Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Flensburger Brauerei

Flensburger Winterbock, Flensburger Brauerei

Som vi kigger op på falderebet …

… som vi for lææængst er skvattet ned fra, så lad os tage en øl, der er helt uden for sæsonen. Og så alligevel ikke, når jeg tænker på vejret lige i dag. Det har været smukt de sidste par dage. Så smukt, at jeg har droppet de lange bukser, og hoppet i shorts, som jeg regner med at have på indtil oktober – altså ikke det samme par, selvfølgelig. Men jeg har først tænkt mig at iføre mig lange bukser igen, når september rinder ud.

Og her til morgen droppede jeg også jakken, og cyklede glad og fro på job iført hættetrøje. Det fortrød jeg bittert, da jeg skulle hjem. Østenvinden måltes til i hvert fald trekvart pelikan og de små isnende dråber, der sønderrev min hud og øjne kunne ligevel have været flydende CO2. Så vejret endte med at passe meget godt til dagens øl alligevel.

Og Flensburger er jo bare et af mine favoritbryggerier. Nærværende eksemplar fik jeg af min kære fader, hvis lager af Flensburgerøl altid er velforsynet, endskønt denne øl var gået i restordre, så det var rent held, at jeg fik denne allersidste af dem.

Det er et flot, relativt mørkt, kobbergyldent bryg, som man kender bockgenren. Skummet er letgyldent, nogenlunde cremet, men gør ikke noget videre væsen af sig, især ikke hvad holdbarhed angår. Halvt igennem brygget, er det faktisk forsvundet helt. Duften er simpel og ligefrem, men også ren og velgørende. Humle og en smule alkohol til at give bouqueten fylde – så fyldestgørende ukompliceret som kun Flensburger kan gøre det.

Smagen byder bloggeren lidt flere udfordringer. Aromaarkitekturen er en kende mere kompleks, end det bryggeriet har vænnet os til. Det starter med en markant og skarp, bitter humle. Mens denne stadig brænder forrest på tungen, angriber den fineste, karamelsødeste maltfylde fra agterenden og behager gane, mandler og svælg med blide nuancer af honning og anis. Det hele bindes sammen af en velafstemt alkoholfylde, der er lige præcis så kraftig, at den er ved at tippe til det ubalancerede – men også kun lige ved, og det gør hele arrangementet ekstra spændende. Brygget er et elegant balancenummer, der næsten går galt, næsten kollapser i en formløs bunke af forvredne albuer og krumbøjede knæ, akkompagneret af smertensskrig og tænders gnidsel. Men akrobaternes professionalisme redder nummeret på stregen, så det hele samlet bliver en større oplevelse, end hvis alt var gået efter planen.

Honningindslaget vokser kort efter den elegante kaotiske indledning, og giver brygget en ganske unik og markant mjødkarakter. Var det ikke for karboneringen, og jeg fik at vide, at det var mjød, jeg havde fået i glasset, var jeg hoppet på den. Så markant er det, og det er en ren fryd. Mjød er jo årsagen til, at jeg på min private facebook-profil har angivet min religion som ‘party-pagan’ eller på dansk (lidt frit) fest-asatro. Ligesom en festryger, der kun ryger ved festlige lejligheder, er jeg asatro, når jeg kan bruge det som undskyldning for at smage mine hedenske venners fine, gyldne varer.

Men det er ikke desto mindre alligevel øl, jeg holder mest af.
5-stjerner

Flensburger Frei, Flensburger Brauerei

Bagjule-tam-tam II …

Engang for længe siden før jeg  begyndte at skrive ølblog, tog jeg en alkoholfri januar måned. Anledningen var vel foregående måneders hæmningsløst dødsdruk (en disciplin, jeg også for længe siden lagde helt på hylden) og jeg ville se, om jeg kunne lade helt være med at drikke alkohol, hvis jeg en dag skulle beslutte mig for det.

Så vidt jeg husker lykkedes det vist ganske godt. jeg rørte ikke alkohol, og gik endda ikke fuldkommen druk-amok 1. februar. I løbet af januar måned var jeg desuden en tur i Tyskland med min far, hvor vi besøgte min onkel og tante. I den anledning prøvede jeg denne alkoholfri øl, der også var at finde blandt de øl, min far tilbød til bagjule-tam-tam d. 28. Det var et fejlkøb fra hans side. Nogen havde listet to Frei og en Radler ned i den kasse, som min far ellers troede var fuld af Flensburger Winterbock (som jeg glemte at tage en af med hjem, selvom jeg havde fået lov – damnation!) – sådan nogle varyler!

Men sjældent er noget så slemt, at det ikke er godt for noget. Det gav mig således lejlighed til at anmelde Flensburgers alkoholfri bryg. Jeg er generelt begejstret for Flensburgers øl, og havde derfor en smule højere forventning til deres ‘Frei’ som jeg da også husker som jævnt vederkvægende hine dage på vandvognen.

Visuelt overgår brygget – eller i hvert fald skummet – langt forventningerne. Det klæber i stride linjer vandret på glassets inderside efterhånden som brygget hældes i halsen. Selve brygget er lyst korngult, og som sådan overrasker det ikke, men skumdannelsen er som antydet til topkarakter – ikke bare i betragtning af, at det er en alkoholfri øl, men for øl i det hele taget. Duften er svag, men ikke ligefrem svær at spore. Den dufter af jævn standardpilsner, og det er til gengæld imponerende i betragtning af, at der er tale om en alkoholfri øl. At en alkoholfri øls bouquet er sammenlignelig med en rigtig øls, er usædvanligt, men med Flensburgers altid markante og kraftige bouquet in mente, er det ikke overraskende, at netop de kan lave en alkoholfri øl, der faktisk dufter af noget.

Men det vigtigste er trods alt smagen. Og her bryder brygget endnu engang forventningerne med mere aroma, end man er vant til fra alkoholfri bryg. Det er ganske vist en tynd, vandig og metallisk omgang. Vandet dominerer, og den ølsmag, der trods alt er, føles underligt tilsat. Den mærkes ovenpå og omkring vandet uden at den integreres ordentligt. En gammelkendt følelse af danskvand med humlesmag presser på, idet brygget også indeholder rigtig meget kulsyre.

Den megen brus bidrager til en syrlig bismag, der heller ikke spiller særlig godt sammen med resten af brygget, man overraskes i betragtning af bryggets lave alkoholprocent også over en ganske markant og lidet velgørende smag af gær.

Alt dette taget i betragtning, smager brygget stadig af øl. Der er faktisk lidt humle og korn at spore, og de andre smagsindtryk, metal, gær og syre, er jo heller ikke fuldkommen fremmede for øl. Måske havde jeg alligevel stukket næsen op efter lidt mere smag, for det er trods alt pilsnernes ukronede konge, Flensburger, der står bag. Men skuffelsen over, at bryggeriet ikke formår at levere en alkoholfri pilsner, der overrasker på alle parametre, skal ikke fratage brygget kredit for at besidde smagsniveau og karakteregenskaber, der alt i alt er sammenlignelige med flere standardbryg af regulær pilsnerstyrke.

1-stjerne

Flensburger Radler, Flensburger Brauerei (Battle of the Soda Beers II)

Flasken er sgu flot!

There I said it! Blåt bruges bare for sjældent i ølflasker.

Vel, det var noget af en omvæltning at gå fra den ene radler – hvis producent vi jo ikke kendte – til denne.
– “Den er klarere i farven. Den ligner mere øl” sagde jeg.
– “Den dufter også mere af øl,” fortsatte Gedved.
Bouqueten ramte som en huskekage, og jeg erklærede på stedet, at jeg ville æde den sixpence, jeg købte i Irland på, at det var Flensburger Radler, min viv nu havde serveret. Har man først prøvet Flensburger Pilsener, ved man, at pilsner ikke bare er pilsner. Der er det tynde pilsnersprøjt, folk tyller i sig herhjemme – og så er der Pilsener – med et ekstra ‘e’ og stort ‘p’. – Og det er, når den kommer fra dette Nordtyske bryggeri.

Jeg var ikke længere i tvivl, og min viv kunne da også bekræfte, at det var sådan, det hang sammen. Befriet for yderligere spekulationer om, hvilken af øllene vi sad med, gik vi nu i gang med at nedbryde de forskellige smagnuancer.

Flensburger Pilsener-elementet holdt sig sandelig heller ikke tilbage. Vi var begge enige om, at øllet var meget mere nærværende i denne radler. Til gengæld viste det sig også hurtigt, at forholdet mellem de forskellige smagsindslag langt fra var særligt elegante.

– “Jeg kan godt smage det syrlige, men det er lige som om det lammer smagsorganerne. Man kan godt smage øllet, men det passer ikke rigtig sammen,” mente Gedved.
– “Det giver jeg dig ret i,” sagde jeg. “Bittert og syrligt passer sjældent godt sammen. Heller ikke her. Samtidig har den også en sødere syrlighed end man fandt det i den anden.”
– “Der er lidt et element af æbler,” sagde Gedved.
– “Ja, den type sødme,” sagde jeg.
Det var omkring her vi opdagede, hvad der egentlig var galt.
– “Den smager jo sådan lidt syntetisk,” bemærkede jeg. Og Gedved bifaldt.
– “Ja,” sagde han “det smager sådan lidt … ikke som tif, men …”

Hvis læserne ikke skulle vide det, dækker betegnelsen “tif” over Aldis æble-aperitif. En sukkerholdig æblevin som i mine unge dage – og måske stadigvæk – var populær blandt københavnske punkere. Oh de branderter man fik af det. Kun tømmermændene var værre! Men det var det, man havde råd til.

Sådan lidt syntetisk på samme måde, måske lidt letmetallisk, uskønt blandende sig med et bittert element. Jo, denne radler minder ufrivilligt om det foretrukne punkerstads fra 90’erne. Den syntetiske smag, gættede vi på, måtte stamme fra de kunstige sødestoffer, denne radler er tilsat (Tuborg Sommer er til sødning kun tilsat rigtige sukkerarter).

Vi gav begge samme karakter til Flensburger Radler: Én stjerne for at minde os om vores glade tid som punkere i København. Tak for kaffe og skål i sommervarmen.
1-stjerne

Battle of the Soda Beers – Prolog

Bloggermediet er lidt bøvlet. Når dette temas fire indlæg er skrevet, står de med dette første indlæg nederst. Det første, de fleste vil læse er det sidste indlæg, og kronologien vil være gået til sine forgængere. Jeg må bare bide i det sure æble og gennemføre projektet sådan som projektet nu må gennemføres, for jeg kan ikke lade et mindre dispositionsproblem stå i vejen for det simple, men – synes jeg selv – også fine projekt, jeg har gået og syslet med på det sidste.

Endnu engang har jeg i embeds medfør valgt at teste nogle øl, som kendere ellers typisk rynker på næsen og fnyser ad. Det gælder den fra Tyskland hidrørende blanding af limonade og øl, kaldet ‘Radler‘. En sommerdrik, der ikke har sit navn på grund af bryggets lave alkoholprocent, der skulle gøre en i stand til at køre cykel bagefter – nej, angiveligt har den blot fra starten været forbundet med (cykel)sport. Og det er jo forresten også ret meget oppe i tiden. Selv gider jeg dog ikke at kigge med, så længe rytterne fortsat tyller piller og EPO som det tyske sommerfolk tyller Radler i middagsheden.

Oprindeligt har det været noget, der blev blandet på stedet – eller man blandede det selv hjemme i sin stue. Men på det sidste er flere bryggerier begyndt at producere dem selv, færdigblandet. I Tyskland har i hvert fald Flensburger Brauerei haft en længe, og denne sommer har hjemlige Carlsberg lanceret én via deres Tuborg-brand. Tuborgs Radler bærer navnet ‘Sommer’, og blev lanceret sideløbende med deres seneste smart beer, Tuborg Grøn Ultra.

Det er såmænd ikke engang med min ringeste vilje, at jeg indlader mig på disse blandingsprodukter. Jeg var jævnt imponeret over Bryggeri Skovlysts ene nye sodavandsøl, så jeg er egentlig ikke afvisende over for ideen. Jeg ser hellere, at man blander øl op – fx med limonade – hvis man vil drikke det i varmt vejr, og i den forbindelse finder bitterheden distraherende, frem for – som det nu om dage hyppigere er tilfælde – at bryggerierne brygger ultratyndt øl, der fra starten mangler nævneværdige meritter, men iøvrigt gør en fuld lige så hurtigt som det øl, der smager af noget. En radler ser jeg som en god løsning for dem der vil læske sig i sommersolen, og som ikke nødvendigvis gider fulde sig samtidig.

Vel – de følgende tre anmeldelser handler om tre forskellige radlere. De to første var færdigblandet, og blev smagt ved blindtest af undertegnede og en af mine allerbedste venner, som jeg nu har kendt gennem 18 år. Egentlig hedder han Claus, men siden en glorværdig tid på HF på Horsens-egnen, har han gået under navnet Gedved. Min kære viv bragte os først den ene – siden den anden – så vi ikke vidste, hvad vi fik først for på den måde at eliminere så meget bias som muligt. Endskønt jeg mener adækvat at have redegjort for radlerens berettigelse ovenfor, er det stadig en efterrationalisering, og de to konkurrerende bryggerier – Flensburger Brauerei og Carlsberg har jeg hhv. stor og næsten ingen respekt for. Så blindsmagningen var velbegrundet.

Den sidste radler står jeg selv til dels bag. Jeg har ikke selv brygget øllet (det har Thisted Bryghus) eller plukket citronerne – endsige dyrket dem. De er leveret af Irma på Islands Brygge, men jeg har selv presset dem, og tilsat rørsukker og almideligt sukker, da det slap op. Alt sammen selvfølgelig økologisk. Jeg har ikke selv anmeldt den blanding – det stod Gedved alene for. Han bliver dermed også den første, der alene anmelder en øl på denne blog.

Men lad hermed smagningen af de fæle sodavandsøl begynde … eller lad i hvert fald beretningen om dem blive skrevet … eller noget.

Flensburger Frühlingsbock, Flensburger Brauerei

Forfriskende bitter

Jeg har tilladt mig et afbræk i Støckel-temaet. Anledningen var min fars hjemkomst fra Tyskland, hvor han havde købt ind, og besøgt familien. Med sig havde han (som altid) en blandet kasse flensburger, deriblandt en lille ny, jeg ikke havde prøvet før.

Flensburger Frühlingsbock (forårsbock) er et udtryk for traditionen syd for grænsen for ikke at lave egentlige påskebryg. I stedet laver man forårsøl, der dog har nogle af de samme karaktertræk, som de hjemlige påskebryg – herunder en relativt høj alkoholprocent. Både påskebryg og forårsbryggene syd for grænsen har en fælles forfar i den sydtyske Salvator, en ‘frelserøl’ der traditionelt brygges ved påsketid. På den måde er der både lidt forår og lidt påske over det.

Flensburger Frühlingsbock er også en forårsøl idet den er ganske lys – som en pilsner. Danske påskebryg er gerne gyldne som øl brygget med wienermalt. Over det korngule bryg knejser en tæt, klæbrig marengsmasse kridhvidt. Duften præges simpelt, men gennemtrængende af bitter humle.

Og det gælder i den grad også smagen. Humlen er meget bitter og meget præsent. Faktisk er brygget så bittert, at det river og flår i halsen, når det glider ned. Med en alkoholprocent på omkring de 7 får man også den indre varme. En pikant, næsten umærkbart stænk af søde æbler i bismagen gør imidlertid hele forskellen på et harskt og trægt bryg, og et vidunderligt forfriskende og sprudlende bryg.

Brygget er en effektiv tørstslukker, der elegant illustrerer, at også bitterhed kan være forfriskende. Der er ikke tale om IPA’ens gærede, tørre bitterhed, men pilsnerens vederkvægende udgave. Flensburger rammer lige i centrum med deres sprudlende, sprøde forårsøl, der er lige til tørsten på de varme, solrige forårsdage …

Vi ser frem til at de kommer – hine solrige forårsdage. Hvis vi er heldige får vi måske en håndfuld i slutningen af juli måned, at dømme efter, hvordan vejret arter sig for tiden. God Påske, god eftervinter allesammen.

5-stjerner

Flensburger Gold, Flensburger Brauerei

– Hvis nogen kan …

Flensburger-bryggeriets Weizen-bier var ikke mange sure sild værd – måske et par, fordi smagen godt kunne minde en kende om det – men så heller ikke mere. Man siger om klamphuggere, der undtagelsesvist laver godt håndværk, at en blind høne også kan finde korn. Det omvendte gør sig også gældende, men mig bekendt findes der ikke et passende mundheld dertil. Skulle de eksistere, tager jeg imod dem med kyshånd, og eventuelle nye forslag modtages lige så gerne.

En kende skeptisk ville jeg nok også være overfor Flensburger Gold, hvis jeg havde prøvet Weizen lige før, og ikke havde prøvet Gold før. Jeg skylder måske at fortælle, at jeg faktisk ikke havde prøvet Weizen før forleden aften, hvorimod jeg med glæde har drukket Gold langt ud på de lange, varme sommeraftener.

Gold er en lys pilsner. I Danmark ville den formentlig bare blive betragtet som en regulær pilsner, fordi vi herhjemme reelt anser lys pilsner for at være standarden. I Tyskland, derimod, skelner man mellem Pilsener og helles, førstnævnte er lige en tand mørkere, formentlig på grund af kraftigere maltning end sidstnævnte. I Danmark kender man ganske vist til en lysere udgave af pilsneren i form af den mexicanske Corona, og de mere eller mindre som vand camouflerede pseudoøl Tuborg Lime Cut og Kay-Sar. Men pointen er den, at den danske standardpilsner svarer nogenlunde til det tyske ‘helles’ og førnævnte pseudoøl er endnu tyndere.

Og så kunne man spørge, hvorfor Flensburger Brauerei, der om nogen mestrer kunsten at bringe det bitre frem i øl på den velgørende og vederkvægende måde, skulle lave en lysere øl? Det skyldes, at helles faktisk er et stort hit og en selvstændig stilart indenfor øl i det store naboland mod syd. De betragtes som sommerøl, og der spares gerne en smule på humlen, så øllet netop ikke bliver for bittert, men derimod bliver godt til at slukke tørst.

Som sådan svarer Gold fra første færd godt til denne overordnede karakteristik. Den klare flaske afslører en lys pilsnerfarve, der mestendels er gul. Alle alarmklokker klemter naturligvis allerede på grund af den klare flaske, og selvom jeg har drukket denne øl mange gange før, tager jeg mig altid i at tvivle på dens kvaliteter, netop fordi flasken ligner en sodavandsflaske. Når øllet hældes i glasset melder der sig endnu et dårligt varsel – skummet er kridhvidt og skrøbeligt, men kigger man ordentligt efter, vil man opdage, at det klæber så fint så fint til glasset, og man er allerede klar til at tilgive den det meste.

Og man skulle ikke tro det, ud fra dens uprætentiøse ydre, men der er faktisk rigtig god smag i den. Det er en dejligt forfriskende øl, ledsaget af en rigtig god bitter humlesmag, der også er meget ren og ukompliceret – nærmest hård i det. Styrken i smagen er nok lav, men hvad den taber udadtil vinder den indadtil i kvalitet. Det er ikke en øl, der smager af meget – til gengæld smager den rigtig godt! Bitterheden melder sig som mild dis i hele mundhulen, og koncentrerer sig efterfølgende ved mandlerne. Der bliver den ikke længe, men det betyder til gengæld at øllets tørstslukkende egenskaber bliver bedre.

Men ‘helles’ bliver aldrig min kop øl generelt. Det er mig altså lidt for vandigt og ubittert i det lange løb, (selvom enkelte meget varme sommerdage kan legitimere deres eksistens fra tid til anden. Flensburger Gold er dog nok det nærmeste jeg kommer på en undtagelse fra denne regel. Med den gode bitterhed intakt yder den bestemt stilarten en sjælden ære og værdighed.
3-en-halv-stjerne

Flensburger Weizen, Flensburger Brauerei

– Skomager, bliv ved din læst.
Traditionel Weizenbier fra Tyskland er nu engang bedst, når det kommer fra Sydtyskland. Det viser erfaringerne her fra bloggen efterhånden, selv om det også har vist sig, at det ikke nødvendigvis behøver at komme fra Bayern. Det har også vist sig, at det ikke er nogen garanti for kvalitet, at det rent faktisk kommer fra Sydtyskland. Når det er sagt, er der fortsat grund til skepsis, når man støder på Weizenbier (som i dagens anledning vil blive stavet således, fordi jeg arbejder på en computer uden tysk tastaturindstilling), der ikke er produceret i Sydtyskland. Jeg tænker stadig med gru på Classic Tuborg Hvede, der heldigvis floppede, som den burde.

Desuden har min far advaret mig ganske eftertrykkeligt mod denne øl. Lige som jeg, har min far altid været en stor ynder af Flensburger-bryggeriets øl, men netop denne øl, skulle altså ifølge min far ikke bare halte bagefter i kvalitet, men være direkte dårlig. Jeg gik selvfølgelig til testen med en forventning om, at den vel ikke kunne være direkte ringe, når nu producenten var den, som producenten var. Ja, jeg kan åbenbart heller ikke se mig fri for at nære positive fordomme, og det giver desværre ikke den fordel, at man kan blive positivt overrasket – tværtimod.

Og sådan gik det også. Der viste sig at være en grund til, at min far havde advaret mig, og den gamle tommelfingerregel om, at kun sydtyskere kan lave ordentligt Weizenbier holdt så sandelig også!

Allerede farven varsler ikke godt. Selv af en Weizenbier at være, er den ganske lys, og holdes der noget bag glasset, kan man tydeligt se skyggen igennem det. Det er såmænd nok ufiltreret, men det er åbenbart ikke meget, der kunne have været filtreret væk, hvis det var. Skummet ligner ellers ganske godt Weizenbiers, men det mangler Flensburger-øllenes uovertrufne evne til at klæbe sig til glasset. Til gengæld er der ikke en finger at sætte på duften. Den er ganske massiv og som Weizenbier ofte gør, dufter den af hyldeblomst og anden forårsflora.

Det går først for alvor galt, når man hælder brygget i ganen. Det viser sig, at denne hvedeøl overhovedet ikke smager som tysk Weizenbier burde. Der er ikke skyggen af hverken sødt eller bittert, kun en vandig og syrlig smag. Skal man sige noget positivt om den syrlige smag, må det være, at den ikke er eddikeagtig, som i rigtig dårligt dansk øl. Vi er snarere ovre i noget ananaskirsebær, eller brunkål måske, for efterhånden viser der sig langsomt en antydning af bitterhed i brygget. På den anden side – hvor meget jeg end holder af brunkål (i passende mængder) så bliver det aldrig en passende aroma for gærede humleprodukter. Lidt i stil med et glas postevand, formår brygget da også at slukke tørst, men postevand smager simpelt hen – på trods af syreregn og nedbrudt Round Up – bedre.

1-halv-stjerne

Flensburger Pilsener, Flensburger Brauerei

– SÅ god er den heller ikke

Jeg var til et af årets store sækkepibe-arrangementer her i weekenden, nærmere betegnet The Copenhagen Winter Competition, der dette år blev holdt i Vangede. Frem for at sove dårligt på et koldt skolegulv, lånte vi min fars hus i Hvalsø, og m far har altid gode øl på lager primært fra sit favoritbryggeri, det nordtyske familiebryggeri Flensburger Brauerei. Iblandt dem var denne øl, som min far ved tidligere lejlighed har betroet mig, han er begyndt at finde for bitter. Det er til gengæld næppe tilfældet for Ekstra Bladets anmelder, der d. 12 januar i år gav den topkarakteren 6 stjerner.

Så et eller andet sted mellem “fuldstændig sindssygt god” og “for bitter” ligger dagens øl, er der noget, der tyder på. Det er (næppe til den store overraskelse) ikke første gang, jeg prøver en Flensburger Pilsener. Jeg husker den da også som mere bitter end pilsnerstandarden herhjemme – men er al’ kvalitetsøl ikke i virkeligheden det? (Bortset fra sødt øl, selvfølgelig.) På den anden side husker jeg den bestemt ikke som så exceptionel, som Ekstra Bladets anmelder antyder, den er.

Udseendet er der i hvert fald ikke noget exceptionelt ved, omend det er ganske godkendt – gyldent med fyldigt, klæbrigt skum. Den har en skarp, ren og ukompliceret duft af humle og korn.

Det er vitterligt også en dejligt bitter pilsner, der ikke er bange for at gå linen ud. Jeg synes dog bestemt ikke, at den er for bitter, selv om jeg da godt kan mærke, at den slår hårdere til de bagerste smagsløg, end hvad man er vant til fra pilsnerne herhjemme. Men det skal endnu engang understreges, at dette er mere reglen end undtagelsen med statsløst – undskyld dekonstruktionen i anledning af ministerfyringen – uden-landsk øl. Bitterheden ender nemlig ikke med at blive kradsbørstig eller harsk, men forbliver sin styrke til trods blid.

Øllets humlede bitterhed er meget ren – der er hverken metallisk eller syrlig bismag, faktisk er der ingen bismag overhovedet – der er kun den rene, hårde, nordtyske pilsnerbitterhed, når den er bedst. Den kan tilmed nydes længe efter at der er drukket ud i eftersmagen.

Og når det så er sagt, er der stadig hist og her nogle ting, der kunne have været bedre. Selvom renere ølsmag vil være svær at finde, byder en Flensburger Pilsener ikke på nogen som helst overraskelser overhovedet. Det er en pilsner med knald på, men den er hverken sofistikeret eller usædvanlig, og ender dermed med at mangle noget suverænitet i forhold til andre gode pilsnere.

Så 6 stjerner får den ikke hos mig. Jeg er selvfølgelig glad for, at øllet kan vække begejstring hos anmelderne herhjemme, men at Ekstra Bladets anmelder er så kompromisløst begejstret kunne pege i retning af, at han ikke alt for ofte får smagt rigtig godt øl, og derfor forveksler dette med øl, der trods åbenlyse kvaliteter alt andet lige ikke er mere end bare godt.
4-stjerner

Flensburger Dunkel, Flensburger Brauerei

– Simpelt hen Qualität!
Det var sandelig godt, at jeg skulle til familie-tamtam på Sjælland før nytårstemaet ‘Det tynde øl fra Fakta’ fik mig til at gå ud af mit gode skind. Det kan ellers være lidt af en logistisk prøvelse med spædbarn, billetbestilling, bagage (inklusive autostol og sækkepibe), ind og ud af skrumlende Solaris-busser, togskift … jo jo, det er sandelig med det hele. Til gengæld fik jeg lejlighed til en smagsprøve på min faders faste udvalg af øl fra det nordtyske Flensburger-bryggeri, og det gjorde jo alt besværet værd. (Og man får selvfølgelig lejlighed til at se sin familie, hvilket man jo gør alt for sjældent.)
Jeg husker især denne øl fra Roskilde Festival 2001, hvor min kære fader gav mig et mindre parti af netop Flensburger Dunkel med. Det siger en del om en øl, at jeg husker den som en nydelse, selvom den jo nok blev drukket ved en temperatur på i hvert fald 20-25 grader. (Det bør nu ikke være nødvendigt at gøre ekstra opmærksom på, at denne øl helst skal drikkes kælderkold eller lunere, så det undlader jeg.) Mens de andre i lejren drak det sædvanlige billige discountsprøjt, havde jeg spændende nordtyske bajerske øl med – som jeg i øvrigt gavmildt delte ud af, til dem der kunne lide den. Til mit held forstod dem, jeg boede i lejr med, sig ikke på godt øl, så jeg havde dem mestendels for mig selv. Der var selvfølgelig et par stykker, der havde rødder i Sønderjylland – dem kunne jeg dele og nyde dem med.
Til gengæld var de på dåse. Og det er selvfølgelig ikke helt det samme, som når man får dem på den berømte patentflaske, der er så kendt, at bryggeriet i sit merchandisemenageri har inkluderet en almindelig ølåbner, der siger som en plop-flaske, når man bruger den. Man skal ikke undvære lyden af en plop-flaske, bare fordi man åbner en anden øl end en Flensburger.
Og netop flasken er med til at understrege denne øls karakter. Med sin mørkebrune patentflaske og marinblå etiket nærmest udstråler brygget dunkelhed allerede før den er åbnet. Øllet i sig selv er nu faktisk ikke så mørkt endda. Det er mørkt dyborange, grænsende til brunt, og jeg vil næsten tro, det er den lyseste undergærede øl af bajer-typen, jeg indtil nu har prøvet her på bloggen. Skummet er også kridhvidt, og synes lidt skrøbeligt, indtil man til sin fryd opdager, hvordan det nærmest klæber sig til glassets sider. Det dufter sødt og fyldigt maltet.
Aromaen giver omgående en fornemmelse af varme og helt fantastisk fylde. Smagen er en blanding af nærmest ufattelig blød malt og humle, nænsomt ristet, så den holdes bitter og træagtigt fyldig, men uden at blive det mindste besk eller harsk. Ikke at der er noget galt med besk, selvfølgelig. Beskhed repræsenterer en skrap bitterhed, der kan være ganske velgørende, men i denne øl er bitterheden kun blød og nænsom som det fineste, nyvaskede fløjl mod babyhud. Eftersmagen er krydret, næsten lakridsagtig – ja, lakrids er det. Men ikke hvilken som helst lakrids. Det er helt specifikt engelsk lakrids – rent og sukkerfrit. Den rene lakridsaroma.
Hele komplekset, udseende, duft, smag og ikke mindst eftersmag er et monument over Flensburgerbryggeriets kompromisløse kvalitet og sans for det ukomplicerede, det simple. Det er rondoen fra Beethovens 3. klaverkoncert. Det er ikke mellemstykket i 2. sats af Bartoks 2. klaverkoncert, fx (lyt fra ca. 4 min. og 50 sek. eller lyt til hele stykket – eller begge stykker … For fa’en hør begge koncerter, de er pragtfulde på hver sin måde!) Men det gør ikke noget, for det kan være helt fantastisk, selvom det måske ikke ligefrem er en øl for øleksperter. Således er hverken bitterhed eller sødme egentlig særlig fremtrædende. Til gengæld er de vel afstemt hinanden og byder på en helt ekstraordinær fylde, der – ikke kompenserer – men underbygger den simple smag og den simple, men høje kvalitet.
Plop! – Skål!

5-en-halv-stjerne

Flensburger Kellerbier, Flensburger Brauerei

5-stjernerFlensburger Brauerei Emil Petersen GmbH und Co. KG holder stædigt fast i en lang række praksisser, der ikke bare har vundet bryggeriet markedsandele i hele Tyskland, men også har skabt en række eksempler på, hvad gedigent tysk ølbryggeri kan afstedkomme af interessante humleprodukter. Et af de nyere fra 2007, er den økologiske mørke pilsner, Flensburger Kellerbier.

Kendetegnende for Flensburg-bryggeriet er ikke kun en stærk lokal forankring som hele Nordtysklands foretrukne bryggeri. Det har også haft held til at holde den generelle tendens på de tyske bryggerier til at lade sig opsluge af anonyme, profitliderlige bryggerikonglomerater stangen. Bryggeriet er derfor stadig den dag i dag ejet af familierne Petersen og Dethleffsen. Samtidig har man krampagtigt holdt fast i den ellers opgivne patentflaske, der overalt – ikke bare i Tyskland, men i verden som sådan – er blevet erstattet af kapselflasker, plastic eller aluminiumsdåser.

Netop patentflasken er nok mere end noget andet det, folk kender øllet på i Tyskland – og for den sags skyld langt ind i Dannevang. Mine egne minder om flasken går tilbage til min næsten spæde barndom, hvor mine forældre bryggede øl på badeværelset på første sal i vores parcelhus i Hjortshøj. Siden blev øllet tappet i netop Flensburger-flasker, fordi de kunne lukkes og bruges igen og igen og igen.

Det er imidlertid ikke kun 122 års brygkunst, ikke kun det tyske islæt, eller bryggeriets beskedne størrelse og lokale præg, der får en Flens i almindelighed til at smage af den smule mere, der hæver kvaliteten op over, hvad de fleste danskere er vant til. I tilfældet Flensburger Kellerbier er det i særdeleshed de gode, rene råvarer.

Øllet er ikke bare frisk og lifligt (uden at det er på den dumsmarte måde). Det har ikke bare en god sødme kombineret med en nøje afstemt og velafbalanceret bitterhed. Det er ikke bare den lækre, cremeagtige fylde og den pikante prikken på tungen, der gør denne halvmørke, ufiltrerede pilsnerøl til et lille mesterværk. Det er også, at den simpelthen bare smager rent og kraftigt af det, den er brygget af.

I grunden er det jo ikke meget forskelligt, den er lavet af. Der indgår kun bygmalt, humle, gær og vand. Og hvad mere er – malten og humlen er økologisk. Så oven i en solid, velsmagende øl, brygget som i gamle dage (angiveligt), er det også en øl, der ikke belaster det omgivende miljø eller én selv, med sprøjtegifte, skadelige E-numre, antibiotika, kunstgødning, round-up eller andet toksisk affald. Flasken kan som bekendt også bruges igen, hvilket er endnu et plus.

Trods dens fine aroma og gode fylde er det stadig en god all-round øl. Bedst er den nok i varmt vejr, eller sammen med letkrydrede retter med en sommersalat til, men kan også bruges til efterårets rodfrugter, julefrokosten og til forårets friske grøntsager.

Eftersmagen skuffer heller ikke. Ufiltrerede eller meget aromatiske pilsnere kan have en tendens til sur eller meget tung eftersmag, men ikke her. Flensburger Kellerbier efterlader en med en dejlig rund, behagelig og blød, bitter eftersmag, og en tilfredsstillende fornemmelse af at være vel vederkvæget. Det mærker man sjældent efter mørkt, bittert øl.

Det eneste man måske kunne ønske, var lidt mere af det hele. Lidt mere sødme, lidt mere bitterhed, lidt mere fylde. Men hvad den mister på aromaen vinder vinder den til gengæld på balancen, så ganen bagefter hverken føles tør, for bitter eller for sød.

Wohl getan! Og al respekt til Ren Kost i Jægergårdsgade, Århus for at lade denne nordtyske perle indgå i sortimentet.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme