Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Guinness

Guinness Foreign Extra, Diageo

St. Patrick’s derhjemme

Kaabaen i Mekka er lukket og det samme er Peterspladsen i Rom. Er det ikke interessant, hvordan religiøse mennesker handler som om deres gud ikke eksisterer, mens den aktuelle coronaepidemi hærger? Det er som om de helt har mistet tiltroen til deres guds hjælp – og gudsketak og lov for det, fristes man i et anfald af slet skjult sarkasme at tilføje.

I modsætning til store dele af den danske højrefløj ønsker jeg ikke, at nogen skal få COVID-19 blot fordi de har et andet religiøst synspunkt end mit. Søren Espersens slet skjulte skadefryd på Twitter over bengalske muslimer, der ikke følger saudiernes sjældent rettidige omhu og Vatikanets ditto er forventelig, og så meget desto mere frygtindgydende. Tænk at sådanne mennesker har magt her i landet. Ikke så meget, som de engang havde, ganske vist, men bare en smule magt til den slags hadefulde mennesker, er pissefarligt.

Dobbeltmoralen skriger samtidig til himlen, idet DF’s helt egen højhellige profetereske Jomfru Marie (med efternavnet Krarup) ligeledes på Twitter har krævet gudstjenester gennemført midt i coronapandemien, “hvis man holder god afstand mellem deltagerne […] Ligesom vi gjorde i Folketinget ved afstemningerne torsdag aften […]”. At menigheder ude i landets kirker er en broget flok mennesker, der er langt sværere at holde styr på end Folketingets medlemmer, der i modsætning til menige kirkegængere nok skal blive testet så snart der er den mindste mistanke om smitte, skænker hun åbenbart ikke en tanke. Smitterisikoen er der altid – uanset hvor langt man ellers holder sig fra hinanden. Og jeg vil i øvrigt meget nødigt være den kordegn, der håndhæver afstanden mellem sognebørnene på vej ind og ud. Ikke alene er det langt ud over jobbeskrivelsen at måtte skride ind med et “hov hov!” hver gang afstanden overtrædes – det udsætter også kordegnen selv for smittefare – hver gang. Ligesom kordegnen (hvis det da ellers er hende eller ham, der står for security i templet) selv kan agere smittespreder i samme situation.

Så Jomfru Marie har mindre indsigt og udviser mindre rettidig omhu end salafistiske wahabier og romerkirkens gevandtklædte pæderaster. Burde man være overrasket? Det er jeg i hvert fald ikke. Marie Krarup gør ellers meget ud af altid at ville Danmark det bedste, men i øjeblikket udgør hun sammen med Vibeke Manniche og dennes datter Mai den største fare mod folkesundheden.

Selv overholder jeg isolation efter bedste evne. Det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne komme i kontakt med andre mennesker ud over mine arbejdskolleger, er i den offentlige transport mellem Thisted og Bedsted hvor jeg arbejder – og så når jeg køber ind. Det hænder at jeg har privatchauffør, både i toget og i bussen, når jeg vælger at tage den. Jeg har endnu ikke registreret flere mennesker end der kan tælles på en hånd, når der endelig var flere med end mig selv. Så der er risikoen til at overskue. Supermarkederne er ikke mennesketomme, men altid kun sparsomt besøgt. Så i det hele taget ser det ud til, at folk heroppe i Nordvestjylland har fattet de indtil flere vognstænger, myndighederne har viftet med som små dannebrog ved landskampe.

Værtshuse er ikke noget, jeg går på særlig tit, så når jeg holder mig fra dem, gør jeg i det store og hele som jeg plejer. Så på St. Patrick’s Day behøvede jeg heller ikke græde snot over, at de værtshuse, jeg alligevel sjældent besøger, kunne have været lukket. Til gengæld arrangerede en af mine gode venner fra internettet, Geoff Breeze en livestream på hans YouTube-kanal i dagens anledning. Nu hvor værtshusene alle var lukket, kunne man jo i vores online tidsalder rykke værtshusene hjem til én selv.

Geoff havde ikke hamstret Guinness – han er et ordentligt menneske, der overhovedet ikke hamstrer, men en sixpack havde han da købt. Jeg fandt anledningen perfekt til også at åbne en Guinness – én jeg har haft stående næsten et år.

Jeg købte den på Copenhagen Beer Festival sidste år i Africanbeer.dk’s stand. Det er ikke en Guinness, der sådan lige kan fås overalt, idet den brygges og distribueres i Nigeria. Lidt bekymret var jeg for, at den havde stået for længe, da den faktisk var over sidste salgsdato, men mørkt øl plejer at kunne klare det.

Visuelt fejlede den i hvert fald intet. Kulsort som man kender den, omend tydeligvis tappet med kulsyre og ikke kvælstof sådan som en traditionel Guinness er det. Skummet blev ikke så tæt, men til gengæld antog det en gyldenbrun lød, hvis festlighed ingen kunne tage fra den. Bouqueten lovede godt. Guinness dufter ikke af meget – mest bare vådt, men her viste sig snart indslag af nødder, en både bitrere, varmere og langt mindre vag duft, end man er vant til.

Mundfornemmelsen viste sig imidlertid at være på samme spor som den traditionelle Guinness. Fortrinsvis let, brødagtig, med aromaen mere som sekundant end primær drivkraft. Man drikker ikke Guinness for smagen, men for følelsen af den i munden.

Til gengæld er der faktisk mere smag i den her. Og det er god smag. Letkrydrede søde noter af kamille og kardemomme giver brygget et velundt pift. Jeg kunne være nedladende europæisk og fyre nogle kolonialistiske klichéer af om Afrika som et farverigt kontinent, der sætter mere kulør på alting. Det vil jeg undlade, fordi jeg ved at det meste øl fra kontinentet består af industrielt pilsnersprøjt, der hverken er mere eller mindre intetsigende, end det vi hælder alt for meget af i os i Europa – og for den sags skyld resten af verden.

Brygget her er med andre ord ikke bedre på en afrikansk eller nigeriansk måde. Det er bare bedre – and that’s it.

Glem ikke at vaske hænder, og lyt hverken til Vibeke eller Mai Manniche eller Søren Espersen og Marie Krarup.

Så skal vi nok klare den.

Kilkenny, Diageo

Halvdød irer

I går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.

Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
3-stjerner

Guinness, Diageo

Tá an bheoir dubh i hÉirinn*

Hej igen. Og først og fremmest undskyld for den lange ventetid. Som jeg fortalte læserne for en halvanden måneds tid siden, er jeg nu flyttet til Irland med hele familien … Eksklusive papsøn, desværre. Der er meget, der skal holdes styr på, både før og efter en emigration, og derfor har jeg prioriteret familie og flytning, samt start på mit arbejde (som bekendt var det fordi, jeg havde fået sådan et, at vi flyttede) frem for ølbloggen.

Men nu er der så endelig lidt tid igen. Og hvilken øl og venue ville være bedre til en opsamling på ølbloggen, end en Guinness på en rigtig irsk pub? Nej, I behøver ikke svare, spørgsmålet var retorisk. Vores lokale pub her i Applewood, Swords, County Dublin, hedder passende Orchard – i får den lige igen … Applewood, Orchard, jo, det er lige så charmerende som det er klicheagtigt.

Men det lykkedes så endelig mig og familien at finde tid og overskud fredag efter fyraften til at smutte en tur ned på Orchard, så jeg kunne få en pint. Indenfor forefandtes interiør som taget ud af en Lovejoy-film (endskønt disse er lavet og foregår i imperiet – men lad det ligge) med den brovtne, fodboldtrøjeklædte flok midaldrende individder, der så horse race på storskærm, og tydeligvis havde moneter på højkant, den ældre stamgæst på barstolen i hjørnet, (hvis halvtomme glas kan ses i baggrunden på første billede) og bartenderne, der ikke var blege for at mænge sig og hygge med gæsterne, når der ikke var travlt.

Guinness kræver næppe nogen større introduktion. Det er en irsk stout med det velkendte umanerligt cremede kaffeflødeskum. Nærmest tættere end brygget selv er det, med de samme ristede og maltede toner, der præger det natsorte bryg.

Familien var også med :-).

Men hvordan smager den så – egentlig. Nærværende anmeldelse er indtil videre positivt påvirket af, at den blev nydt på en irsk pub. Det gør jo sit. Men man opdager også snart, at Guinness’ rygte og brand er stærkere end selve brygget. Det er først og fremmest en fyldig stout. Man kender fornemmelsen af havregrød kogt på sort kaffe, som den giver i munden. Smagen derimod er lidt sværere at fange. Bitre, ristede kaffetoner er der da, ledsaget af en let karamelagtig sødme. Men det er faktisk ikke særlig markant noget af det. Jeg undgår ikke at bemærke, at en Guinness faktisk kan være læskende, og det er ikke ligefrem tegn på nogen særlig markant stout.

I min optik skal en stout enten smage af karamel og farinsukker, eller af sort kaffe, skibsbeg og sod. Til sammenligning minder Guinness mest om letristet toast med en dråbe honning. Meget hyggeligt, men i grunden ikke specielt interessant.

Nuvel … Guinness lærte mig at holde af stout, og det er jeg den evigt taknemmelig for. Men nu er det for længst blevet tid at komme videre. Jeg har udviklet mig, og ved, at der er mange andre mere spændende og krasbørstige stouts derude, som jeg i grunden hellere vil drikke.

Men i hygge og originalitet og som brand er der fortsat ikke mange øl, der kan gøre Guinness rangen stridig. – Jo øllet er så sandelig mørkt i Irland.
3-en-halv-stjerne

*Ja, manchetten er muligvis rettet siden du kiggede sidst.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme