Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Det Lille Bryggeri

Honey Devil, Kongebryg/Det Lille Bryggeri/Ghostbrewing

2016-08-24 18.12.21Mægtig i sin genkendelighed …

Uha, jeg er bagud! Her i weekenden har jeg været på Copenhagen Whisky and Beer Festival i Forum, hvor jeg stod i Kongebrygs stand. Forinden havde jeg flere anmeldelser i venteposition, og nu venter der ikke blot en kæmpe stak af arbejde foran mig; stakken er kollapset og ligger i en kæmpe, kaotisk bunke på gulvet og roder med væltede flasker rullende rundt med de sidste lunkne dråber løbende ud af sig.

Men et eller andet sted  jeg jo starte, så hvorfor ikke med netop Kongebryg? Her er ét af deres flagskibe – en mægtig imperial stout på 14%. Den forhandles i en nogenlunde håndterlig pakke på 0,33 liter i forventning om, at det nok er de færreste, der har lyst til at drikke mere af sådan én på én gang. Jeg taler selvfølgelig kun på egne vegne, når jeg finder denne produktallokering både fornuftig og passende.

Den er brygget med Honning, og det er åbenbart over to år siden, jeg sidst prøvede en øl, der var det. Honningen kan mærkes i duften, der er velgørende vinøs og tæt i det natsorte, skumløse bryg. Bouqueten udløses allerede ved aftagning af kapslen, hvor bitterhed og sødme dufter om kap, førstnævnte med et kraftigt indslag af kaffe, der sammen med honningen i udpræget grad vækker associationer til Kahlua og anden kaffelikør.

Og likørindtrykket fortager sig ikke i smagen. Der er fuld drøn på alkoholen, i hvilken kaffen og honningen tæt omslynget danser omkring til tonerne af et veloplagt big band – og stundom en småskarp lakridseftersmag.

Brygget byder på alt det, man forventer – sødme fra honningen og rigeligt med tæt, tung, fyldig bitterhed fra malten og humlen. Det er lige så velintegreret som det er velkendt og smagen er ganske i overensstemmelse med ingredienserne.

Nogen store nyheder er der imidlertid ikke. Brygget smager ganske vist af rigtig meget og mere til, men næppe nogen nyt, man aldrig har prøvet før.

Ikke at det gør nogen stor skade.

5-stjerner

Black Gold, Det Lille Bryggeri/Fish ‘n’ Beer

2016-05-19 18.11.31Voldsomhed med voldsomhed på …

Da jeg tilbage i februar var forbi Fish ‘n’ Beer på Amagerbrogade for at indløse et gavekort, jeg fik til min fødselsdag, fik jeg på anbefaling af indehaveren dette bryg med på rabat. Det kan ikke undre, da butikken faktisk har været med til at udvikle brygget i fællesskab med bryggeriet bag, Det Lille Bryggeri, der hermed får sin debut på bloggen.

Af bagetiketten fremgår det, at “[…] ideen opstod på Stockholm Beer & Whiskyfestival i 2012, hvor en samtale mellem Fish & Beer og Det Lille Bryggeri hurtigt blev til handling, og et samarbejde om en ølserie, der skal udfordre folks smagsløg opstod.”

Jeg kan allerede nu afsløre, at det bestemt ikke kun er tomme ord, men at denne øl nok skal udfordre løs, og skille nok så mange får fra bukkene.

Tag nu fx bare åbningen. Brygget blev nydt på tagterrassen på vores boligblok i selskab med vores nabo til et fælles aftensmåltid, og selv derude – i den friske aftenluft i 4. sals højde kunne bryggets milde bouquet af karamel og humle indsnuses fra det sekund kapslen var fjernet.

Skænkningen er en langvarig proces, hvor man næsten kunne have ønsket sig en plasticflaske, så brygget kunne blive trykket ud. Hældningen bød nemlig på visse vanskeligheder (eller udfordringer, som det hedder på DJØF’sk). Når konsistensen er at sammenligne med meget kold ketchup (endskønt brygget var oppe omkring samme antal celsiusgrader som alkoholprocenten på 11,1) så er en flaske sjældent den optimale opbevarings- og administrationsemballage.

Farven minder til gengæld ikke meget om ketchup – ikke med mindre ketchupen har stået meget længe uden at være kold. Mørkt som den sorteste nat, tæt som tjære og med matchende skum, der uden den mindste overdrivelse ligner kogende sukkermasse. Nu folder duften sig endnu mere ud, med en fed dunst af ristet malt og sød lakrids.

Og lige så fed som odeuren og bryggets sorthed er også aromaen. Alt for stærk kaffe blander sig med tyk, fed engelsk lakridsmasse. Fylden er overvældende, og minder om en hævet tunge efter et voldeligt overfald – eller som minimum efter en tur til en rodbehandling hos tandlægen. Mere konkret kan man kritisere lakrisen for at være en smule ude af balance, da den sammen med den rigelige restgær giver den helst undværede følelse af lakridsstøv.

Således ender brygget med akkurat at hælde lidt for meget til den voldsomme side. Voldsomhed er godt, hvis det resulterer i en intakt øloplevelse, men for denne blogger yder brygget lidt for meget voldsomhed alene for voldsomhedens skyld – og så misses den absolutte topkarakter altså.

Men langt fra toppen er vi nu ingenlunde. Ingenlunde overhovedet.

5-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme