Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Diageo

Kilkenny, Diageo

Halvdød irer

I går var jeg til havefest hos min søster i Vanløse. Den stod på grillhygge i venners og families lag, og et par øl var der også at vælge imellem. Blandt andet den vel nok næstkendteste irske øl, Kilkenny, fra samme bryggerigruppe, Diageo, der også står bag Guinness-brandet. Bare for at opsummere – Guinness er altså hverken navnet på et samlet brand eller en bryggerigruppe, det er blot ét af mange produkter fra den irske bryggerigruppe Diageo – der blev jeg så også klogere.

Det var også en af de øl, jeg ikke nåede at prøve, mens jeg boede med familien i Irland. Jeg nåede ikke at høre nogen klage deres nød over dens fravær, men ved siden af Guinness er det velnok denne øl, der mere end noget andet karakteriserer irske bryg, så den har vel ret beset manglet en smule.
I vores egn af verden, må man jo finde sig i, at brygget sjældent kan fås rigtigt – på fad, og skænket med kvælstof. I stedet for forhandles de i dåser med et lille trykelement, der fordeler gassen i brygget ved brydning af emballagen. Systemet har før været afprøvet her på bloggen.
Det tager lidt tid at få brygget skænket. Skummet kender man fra Guinness, højt, tykt og i dette tilfælde letgyldent. Det er længe siden, jeg sidst har prøvet brygget, og huskede ikke, hvordan det så ud. Det er lysere end jeg troede, men også for mørkt til at kunne kaldes et lyst bryg. Jeg ved ikke rigtig hvorfor, men jeg husker det som gråbrunligt – et par toner under Guinness. Det kobber/rav-røde bryg afslørede, at jeg huskede ganske forkert. Der er ikke meget bouquet at komme efter. Duften er humlet i det bitre hjørne, men tonerne af vand er mere dominerende.
Smagen er mestendels rundt bitter i retning af hasselnødder. Der er en del kraft i bitterheden, men man savner allerede fra starten fylde til at komplimentere den ikke uefne bitterhed. Den manglende fylde fortsætter i en ellers endnu mindre ueffen eftersmag, der bevæger sig over i det beske. Det er ikke ualmindeligt at draught beer mangler fylde, eftersom kulsyren mangler, og brygget derfor bliver fladt. For mig er det ikke i sig selv et problem, da det er en af de ting, der karakteriserer øllet fra De Britiske Øer.
Men i dette tilfælde får det brygget til at føles ekstra vandigt, idet der ikke er noget kulsyre til at fordampe i munden, og tage nogle smagsnuancer med sig på vej op mod ganen. Der er kun bitterheden og ingen fylde eller andre smagsnuancer at komplimentere den med. Dermed bliver smagen snæver og underligt ufuldendt, dens relative kraft til trods.
Kenny kunne have været interessant, men som brygnavnet antyder tog man livet af ham før han kunne gøre ordentligt væsen af sig. Til gengæld har bryggerigiganten skabt et produkt, der har vist sig levedygtigt som eksportsucces. Jeg vover at påstå, at successen skyldes, at brygget ikke er særlig markant. Vi er tilbage ved det, der karakteriserer den laveste fællesnævner: Den kendetegner ikke et produkt, der er lavet sådan at alle kan lide det – den laveste fællesnævner kendetegner et produkt, der er så karakterfattigt, at det ikke skræmmer nogen forbrugere væk – altså bortset fra os, der ønsker bedre.
Den allerlaveste fællesnævner er vi dog ikke nede på. Kilkenny er trods alt karakter nok i brygget til at det herfra er godkendt – og så heller ikke mere.
3-stjerner

Guinness, Diageo

Tá an bheoir dubh i hÉirinn*

Hej igen. Og først og fremmest undskyld for den lange ventetid. Som jeg fortalte læserne for en halvanden måneds tid siden, er jeg nu flyttet til Irland med hele familien … Eksklusive papsøn, desværre. Der er meget, der skal holdes styr på, både før og efter en emigration, og derfor har jeg prioriteret familie og flytning, samt start på mit arbejde (som bekendt var det fordi, jeg havde fået sådan et, at vi flyttede) frem for ølbloggen.

Men nu er der så endelig lidt tid igen. Og hvilken øl og venue ville være bedre til en opsamling på ølbloggen, end en Guinness på en rigtig irsk pub? Nej, I behøver ikke svare, spørgsmålet var retorisk. Vores lokale pub her i Applewood, Swords, County Dublin, hedder passende Orchard – i får den lige igen … Applewood, Orchard, jo, det er lige så charmerende som det er klicheagtigt.

Men det lykkedes så endelig mig og familien at finde tid og overskud fredag efter fyraften til at smutte en tur ned på Orchard, så jeg kunne få en pint. Indenfor forefandtes interiør som taget ud af en Lovejoy-film (endskønt disse er lavet og foregår i imperiet – men lad det ligge) med den brovtne, fodboldtrøjeklædte flok midaldrende individder, der så horse race på storskærm, og tydeligvis havde moneter på højkant, den ældre stamgæst på barstolen i hjørnet, (hvis halvtomme glas kan ses i baggrunden på første billede) og bartenderne, der ikke var blege for at mænge sig og hygge med gæsterne, når der ikke var travlt.

Guinness kræver næppe nogen større introduktion. Det er en irsk stout med det velkendte umanerligt cremede kaffeflødeskum. Nærmest tættere end brygget selv er det, med de samme ristede og maltede toner, der præger det natsorte bryg.

Familien var også med :-).

Men hvordan smager den så – egentlig. Nærværende anmeldelse er indtil videre positivt påvirket af, at den blev nydt på en irsk pub. Det gør jo sit. Men man opdager også snart, at Guinness’ rygte og brand er stærkere end selve brygget. Det er først og fremmest en fyldig stout. Man kender fornemmelsen af havregrød kogt på sort kaffe, som den giver i munden. Smagen derimod er lidt sværere at fange. Bitre, ristede kaffetoner er der da, ledsaget af en let karamelagtig sødme. Men det er faktisk ikke særlig markant noget af det. Jeg undgår ikke at bemærke, at en Guinness faktisk kan være læskende, og det er ikke ligefrem tegn på nogen særlig markant stout.

I min optik skal en stout enten smage af karamel og farinsukker, eller af sort kaffe, skibsbeg og sod. Til sammenligning minder Guinness mest om letristet toast med en dråbe honning. Meget hyggeligt, men i grunden ikke specielt interessant.

Nuvel … Guinness lærte mig at holde af stout, og det er jeg den evigt taknemmelig for. Men nu er det for længst blevet tid at komme videre. Jeg har udviklet mig, og ved, at der er mange andre mere spændende og krasbørstige stouts derude, som jeg i grunden hellere vil drikke.

Men i hygge og originalitet og som brand er der fortsat ikke mange øl, der kan gøre Guinness rangen stridig. – Jo øllet er så sandelig mørkt i Irland.
3-en-halv-stjerne

*Ja, manchetten er muligvis rettet siden du kiggede sidst.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme