Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Frejdahl

Thyra, Frejdahl (Fødselsdagsølsmagning V)

2016-11-05-21-39-07Til dig, lille skat …

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg købte den her øl, fordi den har samme navn som min lille fireårige datter.

Derudover er det en selskabsøl – dvs. en øl, der er for stor til, at jeg gider drikke den alene, og derfor var den jo oplagt at nyde til det lille ølsmagningsarragnement, jeg spontant havde raflet sammen til da jeg fejrede fødselsdag.

Jeg havde jo tænkt, at udviklingen i ølsmagningen skulle gå fra det lyse og lette, til det dunkle og tunge. Mange af øllene viste sig at være restlageret fra sommeren, så i det lyse blev der startet – og fortsat noget længere end det egentlig var planen. Lidt mørkt blev det da – men kun lidt tungere. Og fra den i øvrigt nydelige – men ganske lette brown ale, bevægede vi os nu … tilbage til det helt lyse og lette, hvor vi var startet, og hvor vi sådan set også stadig var, før den korte omvej ind på en knap så oplyst sti.

Thyra er nemlig en Farmhouse Ale – eller en Saison, som jeg ville foretrække at kalde den … Farmhouse Ale er mig bekendt en amerikansk betegnelse, og i disse dage må jeg erkende, at de associationer tanker om især grisefarvet amerikansk landbefolkning og i særdeleshed deres stemmevaner vækker i mig, får den franske – eller snarere vallonske – betegnelse til at fremstå en kende mere attraktiv.

En Saison er ganske lys, og det er ikke en regel denne saison bryder. Brygget er nærmest citrongult, frisk brusende som sodavand, og omtrent med lige så meget skum, nemlig tæt på intet. For at gøre øllet rigtig sommerligt er det tilsat hyldeblomst.

Gedved erklærede snart, at denne var “den ikke-alkopoppede version af Belgian Redhead.” Nu stod han jo egentlig også ret alene med det synspunkt, at den tredje øl, vi havde prøvet, var en alkopop. Men at den ikke var alkopoppet var vi alle enige i ikke desto mindre. Marcus kaldte den “en vellykket hoegaarden – uden banan og med mere lir.” Det minder mig om, at jeg selv synes Hoegaarden er så kedelig, at jeg endnu ikke har gidet anmelde den. Jeg er faktisk gået uden om den i alle de 6½ år, jeg har blogget.

Jeg husker ellers ikke Hoegaarden som smagende specielt meget af banan. Sidst jeg prøvede den må have været på H-18 bar – Grønjordskollegiets værtshus, som både jeg, Marcus og Gedved frekventerede ofte i vores tid på det amagerkanske studenterhjem. Men at der er meget mere spræl i denne øl hersker der ikke meget tvivl om. Friskheden er intakt, letgæret og småsyrlig og med en blød, sød og sommerlig aroma af den tilsatte hyldeblomst velanbragt oveni og omkring det meget typiske og vederkvægende citrussyrlige Saison-islæt. Jeg måtte erklære, at jeg egentlig var lidt ked af, at brygget skulle smage så eksplicit af hyldeblomst frem for at smage mere af – ja – øl.

Medsmagerne delte ikke min purisme, men det betød ikke, at begge gav den en bedre vurdering end jeg.

Gedved:

4-stjerner

Marcus:

5-stjerner

Kaj:

4-en-halv-stjerne

Skadi, Frejdahl/Vestfyen

2016-01-23 19.45.28Rod i mytologi og smag …

Hjælpen har endelig indfundet sig. Min gode ven Marcus (kendt for blandt andet at være en ferm Munchkin-spiller) forbarmede sig, og hjalp til med at smage nogle af de julebryg i selskabsstørrelse, som jeg var brændt inde med. Nu er mængden af overliggende juleøl omsider til at overse – til gengæld har jeg også et mindre hængeparti, for det var som antydet et ikke ubetydeligt parti af juleøllene, vi fik afprøvet i lørdags.

Til maden – rib-eye-steaks med bagte rodfrugter og champignon-sauce med blåskimmelost – nød vi dette bryg fra ølsamarbejdet mellem den industrielle bobler Vestfyen og spradebassen Jim Lyngvild. Man skulle tro, at en stolt wanna-be-viking som Jim, havde nogenlunde styr på mytologien – eller mistanke om, at andre ikke havde det i en sådan grad, at man sørgede for lidt korrekturlæsning på bagetiketten. Deraf fremgår det nemlig, at Skadi – ud over at være gudinde for skisport og Njords hustru – skulle være datter af jætten Trym – den jætte, der i Thors Brudefærd raner tordengudens hammer.

Det passer ikke.

Hun er datter af jætten Tjasse, der bortfører Idun – hende med æblerne, der holder aserne unge. Efter at Thor pander Tjasse ned, sådan som kun Thor kan gøre det, sætter Skadi (eller Skade) efter aserne som hun jagter iført ski, bevæbnet med bue og pil.

Ved den senere fredsslutning tilbydes Skadi at vælge en af aserne at blive gift med, men hun får kun lov til at se fødderne (hvorfor det lige skal være fødderne husker jeg ikke. Jeg er ikke sikker på, myten giver nogen forklaring – it’s just one of those things …) Hun vælger det kønneste par fødder i forventning om, at det må være Balders ( – en gud i det nordiske panteon, der kun er til for at spille en sekundær rolle i denne historie, og så for at blive dræbt af sin bror Hød, for at mordet kan fungere som et plot-device for Ragnarok) – men det blev så Njord i stedet … Det er en nitte på flere måder, for Njord bor ved havet, som Skadi hader. Hun vil hellere bo i bjergene, som Njord hader.

Det er knap så yndigt at følges ad. Hvilket de da også ender med at opgive – den detalje har bryggeriet imidlertid fået rigtigt fat i.

Nogle vil også mene, at Skadi har lagt navn til Skandinavien (en munk kom engang til at skrive forkert – derfor n’et) men jeg er ikke kyndig nok udi sproghistorien til at kunne give en seriøs vurdering af, om det passer.

Brygget markedsføres i øvrigt ikke som en decideret juleøl, men som en vinterøl, men det er ikke noget, jeg går voldsomt op i, ligesom jeg ikke går voldsomt op i, hvordan bryggerierne selv beskriver deres bryg. Eller i hvert fald skal det ikke ligge et bryg til last, hvis bryggeriet ikke kan beskrive det rigtigt.

Sådan har Marcus det ikke, og det vender vi tilbage til.

Umiddelbart overrasker brygget ved at være ganske flot rødt, skiftende til orangebrunt, hvis man får meget bundfald med. Brygget blev drukket i etaper, så vi fik prøvet det både med og uden restgær – forskellen bestod først og fremmest i en lidt fyldigere mundfornemmelse med gær, men ingen større smagsoplevelse. Overraskende er manglen på skum. Lidt gyldent brus, der ellers er ganske flot i farven, er alt, brygget kan mønstre, og på dét punkt ligner det mest af alt en sodavand.

Brygget dufter krydret – først og fremmest af anis, og med den røde farve in mente tænker man uvilkårligt, om der mon er tale om Kongen af Danmark-bolsjer i en øludgave.

Anisen går igen i smagen. Det varmer i den mørke årstid, og klædte i øvrigt det kraftige måltid udmærket. Fylde byder brygget også på, dels på grund af den krydrede anissmag, men også på grund af alkoholmængden, der giver den styrke som en lille jætte – 8%. Et strøg af mørk rom giver karakter og en smule mere krydderi på oplevelsen.

Det var her Marcus, der som antydet tillægger bryggeriets beskrivelse en større betydning, end jeg selv gør, gjorde indvendinger. Han kunne ikke finde nogen blommer eller rosiner i smagen, som det ellers også fremgår af bagetiketten – og det kunne jeg sådan set heller ikke. Jeg nyder måske nok at kommentere, når et bryggeris beskrivelse ikke slår til, men hvis brygget ellers er fint, får det ingen konsekvenser for min karaktergivning.

Marcus var af en anden opfattelse. At bryggeriet ikke kunne finde ud af at beskrive sit eget bryg var absolut et minus, der inviterede til en solid nedtrækning, samtidig med at han kunne bruge fejlen til også at lufte sin generelle utilfredshed med bryggeren. Heller ikke det vil jeg lægge særlig vægt på, for ikke at sige overhovedet, men min gæsteanmelder skal have lov til at lægge vægt lige præcis på det, han selv har lyst. Bagetikettens rod i den nordiske mytologi pisser mig væsentlig mere af – især i betragtning af personligheden bag brygget.

Marcus, skuffet over manglende rosiner og blommer, måtte dog indrømme brygget karakter nok til en vurdering over middel.

3-en-halv-stjerne

Min noget mere apologetiske tilgang til bryggeriets manglende evner til at beskrive eget bryg udløste dog ikke mange flere roser.

4-stjerner

Fimbul, Vestfyen/Frejdahl

2015-12-15 17.56.53Intet nyt under den slugte sol …

Vestfyen har med Frejdahl-serien forsøgt at være ung med de unge, og med på de nyeste noder. Derfor har de engageret realitystjernen Jim Lyngvild til at medvirke i udviklingen af en ølserie med vikingetiden som tema.

Da jeg ærligt talt ikke er meget for reality-TV og stjernernes efterfølgende selvpromovering, har jeg i det stille styret uden om serien indtil videre, men når bryggeriforeningen sådan kaster dem i nakken på mig, må det vel ske i en forventning om, at jeg også anmelder dem. Så jeg må jo til det – pyha, det er hårdt at være ølblogger med alt det øl, der skal drikkes …

Fimbul er navnet på den lange, mørke vinter, der varsler verdens undergang, hvor Fenrisulven sluger solen, jætterne stormer Asgård og Aser og Vaner i en mægtig kamp går under sammen med verden i det, der kendes som Ragnarok … i hvert fald hvis man tager den kristne munk Snorre Sturlasons beretning i den såkaldte ‘Yngre Edda’ for gode varer. Man kunne godt have den gode Snorre mistænkt for at blande lige lovlig meget kristent tankegods ind i sin udlægning. Uanset hvad forestiller jeg mig med sådan et navn et mørkt bryg, man kan varme sig ved i den mørke vinter … imidlertid kan man allerede gennem flasken se, at brygget er ganske lyst.

Og løden er da også næsten identisk med gårsdagens dortmunder. Der er ikke meget evig vinternat over det, og det eneste, der minder om sne, er det hastigt retirerende hvide skum. Det ligner mere et sent sydskandinavisk december-efterår tilsat global opvarmning.

Så går det lidt bedre med duften. Den er mestendels krydret – der er en antydning af anis iblandet noget syrligt, der sammen ikke er ulig ananaskirsebær. I smagen giver aromaen sig til udtryk i en nogenlunde fyldig og diskret syrlig aroma af appelsin, nelliker og anis, mens et bittert humledrys prikker lidt til tungens kanter.

Så det er jo sådan set OK, alt i alt. Julens krydderier er da nogenlunde nærværende et stykke henad vejen. Overordnet kan brygget dog ikke løbe fra, at det er småkedeligt, og noget Ragnarok er der i hvert fald ikke over den.

Faktisk ender brygget endda med at blive småsurt og harskt. Og dermed bliver det, på trods af momentvise pletskud, mere trægt end lystigt at nå til bunds i.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme