Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Frankenthaler Brauhaus

Durlacher Weissbier, Frankenthaler Brauhaus (Julekalenderøl XVI)

2015-01-14 17.28.16En slags sten …

Ørkenvandringen fortsætter. Weißbier så langt øjet rækker, og selvom denne er en mørk Weißbier, og etiketten i øvrigt er prydet af alskens ridderlige symboler og flotte farver, melder begejstringen sig bare ikke. Det eneste ridderlige, der kommer i hu, er pligten til at fortsætte og aldrig give op, uanset hvor ensformig ørkenvandringen er, uanset hvor mange sten man møder på vejen.

Man kan let få associationer til ørkensand, når man beskuer de mange lyse Weißbier, men denne må med den mørke lød nødvendigvis udgøre en undtagelse. Gæren kan dog stadig anes som grums, mens skummet for en gangs skyld er nogenlunde så flødecremet som man kunne ønske sig. Duften byder på indtryk, man alt for sjældent er blevet repræsenteret for i julekalenderen. Karamel og malt sørme, og ikke kun gær og vand, selvom dette da også her er til stede.

I smagen kommer gæren dog igen. Den skæmmer dog knap så meget, da den integreres nogenlunde i den karamel- og maltfylde, som mærkes hele bryggets vej gennem mund, svælg og hals.

Der findes flere slags sten på en ørkenvandring. Denne var en støttesten, og måske endda en udkigssten. En sten, der ragede et godt stykke over de andre, som man kunne kravle op på, og se, at der faktisk også er en ende på ørkenvandringen – inden alt for længe.

2-stjerner

Freiherrn Bier Premium, Frankenthaler Brauhaus (Julekalenderøl V)

2014-12-13 17.36.29Hvis nu man gangede op …

Jeg føler mig efterhånden som en uvorn skoleknejt fra engang i 30’erne eller 40’erne, hvor meningsløst arbejde var den foretrukne afstrafningsmetode hos de lærere, der ikke ligefrem slog børnene. Således er jeg blevet tvunget til at skrive den samme anmeldelse nogle og tyve gange, for det bliver vitterligt sværere og sværere at pille forskellene på de mange tyske pilsnerøl fra julekalenderen ud, og udbrede mig om dem. Det eneste der mangler er, at jeg skal skrive vokalerne med rødt og konsonanterne med blåt.

Men jeg må vel til det. Freiherrn Bier er en klassisk tysk pilsner – ren som nyfalden sne, og omtrent lige så fuld af smag som samme i smeltet tilstand. Duften forjætter ellers en adækvat humleoplevelse med en uforfalsket bitter duft af frisk halm, bakket op en i øvrigt halmfarvet lød og snehvidt skum.

Men smeltevandet dominerer ikke desto mindre. Man fryder sig kortvarigt ved brygget første kontakt med gummer og gane, for her prikker en klassisk, tør pilsnerbitterhed ellers lovende. Det er en dejligt sprød bitterhed. Men med sprødhed kommer også skrøbelighed, og meget hurtigt kollapser bitterheden under et alt for tungt tryk af vand, der med ét maser bitterheden til pindebrænde.

Bitterheden vender dog spagfærdigt tilbage i eftersmagen, hvor den klistrer sig lidt til især mandlerne, men det bliver aldrig spændende eller godt. Igen er bryggets tørstslukkende egenskaber det eneste, der udmærker sig.

Den sprøde bitterhed i begyndelsen kunne, hvis den blev forstærket og forstørret – måske ti gange, og hvis den så gad holde gennem hele brygoplevelsen, ja så ville man måske have en god IPA.

I stedet må man igen nøjes med en næsten ekstremt middelmådig tysk standardpilsner. – Endnu én.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme