Kajs Ølblog

Det griber om sig …

Før jeg skrider til anmeldelse af den næste øl, kræver endnu nogle begivenheder i den virkelige verden en bemærkning, eller snarere to. To store sjæle, personligheder, ånder, mennesker er gået bort.

To superhelte fra mit perspektiv. Det kan godt være, jeg aldrig fik læst særlig mange Marvel-tegneserier, men jeg har altid elsket superheltegenren, og man er intet mindre end en historieløs og kulturforladt slambert, om man ikke anser Stan Lee for en af de allerstørste superhelteskabere – ja, en af de største superhelte inden for tegneseriekunsten siden ukendte billedskærere huggede Siddhārtha Gautama Bodhisatvas liv ud i væggene på Borobodur-Templet i Indonesien.

Knap så kendt, men lige så stor en superhelt var Morten Grunwald – for mig i hvert fald. Den sidste fra Olsen Banden, der også uden for filmen og scenen var en antiautoritær rebel. Se & Hør (af alle) fangede et vidunderligt skilderi af ham, da han gav fingeren til Ritt Bjerregaard og Ruth Evensen. Det var dengang der i stedet for en nedrivningstomt på Jagtvej 69 stod et kulturelt overflødighedshorn af festivitas og kreativitet, som jakkesætklædte paragrafrobotter i samkvem med sindsforvirrede religiøse ekstremister og et voldsliderligt politikorps havde set sig sure på.

Må de hvile i fred begge to, og de skal have så stor en tak for den glæde og festivitas de kunne give i så utrolig mange menneskers liv.

Videre til øllet. Den var en gave fra en af mine gavmilde læsere – Niels, der også inviterede mig på Taphouse til afprøvning af aldeles exquisitte smagsprøver forleden. Brygget her blev skyndsomt udvekslet i barlokalets tusmørke, for den slags steder må man jo ikke tage egne drikkevarer med. Åbnet blev den dog først forleden hjemme i privaten.

Særligt ved brygget er oprindelseslandet; Bosnien-Hercegovina, hvorfra jeg ikke før har prøvet øl. Niels har familie dernede, og rejser derfor ofte på ferie dertil. Nærværende blogger sætter stor pris på den mulighed, hans lille feriegave gav mig, for at afprøve hvor langt den globale ølrevolution er nået på Balkan. Her skal det passende indskydes, at det ikke er første øl fra Ex-Jugoslavien, jeg prøver. Serbien er allerede repræsenteret på bloggen.

At skænke brygget er vanskeligt. Det skummer ganske voldsomt – men også tæt og plastisk, så man næsten kan skære figurer i den anselige andel, der rager over drageglassets kant. Brygget står flot kobberrødt, og med al ønskelig værdighed i favoritbægeret.

Duften tager over hvor den lovende visuelle indledning slap. Sød af skumfiduser og flormelis, garneret med skarp nålearoma, der rammer lige i bullseye. Hele fjæset flækker i et kampe smil da brygget rammer tungen. Fint sandpapir pudser løs i gane, gummer og gabets øvrige indersider, så hele kæften åbnes til en både blid og skarp aroma af lærkenåle og birkebark.

Ja, normalt skal bryggerierne gøre sig fortjent til at blive hældt i drageglasset, men nogle gange satser jeg – og gevinsten er bestemt hjemme.

Det er imidlertid de første par mundfulde, der er bedst. Så begynder de små skønhedsfejl at indfinde sig: Den sødligt bitre birkebark bliver syrlig og derefter metallisk, og bitterheden tager så småt form af vådt pap.

Noget kunne tyde på, at brygget har stået en smule for længe, så der er gået ilt i det. Det er ærgerligt, men heller ikke første gang, jeg har oplevet det med øl, der er kommet langvejs fra. Ja med øl væsentlig kortere vejs fra – Aalborg fx – har jeg flere gange oplevet, at brygget oxiderer undervejs og får afsmag.

Her er det heldigvis ikke så meget, at oplevelsen ødelægges. Faktisk kan man stadig mærke, hvor godt det var til at begynde med, og karaktergivningen bør også være derefter – omend der også trækkes lidt ned for en indpakning, der vist ikke holder til transport.

Uanset hvad, skal Niels have tusind tak for indsparket fra et af klodens mindre kendte hjørner.