fylde, sødme og gerne krydrede indslag af anis og lakrids.

Og bryggets lød minder bestemt også om den mørke tid vi allerede er gået i møde med normaltidens indtræden. Oven over det rødbrune bryg tårner sig en krone af højgyldent, fedtet skum, der kun modvilligt brækker i stykker og efterlader klæbrige fnug på glassets inderside. Duften er lovende sød af farin og mørk malt.

Skuffelsen må vente til man sætter glasset for munden. Ringe fylde, knapt nogen krydderier og ingen sødme. Det første indtryk er gæret, men slår dog snart over i en bitter smag af frisk træ. Malten titter spagfærdigt frem i periferien af munden, men bliver holdt i baggrunden af et bitterheden, der i betragtning af øltypen er alt for anmassende.

Gæren fortsætter i eftersmagen, hvor den klæber sig til mandler og gummer. En syrlig bismag af umodne solbær gør både oplevelsen mere forvirrende og så meget desto mindre en nydelse. Det forbliver mig desuden en gåde, hvordan det bitre, småsure og gærede skulle være særligt rart i vinterkulden. Det er lige før jeg ville mene, at det snarere føjer spot til skade.

Retfærdigvis skal det siges, at brygget vinder lidt ved at få noget temperatur. Så træder malten endelig lidt mere frem, og en let sødme af karamel indfinder sig. Det bliver dog aldrig nogen øl at varme sig på, at bitterheden forbliver et forstyrrende element i en mest af alt forvirrende forestilling. I en anden sammenhæng kunne bitterheden i sig selv have været god – men ikke i denne sammensætning.

Men i det mindste kan man da ikke beskylde brygget for ikke at smage af noget. Mest af alt mangler det bare at smage godt.

2-en-halv-stjerne

London Pride, Fuller Smith & Turner

– Kedelig britisk standardale – igen …

Blogger har været nede, ligesom Jobnet i øvrigt, formentlig fordi et eller andet, der virkede fint som det var, skulle laves om, fordi man kunne, og fordi en eller anden starut fra marketing mente, det var nødvendigt. Det er, hvad man får ud af marketing, nemlig folk, der ikke forstår det gamle ord – hvis det virker, så lad være med at reparere det! Som konsekvens er flere af mine indlæg øjensynligt forsvundet som dug for Solen. Blogger påstår, at de vil blive gendannet – men jeg har min tvivl.

Jeg er også kommet håbløst bagud med p.t. fire øl, jeg ikke har fået berettet om endnu. Jeg har ikke før været så langt bagud med opdateringerne i bloggens levetid, og det bliver heller ikke bedre af, at jeg for nylig var så fjollet at anbringe en kop kaffe indenfor min lille søns rækkevidde lige ved siden af tastaturet på den computer, jeg sædvanligvis skriver blog på. Resultatet er et defekt tastatur, som kun til nød kan bruges. Jeg troede aldig, at jeg skulle bruge Google Translates skærmtastatur til andet end at lege med kyrilliske bogstaver med, men det er da kærkomment, at problemerne på den måde kan løses, omend det er noget omstændigt at være nødt til at copy-paste alle punktummer og ø’er.

Det er situationen herhjemme i ghettoen for tiden. Men det holder mig ikke fra at fortsætte ufortrødent med den anden øl, jeg for nylig havde med hjem fra Kiwi Minipris – supermarkedet, jeg tidligere har revset for ikke at være bedre til økologi end andre supermarkeder, selvom de påstår det. I dag gælder det deres udvalg af øl, der heller ikke er imponerende. Der er et fast udvalg af ikke uinteressante udenlandske øl, der ved nærmere eftersyn ser ud til at være udenlandske standardøl – gerne britiske, overgærede øl, fordi mange herhjemme stadig tror, at overgærede øl er specielle.

Det er de bare slet ikke i virkeligheden, hvilket dagens eksempel også illustrerer: Det starter såmænd nogenlunde med en sød duft af lyse flødekarameller og søde frugter – der er noget så utraditionelt som banan-toner at spore. Farven er flot rødlig med off-white skum.

Den byder en nogenlunde frisk bittersødme ved mandlerne, der i og for sig holder længe. Det bitre element er skarpt, beks, en anelse sprittet, hvilket er underligt, da den kun holder 4,7% – og netop sprittetheden ender med at gøre den harsk, og får den til at smage som sur mælk. Karamelsødme kan netop anes som en svag essens – men også kun lige netop – og det er synd, eftersom duften ellers lover godt.

Det er nu heller ikke fordi, den er direkte udrikkelig, og ser man bort fra den surt-beske eftersmag, formår den da jævnt at behage og slukke tørsten. Men at kalde den London Pride forstår jeg ikke – omend den heller ikke er så ringe, at jeg ville kalde den Shame of London eller noget i den retning.

Jeg ville til enhver tid foretrække Fullers fine London Porter.
2-stjerner

London Porter, Fuller Smith & Turner

– Lækker Cappucino-øl

Og det er ikke engang ironisk eller sarkastisk ment. Tænk engang, jeg, der gør alt for ikke at blive en del af cafe latte segmentet (og nej, jeg ka’tte fordrage cafe latte heller), finder en øl, der i aroma og konsistens minder om cappucino, og det er årets indtil videre næststoreste ølfest (efter Flensburger Dunkel)!

Der er jo blevet længere mellem mine anmeldelser. Det skyldes ikke Beertickers utidige bortgåen (må sitet hvile i fred), eller at jeg er blevet træt af at drikke, endsige anmelde øl. Næh, jeg er blevet langt mere kræsen med, hvad jeg gider købe, og hælde i kæften. Konsekvensen er, at jeg har meget mindre øl i køleskabet, og navnlig meget mindre øl, der mest egner sig til at hældes i løgnhalsen som supplement til aftensmaden frem for at byde på noget individuelt, subsidiært passer godt til aftenens økologiske menu.

Det sidste var problemet i aften. Menuen stod på min vivs nyopfundne, hjemmelavede curry, og hvilken curry! Jeg frygter hybris efter at have svedet halvdelen af mine smagsløg af, branket min gane og smeltet drøblen i stærke krydderier, og efterfølgende uden at lyve det allermindste at erklære, at det var aldeles velbehageligt og pragtfuldt!

Men det er ikke den slags mad, man drikker stout til. En frisk pilsner kunne man bruge, men det gider jeg som bekendt ikke for tiden. Ellers kunne man have taget en India Pale Ale, men en sådan har jeg for tiden ikke på lager. Så jeg måtte finde på noget andet, og valgte at drikke den efter maden – som dessert. Og det viste sig at være passende på mere end en måde, idet etiketten netop beskriver denne øl som en dessert-øl.

Det prægtige øl har en dyb, mørkebrun farve, der ved nærmere eftersyn faktisk er gennemsigtigt. Øllet er altså filtreret, men det er også snart det værste, der kan siges om det. Skummet er lysebrunt og tæt, duften er sliksød og blød med klare toner af kaffe. Det er slet ikke ulig en kop varm kaffe med Bailey, der til gengæld er en af de få, nymodens popsmarte påfund, jeg finder behag i.

Det er en sød og fyldig porter, blandet med – om ikke udsøgt – så i hvert fald solid kaffebitterhed, der komplimenterer sødmen rigtig godt. Sødmen er en klasse for sig med toner af fersken og andre søde frugter, samt chokolade. Sammen med bryggets kaffebitterhed giver chokoladesødmen en smag nærmest som cappucino, og det er i den grad undtagelsesvist godt, for jeg deler ellers Troels Trier og Rebekka Brüels holdning til cappucino med skadefro lidenskabelighed. Sødmen bliver aldrig kvalm, det sørger bitterheden for, og måske lidt for effektivt – for selv om samspillet mellem sødt og bittert er udsøgt, så kunne jeg godt ønske at sødmen i sig selv spillede en lidt større rolle. Eftersmagen er en subtil kildrende fornemmelse allerbagest i munden ved mandlerne af kaffebittert og mandel/marcipansødme.

En lille symfoni af velafstemte smagsindtryk til ganske betragteligt velbehag. Dette er netop det ordentlige øl, jeg har ønsket så højt og efterhånden så længe. Så går det meget nemmere kun at drikke øl et par gange om ugen, når det ellers er af en sådan kaliber.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme