Rod i mytologi og smag …
Hjælpen har endelig indfundet sig. Min gode ven Marcus (kendt for blandt andet at være en ferm Munchkin-spiller) forbarmede sig, og hjalp til med at smage nogle af de julebryg i selskabsstørrelse, som jeg var brændt inde med. Nu er mængden af overliggende juleøl omsider til at overse – til gengæld har jeg også et mindre hængeparti, for det var som antydet et ikke ubetydeligt parti af juleøllene, vi fik afprøvet i lørdags.
Til maden – rib-eye-steaks med bagte rodfrugter og champignon-sauce med blåskimmelost – nød vi dette bryg fra ølsamarbejdet mellem den industrielle bobler Vestfyen og spradebassen Jim Lyngvild. Man skulle tro, at en stolt wanna-be-viking som Jim, havde nogenlunde styr på mytologien – eller mistanke om, at andre ikke havde det i en sådan grad, at man sørgede for lidt korrekturlæsning på bagetiketten. Deraf fremgår det nemlig, at Skadi – ud over at være gudinde for skisport og Njords hustru – skulle være datter af jætten Trym – den jætte, der i Thors Brudefærd raner tordengudens hammer.
Det passer ikke.
Hun er datter af jætten Tjasse, der bortfører Idun – hende med æblerne, der holder aserne unge. Efter at Thor pander Tjasse ned, sådan som kun Thor kan gøre det, sætter Skadi (eller Skade) efter aserne som hun jagter iført ski, bevæbnet med bue og pil.
Ved den senere fredsslutning tilbydes Skadi at vælge en af aserne at blive gift med, men hun får kun lov til at se fødderne (hvorfor det lige skal være fødderne husker jeg ikke. Jeg er ikke sikker på, myten giver nogen forklaring – it’s just one of those things …) Hun vælger det kønneste par fødder i forventning om, at det må være Balders ( – en gud i det nordiske panteon, der kun er til for at spille en sekundær rolle i denne historie, og så for at blive dræbt af sin bror Hød, for at mordet kan fungere som et plot-device for Ragnarok) – men det blev så Njord i stedet … Det er en nitte på flere måder, for Njord bor ved havet, som Skadi hader. Hun vil hellere bo i bjergene, som Njord hader.
Det er knap så yndigt at følges ad. Hvilket de da også ender med at opgive – den detalje har bryggeriet imidlertid fået rigtigt fat i.
Nogle vil også mene, at Skadi har lagt navn til Skandinavien (en munk kom engang til at skrive forkert – derfor n’et) men jeg er ikke kyndig nok udi sproghistorien til at kunne give en seriøs vurdering af, om det passer.
Brygget markedsføres i øvrigt ikke som en decideret juleøl, men som en vinterøl, men det er ikke noget, jeg går voldsomt op i, ligesom jeg ikke går voldsomt op i, hvordan bryggerierne selv beskriver deres bryg. Eller i hvert fald skal det ikke ligge et bryg til last, hvis bryggeriet ikke kan beskrive det rigtigt.
Sådan har Marcus det ikke, og det vender vi tilbage til.
Umiddelbart overrasker brygget ved at være ganske flot rødt, skiftende til orangebrunt, hvis man får meget bundfald med. Brygget blev drukket i etaper, så vi fik prøvet det både med og uden restgær – forskellen bestod først og fremmest i en lidt fyldigere mundfornemmelse med gær, men ingen større smagsoplevelse. Overraskende er manglen på skum. Lidt gyldent brus, der ellers er ganske flot i farven, er alt, brygget kan mønstre, og på dét punkt ligner det mest af alt en sodavand.
Brygget dufter krydret – først og fremmest af anis, og med den røde farve in mente tænker man uvilkårligt, om der mon er tale om Kongen af Danmark-bolsjer i en øludgave.
Anisen går igen i smagen. Det varmer i den mørke årstid, og klædte i øvrigt det kraftige måltid udmærket. Fylde byder brygget også på, dels på grund af den krydrede anissmag, men også på grund af alkoholmængden, der giver den styrke som en lille jætte – 8%. Et strøg af mørk rom giver karakter og en smule mere krydderi på oplevelsen.
Det var her Marcus, der som antydet tillægger bryggeriets beskrivelse en større betydning, end jeg selv gør, gjorde indvendinger. Han kunne ikke finde nogen blommer eller rosiner i smagen, som det ellers også fremgår af bagetiketten – og det kunne jeg sådan set heller ikke. Jeg nyder måske nok at kommentere, når et bryggeris beskrivelse ikke slår til, men hvis brygget ellers er fint, får det ingen konsekvenser for min karaktergivning.
Marcus var af en anden opfattelse. At bryggeriet ikke kunne finde ud af at beskrive sit eget bryg var absolut et minus, der inviterede til en solid nedtrækning, samtidig med at han kunne bruge fejlen til også at lufte sin generelle utilfredshed med bryggeren. Heller ikke det vil jeg lægge særlig vægt på, for ikke at sige overhovedet, men min gæsteanmelder skal have lov til at lægge vægt lige præcis på det, han selv har lyst. Bagetikettens rod i den nordiske mytologi pisser mig væsentlig mere af – især i betragtning af personligheden bag brygget.
Marcus, skuffet over manglende rosiner og blommer, måtte dog indrømme brygget karakter nok til en vurdering over middel.
Min noget mere apologetiske tilgang til bryggeriets manglende evner til at beskrive eget bryg udløste dog ikke mange flere roser.
Seneste kommentarer