Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Flying Dog Brewery

Raging Bitch, Flying Dog

Snarere en skødehund …

Det skruer altid forventningerne i vejret, hvis der på øletiketten er en spændende illustration. Ledsaget af billedteksten “Raging Bitch” pryder en skraldgal køter med blottede tænder, røde øjne og tungen langt ud af halsen forsiden af brygemballagen. Det lover for så vidt godt, men her på bloggen er jeg tidligere blevet skuffet over, at brygget ikke levede op til det, som etiketten forjættede. Samtidig er der endnu engang tale om en øl fra Flying Dog, Maryland, der indtil videre har stået for det tynde øl blandt de ellers mange fine nyere amerikanske mikrobryggerier. Endelig er der igen tale om en ‘Belgian Style’ fra netop dette bryggeri. Også før har de ikke ramt helt plet, når de skulle lave noget belgisk-agtigt. I det hele taget bør man lade belgierne om at lave belgisk øl – og amerikanerne om at lave amerikansk øl. Det klarer de virkelig bedst hver for sig (jeg kender dog endnu ingen belgiske bryg, der prøver at efterligne den amerikanske stil. Men det må vel komme.)

Men etiketten foranlediger nyderen til at forvente et kraftigt og krasbørstigt bryg. Det visuelle indtryk byder da også på lidt af en oplevelse, omend man kan diskutere hvor krasbørstigt det egentlig er. Men flot og imponerende, det er det. Brygget er meget flot rustrødt med lystgyldent skum, hvis cremethed og stabilitet næppe er set magen i andet kulsyreholdigt øl. Nydes øllet på under tyve minutter, kan man være sikker på, at der vil skvulpe et anseligt kvantum restskum rundt i bunden af glasset, ud over de rigelige mængder, der under konsumptionen klistrede sig til glasset i store, fedtede bræmmer. Man kan skære skulpturer i det, der ville gøre en Michelangelo såvel som en Bernini misundelig.

Duften gør til gengæld ikke megen væsen af sig. Havde væsnet blot været sammenligneligt med skummets, havde man med garanti haft en habil bouquet. I stedet får man et let stænk af humle, for så vidt en smule skrapt, hvis man sammenligner med en doven dansk pilsner. Brygget dufter desuden rart af frisk franskbrød og letkrydret af kardemomme, så forventer man en krasbørstig IPA-duft, bliver man slemt skuffet, endskønt duften egentlig er ganske rar.

Smagen … igen, i forhold til etiketten er den en eklatant skuffelse. Ingen skarp dunst af harskt hunhundetis. Ingen rabies. Ingen kamphund. Der er ikke den fjerneste risiko for, at denne tæve falder for den danske hundelov. Den er end ikke i nærheden af prinsgemalens gale, garderbengnaskende gravkøtere. Der er snarere tale om en mild og kælen puddel, som kækt springer op på skødet på en, som er glad og sød ved selv små børn, og som løber panisk væk ved synet af naboens kat.

Og i betragtning af, at der er tale om en sød og rar skødehund, er det nu slet ikke så tosset endda. Det er en fyldig IPA, med en rar, gennemtrængende bitterhed af hasselnødder, et stænk af fyrrenåle og en smule gær. På bagtungen mærkes et endda ganske markant og vitterligt velgørende lakridselement, der fortsætter i en ganske holdbar eftersmag. Det er en ren og rå lakridssmag, som man kender den fra lakridsrod. Det får brygget til at virke friskt og autentisk i sit udtryk. Alt i alt et kælent bryg, der er rart og drikke, og får én til at have det godt. Lidt som at have en sovende puddel på skødet … ja, en af mine mørke hemmeligheder er, at jeg i bund og grund ikke særlig godt kan lide hunde – heller ikke pudler. Hvis jeg nogensinde skulle have en hund, skulle det være en Siberian Husky. Men dens lalleglade og legesyge natur er slet ikke, hvad man finder i denne langt mere afdæmpede IPA.

Og noget krasbørstigt, rasende eller farligt bryg er det altså overhovedet ikke. Flying Dog rammer så forkert med etiketten, at det nærmer sig vildledning og falsk varebetegnelse. I sig selv er brygget dog mere end godkendt som øl. Som IPA er der tale om et begynderbryg svarende til fx Svanekes og Rise Bryggeris IPA’er – et bryg for dem, der lige skal prøve kræfter med en puddel før de anskaffer sig en Dobberman.
4-stjerner

Under Dog Atlantic Lager, Flying Dog Brewery

Van(d)lig standard

Efter en rundtur i det danske med både tynde, meget tynde, men også gode og særdeles gode danske øl, vender vi atter engang snuden mod vest og det store USA, hvor vi i staten Maryland tidligere stiftede bekendtskab med mikrobryggeriet Flying Dog Brewery. Sidst drejede det sig om en Witbier efter belgisk forbillede, der, det faktum, at jeg ikke bryder mig om witbier taget i betragtning, kunne være faldet langt mere uheldigt ud.

Denne gang er der tale om endnu en klassisk – eller uinteressant, afhængigt af øjnene der ser – øltype, nemlig det, amerikanerne kalder en lager, og det vi herhjemme kalder en pilsner. Lyst undergæret bryg, som vi kender det fra de grønne og brune standardflasker herhjemmefra. Amerikanerne har dog virkelig brilleret på dette område i et omfang, jeg ikke troede var muligt. Så jeg håber på en ny overraskelse, uden dog at forvente det helt store. Jeg husker med gru på, hvad amerikanerne ellers har lavet af lyse pilsnerøl.

Skænkningen byder på traditionelt korngult bryg med en snehvid skumkrone. Skummets struktur gør det en kende mere holdbart og cremet, end man er vant til. Det falder ikke, men brækker snarere i stykker og synker sammen. Bunden ryger først, så toppens mønster bevares indtil også dette opløses på bryggets overflade. Duften er en meget traditionel blanding af korn og humle – som man kender den herhjemmefra, måske en tand skarpere i duften, men det kan lige så vel være forventningen om noget godt – eller i det mindste bedre end man er vant til – der gør, at oplevelsen synes en kende større end ved det jævne danske pilsnersprøjt.

Og at netop forventningen giver en illusion af større oplevelse erkender man endelig i smagen. Den lader rigeligt tilbage at ønske i forhold til de andre amerikanske kvalitetsøl, Fakta Njalsgade lå inde med. Og så alligevel må man indrømme, at i betragtning af, hvad man ellers kan komme ud for af meget tynde og decideret ækle danske og amerikanske pilsnerøl, så er denne jævne pilsner i det mindste dejligt frisk. Den klassiske pilsnerhumle leger en velkendt, men alligevel tilpas underholdende leg med smagsløgene, og i eftersmagen optræder en overraskende langvarig og velplaceret bitterhed af hasselnødder. Brygget er som sagt frisk – eller vandigt om man vil uden at smage grimt, og det er kun i bundsjatten, at antydningen af et ubehageligt element i form af noget karkludsagtig syrlighed melder sig. Men det er som sagt først meget sent, og ikke af en styrke, der sådan rigtig vælter noget.

Man kan dog næppe rose øllet for ikke at være ubehageligt. For at score mere end en jævn karakter, skal brygget byde på egentlig kvaliteter fremfor fravær af dårligdomme. Det gør denne pilsner kun i begrænset omfang, og formår derfor kun at snige sig op på linje med de danske pilsnere, der lige netop formår at hæve sig over det allekedeligste.

2-stjerner

Woody Creek, Flying Dog Brewery (Indflytningsøl I)

Velkommen tilbage på Amager!

Der sker så sandelig noget. Her på bloggen skriver jeg som bekendt også vidt og bredt om min lille familie, og hvad der sker i vores nogle gange lidt for spændende liv. De læsere, der følger med vil vide, at vi for godt et halvt års tid siden flyttede til Irland, fly[g/t]tede hurtigt tilbage til Danmark igen, og flyttede ind hos min far i Hvalsø. Der boede vi så på mit gamle teenageværelse, fire personer i fem stive måneder … og nu er det endelig overstået!

Vi er alle fire, Linda, Thorolf, lille Thyra og jeg flyttet ind i en ny lejlighed på Amager, det sted i verden, hvor jeg føler mig allermest hjemme, efter at have tilbragt min studietid på Grønjordskollegiet få hundrede meter fra der hvor vi nu bor. Indflytning er altid et helvede, men omsider er der ved at komme lidt skik på det hele igen. De gamle møbler er ved at blive samlet, emballagen fra de nye er kørt på genbrugsstationen – TV og internet virker!

Der er også allerede blevet drukket nogle øl i den nye lejlighed. På dagen hvor vi flyttede skulle det naturligvis fejres, at vi nu var færdige med det værste slæb. Jeg og min hjælpende hånd delte et par Øko-Thy, en Sam Adams Latitude 48 IPA og en Boston Lager – samt nogle Grøn Tuborg (undskyld), som fulgte med det pizza-tilbud, der stillede sulten efter de mange strabadser.

Først for et par aftener siden, efter at have samlet en stigereol, så jeg mit snit til endelig at få smagt på den første for mig ukendte øl i det nye hjem, en Woody Creek fra det amerikanske bryggeri Flying Dog. En Wit-bier – en hvedeøl efter belgisk forbillede af den type, jeg sædvanligvis er ganske skeptisk over for.

Man kan med god ret spørge sig, hvorfor jeg lægger ud med en øltype, jeg i bund og grund ikke bryder mig om. Vel – den er købt i Netto Hvalsø engang i efteråret, og har stået i min fars fadebur næsten al den tid, vi har boet der. Så det var bare på tide. Den er flyttet ind i det nye amagerkanske hjem sammen med tre andre øl, som jeg i de næste indlæg vil behandle under temaet ‘Indflytningsøl’. Ud over denne, gælder det Raasted Påskebryg, Herslev Bryghus’ India Dark Ale, samt Ørbæks Kors Øøll (sic).

Så velkommen til hippiehyblen på Amager, og den første af fire Indflytningsøl.

Woody Creek er højgul i løden og har et ganske skrøbeligt, omend lifligt og fedtet, kridhvidt skum. At der er tale om ufiltreret øl er tydeligt på det gule øls uigennemsigtighed og grumsethed. Duften er sød, frisk og præget af et markant gærelement – for så vidt ikke noget nyt under solen, når det gælder witbier.

Også i smagen er gærelementet fremtrædende, men ikke på den ubehagelige måde, jeg alt for tit har oplevet. Derimod giver det brygget en vis skarphed, der fint matcher en markant sødme af appelsiner og en hvas syrlighed af lime. En let sprittethed giver fylde, og i eftersmagen finder man den eftertragtede bitre humle med mere præg af blid nøddefylde end skarp træbitterhed, som gærede bryg ofte får, når bitterheden skal træde frem over gærelementet.

Brygget er iøvrigt tilsat koriander og appelsinskal (ja, brygtraditionen er belgisk-amerikansk og ikke spor tysk), men det er ikke noget, der præger brygget – allerhøjst afstemmer det en smule i retning af det søde, så gæren ikke overtager helt.

Smagsbilledet er komplekst og sammensat, men også lidt vandet. Selvom sødmen er markant, har brygget ikke rigtigt den fornødne styrke i smagen, og kvalificerer sig i sidste ende bedst som en bælleøl. En interessant, smagfuld og anderledes bælleøl, men en bælleøl ikke desto mindre.
3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme