Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Dagmarbryggeriet

1747 Red Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-20 18.41.29Det er OK …

Røverhistorien, der knytter sig til det tredje bryg, jeg har ligget inde med fra det Ringstedbaserede Dagmarbryggeriet, handler om en storbrand, der hærgede flere gader, og angiveligt opstod på adressen over for, hvor Dagmarbryggeriet idag holder til. Årsagen skal findes i en lille pilfingret drengs leg med en flintebøsse. Datoen var d. 16. august 1747 – og øltypen, red ale, er valgt for at illustrere flammehavet – så er bryggets navn også adækvat berettet.

Helt rødt er brygget nu ikke, men det er heller ikke første gang, at en Red Ale ikke helt har kunnet leve op til farvekravet. Orangebrunt er en mere rammende beskrivelse. Skummet er nydeligt til gyldent, og adækvat holdbart, uden at det gør skænkningen til en større udfordring. Brygget dufter sødt og skarpt … altså – hvis jeg skulle have valgt en sådan anledning til at brygge en øl, ville jeg havde valgt en Rauch-bier, og derfor savner man måske også lidt nogle indtryk af sod, slagger og ikke mindst kvælende røg. I stedet får man vanille, røde æbler og et let berøring af chokolade, der også giver noget fylde. I betragtning af, at øllet er brygget til en brandkatastrofe, er det i skuffende grad venligt.

Men lur mig om ikke rauch-bier også er en relativt ny opfindelse, i hvert fald når man tænker på den bevidste fremelskning af røgduft og røgsmag i brygget? Dagmarbryggeriet går som bekendt mere efter noget autentisk gammeldags, dvs gerne surt eller syrligt, og på det punkt kan dette bryg, ligesom de to foregående i hvert fald godt være med.

Syrligheden er dog noget mere afdæmpet og bedre kontrolleret. Det i sig selv gør denne blogger glad, endda i en grad, så jeg kunne være fristet til at mene, at syrligheden er med til at give brygget noget friskhed.

Man aner også flere konturer i syrligheden i stedet for den eddikelage, som jeg diplomatisk forsøgte at undgå at fordømme de to foregående bryg som. Det letflydende bryg giver indtryk af gærede æbler lagret på egetræ. Dertil kommer en ikke dyr, men heller ikke svinebillig hvidvin, der har fået lov at stå lidt for længe. “Lidt for længe” skal her forstås som “lidt længere end det var meningen” og ikke “længere end godt er”. Uden videre sammenligning i øvrigt; sådan som man også gerne har det med gode oste.

Brygget her ender således med at være godt nok, men næppe i betydningen “den må jeg virkelig prøve igen”. “Det er OK” er vist den største ros, jeg kan svinge mig op til af dette bryg …

… og af Dagmarbryggeriet i det hele taget – indtil videre i hvert fald.

3-stjerner

Bill Brown Ale, Dagmarbryggeriet

2016-06-17 20.00.07Mytteri overhængende …

Det første bryg fra Dagmarbryggeriet faldt ikke just i min smag. Men det skal jo ikke stå i vejen for min indstilling til de andre bryg fra den kant. Det er trods alt kun ganske kort tid siden, at jeg genanmeldte Pokal-serien, og heller ikke det begyndte synderligt godt. Fortsættelsen derimod kunne man ikke klage over.

Så jeg har frisk og frejdigt taget fat på det næste bryg. Igen er det tilegnet gamle dage, denne gang den opdigtede pirat Bill Bones fra Robert Louis Stevensons ‘Skatteøen’. Oprindeligt blev den brygget til ‘Sommerspillet’ – jeg formoder, der må være tale om en årligt tilbagevendende begivenhed på Ringsted-egnen – og publikum var så begejstrede, at bryggeriet valgte at blive ved med at producere den. Brygget er altså prøvet før – af Ringsteds brave borgere, så hvis den skulle falde uheldigt ud, ved jeg jo, hvem jeg skal brokke mig over. – Det er desuden en Brown Ale – og jeg glæder mig allerede til den maltblide fylde, den varme kaffebitterhed og den glade sødme af mørkt sukker.

Og førstehåndsindtrykket skuffer ikke. Brygget dufter allerede løs ved åbning med bitterhed af kaffe og sødme af både karamel og chokolade. Karamelcreme er faktisk en af mine favoritter i fyldte chokolader, og hvis kakaomassen er spædet om med et skud mocca, er udsigten til en veldrejet højere enhed ikke bare skøn at nyde men også udtryk for en reel mulighed.

Først skal brygget dog skænkes … hvilket er nemmere end jeg havde ventet ud fra duften. Brygget er nok mørkt som natten, men også ganske letflydende med knitrende skum, hvis gyldne lød man skal skynde sig at nyde før det fordamper.

Avast! Smagen er atter sur, og der er ikke så meget som skyggen af moccachokolade med karamelcreme. Den midtsjællandske bande futmælkspirater, bolværksmatroser og landkrabber har blandet lage af Bismarckshering med bøgeblade og lagret det på egetræ. Bloggeren gætter på, at bryggeriet i stil med Royal Unibrews ‘havskum‘ har forsøgt at efterligne det bryg, der blev skænket på skibene på det tidspunkt, Bill Bones skulle forestille at have sin gang på jord.

Jeg tror imidlertid ikke, at nogen brygger ville have overlevet Bill Bones’ raseri efter at have smagt dette sprøjt. En storm af eder, forbandelser og salt havskrum, raskt efterfulgt af dødbringende drag fra huggerten … om man var så heldig, at han ikke besindede sig, og idømte én kølhaling, eller planken ud til hajerne. Og hvis kaptajnen ikke selv tog den beslutning, ville mandskabets snarlige mytteri ende på samme vis.

For de mest garvede søulke (og åbenbart futmælkspiraterne i Ringsted), der er tilvænnet søens syrlige bryg, og næppe har fået andet, kunne dette sure søsprøjt såmænd nok være en nydelse, da min fornemmelse igen siger mig, at smagen i en eller anden grad er intenderet, idet brygget ikke virker decideret ude af balance.

Det falder bare fortsat ikke i min smag.

Men at det samtidig er tyndere – som om skibsbryggeren kom for skade et tilføje et par sleve for meget havvand end opskriften bød – står fast som en fuldblodssøulk på dæk i en orkan.

Cheers ‘n’ ahoi me hearties – trods alt.

Aaaarrrrh!

2-stjerner

Hagbards Bock, Dagmarbryggeriet

2016-06-15 18.58.54Lidt ligesom ananaskirsebær …

En af mine gode venner fra studietiden, Lena, som nu bor i England, var i Danmark i maj måned på ferie rundt om i Danmark med sin familie. Tre små børn skulle transporteres rundt i bil, og til det formål var jeg i stand til at fremskaffe nogle barnesæder til poderne. For hjælpsomheden blev jeg takket alt alt for flot – med tre spændende øl fra Dagmarbryggeriet ved Ringsted. Om bryggeriet fremgår det, at det “trækker navnemæssigt på middelalderens kongehistorie i Ringsted og omegn”, navnlig den sagnomspundne Dronnning Dagmar, der oprindeligt kom fra Bøhmen i det nuværende Tjekkiet. Jeg synes, det ville være helt oplagt at referere til områdets senere betydning for ølbrygning – men nej. I stedet skrives der op ad vægge og ned ad stolper om Svend, Knud og Valdemar – og hvad det nu var, alle kongerne hed, før deres navne blev sat i system.

Og i en eller anden grad refererer øllet så til en historie, der har én eller anden – undertiden meget perifér – berøring med det, om ikke i form af den gamle danske kongehistorie, så i hvert fald gamle dage i almindelighed.

Dette bryg henviser til en norsk kongesøn Hagbard, og det er ikke ham fra ‘Smølferne’. Nej, anledningen er noget mindre munter end de glade historier om de små nisser. Hagbard var til sinds at hooke op med Signe, der var datter af Kong Siger (deraf navnet Sigersted … tænk hvis han havde heddet “Taler” – så havde landsbyen hedet “Talersted” eller måske “Snakkersted”, eller “Rablersted” … kun fantasien sætter grænser) men måtte ikke. Og da han blæste hvem det end var, der ikke ville have det, en lang march (det var garanteret hendes far Kong Snakkehoved, eller hvad det var, han hed) så var der jo ikke andet i hele verden at gøre end at lade Hagbard Kongesøn hænge.

Det der med uønskede svigersønner tog man åbenbart lidt tungt i de dage.

At Signe så valgte også at gå i døden fuldender desuden dramaet og tragedien, og det ulykkelige par er ifølge samme bedrøvelige historie begravet i Hagbardshøj, der – som det så smukt, romantisk og eventyrligt fremgår af etiketten – ligger mellem Sorø og Næstved Landevej … Man bliver jo øjeblikkeligt ført tilbage til Senmiddelalderens kongelige danseballer, komplet med dansende nar, drejelirer og sækkepiber, ved tanken om en ti tons IVECO der drøner forbi med en sending tilsætningsstoffer fra pektinfabrikken i Lille Skensved.

Så har jeg til gengæld bryggeriet mistænkt for at gøre sig lidt mere umage med at give øllet et skær af noget gammeldags. Brygget virker rustikt og autentisk med sit plumrede, ufiltrerede ydre og sin dybmørke lød. Skummet er højt, gyldent cremet og får så rigeligt energi nedefra af karboneringen. Duften slænger sig i det maltfede og søde hjørne med duft af karamel, farin og svesker.

Smagen lægger sig i retning af, hvordan jeg forestiller mig, øllet har været i middelalderen … Og det er næppe nogen ros. Helt overordnet er det et fantastisk lækkert bryg at hælde ind i munden. Det kærtegner blidt læbe, gummer og tunge med en blød finish af fløjl og smag af vanille. Men straks glasset har forladt gabet, træder syre og gær frem på en måde, jeg nok aldrig bliver gode venner med.

Brunkålslage blander sig med sveskesmag – men uden sidstnævntes sødme og fylde. Gæren skærper desuden syrligheden og supplerer med en kant af eddike.

Nej – jeg er ikke fan, og jeg bliver det heller aldrig.

Ikke desto mindre ved jeg, at surt og syrligt øl skulle være vældig meget in for tiden, og jeg har på fornemmelsen, at dette bryg rammer den eftertragtede syrlighed ganske godt. For syrligheden virker ikke disharmonisk på den måde, et decideret mislykket bryg ville føles. Syrligheden er ikke overvældende. Der er skam nuancer og min fornemmelse er, at brygget er grundigt smagt til, og at lige netop denne syrlighed er efterstræbt.

Jeg ved det blandt andet, fordi jeg ved smagning havde det på samme måde, som jeg har det med ananaskirsebær. Jeg kan i grunden ikke lide smagen, men jeg kan alligevel ikke lade være med at spise dem, når de er der.

Alene for dette fortjener brygget en højere karakter end den, jeg ville give, hvis det kun var fedteri for mine smagsløg, det handlede om.

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme