Kajs Ølblog

Kolonien kan …

Indtil videre har jeg ikke været voldsomt imponeret af færøsk bryg her på bloggen. Men ret beset har der jo også kun været ét indtil videre. Det blev beskrevet helt tilbage i Aarhus-tiden, og endda drukket på hin valgaften i september 2011 – længe før emigrationen til Irland overhovedet var i tankerne. Brygget smagte, så vidt jeg kan vurdere fra anmeldelsen, som billig håndsæbe med harsk eftersmag.

Ikke ligefrem et lovende førstehåndsindtryk for færøsk øl, men nu skal det understreges, at bryggeriet denne gang er et andet. Der er tale om det ældste eksisterende bryggeri på Færøerne, og det næstældste nogensinde – Föroya Bjór. Kun det hedengangne Restorff Bryggjarí var ældre, og da det gik nedenom i 2007, overtog Föroya Bjór en del af produktporteføljen. Om denne var én af dem tvivler jeg på, men jeg har af dovenskab ikke fået googlet mig frem til det.

Jeg har prøvet deres produkter et par gange før – deres pilsner tilbage i 1991, da jeg var på tur til Færøerne med ungdomsskolen (og jeg drak en øl, selvom vi ikke måtte, hæ hæ hæ!) Siden prøvede jeg en stribe af dem på et københavnsk spillested under Copenhagen Jazzfestival i 2006 – det var vist deres classic, som jeg husker som … vil ingen ekstraordinær øl, men smagfuld og mere interessant end den danske ækvivalent fra Carlsberg.

Nærværende øl behøver jo heller ikke rage op i skyerne for at overgå den i forvejen ret lave standard for den kendteste danske juleøl. Alene ud fra det visuelle er denne øl i allerede mere interessant. Den er ret mørk, og duften afslører en i grunden ganske fremtrædende og sød maltprofil, der for længst har sprængt rammerne for, ikke bare hvad dansk standardpilsner kan diske op med, men så sandelig også danske julebryg.

Malttyngden fortsættes i smagen, og hurra for det. For brygget er mere end adækvat fyldigt, sødmen er umiskendelig og i det hele taget har brygget netop en aromaprofil, der passer til den fede julemad – flæskesteg, brunede kartofler, sveskefyldt and, sovs …

Og denne øl kan man i øvrigt også drikke flere af, uden at det bliver for meget. For den forbliver en standardøl, og ikke en specialøl. Den markante maltprofil gør det til en god standardøl, der i øvrigt behændigt undgår standardøllenes faldgruber, såsom syrlighed og vandighed.

Men kraften kunne have været større – men hey, i julen – og navnlig ved julefrokosterne – må man gerne få mere end bare en enkelt eller to under vesten. Og som en smagfuld afløser til den harskt bitre snebajer er dette bryg aldeles oplagt.

Færingerne brygger bedre standardjulebryg end kolonimagten. Så kan vi lære det!