Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Duvel Moortgat

Duvel Triple Hop, Duvel Moortgat

Hedt Humlehelvede

I dag er det min kære vivs fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres med en øl. Jeg valgte Brouwerij Moortgats Duvel Tripel Hop, en ekstrahumlet version af deres klassiske Duvel, den som jeg drak, da der var EM-finale i fjernsynet. Brygget er åbenbart lanceret i indeværende år, og har allerede høstet en del ros. På Untapped (hvor man kan finde mig som “Hopswatch”) høster den den ene topkarakter efter den anden, så forventningerne var skruet i vejret.

Og jeg blev ikke skuffet. Allerede det visuelle udtryk er ud over det sædvanlige. Brygget er lyst som citronsaft med hvidt skum, der sjovt nok ikke falder. Det bliver blot tyndere, idet nogle meget store bobler viser sig at være meget vedholdende og holder skummet i den fulde højde endnu længe efter at det både har trodset simple og komplekse regler for strukturers bæreevne samt rakt tunge ad tyngdeloven. Til sidst må det dog give efter for naturlovenes luner, men ikke uden at efterlade tydelige fnug på glasset, der hvor det holdt fast.

Den tredobbelte humle gør væsen af sig allerede i duften. Det er en skarp og krasbørstig odeur, hvor man bliver ganske overrasket, hvis man forventer noget a’la en IPA. En IPA, der jo også kendetegnes ved rigelige mængder humle, ledsages ofte af milde blomstertoner. Disse er aldeles fuldkommen fraværende her. Det er kun den rå humle, der er tilbage – og den er vred!

Smagen river og kradser i hele munden så snart de første dråber rører tungen. Humlen er ikke overraskende meget præsent, og sammen med en alkoholprocent på 9,5 føles brygget ikke ulig en mellemting mellem Bommerlunder og Rød Aalborg. Det giver i hvert fald den indre varme og renser godt ud i bihulerne. Et godt alternativ til romtoddy, tigerbalsam eller pebermynteolie når man er syg.

Skal smagen beskrives i detaljer, udtrykker humlen sig ud over i kommen også i gran-, fyr- og fennikelnoter. Smager man nøje efter opdager man dog også et sødt indslag af honning bagom alt det stikkende, rivende og flående. Ved mandlerne viser sig et ganske særligt indslag af vingummi, som jeg ikke husker at være stødt på i øl før. Det er der som et plaster på de mange sår og flænger brygget ellers efterlader i munden. Sødmen giver desuden bryggen en fylde, der kan bære de aggressive udtryk, så det ikke bliver ren Hoppy Christmas om igen.

I sandhed en ganske særlig og unik øloplevelse, som man ikke kan give andet end en høj karakter. Når dette er sagt har brygget samme ulempe som sin lempeligere humlede bror. Det er en skrap omgang, der i skrivende stund har givet bloggeren hovedpine, og som endte med at være lidt svær at komme igennem. Snapseelementet bidrager ikke ligefrem til vederkvægelse eller drikkelighed, endsige letdrikkelighed og som man nærmer sig glassets bund, bliver opgaven med at få brygget drukket ud – sagt på jævnt jysk – en smule træls. Men oplevelsen skal man have desuagtet det medfølgende ubehag. Brygget får mine om ikke varmeste – så i hvert fald pænt varme anbefalinger.
5-stjerner

Duvel, Brouwerij Duvel Moortgat

Finaleøl

I skrivende stund er der EM-finale, og i håb om, at UEFA på vegne af Carlsberg idømmer mig en kæmpe bøde, har jeg valgt at drikke og skrive om en øl fra et bryggeri, der ikke er hovedsponsor for arrangementet, idet jeg håber, det bliver opfattet som reklame. Hvis jeg får en bøde, og bryggeriet bagefter vælger at betale den, lige som Paddy Power gjorde for Niklas Bendtner, kan jeg angive erstatningen som A-indkomst, og den skal nok svare til den årlige gennemsnitsindtjening for en akademiker … og hokus pokus – velkommen til en ny dagpengeperiode. – Ja, jeg ville selvfølgelig, i modsætning til, hvad samtlige partier fra SF til DF påstår, hjertens gerne have et arbejde, og gerne et, der gav væsentligt mindre årligt end det Bendtner fik i bøde – men næh nej, det kan jeg jo ikke få, så jeg må prøve med de beskidte tricks i stedet.

Duvel er en Exceptionelt lys øl. Lysere end andre lyse rædsler som Corona, Tuborg Lime Cut og Cult Kay-Sar. Skummet er højt, næsten selvlysende hvidt, ganske luftigt, nærmest sprødt med konsistens som mislykkede marengs. Det er ment positivt og klæbeevnen svarer godt dertil. Duften er sød og intens. Den mærkes langt fra glasset, såsnart øllet er skænket.

Smagen er en bittersød – mest bitter, og den søde smag mærker man kun allerførst. Først indledes smagen dog af et turboboost af alkohol, der fylder hele mundhulen som en kraftig kartoffelbrændevin. Det er en voldsom og intens øloplevelse – ikke udelt behagelig, men det gør ikke noget, fordi den samtidig er unik. Sødmen, der derefter indfinder sig langs gummerne bærer noter af hyldeblomst, en hård og klar smag, der derefter rammer mandler og svælg, hvor en kraftig, tør bitterhed og humle tager over. En let syrlig note af citrus og græs er også til stede, mest som pynt, og alligevel undværligt i det store billede, og derfor ret beset overflødigt, hvis ikke ligefrem skæmmende.

Det er voldsomt, det river og flår i hele munden, og man kommer til at svede selvom øllet er koldt. Man forstår godt, at Michael Jackson – ølkenderen, ikke ham med gummiansigtet – skulle have kaldt denne øl en af verdens bedste øl (jeg henviser til en kilde, der også er tvivlende – men selv hvis det bare er en god historie, at Michael Jackson skulle have kaldt den det, forstår man godt, at historien er opstået). Men når alt dette er sagt, er det ikke altsammen ubetinget behageligt. Snapsessensen vil næppe glæde alles ganer lige meget, og jeg synes helt klart, at den er mere spændende og interessant end egentlig rar.

Men det er nu også det eneste negative der er at sige om en ellers velsmagende – og altså meget spændende øl.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme