Vi har haft fat i Darling Brew en enkelt gang før. Det er et sydafrikansk mikrobryggeri, der gjorde sig positivt bemærket med en IPA baseret på rug. At lave rigtig gode rugøl er i det hele taget svært, men ligefrem at brygge en IPA, der på overfladen forekommer mindst uegnet til rugmalt – og gøre det så godt – gør alt vitterlig, at bryggerne hos Darling Brew kan deres kram.
Det er sådan et kært navn – Darling Brew. Det minder mig om The Young Ones-afsnittet “Cash” – 2. sæson episode 2, hvis læserne vil finde det – hvor kollektivets hippie, Neil har skrevet et brev til sin bankrådgiver for at løse de fire unge studerendes pengeproblemer. Han har indledt brevet med ‘Dear Bankmanager’, hvilket punkeren Vyvyan ikke bryder sig om. Han synes det lyder som en invitation til at gå i seng bankrådgiveren, og foreslår derfor i stedet, at det indledes med ‘Darling’. (Det virker jo også langt mindre inviterende til den slags, gør det ikke?)
Husets anløbne anarkist, Rick, spillet af salig Rik Mayall, afviser imidlertid kategorisk ‘Bankmanager’ som alt for slesk og ydmygt. I stedet skulle Neil skrive det som det er: ‘Fascist Bullyboy’. På den måde indledes brevet med ‘Darling Fascist Bullyboy’ – og det er stort set altid den scene, jeg kommer til at tænke på, når jeg læser eller hører ordet ‘Darling’.
Ja, sådan kunne det sidste potentiale for en romantisk personlighed blive dræbt af plat engelsk humor endnu længe før puberteten havde sat ind hos mig. The Young Ones forbliver til gengæld min yndlingsserie over alle den dag i dag.
Vel, Long Claw er en saison, en øltype jeg tidligere har nydt og været glad for, så forventningerne er høje. Brygget dufter derefter – syrligt, men ikke for syrligt, mens en for genren mere usædvanlig note af røg gør sin entre. Citron og cigarer – sure og gule (ikke ulig bryggets kulør) og fulde af røg (ikke ulig bryggets uklarhed). Point til alle, der fanger referencen.
Aromaerne blander sig lystigt. Alkohol, citrus, en antydning af banan, vanille og sødme af hyldeblomst. Dertil kommer en skarp bitterhed af bålrøg og fyrrenåle. Tørt lyst træ træder frem i eftersmagen.
Smagsbilledet er mangfoldigt uden at være rodet eller forvirrende. Brygget har samtidig den friskhed, en saison skal have. Spraglet, frækt og forførende, uden at være for meget. Det er godt klaret, at man kan putte så mange – til dels modstridende – smagsindtryk ind i én øl, uden at elementerne modarbejder hinanden.
En endnu bedre øl blev det til fra Darling Brew end sidst. Tak til Marcus, der havde den med i sensommeren. Heldigvis tog den ikke skade af at stå lidt.
Seneste kommentarer