Bedre vant …
For snart et år siden blev denne øl mig anbefalet som Mik Schacks yndlingsøl. Muligvis på baggrund af dette debatlindlæg fra hans hånd, hvor han i hvert fald kalder den ‘Tysklands bedste pilsner’ – så god synes han såmænd nok den er. Lad os bare holde os til det. I samme indlæg , der er fra 2010, hylder han mikrobryggerierenes hittepåsomhed, kritiserer de stores ensartethed, og begræder, hvordan de mange nye bryggerier tvivlsomme hygiejne går ud over de mange nye øls kvalitet. Samtidig afviser han, at danskerne skulle sky det bitre øl, og på baggrund af mange mikrobryggeriers død på grund af krisens indtræffen, erklærer han højtideligt: “Lad derfor de bryggerier, som skal overleve være dem, der laver det øl, som smager bedst! Lad dette nye årti blive SMAGENs årti!”
Nu, fire år senere, er der da sket noget. Mængden af mikrobryggerier er stadig højt, og det lader til, at de omsider har fået styr på brygprocessen. I mellemtiden er Jever også blevet fast sortiment i Kvickly-kæden, så lidt af Mik Schacks ønskedrøm er da gået i opfyldelse. Jeg har også selv et forhold til denne øl. Den er især populær i det østfrisiske område, hvor Bremen er hovedby. Det var der, min Gudfar boede til sin død i 2007. Han var professor i Geografri ved byens universitet, og jeg var med som gæst ved mindekolloquiummet, hvor der blandt andet var rigeligt af knus, tanker, minder og – Jever Pils.
Østfriesland er forresten også komikeren Otto Waalkes hjemstavn, han får lige lov til at gøre min blog lidt mindre alvorlig igen her.
Oplevelsen som jeg husker den, var af en ren og klar – og okay da, ganske bitter pilsner. Imidlertid kendte jeg Flensburger i forvejen, så det var ikke ligefrem chokbølger, der gik gennem kroppen der på Barbarossastraße. Man kan uanset hvad, glæde sig over det uprætentiøse ydre. Et simpelt logo på en ensfarvet baggrund. Det er næppe markedsføringen, men derimod folks kendskab og præferencer, der holder den på markedet. Og herhjemme skader det nok ikke, at Mik Schack har givet den sin velsignelse.
Det berømmede bryg selv, er ganske lyst, og skummer lidt mere end adækvat. Det klistrer en smule, og viser lidt marengsegenskaber, men Berninis David kommer man nok aldrig til at kunne skære ud i det. Næppe heller Michelangelos. Brygget dufter meget rent, skarpt og ukompliceret af tysk pilsnerhumle, som man kender den. Men med en frisk kant af græs.
Smagen er også meget ren, uforfalsket og ganske rigtigt vel ovre i den bitre ende af spektret. Igen er det skarpt, ukompliceret og klassisk. Humlen, den rå, klare og skarpt bitre, dominerer i en sådan grad, at man ikke smager andet. Næppe heller vandet. Det er ikke mindst imponerende, idet brygget ikke samtidig virker harskt, og bitterheden tager heller ikke på anden vis over, og bliver anstrengende. Der er absolut en pilsner, der er markant – i sin renhed, i sin uforfalskethed, i sin bitre tyske pilsneragtighed som man sjældent ellers møder den – selv i Tyskland.
Imidlertid glemmer bryggeriet måske lidt, at der også gerne må … eller det skader i hvert fald ikke, hvis øl også smager af lidt andet og lidt mere end bare bittert af humle. Den første mundfuld er da velgørende, men slår fx ikke en Flensburger Pilsener i bitterhed, ja, knapt heller en Irma Pilsner. Og selvom bitterheden er forfriskende markant, så er der ikke rigtig mere at komme efter i brygget, når den først er oplevet, man savner hurtigt adspredelse, mens brygget bliver først ensformigt og til sidst lidt småkedeligt.
Har man prøvet andre tyske pilsnere – eller endda visse danske pilsnere, vil man nemt være bedre vant end dette.
Seneste kommentarer