Out of character …
Lidt ligesom belgierne er tyskerne gode til det der med lokale bryggerier. Hvad det til gengæld kniber med hos den store nabo mod syd, er variationen. Mens belgierne både er eksperter i lokale bryghuse, er de også über-buff, når det gælder variationen. Belgisk øl er tusindmilliarder forskellige ting, og så er vi ikke engang nået til kombinationerne af disse endnu. Tyskerne derimod magter kun … 7-8 stilarter, som de så skamrider ad nauseam, hinsides ad nauseam and then some.
Distelhäuser Brauerei er således bare ét af rundt regnet titusindmilliarder lokalbryggerier i Tyskland. Til gengæld brygger de det samme som … skal vi sige i hvert fald ottetusindmilliarder andre lokalbryggerier i Tyskland også har på repertoiret – nemlig en Weißbier. Tallet er sikkert lavt sat – selv Flensburger Brauerei, det ærkenordtyske bryggeri, brygger som bekendt en (iøvrigt elendig) Weißbier. Det er for længst holdt op med at være en sydtysk specialitet – tværtimod lider genren mere og mere under mainstreamtypens skavanker.
Det skal selvfølgelig ikke afholde mig fra at prøve, hvad jeg får stukket i hånden. Især ikke af mine gode kolleger – i dette tilfælde af Henrik, der ikke bare deler min glæde ved øl, men også ved den samme type musik. Hvor mange gange har han ikke spurgt mig, om ikke jeg kommer til Copenhell i år, hvorefter jeg skuffende må meddele, at jeg (igen) skal have børnene? Henrik syntes i hvert fald, jeg skulle prøve denne øl, som han selv syntes godt om. Det skal siges, at Henrik til en vis grad deler min skepsis over for Weißbier, og netop derfor ville han gerne vide, hvad jeg syntes om denne, som han altså mente var ‘out of character’ til den gunstige side.
Visuelt afviger det nu ikke synderligt – hvilket ikke gør noget, idet tåget Weißbier, der tårner sig op i et smalt glas under en tæt, fast, hvid marengsskumkrone aldrig bliver kedeligt. Bouqueten er kraftigt sødt-syrlig af lime, hyld og alkohol.
Smagen er frisk og lettere end den sprittede bouquet antydede. Brygget er fyldigt og lige tilpas sødt af banan. Dertil friskhed af forårsgræs smagt til med hyldeblomst og et stik af grape. Det giver ikke bare en adækvat Weißbieroplevelse,som man har prøvet dem så mange gange før. Nej, der er sgu lidt ekstra smag, lidt ekstra fylde og lidt ekstra sødme – alt sammen på den helt rigtige måde, så intet af det bliver for meget.
Det er slet ikke tosset, og selvom brygget stadig ikke er nogen nyskabelse, men blot en heldig variant over et gammelt tema, så har temaet – Weißbier – jo trods alt vist sin langtidsholdbarhed, såfremt kvaliteten ellers er i orden.
Det er den her. Tak til Henrik for øl. Jeg må give én en anden gang.
Seneste kommentarer