Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: De Proef Brouwerij

Fruity Winter IPA, De Proef Brouwerij

Sådan kan man tage fejl …

Jeg har længe haft Kihoskh-brandet i kikkerten. Ikke alene ser det altid vildt fancy ud, det brandet forbindes med, men navnet er også – så vidt jeg ved i hvert fald – tyvstjålet fra hvad der i sidste ende nok er min yndlingstegneserie over dem alle: George Remi aka Hergés Tintin.
Kih-Oskh er navnet på en ægyptisk Farao, hvis grav Tintin er med til at skænde i begyndelsen af albummet Faraos Cigarer sammen med arkæologen Sophocles Sarcophagus, som han har mødt på et krydstogt. Det er selvfølgelig oplagt at opkalde en ølbiks efter hin farao, hvis navn jo næsten lyder som Kiosk – men lidt mer’ hipsteragtigt, fordi der er smidt nogle h’er ind strategiske steder for at få det til at se sejt ud.

Men det er faktisk først lige nu her, at det er gået op for mig, at Kihoskh er en distributør* og ikke en producent. SuperBrugsen Thisted kan heller ikke finde ud af det, idet de havde denne øl angivet som én fra Kihoskh. Distributørens logo er også at finde på etiketten, og det er faktisk kun, hvis man læser det med småt – så småt at jeg må have brillerne til hjælp – at man opdager, at producenten slet ikke er Kihoskh. Brygget er ikke engang fra Danmark. Det er fra Belgiske De Prouf Brouwerij, som vi ganske kort har været forbi før, da de lagde anlæg til et af Mikkellers bryg.
Så det ville være temmelig hyklerisk af mig, at pege fingre ad SuperBrugsen for den fejltagelse, når nu jeg selv havde hovedet under armen. Til gengæld vil jeg brokke mig over, at Kihoskh på den måde møver frem på andre firmaers etiketter, og sådan giver indtryk af, at de står bag de fine bryg de distribuerer. Jeg synes, de skulle finde på andre måder at begå marketing på. Når det så er sagt, tror jeg, at jeg vil lægge vejen forbi deres lokaler på Søndre Boulevard på Vesterbro, når jeg næste gang frekventerer hovedstaden – for der er altså virkelig gode sager på hylderne derinde.

Hvad angår De Proef Brouwerij troller de helt sikkert den lokale flamske højrefløj ved at kalde brygget her en winter IPA i stedet for en Christmas IPA. Som bekendt skal alt, der produceres efter 15. oktober eller der omkring indtil midten af januar betegnes ‘jul’ og ikke ‘vinter’, for gør man sidstnævnte driver man femtekolonnevirksomhed for den muslamistiske magtovertagelseskonspiration i Danmark. Spørg bare Peter Skaarup, Pia Kjærsgaard og resten af det slæng, som jeg helst ikke nævner flere af her på bloggen, fordi jeg allerede nu mærker trangen til at dyppe tastaturet i sprit og klorin. Endnu nødigere skulle jeg tilskynde læserne til at skylle deres øjne i samme – ikke kun fordi I så ikke ville kunne læse bloggen i fremtiden, men sandelig især fordi jeg helst vil spare jer ubehaget.
Krigen mod jul fik imidlertid ikke rigtig luft under englevingerne herhjemme i år. Måske har idioterne fra sidste år lært lektien, og skal ikke nyde at blive udstillet som det de er – idioter – en gang til? Det er egentlig lidt ærgerligt, for jeg morede mig kosteligt over det for et års tid siden.

Apropos kosteligt … Det kan godt være, at IPA må vige pladsen som min yndlingstype for belgisk sour. Men det betyder jo ingenlunde at jeg ikke længere drikker IPA med allerstørste velbehag. Brygget her varsler godt på snart sagt alle måder: Det koster en formue (hvilket ikke er en garant for kvalitet, men ikke desto mindre et fingerpeg), det troller højrefløjen via navnet, med sin gyldne, tågede kulør og sit høje, fedtede skum ser det rigtig godt ud når det skænkes, og bouqueten er et overflødighedshorn af det bedste, man forbinde IPA-typen med: Grape, lime, vanille, lyst sukker og en stikkende fornemmelse i næsevæggene af de fineste, spæde grannåle.
I munden snitter bitterheden straks lange furer i tungen, mens frugtsalaten – udvalgt fra alle hylder med citrus – fornemmes som en damp overalt i gane og gummer. Alligevel føles brygget let som dun som det glider henover kæftens indre organer. Af fylde har brygget kun det absolut nødvendige – for mere behøves ikke i dette sprøde, bitterfrugtige mesterværk. Brygget bærer på en pude af luft af dun alt hvad hjertet kan begære af aroma og vederkvægelse – og det er bestemt ikke forbeholdt vinterkulden. På en varm solskinsdag mellem Juni og August ville det gøre mindst lige så godt som nu.

Uden sammenligning både jul og vinters foreløbige vinder.

*UPDATE 31/12-20: Khioskh viser sig at være et nomadebryggeri, der anvender andre bryggeriers brygfaciliteter til at producere ølspecialiteter. Beklager forvirringen og ønsker læserne et godt nytår.

Mikkeller Running Club, Mikkeller/De Proef Brouwerij

2017-09-01 17.26.22Næppe én jeg ville løbe efter …

Jeg har aldrig været nogen stor sportsmand. Jeg drev det et stykke med sækkepiberiet, men sport har virkelig aldrig været mig. Jeg holder mig i nogenlunde form ved at køre med mine to børn på min long-john – det gør jeg næsten dagligt, og det er sådan set det.

Og det, jeg nok allersidst ville begynde på af sport, ville være løb. Jeg hader at løbe. Sveden springer alt for hurtigt, hele kroppen gør ondt, mit syn bliver dårligere når hele verden hele tiden hopper op og ned, for hvert skridt, stødene i benene og kroppen, lydene af fødderne der slæber sig af sted på underlaget … nej tak.

Så jeg ville formentlig aldrig nogensinde have fået fat i denne øl, hvis ikke jeg havde en god kollega på mit arbejde ved navn Henning, der går så meget op i løb (og øl), at han er medlem af Mikkellers løbeklub. Og det ville jo ligne det feterede, hipsterede pionerbryggeri Mikkeller dårligt – for ikke at sige aldeles rædselsfuldt – hvis der ikke var en øl, dedikeret til løbeklubben. Og for et par uger siden havde Henning altså en af disse med til mig, så jeg havde lidt at anmelde.

Jeg har tabt tråden lidt med hensyn til Mikkeller. I dette tilfælde ser det ud til, at de optræder som brand eller fantombryggeri, da selve øllet er brygget i Belgien af De Proef Brouwerij. Jeg ved ikke om de længere har brygfaciliteter selv overhovedet, eller om et hele er blevet til dyre barer med dårlig betjening og vilkårlig brandflashing. Men det skal jo ikke have betydning for min anmeldelse, at brandindehaveren med årene og berømmelsen har udviklet sig til lidt af en brusebadspose.

Der er tale om en lys, citrongul øl, med fint, luftigt og alligevel holdbart skum. Brygget dufter kækt af citrussukker. En sød, frisk og liflig oplevelse ser ud til at være i vente.

Og tørstslukningen er i hvert fald på plads, kan man hurtigt konstatere. Det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at vende brygget i munden, så gane, gummer og mandler også får det, der tilkommer dem. Så træder smagene så småt frem – let bitterhed af lyst løvtræ ledsager den rigelige kulsyres pikante prikken. Limesyrlighed sørger for yderligere stik uden for tungen, mens en præsent gærethed giver fylde.

Brygget giver god mening som løbeøl – en smagfuld og frisk tørstslukker på den lette side med de lette-til-vage smagsindtryk i finurlig og næsten perfekt balance. Det er vist noget med, at man ikke skal spise og drikke alt for meget og alt for hurtigt efter lange løbeture – og med sine lette men alligevel præsente smagsnuancer giver dette bryg vel god anledning til at få vædet hele ganen, frem for bare at blive hamret i spiserøret.

Jeg foretrækker nu mine øl med lidt mere knald på. Som Amager Bryghus ellers understregede for et par anmeldelser siden, behøver øl ikke være fandenivoldske for at være spændende, såfremt aromaerne ellers er på plads. Her forekommer aromaerne mig – vidunderlig balance til trods – alligevel at være lidt til den svage side.

Men Hennings skal alligevel hare stor tak for en øl, jeg nok ellers aldrig ville have fået lejlighed til at prøve.

3-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme