Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Doctor Brew

Dzięki! (Jubilæumspakken, Epilog)

2015-06-11 16.06.30

Ja, sådan siger man ifølge Google Translate “Tak” på polsk. Spørg mig ikke, hvordan det udtales. Polsk er et af de sprog, jeg aldrig har prøvet at lære.

En stor ‘Dzięki’ skal under alle omstændigheder lyde til det polske bryggeri Doctor Brew, for en meget fin pakke øl. Det har været en fornøjelse at være deres reklamesøjle, og jeg håber, vi inden længe kan komme til at se nogle af deres øl i forretningerne herhjemme.

Skulle de spørge, om jeg ville prøve nogle flere, ville mit svar helt klart være ‘TAK!’ På Polsk betyder det åbenbart ‘Ja’! Og så passer det jo så fint, at det på dansk betyder ‘tak’ (i fald nogle af læserne ikke skulle være klar over det). Så kunne man jo ligefrem sige “Tak tak!”

Og før niveauet når under det absolutte nulpunkt, tror jeg bare jeg stille og roligt holder inde. Til læserne vil jeg blot sige, at brygget bestemt skal prøves, hvis der står Doctor Brew på.

Sikke et jubilæum!

Saxy Berry, Doctor Brew (Jubilæumspakken VII)

2015-08-14 18.22.24 Grumset finale

Så er jeg nået til sidste øl i Jubilæumspakken, de 7 fine øl fra Doctor Brew. Ja, nu kan jeg sige de 7 fine øl med sikkerhed, for det har de så sandelig allesammen været.

Det sidste bryg er vist det hidtil eneste bryg, der ikke overholder Reinheitsgebot, og så måske alligevel ikke. Jeg ved ikke hvad de tyske fødevaremyndigheder ville have sagt til øl lagretwhiskyfade i forne tider. Men whiskyen er jo trods alt ikke tilsat, vel?

Her er man til gengæld ikke i tvivl, men øl kan jo også godt være fint, selvom det ikke lige overholder de gamle, hævdvundne tyske renhedsforskrifter. Skulle man være i tvivl, er brygget tilsat solbær. Det første jeg tænkte på, da jeg så brygget var, at det nok var noget lignende den framboise, jeg prøvede for lige over to år siden. En spinkel frugtblanding, uden meget at byde på brygmæssigt. Så fik jeg kigget på bagetiketten, og måtte omgående revidere fordommene.

Brygget har en imponerende alkoholprocent på hele 10. Så der er ingenlunde tale om et slapt blandingsprodukt af solbærsaft og øl. Snarere er solbærrene med fra starten, og hvem ved – måske er det sukkerstofferne derfra, gæren har guffet i sig under brygningen sammen med maltsukkeret?

Uanset hvad, udløses solbæraromaen allerede ved åbning. Desuden mærker man malten som et fyldigere og mere traditionelt sødligt indslag af karamel i baggrunden. Stikker man næsen hen over glasset, mærker man desuden vanille og marcipan, samt et prikkende indslag, som når man dufter til eller smager en blanding af lige dele citron og sukker.

Visuelt er der show for alle pengene. Selve brygget er i en lys mahogninuance med gylden, omend hverken særlig højt, holdbart eller hæftende skum.

Det er restgæren, der leverer showet.

2015-08-14 18.29.16Tåget? Nej! Grumset? Det er ikke ordet! Pløret? Nu nærmer vi os. Store hvide klatter tumler dovent rundt i brygget på samme måde, som når man hælder sodavand i et glas, hvor der forinden har været mælk. Jeg husker kun Delirium Christmas som grumset på samme måde – men næppe i samme grad. Det er i sandhed voldsomt, og jeg tog mig selv i at håbe, at det ikke ville have en negativ indvirkning på smagen.

Det lader det ikke til at have. Men igen skuffes man måske en anelse, når man igen oplever, at brygget ikke smager som det dufter. På den anden side er den runde, bitre og fyldige jo humle egentlig rar nok. Sammen med solbærindslaget dannes en interessant og kraftig smag af ananaskirsebær, der især smages ved gummerne, og får munden til at trække sig en lille smule sammen. Det er ikke bare en smagsoplevelse, men også en fysisk oplevelse at få brygget ind bag tandrækkerne. Alkoholen yder en cognacantydning, og så i øvrigt tilpas fylde, uden at det bliver for voldsomt.

Endnu engang er brygget aldeles kompromisløst i sit udtryk. Der er bestemt ikke tale om en frugtsaftblanding, endsige en sodavandsøl. Bærindslaget indgår ikke engang som selvstændigt element i brygget, men får det samlede bryg til at smage af noget ganske andet, når det indgår i kombination med de andre ingredienser. Det er snedigt og vidner om stor brygkunst – og så kan tyskerne ellers komme med deres reinheitsgebot …

Det er spændende og lækkert … og så alligevel nok mere det første end det sidste. En verdensklasseøl er den på trods af sin oplagte interessanthed trods alt ikke. Men kompromisløs som de andre Doctor Brew-øl er den nu alligevel.

4-en-halv-stjerne

Summer Ale, Doctor Brew (Jubilæumspakken VI)

2015-08-08 14.59.23Let, men stadig svær …

Sommeren lakker mod enden med en ordentlig hedebølge på falderebet. Jeg er for første gang i år solskoldet efter en tur på stadion i går, hvor jeg kunne opleve mit hold, Fremad Amager tabe mod BK Frem i åbningskampen. Heldigvis er det til at holde ud at tabe til et hold, hvis mest hånende tilråb mod én er “I er en forstad til Sydhavn”. Det siger lidt om det venskabelige forhold mellem de to klubber, men jeg fortaber mig …

Det er trods alt øllet, det skal handle om, og i øvrigt ikke de par Tuborg Classic, jeg fik på stadion, men derimod den Summer Ale, jeg fik et par dage før på tagterrassen ud for min lejlighed. Efter tre IPA’er er det næsten en lettelse at prøve noget lidt lettere fra det ellers fine og anbefalelsesværdige polske bryggeri Doctor Brew. Eller … jeg gætter ud fra betegnelsen, at det er lettere. Mest spændende bliver det, ikke om det også er kompromiløst og fandinvoldsk ligesom IPA’erne – for det skal det nok blive – det er mere spændende hvordan den er det.

Indledningsvis stilles mildere noter i form af søde hyldeblomster og citrusfrugter i udsigt. Det er friskt, sødt og skarpt, men mest frisk og sødt. Den barske humle glimrer ved fravær, men uden at man savner det. Der er rigeligt med bouquet alligevel.

Det varer lidt, før man kan smage på brygget. Skummet skal først lægge sig, og det tager sin tid. Under det kan man beundre det citrongule bryg med den uigennemskinnelige finish fra restgæren, der tumler rundt bag glasset.

Men hvor humlen ikke gav sig til kende i duften, så kommer den stærkt igen i smagen.

Alene i skummet trænger den igennem med et skarpt stød i tungen. Og selvom selve brygget helt klart er lettere i smagen end de foregående IPA’er så skorter det fortsat ikke på humle og gær. Man mærker til gengæld noget til malten, der er nogenlunde fyldig og rund. Sammen med et præsent indslag af frisk græs udgør det bryggets sødere og lettere profil, som ellers ikke vidner meget om duftens blomstersødme. Citrussen er der til gengæld. Den yder brygget skarp- og friskhed, og blander sig fint med gæren. Humlen slutter af med at levere en både skarp og frisk bitterhed af spæde birkegrene.

Det hele er pakket ind i et småkrast gærindslag, der brutalt standser ethvert tilløb til letdrikkelighed som man finder det i kommercielle mainstreamøl. Selvom der er lagt en dæmper på voldsomheden, er spændingen intakt mens lettilgængeligheden fortsat holdes i sommerferiepostkortafstand.  Det kan godt være, at brygget er en tand lettere, end hvad Doctor Brew før har leveret. Men det betyder langt fra, at brygget er let.

4-en-halv-stjerne

Molly IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken V)

2015-07-18 17.50.32Platon ville have været begejstret …

For et par aftener siden kom Gedved forbi. Til hans 40 års fødselsdag havde jeg været en klaphat, og glemt hans gave, så jeg inviterede ham forbi, så han kunne få dén, og så i øvrigt lige smage på et par gode øl, nu han alligevel var der. Han havde også et par øl med, og et par timer senere havde vi begge en lille fjer på, og jeg havde et hængeparti.

Og det hængeparti begynder jeg med denne øl, at arbejde af.

Det er en af de efterhånden velkendte Doctor Brew-øl, en fin gave, jeg fik til anmeldelse, og som er finere, end jeg havde turdet håbe på. Ikke én af øllene har indtil videre scoret under 5 stjerner, men i betragtning af, at de fleste af dem har været amerikansk inspirerede IPA’er, er det måske, mine præferencer og smagsløg taget i betragtning, ikke så mærkeligt endda.

Brygget her følger stilen. Der er tale om endnu en IPA efter amerikansk forbillede. Denne gang en meget lys én af slagsen. Brygget er nærmest bleggult som friskpresset citronsaft. Skummet er til gengæld rigtig flot, hvidt og cremet som nypisket marengsmasse.

Man behøver ikke dufte til brygget. Det er rigeligt bare at trække vejret i nærheden, når flasken åbnes, for allerede da udløses den skarpe bitterhed. ‘Den har det, der hedder bouquet’, som Gedved bemærkede, og jeg bifalder idet duft kun er et fattigt ord om dette brygs aroma. Linda bemærkede, at hun hellere ville drikke Fernet Branca end dette bryg, og bad mig samtidig bemærke, at både hun og Gedved er fra Jylland (ligsom jeg selv) og at der i deres respektive udtalelser skulle forudsættes en vis underdrivelse. Et skud frisk og kras humle blander sig med et ligeledes friskt skud citrus. Det minder ikke særlig meget om Fernet Branca, men det var måske netop pointen?

Citrus og humle fortsætter i smagen, og i netop den rækkefølge. Indledende smager brygget syrligt og friskt, især med lime-noter. Man venter lidt, og så rammer humlen hårdt og skarpt som en krog med modhager, der næsten river tungen op på langs.

Det er lige på og hårdt. IPA’ens rå bitterhed og friskhed leveres i sin mest rå og uforfalskede form. Det er ikke særlig nuanceret, og der er sparet kraftigt på enhver følgearoma af frugt eller blomst. Til gengæld er der dét mere af det rå og det bitre.

Brygget fokuserer på det kendte, det klassiske og det definitive for genren i en grad, så brygget transcenderer og alligevel bliver noget ud over det sædvanlige. Det er både stærkt og minimalistisk. Det definitive i genren er brugt, og så heller ikke andet, men for dette får man ikke en stereotyp øl, som man alligevel har prøvet før. Nej, men får noget, der pludselig ligger meget tæt på selve IPA’ens ide. Platon ville have været begejstret.

Gedved derimod var mere skeptisk. Angiveligt mindede den ham om koncerten med The Minds of 99 på årets Roskilde Festival, hvor han ikke havde nogen at snave med – og hvor han kunne se trommeslageren fra hans gamle Band (Fuk Polic) på scenen. En eller anden følelse af tomhed, som han nok kun selv kan beskrive.

Ikke desto mindre ville han alligevel give den 4½ stjerner, og faktisk endda 4 3/4, hvis mit pointsystem tillod det.

Men jeg har valgt ikke at runde op, da han ikke mente, at den fortjente 5 stjerner, sådan som jeg selv har givet den. Det er ved at være en vane, med Doctor Brews øl.

4-en-halv-stjerne

5-stjerner

Azacca Single Hop IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken IV)

2015-07-05 18.00.01Så ukendt og eksotisk …

I whiskeyverdenen (jeg staver det helt bevidst -key, da ‘whisky’ uden ‘e’ udelukkende skulle betegne skotsk whisky (det var i hvert fald hvad de påstod på Glengoyne destilleriet, da jeg var forbi der i 2003)) har man single malt whiskyer – whiskyer, der er resultat af én destillation på ét bryggeri, og ikke en blanding af mange forskellige destilleriers produkter tilsat ‘grain’ – den fæltsmagende industrisprit. En sådan blanding kaldes en blend, og Dimple, Famous Grouse og Chivas Regal er tre drikkelige eksempler på dette.

I ølverdenen har man Single Hop IPA’er. Og det er ikke det samme. Øl er ikke blandinger af forskellige bryggeriers produkter med et industriprodukt a la grain som rygrad. I hvert fald ikke hvad jeg ved af. Al’ øl svarer formentlig til Single Malt på den måde, at øl brygges ét sted af én urt. Når man så har Single Hop IPA’er (eller single hop hvad-som-helst andet. Jeg ser ingen grund til at tro, at man ikke skulle kunne lave samme numre med andre øltyper. Denne fx. er vel en single-hop pale ale), så angiver det, at man kun har brugt én humlesort. I dette tilfælde Azacca, en amerikansk humlesort, der er så u-udbredt, at der i skrivende stund ikke findes en engelsk wikipedia-artikel om den. Man kan lære en masse videnskabeligt og sikkert nyttigt og spændende, hvis man har det mentale overskud til det, ved at læse om den her. Selv går jeg desværre hurtigt kold i den slags (og dén side der, er ikke engang slem) selvom jeg ville ønske, at jeg forstod alt det, der stod der.

Nå – man behøver jo ikke vide alt, for at nyde noget. Hvem har fx brug for at vide alt om programmering for at more sig med et computerspil? Nemlig nej – ikke specielt mange. Hvad jeg trods alt forstår af det, der står på hjemmesiden, er, at Azacca-humlen skulle være rig på citrusnoter og tropisk frugt. Desuden er den opkaldt efter en haitiansk gud for agerbrug. Endskønt jeg er uddannet religionssociolog havde jeg heller aldrig hørt om bemeldte agerbrugsgud. – Denne er der under det navn i sagens natur heller ikke nogen Wikipedia-artikel om. Polske Doctor Brew er åbenbart ikke bange for at begive sig vel uden for det alment kendte i deres ølproduktion, og det borger ifølge denne ølblogger for karakter og kvalitet.

Duften er i hvert fald passende kras og aromatisk. Ikke uden de forjættede citrusnoter, men med dominerende duft af friskknækket træ. Skummet er cremet og klistret, og brygget solgult til kobberorange afhængigt af hvordan lyset falder. Igen er der ikke sparet på restgæren, som jeg denne gang nænsomt undgår at få for meget med af.

Bitterheden er der under alle omstændigheder. Den river godt med noter af gran, men også med et velgørende syrligt element og en bagvedliggende sødme af mango – jo, hjemmesiden, jeg tidligere linkede til, lyver ikke. Fylden er dog lidt skrøbeligere end i den mere klassiske ‘American IPA‘ som jeg prøvede sidst. Også bitterheden viger lidt, og det skyldes nok et lidt mildere element af gær. På en dag som i forgårs, hvor jeg drak den, er den marginalt større vandighed og letdrikkelighed imidlertid tiltrængt. Øl må også gerne læske og behøver ikke altid eksplodere i flående, rivende bitterhed.

Eftersmagen er i øvrigt ganske udsøgt. Et markant element af appelsinsødme blander sig pikant med skarphed af grannåle. Brygget får derved skabt sig et sidste afgørende karaktérudtryk, der adskiller den fra andre IPA’er i almindelighed og fra American IPA i særdeleshed. Letdrikkeligheden i sig selv, og de små forskelle i aroma gjorde det ikke alene.

Så endnu en aldeles nydelig og mere til IPA fra Doctor Brew. Bryggeriet skal dog være obs på, at deres ellers aldeles nydelige IPA’er også er mere end det. At de også er selvstændige bryg, der ikke kommer til at ligne hindanden for meget.

5-stjerner

American IPA, Doctor Brew (Jubilæumspakken III)

2015-07-03 18.41.49Ganske autentisk …

Så var der lige et hængeparti at følge op på … Før der gik Ølfestivalg i den for alle pengene, var jeg jo i gang med et femårs jubilæumstema i anledning af, at det polske bryggeri Doctor Brew havde kastet en bunke øl i nakken på mig. Jeg må hellere komme i gang med dem igen, før jeg glemmer dem, eller et eller andet.

Selvom denne IPA er brygget efter amerikansk forbillede, er den modsat de første to Doctor Brew-bryg ikke lagret på bourbon-fade. Det har vist sig ikke at være det største problem. Den visuelle oplevelse af brygget starter længe før skænkning, hvor man kan se de stor klumper af restgær tumle rundt i flasken. Også skænkningen er en oplevelse. Det gyldne skum tårner sig som citronmarengsmasse op over glassets rand – som om det ikke var fryd nok blot at beskue det kobberorangebryg … der knækkes over i en mere brunlig nuance, da restgæren ryger med op. Ups … Om det nu var klogt må vi jo få at se …

Bergamotolie i duften – ja, man kan allerede høre Stars & Stripes Forever for sit indre øre. I smagen er bergamot- og blomsteraromaen dog noget afdæmpet til fordel for en mere old school IPA-bitterhed af træ, grannåle og et indslag af brændenælder samt en vældig fylde af gær, der overraskende nok ikke bliver klæg eller sur.

Det er godt, solidt og meget klassisk. Bitterheden er lige præcis så fandenivoldsk som man ønsker og forventer, alle IPA-ønsker indfris, og man sætter veltilfreds glasset fra sig, og går  i gang med at nyde eftersmagen, der stadig mærkes tydeligt i hvert fald en halv time efter at sidste dråbe har forladt glasset.

Klassisk, som sagt, solidt, næsten stereotypt, og man sidder måske alligevel og ærgrer sig lidt over, at det er så klassisk, og at selvstændigheden og idiosynkrasien drukner i klassikken. De blomstrende aromabomber af roser og hyldeblomst, som man ind imellem er så priviligeret at opleve i IPA udebliver. Brygget mangler lidt ud over at være en IPA.

Men en god IPA er det nu alligevel.

5-stjerner

RIS, Doctor Brew (Jubilæumspakken II)

2015-06-17 18.46.17Vi fortsætter i samme stil …

Ligesom Barley Wine er denne øl lagret i fire måneder på Jack Daniels-fade. Jeg var i vildrede over navnet. Var den mon brygget på ris? Det var der ikke noget på varedeklarationen, der antydede, men på den anden side – mit polske er ikke det mindste anløbent af den grund, at jeg ikke taler et eneste ord, og at sprog jeg aldrig har prøvet at magte, mangler vel fundamentalt noget, der overhovedet kan løbe an.

Jeg skrev til bryggeriet (der er efterhånden en længere samtale via fjæsens chat) og de kunne oplyse, at der er tale om en Russian Imperial Stout. Så gav det pludselig meget mere mening, og jeg skal også gerne indrømme, at mine forventninger steg som et barometer efter en efterårsstorm. Øl brygget på ris mangler stadig at imponere på min blog – over én kam.

Russian Imperial Stouts blev oprindeligt brygget til Zarens hof. Præcis hvilken Zar har jeg ikke lige haft mentalt overskud til at finde ud af. Men hvor Imperial Stouts, der ikke er ‘russiske’ (det er de jo sjældent. Nærværende er fx polsk, og den her er hollandsk) typisk er meget bitre og brankede, lægger en RIS (hvorfor ikke bare vænne sig til at bruge forkortelsen) mere vægt på søde karamel og kaffe-noter.

Det første duftindtryk leder ganske i overensstemmelse dermed tankerne hen på mørkt slik; lakrids, maltbolcher og kaffe med farin. Brygget virker samtidigt underligt tyndflydende og det skummer kun ganske ganske lidt. Ikke at det nødvendigvis gør noget, men jeg forbinder gerne stouts med højt karamelbrun marengsmasse over natsort bryg. Vel, i det mindste er det da karamelbrunt her.

De søde toner mærkes i den grad også i smagen. Der bydes på flødefyldig lakridskaramelblanding, hvor lakridsen godt kunne være Super Piratos, eller måske endda Tyrkisk Peber-bolsjer. Whiskyfadene gør nemlig deres arbejde rigtig godt, og bourbonaromaen stikker som små subtile nåle i tungens overflade, ikke ulig en perfekt doseret chili.

Det forbliver dog en fortrinsvis rund og blød Stout. Der er ikke tale om en rasende russisk bjørn, men derimod en mild og venlig bamse, der giver én et stort, varmt plysknus. Brygget er uhyre velafstemt i de søde nuancer, og en antydning af kaffe giver også lidt bittert modspil. Det eneste, man måske kan sætte en finger på, er viskositeten og fylden. Russian Imperial Stouts er bestemt oplevet fyldigere. Men hvad den ikke har i fylde har den i komposition og balance.

Der er valgaften i aften. Det ser i skrivende stund klokken 21:14 kulsort ud – lidt ligesom den her øl. Men i modsætning til valget, er dette bryg en udelt nydelse.

5-stjerner

Barley Wine, Doctor Brew (Jubilæumspakken I)

2015-06-12 18.04.22Jack D og polsk byg …

Doctor Brew, det polske bryggeri, der har doneret bloggens jubilæumspakke, har i mailkorrespondancen bedt mig starte med to Barley Wines. Begrundelse er, at øllene er lagret 4 måneder på Jack Daniels-fade. Åbenbart mister de med tiden karakteren fra fadene, så jeg klikker selvfølgelig hælene sammen i det jeg tager hul på den første med det concise navn ‘Barley Wine’.

Jeg skal her tilstå, at jeg faktisk prøvede denne Barley Wine før jeg introducerede jubilæumspakken. Og jeg kan allerede nu afsløre, at smagen af amerikansk bourbon endnu ikke har forladt brygget. Ellers er det jo ikke bare min debut med bryggeriet Doctor Brew – det er også min debut med polske øl i det hele taget og for den sags skyld også øltypen. Åbenbart bruges betegnelserne Barley Wine, Old Ale og Mild Ale i flæng om øl, der deler bestemte karakteristika – herunder især en høj alkoholprocent.

Bliv klogere – eller som jeg selv mere forvirret (det bliver jeg ofte, når jeg prøver at finde klare grænser mellem forskellige ølkategorier) her. Ifølge Wikipedia fandtes der et forlæg i klassisk tid, hvor man endnu ikke krydrede med humle. Det virker ikke ufornuftigt at antage, at betegnelsen ‘Wine’ hænger ved, ikke bare på grund af de høje og med vin sammenlignelige alkoholprocenter (i nærværende tilfælde mægtige 10,2%) men også fordi der findes historiske forlæg, der altså ikke indeholdt humle, og nok har haft mere karakter af vin.

Karakteristisk er desuden en fyldig maltprofil og lav karbonering. Dette gør brygget egnet til at drikkes ved relativt høje temperaturer. Denne her må have været 10-15 grader varm, og jeg kan bestemt ikke klage over oplevelsen ved den temperatur. Emballagen ligger i øvrigt lækkert i hånden. Jeg ved ikke om standard-halvlitersflasken i Polen har dette standardformat, men i hvert fald gør den kortere hals og den marginalt bredere profil hele forskellen i forhold til danske halvlitersflasker, der er højere og mere vakkelvorne. Det fancy glas, der fulgte med pakken ligger også fint i hånden, mens indholdet på flaskeetiketten er angivet direkte forkert, derfor det overfyldte glas, der afgjort kom til at ligge bedre i hånden, da de første 20-30 ml var konsumeret. Etiketten siger 330 ml, men der er altså en halv liter i flasken. Alt tyder på et fejletikettering, som jeg hellere må skrive tilbage om.

Det gør selvfølgelig ikke brygget ringere. Til gengæld er der mere af det, og i forvejen ville de 330 ml. have været alt rigeligt, styrken taget i betragtning. Man kan tydeligt lugte bourbon-elementet i det lidet karbonerede bryg, hvis lød imidlertid ikke tyder meget på vin, men snarere en brown ale.

Den første berøring med mundtøjet byder på en eksplosion af bourbonsmag og maltfylde i en vild krigsdans. Hele kæften er med – tunge, gummer, gane mandler og svælg. Der er brændende kartoffelsnaps på tungen og whiskydampe i gane og mundhule, der omgående udløser hosterefleksen, hvis man vover at trække luft ind over tungen for at udløse ekstra aroma (det er ikke rigtig nødvendigt, men man kan jo altid prøve for at lege).

Jeg har før prøvet øl, lagret på whiskyfade. Innis & Gunn byggede deres brand op omkring det engang, og det var jeg åbenbart mere end mildt begejstret for. Så gode husker jeg nu bare ikke at de var. Integration mellem øl og whiskynoter var ude af balance, som om en kniv af umodne ananaskirsebær uafladeligt huggede løs på gummerne.

Men her er maltfylde og bourbonimpression perfekt afbalanceret og giver noget nær en ultimativ integrationsoplevelse. Det er endnu bedre end Midtfyns Ghost Chili, hvor integration mellem øl, og det ølfremmede element også var vellykket. Jeg må dog erklære mig uvidende om, hvorvidt denne barley wine egentlig minder om – ja, barley wine. Hvis ikke en sådan er lagret på whiskyfade, hvordan smager den så? Svaret på det må jeg have til gode indtil jeg prøver én der ikke på denne måde er fiflet med.

Men at fiflerierne i øvrigt hæver denne barley wine op på niveau med skyerne, kan jeg bestemt ikke klage over – tværtimod!

5-en-halv-stjerne

Doctor Brew – Jubilæumspakken

2015-06-11 16.06.30Gaven …

D. 3. juni havde min blog fødselsdag – eller jubilæum, som det hedder, eftersom bloggen trods alt ikke er blevet presset ud af underlivet på nogen. Og når det ikke er tilfældet (med forbehold for kejsersnit), og der i det hele taget ikke er tale om levende ting, ja, så er det vel, at man kalder det jubilæum i stedet for.

Uanset hvad – kort efter at jubilæet indtraf, modtog jeg en meget fin pakke fra det polske bryggeri Doctor Brew. Den indeholdt 7 spændende øl. Og det er skam ikke noget jeg siger, blot fordi de råbte “grib!” fra den anden side af Østersøen, og jeg vendte mig om i sidste øjeblik til at gribe. Jeg synes faktisk helt oprigtigt, at bryggene ser meget spændende ud.

Og I kan tro, at anmeldelserne nok skal blive lige så ærlige som de plejer at være. At jeg får øl foræret – om det så er fra en distributør eller direkte fra bryggeriet – skal ikke få min subjektivitet til at løbe det mindste an i retning af en højere anprisning end brygget fortjener. Det kan man som ølanmelder lige så godt som en musikanmelder. Se bare Thomas Treo fra Ekstra Bladet – han lægger ingen fingre imellem, selvom anmeldereksemplarerne, han får, sikkert er gratis (og at han sikkert får dem af sin arbejdsplads, sammen med en hyre, jeg næppe nogensinde kommer i nærheden af, er selvfølgelig sagen komplet uvedkommende!)

Uanset den manglende intention om det, ser jeg øllene som min jubilæumspakke, og jeg glæder mig til at prøve dem. Ikke alene er det de første bryg, jeg prøver fra bryggeriet – de er faktisk også de første øl, jeg prøver fra Polen i bloggens levetid. Jeg har dog før prøvet polsk øl. Det er regulært pilsnerøl, men med en til to tænder mere smag end det helt regulære pilsnerøl, man finder i Tyskland (og Danmark).

Her er der dog næppe tale om regulært polsk øl. Det virker etiketterne og hele brandet lidt for hipstersmart til, og heldigvis for det. Forventningerne er i hvert fald højere end en til halvanden tænder over laveste fællesnævner – en hel del højere faktisk.

Jeg har allerede opdaget en fin lille detalje i bryggeriets logo. Det hedder Doctor Brew, og logoet er et ‘B’ inde i et større ‘D’. Kigger man lidt på logoet vil man opdage, at hvis man ser B’et som et hul inde i D’et – hokus pokus, så er det en oplukker – eller en samfundshjælper som jeg ynder at kalde det.

Falder der undervejs i temaet mon en kommentar af om Polen fra en vinkel, der ikke har noget med øl at gøre? Det kan nok ikke udelukkes.

Hermed et glædeligt velkommen til Jubilæumspakken. Jeg tror, det bliver godt.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme