Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: De Molen

Water & Vuur, De Molen

Øl: Water & Vuur
Bryggeri: Brouwerij De Molen
Type: New England IPA
ABV: 6&
Land: Nederlandene
Købt i: Føtex, Thisted

Playing it (too) safe …

Endnu et par kaotiske uger ser ud til at være overstået. I slutningen af august blev mit ansættelsesforhold på fryselagret i Hanstholm, hvor jeg havde arbejdet siden slutningen af april, ophævet. Det kom ikke som den største overraskelse i verden, da tilgangen af ordrer havde været støt faldende faktisk siden jeg startede.
Men hårdt var det nu alligevel. Til gengæld var jeg fast besluttet på, at jeg IKKE skulle ligge under for jobcentrets luner igen. Straks jeg havde fået beskeden, kimede jeg de vikarbureauer, der har givet mig smør på brødet siden jeg flyttede til Thy, ned. Og det lykkedes … sådan nogenlunde … at få timer nok hjem til at jeg kunne holde egentlig arbejdsløshed stangen indtil jeg fandt noget nyt med fremtidsudsiger i.
Det fik jeg så i går – ser det ud til. Jeg tager en tur i noget industriel produktion i Nors – en lille by i cykelafstand fra Thisted. Jeg kommer til at arbejde aften, hvilket burde give mig bedre tid og lejlighed til at få skrevet på min blog, samtidig med at jeg kan få sparet nogle benzinpenge, når jeg engang få taget mig sammen til at få taget mig sammen til at købe en ny cykel. For det trænger jeg til.

Nåhr ja – derudover sætter jeg også en vis ære i at falsificere Mette Frederiksen og Asocialkammeraternes horrible stråmænd om, hvor dovne arbejdsløse er, og hvordan dagpengesystemet er alt alt for attraktivt. Kort sagt: Gu’ er det ej, og det er virkelig få, der rent faktisk vil foretrække at blive revet rundt til ligegyldige møder, ubrugelige forløb og ligefrem ubehagelige, for ikke at sige direkte nedbrydende slaveriforløb … I ved, det som man i DJØF’sk spin-jargon kalder “aktivering” – frem for rigtigt arbejde.
Man kan selvfølgelig også være heldig at få en konsulent, der gider lytte og rent faktisk hjælpe. Det var min egen oplevelse i sidste rådighedsforløb, der endte aldeles brat efter jeg var bevilget reel opkvalificering i form af et truckcertifikat, frem for ovenstående remse over meningsløse tiltag. Men det er vist undtagelsen mere end reglen.

Nok om det – videre til dagens øl – en New England IPA fra hollandske De Molen. I flere år var det et bryg fra det bryggeri, den uforlignelige stout 666 Black Damnation, der toppede listen over de bedste øl, jeg nogensinde havde smagt. Hvad jeg siden har prøvet fra bryggeriet, når ikke hint mørke bryg til sokkeholderne … ja næppe til underkanten af anklerne.
Som billedet antyder fandt jeg denne øl på ‘køb-billigt-før-vi-smider-det-væk’-tilbud. Det trækker nok heller ikke i den bedste retning i betragtning af, at IPA’er helst skal nydes friske. Men ligefrem ødelagt af at stå lidt bliver de nu heller ikke. Så lad os se …

Af en New England IPA at være er brygget nu relativt klart. NEIPA’er er kendt for næsten at være mudrede i konsistensen på grund af den gavmilde tilsætning af humle. Dette bryg er højst lidt diset. Duften melder sig til gengæld allerede ved opknapning – altea og skarpere citrusnoter af lime blander sig nydeligt og forjættende.
Små, friske splinter af nyhøvlet fyrretræ gør bestemt deres for at gøre et godt førstehåndsindtryk på indersiden af læberne. Noter af lime og bergamot er også præsente, og yder et nogenlunde adækvat medspil langst gummerne.

Og det er egentlig det. Det smager da egentlig meget godt, men samtidig også af alt det, typen plejer at smage af – og ikke af mere, hverken kvalitativt eller kvantitativt.
Man kunne godt bruge enten lidt mere kraft i smagen, eller lidt mere mangfoldighed – flere søde, blomstrede noter fx. Et bryg der nok hurtigt glider ud i glemselen, fordi det hverken behagede ud over det sædvanlige, eller indgød noget element af afsky, der ville få andre end de allermest kvalitetsforskrækkede til at forsværge at afprøve brygget igen.

De Molen skulle finde de eksperimentelle og kompromisløse takter fra fortiden frem igen. De ville både gavne dem og os, der stundom afprøver deres produkter.

Hugs & Kisses, De Molen

Smagfuld Session …

Det var en kæmpe fejl, som jeg slet ikke kan finde forklaringer eller undskyldninger for at vente hele ni år med at prøve nye øl fra nederlandske De Molen. Et bryggeri, der formår at brygge en øl, der holder førstepladsen som den bedste øl, jeg nogensinde havde prøvet i fem år burde selvfølgelig besøges oftere. Så bloggens bodsgang fortsætter med endnu en øl fra Møllen – ja, hvis folk ikke skulle vide det, så er det det, bryggeriets navn betyder.

Bryggeriet har angiveligt til huse i en gammel mølle. Der er åbent for besøgende, og der langes gavmildt smagsprøver ud til gæsterne. Selv afskyr jeg at rejse som pesten, men Nederlandende er ikke så langt væk, at jeg fuldkommen vil afvise at tage derned engang. Med tog eller lignende transport, der ikke giver et alt for stort CO2-aftryk i processen. Det er heller ikke fordi forskellen hjemmefra vil være så stor. Danmarks topografi er i det store og hele som Nederlandenes, sprogene er omtrent lige hæslige, men i modsætning til Danmark, har Nederlandene en fornuftig rusmiddelpolitik som Danmark kunne lære noget af.

Ja, i det store og hele er Danmark vel egentlig bare Nederlandene uden alt det sjove.

Men videre til øllet. Hugs & Kisses er en Session IPA – en øl, der både i aroma og alkoholindhold er mere afdæmpet end en fuldblods-IPA. En slags frokost-IPA, kunne man kalde den. Brygget her holder nu alligevel 4,2%, altså næsten regulær pilsnerstyrke, hvorfor kørsel og betjening af maskiner næppe er tilrådeligt, selv efter et mindre kvantum.

Session-elementet viser sig da også ved åbning i form af en svagere duft, omend noterne af bergamot og grannåle da er entydigt behagelige i det flotte, kobberfarvede bryg. Letdrikkeligheden er også som forventet – men netop forventningen derom holder skuffelsen stangen. Dette er ikke en øl, der er tænkt som en aromabombe, men som en et læskende afbræk i en ellers anstrengende arbejdsdag.

Og lader man i øvrigt brygget hvile et øjeblik på tungen, er der faktisk også rigeligt smag at tage af. Humlen river overraskende hårdt i tunge og gummer; knastørt savsmuld af nåletræ, piftet op med en skefuld kardemomme og en knivspids wasabi, så det river lidt ekstra, men på forunderligvis leveret i sessionens afdæmpede letdrikkelighed. Et smagfuldt paradox, der indrømmer den ofte udskældte lette IPA-type fuld legitimitet.

Jeg tager altid hatten af (og de der kender mig vil vide, at jeg rent faktisk ejer og går med hat – en bredskygget, sort fedora) for bryggerier, der begiver sig ud i svære, udskældte typer. Og jeg bukker i tilgift, når resultatet er så vellykket som det er her.

Godt gået!

Vuur & Vlam, De Molen

Ikke ‘-ish’ …

Det er alt alt for længe siden, jeg sidst har haft fat i nederlandske De Molen. Vi skal helt tilbage til bloggens barndom, da den end ikke var ét år gammelt, nærmere betegnet Langfredag i 2011, d. 22. april, hvor jeg afprøvede 666 Black Damnation.

Forinden havde jeg kørt min hidtil eneste afstemning, omhandlende hvilken dag jeg skulle afprøve brygget. Og indlægget blev skrevet mens det blev nydt, i en stor blå sofa i Århus Vest, hvor jeg boede dengang. Det eneste, jeg ikke husker præcis er hvad vi så på fjernsynet. Det dæmrer mig, at det var en sportsudsendelse, men forårsklassikerne – som jeg holdt meget af at se dengang – køres normalt om søndagen, så det har næppe været det.

Aldrig havde jeg smagt noget så fantastisk. Jeg erklærede på stedet, at hine 0,2 liter kulsort nydelse, var det bedste bryg jeg nogensinde havde smagt, og det skulle vare længe før et andet bryg formåede at vippe den af pinden.

Det skete først fem år senere, i august 2016, kort efter min skilsmisse, kort før jeg flyttede fra en svinedyr lejlighed på Amager til billigere, omend også meget mere beskedne (lidt for beskedne, faktisk) kår i Husum. Da fik jeg oplevet den uforlignelige Focal Banger fra Vermontske ‘The Alchemist’. Intet bryg har holdt førstepladsen som det bedste bryg, jeg nogensinde har prøvet så længe som De Molens kompakte superstout. Big, Bold & Beautiful fra Amager Bryghus er en værdig udfordrer til den, men det kommer til at tage tre år endnu, før 666 Black Damnation må se sig slået.

Men hvorfor vendte jeg mon aldrig tilbage til De Molen? Chancerne var der ellers. Toft Vin på Islands Brygge havde dem fast. Måske var det bare etiketterne, der så for kedelige ud? Sort print på hvid baggrund i generiske skrifttyper i et minimalistisk layout, der bevidst læner sig op ad det klodset amatøragtige, har åbenbart ikke appelleret så meget til mig, som flotte farver og flashy billeder, men hey, man er vel kun et menneske.

Føtex her i Thisted har for tiden tre forskellige De Molen øl på tilbud. De kom med hjem sammen med endnu to fra Kissmeyer, der til gengæld både flasher og spræller i både billeder og farver. Ikke et godt tegn når det gælder Kissmeyer, hvis øls kvalitet gerne er omvendt proportionel med etiketternes spraglethed – men den dom må vente til senere, og helst først til efter de bryg er afprøvet.

Den første af de tre De Molen-øl er en IPA. Eller rettere en IPA-ish, som bryggeriet siger. Jeg skal ikke kunne sige præcis hvorfor, men mit gæt er, at De Molen er et innovativt bryggeri, der går mere op i at øllet er godt, frem for at holde sig strikt til bestemte stile. Det vil jeg i hvert fald gerne tro om dem, da det ville være en egenskab, jeg ville finde bundsympatisk.

Ved opknapning forplanter bryggets bouquet sig øjeblikkeligt i rummet, krydret bittersød appelsin – et entydigt godt tegn. Duften kan også nydes, mens det fastskummende, dyborange bryg hæver sig i glasset. Udtrykket ændrer sig en anelse, idet det færdigskænkede bryg sættes for næsen. Bitrere noter af fyrrenåle viser sig, uden at det på nogen måde gør begejstringen mindre.

Aromamæssigt sidder brygget lige i skabet! Skarpt, aromatisk, bitterfriskt i et smagsspektrum der ligger vel inden for genrens traditionelle rum. Fuldt udvoksede fyrrenåle blander sig perfekt med nelliker og moden, fortrinsvis bitter appelsinaroma. Konceptuelt er brygget kogt ned til typens absolut nødvendige bestanddele, hverken mere eller mindre. Men dette genrens eksistensminimum, dets ide fristes man næsten til at sige, er til gengæld af en udsøgt kvalitet.

Ekstraordinært er det ikke. Men det behøver det heller ikke være, når resultatet er så stilsikkert som det er her.

666 black damnation, De Molen

– Himmelsk stout fra helvede!

(Billede: Min viv, koppen er købt i Belgien i anledning af vores bryllup)

I lørdags syntes min kære viv, at vi skulle have en is, nu hvor min papsøn havde fået påskeferie, og gerne ville på hovedbiblioteket. Så vi gik ind i Skjold Burne på Store Torv, der nu også huser den lokale filial af Coldstone – en anbefalelsesværdig pusher af is af over vanlig standard.

Jeg havde egentlig ikke så meget lyst til is, og så var det jo godt, at der i butikken var – ikke til min store overraskelse – et udvalg af specialøl. Overrasket blev jeg til gengæld over udvalgets omfang. Det fyldte faktisk en hel væg fra gulv til loft. Egentlig ville jeg bare nyde synet, der var egentlig fyldt rigeligt op i køleskabet derhjemme, og lige så imponeret, jeg er over Skjold Burne Aarhus’ udvalg i specialøl, lige så – måske ikke fortørnet, men så i hvert fald irriteret er jeg over prisniveauet.

Tag f.eks. den tjekkiske øl Rebel Premium. En fuldkommen ligegyldig pilsnerøl, der blot fordi den kommer fra Tjekkiet, skal koste så meget – var det 25,-? Jeg gav kr. 13,- for den i Fakta, hvilket i betragtning af dens kvalitet også var for galt. Men folk er åbenbart dumme nok til at acceptere den slags ågerpriser, siden Skjold Burne kan opretholde det prisniveau.

Hvorom alting er – min beslutning om ikke at købe øl den dag måtte jo komme til kort, da jeg så dagens pragteksemplar. Yderst til højre, lige i øjenhøjde stod den, sort og relativt uanselig som den er. Jeg var selvfølgelig solgt det øjeblik, jeg læste etiketten … 666 black damnation – alt det smukke, rare og dejlige fra bibelen samlet i én øl – jo, det skulle sandelig også blive påske i år.

Jeg har efterfølgende ladet jer læsere stemme om, hvornår den skulle anmeldes, og valget faldt ganske overbevisende på Langfredag – samme dag, som jeg selv havde udset mig at anmelde den. Findes der nogen bedre dag at anmelde en øl, der i den grad håner kristendommen – ved begreber kristendommen selv har skabt, forstås – men det er en anden historie.

Den kan duftes i samme øjeblik kapslen letter. Den holder på et ordentligt tryk. Holder man flasken lidt skævt, vil man bag halsens voks kunne se, at flasken faktisk er grøn. Det tætte bryg er imidlertid fuldkommen uigennemskinneligt, og får flasken til at tage sig kulsort ud.

Den dufter sødt og fyldigt af marcipan! Brygget er også fuldkommen uigennemsigtigt i et klart glas, og skummet rejser sig op flere gange selve bryggets dybde. Helt mørkebrunt er det, og alligevel luftigere, end jeg havde forventet. Der melder sig i duften nogle noter af ristet malt – klassisk stoutduft, når den er allerbedst. Det er næsten fristende bare at dufte til den hele aftenen – sæt nu den ikke smagte godt, men jeg vover nu alligevel forsøget, og sætter den for munden.

Smagen er af en helt helt anden verden! Lad mig starte med at sige, at jeg bestemt ikke fortryder at jeg drak denne øl tempereret. Jeg vil skyde ved omkring 10 grader eller deromkring. Varmere bliver den formentlig ikke dårligere af.

Det er en øl, man nærmest kommer til at svede af. At starte med, at den indeholder både sødt og bittert slår slet slet ikke til. Det er måden de to smage forenes et sted midt på tungen, efter at øllet først kilder de forreste smagsløg med marcipansødme, og før den ristede maltbitterhed pikant kilder mandlerne, der gør den exceptionel. Det er ikke ulig at bide i den mørkeste chokoladepralin, man kunne forestille sig, indeholdende den blideste single malt whisky, man kunne forestille sig. Selvom jeg generelt er kritisk over for meget stærke øl, så har den høje alkoholprocent på 13 her helt klart sin berettigelse, fordi den får hele smagsoplevelsen til at transcendere. Man kan godt smage, at den er baseret på en stout – men den er bare så meget mere end det. Den forener alle sine mange smagsindtryk i en helt fantastisk højere enhed og er ikke mindre end en velsignet øl fra himlen.

Jo det blev sandelig påske – og hvis dette er en sort forbandelse, så sælger jeg min sjæl på stedet. Stryger vi de religiøse floskler for en tid vil jeg især anbefale denne øl som dessertøl. Den gør sig pragtfuldt til chokoladekage, og ville i øvrigt gøre sig fint til et hvilket som helst kagebord.

Tilbage står spørgsmålet, om de 50 kroner er rimeligt for 180 ml øl – altså under to deciliter! Jeg vil gå så langt til at sige, at jeg ikke føler mig snydt. Men skulle jeg få lyst til, engang når jeg bliver rig, at købe den ind i stort antal som tilbehør til et ordentligt kaffebord, så kunne det godt være, jeg ville lede efter et sted, man kunne få den billigere først.
6-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme