Kajs Ølblog

Afdæmpet finale …

Temaet om Øl-Ninjaen Ole, der kom forbi med en farlig masse øl i starten af februar, har nået sin ende. Tænk engang, at jeg huskede at tage billeder af alle øllene mens den meget lange smagsseance stod på. Helt tabt er jeg måske ikke, når det kommer til stykket.

På depressionsfronten er det svært at sige, hvordan det står til. I går var jeg helt nede under gulvbrædderne og godt i gang med at slå russernes rekord i at grave sig længst ned i jordskorpen. I dag går det lidt bedre – måske går det endda rigtig meget bedre, men det vil først vise sig i de kommende dage. Jeg vil ikke sælge skindet før bjørnen er skudt eller på anden vis jinxe noget, før tingene står klarere. Det rækker at sige, at der måske – måske – er bedre tider i sigte. Men mere vil jeg ikke sige lige nu.

Lad mig imidlertid få gjort det alt for langtrukne tema færdigt nu og her: Den sidste øl Ole og jeg bundede før vi kaldte det en dag, og satte en god film på; den senere Oscar-vinder ‘Parasite’, var denne baskiske Imperial Stout.

Baskerlandet har bloggen været forbi en enkelt gang før med den højtskummende og velsmagende Mugalari. Som IPA lå Mugalari i den modsatte ende af farveskalaen. Under alle omstændigheder, og farveskala eller ej har jeg endnu en anledning til at flashe min misfornøjelse ved det kastilianske monarki og min støtte til baskernes og katalanernes løsrivelse.

At brygget kommer fra et spændende sted hvor oprørske tanker har deres udspring betyder til gengæld ikke automatisk, at øllet er godt. Men hvor mange Imperial Stouts med vanille har jeg egentlig fundet udrikkelige i mine snart ti år som blogger? Det er et rundt tal, det er under ti, og så siger jeg heller ikke mere.

Tungt, sejt og olieagtigt skvulper brygget ned i glasset, hvor kun et absolut minimum af skum viser sig på overfladen. Olfaktorisk lader det tætte bryg til gengæld noget tilbage at ønske – konturløs em af kold kaffe er alt man bliver budt, og alarmklokkerne begynder så småt at gøre sig klar til at bimle.

De forbliver beredt og klar, alarmklokkerne. Det betyder samtidig, at de ikke går i gang, for så galt står det slet ikke til alligevel. Brygget byder på bittert og sødt i mere end adækvat grad … syntes jeg i hvert fald. Ole var noget mellemfornøjet, og mente at brygget var for let – og i øvrigt for lyst til at kunne kalde sig en imperial stout. De 9,5% alkohol tillader nu alt andet lige betegnelsen, men de tunge kaffenoter, der skjuler sig bagom vanillen var ikke nok til at han ville give brygget mere end …

Jeg syntes selv den fortjente en anelse mere, uden at humlerankerne voksede op i himlen.

Afslutningen på en forrygende ølsmagning blev ikke noget festfyrværkeri. Men det gjorde nu ikke noget. For med de mange øl i vommen og endnu flere promiller i blodet (ahr, måske ikke helt) er jeg langt fra sikker på, at vi kunne have håndteret endnu en ekstatisk humlesensation med den ærbødighed den ville have krævet.

Ole skal endnu engang have tak for, at han lagde vejen forbi. Tak til læserne for at have fulgt med.

Mon ikke jeg trods depression og ledighed kan holde humlestrømmen flydende nok til, at der også i fremtiden vil være læseoplevelser at hente her på bloggen?