Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Dansk Mjød

Den Sorte Enke, Refsvindinge

En venlig korsedderkop …
Bryggeriet Refsvindinge har mange specialøl på programmet. Faktisk er jeg ikke sikker på, at de overhovedet har en regulær pilsner eller en classic. Til gengæld kan jeg ved granskning af de øl, jeg indtil videre har prøvet fra dem konstatere, at specialøl til trods, har de endnu til gode at score en karakter over middel.
Og en øl opkaldt efter en af verdens giftigste edderkopper kan da også fange en gammel entomofils interesse. Jeg har selv engang haft en fugleedderkop som hobbydyr, og generelt finder jeg alle kryb overordentlig interessante (med undtagelse af hvepse og myg som jeg slår ihjel med en blodtemperatur på ikke over 100 Kelvin). Vi har ganske vist at gøre med en arachnid, der er lige så fjernt fra fugleedderkopper, som træspidsmus er fra bjerggorillaer, men det er jo kryb altsammen – so more the fun!
Brygget er iblandet antioxidant og stjerneanis, og så er det sædvanlige spørgsmål, om øllets præg domineres af de tilsatte fremmedelementer, eller om det på forunderligvis integreres i brygget, og tildeler det en ekstra dimension. Oftest ser man desværre, at det blot kommer til at smage af tilsætningen, og alt for lidt af øl.
Det er da også især det tilsatte krydderi, man mærker i duften. Det dufter af sød lakrids, jeg tænker især Blue Jeans-pastiller og fennikelfrø med sukkerovertræk. Visuelt kunne brygget også minde lidt om lakrids. Det er ganske mørkt (omend filtreret) og med højt boblende lystbrunt skum, der dog ikke efterlader sig nogen spor på glassets sider under konsumption.
Man skuffes omgående af bryggets manglende fylde, samtidig med at nærværende blogger da også kan mønstre lidt glæde ved smagen af … … … Anis! Sørme! Der er faktisk lidt Kongen af Danmark over det – lidt, altså. For selv smagen af anis er vigende i forhold til et dominerende element af danskvand. En bund, der mærkes nogenlunde bagest ved gummerne og mandlerne afslører, at der trods alt er brugt lidt humle i blandingsprocessen. Humlen hjælpes på vej af anisen, og her mærker man måske det eneste punkt, hvor bryg og tilsætning arbejder ordentligt sammen.
Heldigvis kan jeg godt lide anis, og brygget slaphed til trods, varmer krydderiet faktisk lidt i bryst og gane, så hele oplevelsen ikke bliver slap og ligegyldig. Til gengæld er jeg med tiden blevet mere og mere skeptisk over for hvedeøl, der i det hele taget har svært ved at komme ordentlig op i vurderingerne. Det er, øltypen taget i betragtning, ikke så mærkeligt, at det hele er lidt tyndbenet, og anisstjernen ville have pyntet langt mere i en stout eller måske endda en IPA.
Den farlige og giftige sorte enke viser sig blot at være en venlig og uskadelig korsedderkop.
2-en-halv-stjerne

Old Danish Beer, Ørbæk/Dansk Mjød

Næsten for tung – men også kun næsten

Da jeg forleden var forbi Nationalmuseet for at hente Egtvedpigens Bryg, havde de også denne øl stående. Og så kunne jeg jo lige så godt, nu jeg alligevel var der og alt det der. Som læseren måske allerede har bemærket, er der tale om en selskabsøl – oven i købet på 10,1%, så der var i den grad brug for hjælp, da den skulle smages. Heldigvis er det så småt blevet en tradition at mødes flere beboere et par gange om ugen på vores tagterrasse, hvor vi forsamles til fællesspisning. Og denne gang havde jeg så en øl, jeg kunne dele ud af.

Det er endnu en ‘historisk øl’, brygget efter gamle opskrifter, og jeg vil vove den påstand, at man nok har været på sikrere grund denne gang da man bryggede øllet. Forlægget er en faktisk opskrift fra 1700-tallet og ikke rester fra bunden af en barkspand fundet i en bronzealdergrav. Så denne gang har man nok gættet lidt mindre, da urten skulle blandes. Der er desuden tale om en blanding af øl og mjød. Jeg har ved besøg på RateBeer og andre ølanmeldelsessites hæftet mig ved, at administratorerne gør ganske meget ud af, at de ikke vil have anmeldelser af cider eller mjød på sitet. Det er altså ugleset, at man anmelder andet end øl på ølsites – og -blogs, men da jeg før har anmeldt blandinger af øl og limonade, så kan jeg vel også anmelde blandinger af øl og mjød (og cider, hvis det en dag skulle blive aktuelt). Jeg holder mig i hvert fald ikke for fin.

Der er tale om en ufiltreret, rødbrun sag med gyldent skum. Skummet forbliver ikke højt særlig længe, men overrasker med at hage sig ganske standhaftigt fast på glassets inderside, hvor det aftegner spændende mønstre som landkort over fiktive kontinenter – men altså uden at skummet er særlig højt mens det sker. Duften er kraftigt vinøs. Man mærker den stærke alkoholprocent, og måske en antydning af honning – men altså klart mest alkoholen.

I smagen dominerer honningen fra det tilsatte mjød. Præcis hvornår i processen, mjød og øl er blandet, fremgår ikke, men den megen sukker i honningen skulle nok give restgæren lidt ekstra til alkoholproduktionen. Det vinøse præg brænder også igennem, så brygget ender med at smage væsentlig mere af honning og vin end af øl. Humlen gør dog også sit. Man mærker den som et skarpt pust i næsen. På samme måde som en god sennep – omend uden det stærke, men friskheden, man mærker bagefter, ligner ganske godt.

Men det er detaljer, små ornamenter i den overordnet meget søde og også ret tunge – for ikke at sige lidt for tunge – konstruktion. Det er bestemt en øl, der er god til at dele, idet jeg i skrivende stund har måttet brygge mig en kop kaffe, for at reducere den lette omtågethed, som mit knapt opfyldte ølglas gav mig. Drikker man en hel øl i den mængde de forhandles i, er bilkørsel med sikkerhed kriminelt, cyklisme langt fra tilrådeligt og almindelig gang … svært.

Blandingsprodukt eller ej – både som øl og mjød fungerer det godt, og jeg kan ikke andet, end at give det rigtig gode anbefalinger med på vejen.
5-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme