Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Fuglsang

NightingAle, Fuglsang (Lidt godt fra Niels IV)

2017-11-07 18.26.58Disse minder …

Man hensættes jo næsten til den svundne tid på Amager, hvor jeg boede tæt op ad fælleden. Foråret bebudedes af de lystigt kvidrende pippere fra H.C. Andersens berømte eventyr … eller, det gjorde det faktisk ikke. Foråret var som regel godt i gang, når man for første gang på året hørte nattergalens triller fra krattet over den gamle losseplads.

Få fugle synger så smukt som nattergalen. Til gengæld ser den ganske uanselig ud på de billeder, man kan finde af den. De har det med at gemme sig, de små kræ, så selvom jeg alle årene, hvor jeg boede på den grønne ø syd for Københavns volde hørte dem fløjte, så tror jeg aldrig nogensinde, jeg er kommet til at se én.

Med nogle undtagelser forekommer det mig næsten, at skønheden i en fugls sang er omvendt proportional med dens visuelle fysiske skønhed. Tukaner, kakaduer, araer og alle de andre farvestrålende fjerkræ fra fremmede himmelstrøg lyder jo næsten allesammen som svære strubesygdomme. Og vel kan det være, at nogle papegøjer kan efterligne menneskers tale – men er det i virkeligheden kønt?

Jeg ville være meget mere imponeret over et menneske, der troværdigt kunne efterligne nattergalens sang.

Og lad mig da bare fortsætte udflugten lidt endnu, for nattergalens navn er jo faktisk en kende misvisende. Den kan høres i løbet af alle døgnets 24 timer, så et langt mere passende, omend måske en anelse mindre mundret, navn ville have været en ‘døgngal’. Men for nu at være fair – da det ofte er den eneste fugl man i forårsmånederne kan høre efter mørkets frembrud, er navnet måske ikke så uforståeligt endda.

Men den kan altså høres alle døgnets timer, omend sværere i de lyse, fordi alle de andre pippere også sådan skal føjte omkring og støje. Amager Fælled er som nævnt et godt sted at opleve den. Ja, der er nærmest garanti for at høre den der fra midten af maj til slutningen af juni. Men også i de mange grønne områder på Vestegnen og videre ud på Sjælland støder man på den overalt. På Fyn og øerne skulle den ifølge Dansk Ornitologisk Forenings optegnelser være lige så udbredt, men så snart man rammer Jyllland, stopper det overraskende brat ved istidsgrænsen. Den kan således findes – en smule mere spredt – over det meste af de østjyske moræneaflejringer, men ved den midtjyske højderyg og videre vestover er det slut.

Det vidunderlige lille dyr med den fornøjelige sang har altså lagt navn til dette bryg fra bryggeriet med det aldrig så passende navn Fuglsang. Det ligger i Haderslev, hvor nattergalen angiveligt også skulle være til at finde. NightingAle (ordspil ikke kommenteret – jeg annammer ildevarslende minder om en begejstret Ralph Wiggum, der kækt hviner “I choo-choo chose you, and there’s a train” – hver gang jeg overvejer det) er en engelsk all-malt ale. Jeg mindes ikke at være stødt på betegnelsen før, men intuitionen siger mig, at det må betyde, at alle kulhydrater i øllet kommer fra malten, og ikke fra tilsat raffineret sukker eller sirup. Det samme så vi i Carlsbergs tyrkiske aflægger i sidste indlæg. Mest af alt virker det som en art markedsføringstrick, der skal lokke purister til at købe produktet. Og uden den mindste skam eller skyldfølelse tør jeg gerne erklære, at jeg har prøvet rigtig mange fremragende øl, der var tilsat sukker og/eller sirup. Det ødelægger ikke nødvendigvis oplevelsen. Og rent er brygget her i øvrigt heller ikke – det er tilsat ascorbinsyre.

Brygget dufter ikke af meget – lidt syre af græs og maltet korn kan man mærke i det hurtigt afbrusende, mørke bryg. Så er der til gengæld lidt mere spræl og kvidder i smagen – omend det ikke er lyst og kækt som nattergalens triller. Det smager mørkere, farligere – som en hornugles tuden, men i det mindste holder vi os til de nataktive fugle.

Der er godt med malt og et ikke uanseligt kvantum humle, der giver en overraksende skarpt bitter kant i en ellers fornemt flødeafrundet maltbund. Humlen giver småbesk smag af kål som kontrast til maltens bløde tæppe af cremede indtryk. Imellem de to pibler vandet frem til almindelig forfriskelse, men heldigvis ikke så det kommer til deciderede oversvømmelser.

Man kunne måske nok have ønsket sig, at vandet begrænsede sig til en frisk lille bæk og ikke den lige lidt for brede å, den har udviklet sig til her. Ikke desto mindre giver den vel gode livsbetingelser for såvel nattergale som hornugler, så vandmængden er vel i sidste ende – om ikke passende, så i hvert fald ikke så overvældende, at det ikke kan tilgives.

Og selvom åen fylder mest, og bruser derudad, hører man nu stadig både nattergal og hornugle til fryd og fornøjelse.

3-en-halv-stjerne

White Christmas, Fuglsang

2016-01-05 21.09.56… eller ikke …

Det Haderslev-baserede bryggeri Fuglsang spiller sikkert og vælger det simple i dette julebryg. En ‘traditionel jule-pilsner’ såmænd, og så er forventningerne da heller ikke skruet for højt i vejret (selvom man ikke skal glemme, at Fuglsang faktisk står bag en af de allerbedste standardpilsnere herhjemme.)

White Christmas er også en sang af Irving Berlin, sunget af en utrillion forskellige mennesker, men særligt Bing Crosbys version er kendt, da den også er den mest solgte jule-single nogensinde, med mellem en fantasilion og en infinilion solgte eksemplarer. Personligt kan jeg dog langt bedre lide Gustav Winklers version, da han akkompagneres af et rigtig lækkert jazz-band i stedet for det velourindpakkede sødsuppesukkerglinsende Big Band bag Bing Crosby-versionen.

Hvorvidt brygget egentlig er simpelt, er også en sandhed med modifikationer. Det er tilsat stivelse, dextrose, kuldioxid og ascorbinsyre, så recepten ikke synes så simpel endda. Brygget dufter til gengæld simpelt – som tunet pilsner a’la Bjørnebryg eller Elefantbajer, med samme småharske og syntetiske rasp i ganen.

Det bedste, der kan siges om denne wienertype – det tyder den mørkere lød på, at den er – er at den noget ildevarslende odeur ikke indfries i smagen. Så i det mindste undgår man harsk og syntetisk sprittethed.

Men hvad får man så i stedet? … … … ? Det er svært at sige, for lige så rig og mangfoldig bryggets indholdsfortegnelse er, lige så lidt smager den af – som om ingredienserne var blevet tilsat for at få brygget til at smage af så lidt som muligt.

Men vælter man brygget rundt i gabet længe nok, vil det da lykkes at trække lidt smag ud af brygget. Ved gummerne bagtil mærker man da en smule humle med smag ovre i hasselnøddehjørnet. Men tydeligt bliver det aldrig, fordi mængden af vand er kronisk overvældende.

Der er snarere dømt våd end hvid jul.

1-stjerne

Ding Dong, Fuglsang

2015-12-14 18.39.38 (1)Lige til julefrokosten …

Kunne det være, man snart kunne få nogle juleagtige juleøl på krogen? Fancy juleøl … overalt fancy juleøl – Jule-IPA og Jule-hvede … alt muligt med “jule-” foran, gerne udtalt vrængende og sammenbidt, som kun en Dan Turell kunne gøre det. Fælles for de fancy højtidsprodukter er at forbindelsen til netop højtiden – duften af gran, de søde julegodter, den fede julemad – glimrer ved sit fravær. Ikke at bryggene nødvendigvis er dårlige, men julen synes at udeblive, jo mere fancy øllet tager sig ud.

Nu er vi tilbage ved noget mindre fancy – en stærk øl af dortmundertypen fra Haderslev-bryggeriet Fuglsang. Den er tilsat stivelse, dextrose og ascorbinsyre, og det peger om ikke andet i retning af de romanlange varedeklarationer på det meste juleslik.  Ellers er brygget ravgyldent og lystigt brusene (som børnenes sodavand ved julebordet) med hvidt skum der klæber som var det en fryd. En lille nissehuekvast forbliver i overfladen efter at det meste af skummet er faldet.

Men før alt dette kan nydes har man faktisk allerede kunnet nyde bouqueten, der udløses eksplosivt ved åbning. Lige dele alkohol og malt breder sig som en frisk vind gennem lokalet. Ved nærmere indsnusning konstaterer man imidlertid også, at de mange tilsætninger ikke går ubemærkede hen. Brygget dufter godt nok en kende syntetisk med en småharsk humle bag et tæppe af sprit og sukkerstoffer, der snarere stikker end synes søde.

I smagen fortsætter de noget syntetiske noter, men heldigvis uden at det bliver så slemt som bouqueten lader én frygte. Alkoholen kommer man ikke uden om. Den svier lystigt i gummer og under tungen. Humlen forbliver nogenlunde intakt, men den er noget rå og uforfinet – som lidt for gamle hasselnødder, hvilket til gengæld og på sin vis er en smule julet. Brygget kan heller ikke løbe fra en noget syntetisk og metallisk finish. Når man booster brygget med stivelse, syntetisk sukker og ascorbinsyre, er det vel næsten også at forvente.

Men decideret væmmeligt bliver det aldrig. Tværtimod yder alkoholfylden og beskheden brygget karakter og en smule barsk julestemning, som man gerne oplever den, når man til julefrokosten er nået til ris a’la manden. Brygget er velegnet som et både drikkeligere og mere velsmagende julefrokostalternativ til den håbløst fortærskede, småharske og i bund og grund ikke særlig julede snebajer fra Carlsberg.

2-stjerner

Irmas Pilsner, Fuglsang

Bedste standard …

 
Irma er det vilde hipstersupermarked. Der handler de kendte, de tjekkede, og ikke mindst de rige. Det siger sig selv med de priser. Her i hippiehjemmet handler vi også gerne i Irma, og vi nyder kvaliteten mens vi (men nok mest jeg) krummer tæer over prisniveauet. Men mest nyder vi.
Og som ethvert supermarked med respekt for sig selv, har Irma også egen leverandør af kædens egen standardpilsner. Ligesom Brugsen har Vestfyens Pokal-øl, og Fakta Royal Unibrew og Harboe, der leverer Dansk-serien. Men hos Irma skal det selvfølgelig være lidt bedre, lidt finere og lidt mere udsøgt. Og til dette formål har Irma valgt det Haderslevske bryggeri Fuglsang som leverandør. Det er også sådan lidt lokaltproduceret-agtigt (og siden eksporteret hen over Fyn for at blive solgt i en kæde, der kun findes på Sjælland (og Amager)), så Irmas udvalg af standardpilsner også kan være lidt hipsteragtigt (selvom vi jo ved, at hipstere egentlig foretrækker det laveste lavmål af laveste fællesnævner blandt lave lavpilsnere).
Jeg har ved en kort mailudveksling med en af pingerne fra Fuglsang fået at vide, at bryggeriet faktisk brygger denne pilsner specielt til Irma. De hælder altså ikke et eksisterende produkt på en anden emballage. Tommelfingeren op for dette. Variation og udvidede produktkataloger er selvsagt altid at foretrække frem for gammelt øl på nye dåser.
Brygget er lyst og pilsnergult – ikke så meget slinger i valsen dér. Skummet er tilsvarende skrøbeligt, og kollapser under støjende brusen, man skal starte en middelsvær industriel højtryksrenser for at finde magen til. Hvad der måske overrasker lidt, er at der er brugt hvedemalt i brygprocessen. Feinschmeckerne vil sikkert mene, at dette er en utilstedelig overtrædelse af hellige brygprincipper om pilsnerens ren- og simpelhed. Selv hilser jeg altid innovation inden for pilsnergenren velkommen, da den som stil dårligt kan blive mere ordinær og almindelig på den ufede, småkedelige måde, end den allerede er.
Duften gør mere væsen af sig, end man er vant til, men ikke så meget som man måske håber. Vandelementet er fremtrædende, og som sådan dufter den mere af standard end af Irma. Ellers mærkes en mere end adækvat fyldig blanding af lige dele humle og korn. Ikke voldsomt overraskende, men afgjort velgørende og rart.
Vandet dominerer heldigvis ikke smagen. Tværtimod træder bryggets milde bitterhed og fylde tydeligt frem, og behager ganen, først med en ikke ubidsk humle, efterfulgt af rundere, fyldigere og rarere bitterhed af paranødder, afløst af eftersmagen, der først stikker med en knivspids gran, og siden smages i brystkassen som en lækker kommenessens. Bagom brygget mærker man en let sødme af honning, der også giver brygget ekstra fylde.
Når vi snakker almindelig standardpilsner til vanlige hverdagspriser (okay, det er Irma, så måske lidt over) så får man det næppe bedre. Og det er ikke bare en pilsner, der er god til prisen. Den er simpelt hen bare god. Der er dømt bredt baghjul til alle andre supermarkeders standardpilsnere, og en sikker føring, der holder hele vejen hjem. Dansk standardpilsner har fundet sin Kevin Magnussen.

4-en-halv-stjerne

Black Bird, Fuglsang

Manuskriptet til nærværende indlæg er forsvundet som en lunken Kay-Sar en festaften på Social Club. Jeg skriver derfor ud fra hukommelsen, og heldigvis var det da også lige i går aftes, jeg drak den, så mon ikke det går.

Det Haderslev-baserede bryggeri kalder selv øllet en “Gylden Classic”, så jeg forventede en pilsner brygget på wienermalt, der ville give den en mørkere lød, og lidt fyldigere og typisk sødere smag. Udover malt, humle, vand og gær indeholder brygget desuden dextrose, stivelse, kuldioxid og ascorbinsyre, så man næsten må undre over, at der endda var plads til en sjat øl oven i alle tilsætningsstofferne.

Det er næppe for øllets renhed, at det regnes for Sønderjyllands stolthed udi øl.

Om det er stivelsen, der giver det hvide skum klæbeevnen vidner historien ikke noget om. I det mindste holder øllet en flot, mørk kobberorange farve uden tilsætning af farvestoffer, og det er mere, end hvad tilfældet er ved andre classic-pilsnere. Duften er til gengæld nærmest fraværende – lidt fjern, vandig humle er alt, jeg kunne spore.

På en måde går det lidt tamme duftindtryk igen i smagen. Den smager af classic øl, med fokus på sød malt og letbitter humle, generisk som man kan forvente det af en classic. Heldigvis er både smag og fylde noget mere fremtrædende i duften, men så heller ikke mere. Yderligere kan man glæde sig over fraværet af ubehagelige overraskelser, som man alt for ofte møder dem i classic pilsnere. Men hos Fuglsang er der hverken metalsmag eller syrlighed at spore. Var der så bare lidt mere knald på malten, så den kunne blive lidt sødere, eller på humlen, så den kunne blive lidt bitrere – eller bare lidt mere knald på et eller andet, så den kunne blive fyldigere.

Når glasset er tømt er klinger eftersmagen, hvor en hvis bitterhed trods alt kan spores, hurtigt af, og man konstaterer, at den da egentlig smagte udmærket, en fejlfri, omend meget rutinepræget præstation. Det ændrer dog ikke ved, at det afgjort er en af de bedre classic pilsnere, jeg har smagt herhjemme, så den er da ganske afgjort mere end købet på kr. 5,- værd.

At jeg faktisk havde forventet noget, der var mere ovre i specialølsgenren er velnok en misforståelse fra min side af, hvilken slags bryggeri Fuglsang egentlig er. Der er ikke tale om et specialølsbryggeri, men et lokalbryggeri, der prøver at gøre andre store bryggerier rangen stridig. Indtil videre med et marginalt bedre resultat, men så heller ikke mere.
2-en-halv-stjerne

Høstfugl, Fuglsang-bryggeriet

Det er en debutant, der afrunder mini-temaet om høstbryg, i den forstand, at det er den første øl, jeg indtil videre har prøvet fra det Haderslev-baserede Fuglsang-bryggeri.

Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i
(Disse to linjer gentages)
Og er der ingen Fuglsang i
Så er det ej et bryggeri.
Et bryggeri, et bryggeri
Det er et hus med Fuglsang i.

Ja sådan hører man tit folk fra Haderslev-egnen synge på melodien til O Tannenbaum, som hyldest til den lokale bryggerivirksomhed. Så man skal aldrig spørge folk fra Haderslev, om det lokale øl er godt – man får formentlig et vældigt vægtet svar.

Høstfugl beskrives som en mørk hvedeøl, og så kunne man jo godt undre sig en kende over, hvorfor den ikke bare markedsføres som en mørk hvedeøl i stedet for som høstbryg. Men åbenbart har høstbryg-konceptet slået sig fast i en sådan grad, at det mørke hvedeøl er blevet mindre attraktivt, og det er jo ellers ærgerligt. Den er lavet af hvede og byg, så særlig høstagtig er den egentlig ikke, når man tager flere af de andre høstbryg i betragtning, som er brygget med op til fire forskellige malttyper.

Men uanset hvad man kalder den, holder den en fin nøddebrun farve, og er meget grumset (husk restgær), med tæt, gyldent skum. Det er en usædvanlig flot øl, den ligner næsten lys chokolade med flødeskum ovenpå. Duften er frisk og frugtagtig med toner af blommer, ferskner og syrlige æbler. Den syrlige klang er ikke noget godt tegn, selvom det heller ikke behøver ende helt værst.

Smagen virker først sød, og det skader den næppe at få noget temperatur. Den får herefter en gennemført, sprød og træagtig bitterhed med en meget elegant ledsagende sødme. Som ofte ved de gode øl, kan det være svært, at beskrive smagen helt nøjagtigt, men der er både nøddebitterhed og nøddesødme, som af mandler, til stede. Sødmen bærer karakter af blommer og fyldigheden er, som man kender den fra modne pærer. Det er dog den bløde, fyldige, nøddebitterhed, der dominerer billedet.

Der er også en bismag af gær, der i begyndelsen ikke gør så meget – det er en hvedeøl, og de må gerne smage lidt af gær. Problemet er blot, at hvis man ikke får drukket den hurtigt nok, så tager gærsmagen over, og ødelægger faktisk ret meget, af den ellers gode og velkomponerede smag.

Men drikkes den hurtigt nok, er den en mere end godkendt fornøjelse.
4-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme