Økologi alene …
De gode øl har jo flydt i stride strømme her på bloggen. Forventningen som øllene udadtil stillede i udsigt – med beskrivelser, etiketter osv. – har faktisk ikke stået særlig godt mål med øllets egentlige kvalitet. Sidstnævnte har i den grad overgået etiketternes forjættelse af produktet, og det er den slags forventningsuoverensstemmelse som jeg godt kan lide.
Og det var jo ellers ikke fordi øllene udadtil var kedelige. Der har været alt fra bakterielle eksperimenter til rent ud sagt himmelske stouts, og hele tre topkarakterer er det blevet til i løbet af de sidste seks anmeldelser. Det må siges at være i orden.
Men All good things must come to an end, og inden længe har vi de syv magre år, træerne vokser ikke ind i himlen, og højt at flyve, dybt at falde og alt det der … I mit tilfælde ser det ud til, at de gode tider langt fra er blevet dårlige endnu, jeg er måske nået et aftagende sjette år i stimen, og nok er højden med dagens bryg aftaget en kende, mææææææn – så trækker skyerne sig altså heller ikke mere truende sammen i horisonten.
Dagens bryg er en økologisk stout fra Californien – et af de mange dynamiske centre for amerikansk mikrobryg. Jeg har flere gange luftet min åbenbart temmelig kontroversielle manglende skepsis over for økologisk øl, men også altid haft det forbehold, at økologi alene ikke gør øllet godt. Det er dagens bryg et for så vidt udmærket eksempel på.
Gode stouts skal helst forhandles i tuber, hvor brygget skal trykkes ud. Og hvis det forhandles i flasker, skal det helst stødes ud ligesom fra en ketchupflaske. Dertil lever dette bryg kun i meget ringe grad op. Ganske letflydende er det, tillige lidt for sodavandsagtigt brusende og med et lidt for hurtigt faldende skum. Til gengæld er det ganske uigennemsigtigt natsort, så en bedømmelse som colastout stadig ville være uretvisende grænsende til det uforskammede.
Brygget dufter af kaffe og jordnødder. Kaffen kunne godt trænge til lidt flere bønner, og den fornemmelse får man også i smagen. Til gengæld er kaffen det dyre økologiske luksusmærke fra Irma, så kvaliteten af bønnen i det mindste er på plads … men igen, det alene gøre ingen god kaffe – eller for den sags skyld øl. Bitterheden følges op an en småslatten, rugbrødsagtig fylde, der med bryggets søde honningnoter giver indtryk af pumpernikkel spædet op med colanød.
Det bliver aldrig – sådan WHAUW! rigtig fantastisk, som Kim Schumacher ville have sagt det. Ikke desto mindre er kaffens kvalitet god hele vejen igennem, og jeg kan godt lide pumpernickel, så denne stout trods alt formår at hive sig op over det middelmådige.
Men det er lidt på trods, og næppe på grund af økologien, at æren reddes på stregen.
Seneste kommentarer