Kajs Ølblog

*MUMS*

Efter at have anmeldt nogle øl fra Kvicklys Ølfestivalg var jeg ellers igen kommet i øvelse med at skrive dårlige anmeldelser. Vid, at hvis man har en ølblog, er selv de værste øloplevelser gode, for man kan skrive lige præcis, hvad man mener om sprøjtet bagefter. Således har årets Ølfestivalg også været en fornøjelse for undertegnede. Og som jeg fortalte sidst, var jeg i Kvickly i fredags for at redde mig et eventuelt restlager af festivalg-øl. Forgæves. Lørdag gjorde jeg endnu et forsøg i Fakta på Njalsgade, idet jeg tænkte, at ligesom de havde arvet Kvicklys restlager af rigtig gode amerikanske mikrobryg, havde de måske også arvet restlageret af Kvicklys middelmådige konkurrencesprøjt.

Men også der måtte jeg gå fra med uforrettet sag. En pakke bleer blev det til, hvorefter kursen blev sat mod Islands Brygge, hvor jeg havde fået øje på en fin legeplads til mine børn, som jeg var på tur med. Er man stedkendt vil man vide, at den ligger bag en lav, rød mur ud til vejen, mens den ud mod havnen kun er omkranset af et stakit, så der til den side er udsigt til vandet.

På vej derhen opdagede jeg Toft Vin – og lagde vejen forbi på hjemturen. Bagest i butikken findes et mindre slaraffenland af mikrobryg fra nær og fjern; Danmark, Belgien og USA mere end noget andet. Jeg snuppede en Duvel Triple Hop og denne øl fra Evil Twin Brewing. Det er nok ikke sidste gang, jeg lægger vejen forbi Toft Vin på Islands Brygge, og jeg giver stedet mine varmeste anbefalinger. Ikke alene har de et fint udvalg. Personalet er meget hjælpsomt med at holde styr på eventuelle tumlinge, man har med på indkøb.

Evil Twin Brewing er Jeppe Borg Bjergsøs projekt, og navnet hentyder til, at han er tvillingebror til Mikkeller-stifteren Mikkel Borg Bjergsø. Rygterne vil vide, at de to ikke er de bedste venner, og derfor har Jeppe altså udråbt sig selv til at være den onde tvilling. Vittigt og lidt alvorligt. Men øllets ry fejler intet. Bryggeriet er omtrent lige så feteret og velrenomeret som den gode tvillings, og tillige dermed karakteriseret ved at være et nomadebryggeri, der ikke selv ejer lokaler, men brygger øllet på andre bryggeriers udstyr. I nærværende tilfælde Fanø Bryghus’.

Der er tale om en IPA, og hvis den ellers ikke kun smager af gær, er meget jo allerede vundet ved stilen. Det er et flot, rødgyldent bryg, dejligt tåget af restgær og med gyldent skum. Her kan man virkelig se, hvordan gyldent skum ser ud, for dette er virkelig gyldent. Ikke bare hvidt med et par toner af gult, men næsten auroraorange som en solopgang efter et større islandsk vulkanudbrud. Brygget klistrer lystigt i fine linjer efterhånden som det nydes. Men man forventer næsten mere med skum af den visuelle kaliber.

Duften gør ikke voldsomt meget væsen af sig. Humlen er umiskendelig, men ikke mere, end man kunne opleve i fx en god, tysk pilsner. Der er også et ledsagende spor af blomstersødme – hyldeblomst, og igen et klassisk IPA-indtryk.

Det er først i smagen, at brygget virkelig folder sig ud. Ganen revner næsten af den intense, flødeagtige fylde, der eksploderer med skarp og aggressiv bitterhed i hele mundhulen. Det er gæren, der som en korttidshævende bolledej fylder hele gabet med rifter og stik. Man opdager hurtigt, og bliver ganske lettet over, at gæren faktisk ikke smages. Den mærkes kun. Den giver brygget sin helt unikke fylde, og kun det. Den flade, syrlige og stikkende smag af gær er ganske fraværende, endskønt det fysiske gærindtryk påvirker tungens følenerver – men altså ikke smagsløgene.

Det er smukt, og lidt fikst at kunne få øl til at føles gæret, uden at det smages. Og så er man endda kun nået halvvejs – og måske endda ikke helt endnu. På bagtungen raser humlen nu videre og klæber sig til mandler, gane og svælg. Den arrige humle og gærfylden fra mundens forende forvandles nu til den sødeste honning. Honningen får associationerne til at piske løs, og jeg tænker et øjeblik på, at jeg for tiden er ved at tygge mig gennem Bibelen. Der ævler de op og ned ad vægge og stolper om mælk og honning, og hvordan det står for det arketypisk mest vidunderlige, man kan forestille sig.

Ja, de gamle hebræere kendte af gode grunde hverken til Evil Twin Brewing, eller deres vidunderlige IPA. Her er honning kun en enkelt del af mange godterier.

Vel – tilbage på sporet. Honningen runder den lækre, og tæskebitre slutsekvens af humle, gran og fennikel af. Dette afløses af en virkelig langvarig, tør, humlebitter eftersmag, der i sig selv ville være oplevelsen værd. Brygget skal endelig nydes langsomt og i små slurke, for der er rigeligt med nydelse i selv den mindste tår. Og vær ikke bange for temperaturstigningen, for med denne afløses gærfylden af en lige så skøn – hvis ikke skønnere og mindre aggressiv vinøs fylde, der får honningindtrykket til at vokse.

Se dette er brygkunst! Den onde tvillings førstehåndsindtryk på mig er mindst lige så godt som den godes. Skål og vel mødt til forhåbentlig mange flere Evil Twin-øl i fremtiden. Jeg håber, de leverer jævnligt til Toft Vin, der fra nu af vil være min foretrukne ølpusher i mit amagerkanske hood.

Nårh ja – navnet? Det er sikkert en eller anden forkortelse, der beskriver øllet. Fx kan jeg se, at alkoholprocenten på 9 indgår. Men ellers har jeg ikke den fjerneste anelse.