Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Founders Brewing Co.

Sumatra Mountain, Founders

Det var jo noget lidt andet …

UPDATE! Der er mistanke om, at brygget har været fejlbehæftet, muligvis ved at det har stået i solen før salg. Tag anmeldelsen her med et gran salt – det kan meget vel tænkes, at brygget er meget bedre end jeg her giver udtryk for.


Første skænk fra Joachim (hvis ærme man akkurat kan ane til venstre i billedet) var jo sådan set meget god. Jeg tror faktisk det er den bedste brændevinsfadlagrede øl, jeg har prøvet. Og hvis ikke, så i hvert fald næsten.

Founders er i det hele taget et bryggeri, der har gjort det mere end bare jævnt godt i bloggens levetid. Forventningerne til den næste øl under Joachims franske visit hos sin bror Marcus, hvor jeg logerede lørdag aften, var derfor vel over gennemsnitshøjden. Lidt mildere i alkoholstyrken – 9% i stedet for de svulstige 11,1% forgængeren havde – og tilsat kaffe fra sumatra, det som har givet brygget dets navn.

Skummet hæver sig ikke synderligt højt over brygget, der i øvrigt ikke tegner sig sådan rigtig mørkt. Det er om ikke klart, så i hvert fald gennemskinneligt, som om bryggeriet ikke har taget opgaven helt alvorligt nok. Duften af kaffe er ellers ganske velgørende, ikke mindst fordi den ledsages af rigelig muscovadosukkerimpression; tung og mørk, men alligevel sød.

Med bouqueten som et absolut højdepunkt sættes glasset for munden, og da sætter skuffelsen ind, nærmest med alt hvad den har. Brygget føles tyndt og alt for flydende i munden. Alkoholen kan sagtens smages, men et eller andet hæmmer dens evne til at holde sammen på brygget, og give det bare et minimum af fylde. Mundfølelsen kan bedst beskrives som tynd sovs der skiller, mens kaffen absolut intet gør for at redde noget som helst – tværtimod.

‘Bitter, jordslået, fesen, dårlig’ var Marcus og Joachims både kortfattede og koncise karakteristik. Jeg er ikke meget uenig. At betegne brygget som jordslået kan virke noget barskt, men det er slet ikke ved siden af. Ét er, at brygget virker usammenhængende og tyndt, men den grimme smag af aske og jord fuldender oplevelsen af et mislykket bryg. Det er ikke prikken over i’et, men derimod prikken under det udråbstegn, der behørigt advarer mod dette bryg.

“Alle har ret til at have en misser i ny og næ” hører man Marcus sige på min telefonoptagelse af samtalen. Og det er selvfølgelig ikke anti-uløgn. Men at det skulle ske for Founders i så graverende omfang, kommer nu alligevel bag på mig.

Barrel Runner, Founders

Det gik da meget godt …

Sidste weekend var jeg som nævnt på smuttur til København, hvor jeg overnattede hos min gode ven Marcus.

Hans på bloggen knap så kendte, men dog undertiden medvirkende tvillingebror, Joachim, kom også forbi for at sige hej. Og han havde spændende øl med.

To styk fra Founders – et meget berømt amerikansk bryggeri, der er kendt for at lave gode øl, og som vist nok også var med helt fra starten af den globale ølrevolution. Den her er en imperial IPA, lagret på rom-fade.

Faktisk klinger kombinationen en smule disharmonisk, idet det bestemt ikke er alle trælagrede lyse øl, jeg har prøvet, der er faldet lige heldigt ud. Innis & Gunn‘s øl, har jeg fx aldrig helt fået smag for, og lagringen på brændivinsfade – det være sig rom, whisky eller whatever – forekommer ofte at være gjort mere fordi man kan, end for at få øllet til at smage godt.

Rommen giver sig i hvert fald kraftigt til kende i bouqueten på det meget lavtskummende, dyborange bryg. I smagen sparker den også godt fra sig, men dog ikke mere end man også kan mærke den lifligt krakilske mosaichumle i baggrunden. Bryggets balstyriskhed kommer en smule mindre bag på én, når man efter langt tids søgen endelig finder alkoholprocentens angivelse; mægtige 11,1%.

Så er der ikke noget at sige til, at alkoholen også kunne smages. Det var nok også godt, at vi var tre om at dele den. Ikke mindst i betragtning af, at Joachim havde endnu en øl med, der bliver anmeldt næste gang. Hvad vi til gengæld alle kunne glæde os over, var en meget stærk lys øl, der ikke smagte af kogesprit, sådan som den slags meget let kommer til. Romaromaen absorberer alt det væmmelige ved spritten, og bevarer det klædelige. Samtidig brænder en skarp og substantiel humlearoma igennem med fyrrenåle og ferskener og leverer det sidste til den store oplevelse på smagssiden.

Man kan stadig diskutere, hvorvidt det nu også passer helt godt sammen. Men det passer på den anden side heller ikke så dårligt sammen, at det ikke samlet set er en både slagkraftig, fuldfed og ikke mindst unik øloplevelse.

Og må Ian Holm hvile i fred. Jeg har altid syntes han var bedst i Brazil og Time Bandits. Og må Vera Lynn ligeså. Hende hørte jeg om som barn på Pink Floyd’s plade ‘The Wall’ – men lærte først som voksen hvem hun egentlig var og hvad historien var om hende.

Der kan man være så udannet.

All Day IPA, Founders Brewing Co.

2016-12-16-17-48-26Konstruktionsfejl …

Founders Brewing Co. har virkelig gjort sig til. Deres produkter er nærmest allestedsnærværene og heldigvis er kvaliteten ikke derefter. Øl, der kan fås overalt udmærker sig sjældent ved at være noget, der er værd at samle på, men det er Founders’ bryg så sandelig.

To fremragende bryg fik jeg prøvet på Copenhagen Beer & Whisky Festival i august – frugt-og-chili-bomben Mango Magnifico og asfalt-stouten Kentucky Breakfast Stout. Siden har jeg fundet to af deres bryg i Føtex – Centennial IPA og så denne, en Session Ale, som er tænkt som en mildere og mere hverdagslig udgave af de mere brutale lyse brygmanifestationer.

Forventningerne er i lyset af de gode erfaringer store. Brygget her er dog i første omgang noget af en udfordring at skænke. Skummet er højt og falder kun meget langsomt, så det er noget med at hælde lidt, og så ellers bare vente til skummet af faldet ned under glassets øvre kant igen. Brygget selv er appelsinorange, og lettåget, mens det genstridige skum er mælkehvidt. Duften er lige så traditionel som den er savnet – sidst på sommeren var jeg så småt begyndt at blive træt af IPA’er, men nu kan jeg allerede mærke, at jeg var begyndt at savne den skrappe duft af parfumeret gran og bidsk grapesyrlighed igen.

Skummets bitterhed er rå og uforfinet – næsten harsk. Brygget selv overrasker ved også at være meget bittert, krasbørstigt rivende af grannåle og uhøvlet fyrretræ. Grapesyren er også meget præsent og kun fravær af egentlig gærsmag forhindrer bitterheden i at kamme over i noget suspekt. Det bliver på den rigtige grænse mellem velbehag og ubehag, men truslen er reel og oplevelsen noget ufin.

Bryggets krop er mere hvad man forventer af en session, eller sagt mere ærligt og direkte; den er tynd. Overfor den mildt sagt anmassende bitterhed virker afstemningen derfor også temmelig ude af balance.

Brygget lader ikke meget tilbage at ønske hvad angår karaktér og hidsighed, men det er til gengæld ikke, hvad man forventer af en session. Jeg forventede et lavt og ydmygt, men til gengæld også hyggeligt og solidt bondehus. I stedet fik jeg et vakkelvornt, fejlkonstrueret tårn, der truer med at vælte så snart den første vind rører sig. Det hjælper lidt, at stenene, tårnet er bygget af, er af fin kvalitet og flot udskårne, men den, der satte stenene oven på hinanden skylder helt sikkert en omgang.

Det kan Founders gøre bedre.

3-en-halv-stjerne

Centennial IPA, Founders Brewing Co.

2016-10-15-18-34-27Det er jo ikke USA, jeg hader …

Vi fortsætter med amerikanerne og denne gang en autentisk én af slagsen. Ja, hvorfor mon jeg ikke boycotter dem fuldstændig, når nu jeg hader dem så meget, at jeg stiller lange, retoriske spørgsmål om dem? Jo, fordi jeg absolut intet problem har med amerikanske mikrobryggerier, deres innovation eller deres solide forretningsførelse, der fører til økonomisk optur i deres lokalområder og de gode, reelle arbejdspladser det medfører. Det kan man se mere om i filmen “Crafting a Nation” på Netflix. På dansk hedder den “Håndbrygget” – og den til pinlighed ikke bare grænsende, men manifesterende, inkompetence i fængende oversættelse hos Netflix’ danske oversætterkorps illustreres så der må bruges svære opioider for at dæmpe den deraffølgende sønderrivende smerte bag øjnene.

Har man ikke Netflix, kan man også bare se Beer Culture på YouTube. Den har mange af de samme pointer, og faktisk er der over netop YouTube med let hånd drysset en hel lille samling interessante dokumentarer om øl – fuldstændig gratis, som det jo er, når det kan findes på det website.

Nå, men tilbage til staterne, og hvad det mon så er, jeg ikke kan lide ved dem? Jo, det er de få, rige og magtfulde, der ødelægger det for alle de andre. Regeringen, de store firmaer (ikke mindst våbenlobbyen), finansinstitutionerne, CIA, et amokløbende, racistisk og bundkorrupt politikorps … og så nok mere end noget andet i hele USA, hele dets gerninger og alt dets væsen: Anheuser Busch InBev … De kan virkelig få mig til at se rødt, som intet andet derovre kan!

Og det er jo en yderligere grund til at elske de amerikanske mikrobryggere – at de giver – ikke bare de dumme, men også de store svin noget kvalificeret modspil.

Fx i form af en øltype, der vel så småt er blevet et symbol – måske endda et ikon for den amerikanske brygrevolution – en IPA.

Der er som sådan ikke nogen dikkedarer eller krumspring ved denne øl, altså ud over at der primært (hvis ikke udelukkende) er brugt én bestemt humle, nemlig Centennial. Jeg ved at Raasted Bryghus herhjemme også har haft en Centennial IPA i porteføljen, men den nåede jeg desværre aldrig at smage, da jeg på det tidspunkt faktisk ikke havde råd til den. Man kan jo håbe på en relancering, og så vil jeg have noget at sammenligne med her.

Brygget er fortrinsvis rødligt med gyldent, fedtet og kontrolleret skum, som kræver en noget uforsigtig og lemfældig skænkning for at få over glasranden. Duften lægger sig i det søde, frugtige hjørne med skarpe noter af grape og appelsin … al hæder og ære til Amager Bryghus og deres evner udi IPA-brygning i øvrigt, men det er altså en befrielse at få lov at dufte en IPA, der ikke river og flår af små, hidsige, sylespidse grannåle i næsens slimhinder.

Brygget er velgørende bredt og fyldigt bittert. Der er holdt lidt tilbage med gæren, så den ikke smager igennem, men er præsent nok til at yde fylde. Bitterheden er tungere end den karske bitterhed, Amager Bryghus rendyrker. Her smager man fyrretræ – fældet og skåret fyrretræ, der har fået lov at ligge i nogle ugers regnvejr om efteråret. Nogle ville måske kalde bitterheden sløv, Jeg vil kalde den dunkel og hemmelighedsfuld og intensisteten i smagen virker alt andet lige intakt.

Eftersmagen er lang og evigt lækker af nåletræ og den helt rigtige mængde gær i nøje afstemmelse. En klassisk, og alligevel anderledes IPA-oplevelse, end dem man får flest af herhjemme …

… hvis man da ikke lige frekventerer Føtex, hvor man kan købe denne øl for under en tyver. Det er en af det bedste < tyvere, jeg længe har givet ud.

5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme