Det er noget af en omvæltning pludselig at have så meget fritid, som jeg har fået, nu hvor min julekalendertegneserie er gjort færdig. Samtidig har min optagethed af at få gjort den færdig også givet mig et anseligt øllager, der nok skal række til et godt stykke ind i det nye år.
Men nu har jeg altså tid til at anmelde igen. Jeg har planer om at genopfriske mit irske – og måske endda gøre alvor af at lære noget walisisk også. Min eneste, men reelle, frygt er, at noget af øllet nu har stået så længe, at det ikke længere er helt så interessant, som da det blev erhvervet. Det gælder ikke mindst et par IPA’er, jeg har stående.
Af samme grund er der god ræson i at starte med dem, der har stået længst. Jeg har derfor valgt denne Cream Ale fra Minnesota, som jeg fik tilsendt af min gamle studiekammerat Rasmus, der havde været på ferie derovre. Ja – den sending er jeg først blevet færdig med med denne anmeldelse.
Det er, som navnet antyder, en cream ale, det drejer sig om. Jeg forstår indtil videre ikke øltypen, hvis eneste særkende forekommer mig at være en rar mundfylde. Jeg har prøvet andre øltyper med rar – og endnu rarere – mundfylde end samtlige cream ales, jeg har prøvet, samtidig med, at hine øl var langt mere smagfulde. Det er selvfølgelig fint, at man fokuserer og rendyrker ét karaktertræk og giver det sin egen øltype – om ikke andet fordi man kan. Men jeg forstår ikke, at genren er så udbredt, når den samtidig forekommer så overhalet på så mange parametre inklusive det, der skulle være genrens særkende – mundfylden, som sagt.
En for genren fornyende og bidsk karakter af fuselalkohol og æbleeddike kan mærkes i duften. Det kan man nyde sammen med bryggets ydre – en flot glødende rødorange lød med højt skum, knækket i omtrent samme nuance. Lange tråde trækkes fra glassets sider og ned på brygoverfladen efterhånden som det klæbrige skum kun modvilligt trækker sig.
Lukker man brygget ind i små nip og trækker godt med luft ind over, kan man tvinge nogenlunde tilfredsstillende smagsmængder ud af brygget. Men det kræver altså en indsats. Før man lurer tricket og knækker koden – man bliver nødt til at gøre begge dele for at få en reel oplevelse ud af det – mødes man af et meget simpelt bryg, småtørt og letbittert uden andre egentligt velgørende elementer end den sædvanligvis venlige mundfylde.
Med de avancerede smagsteknikker i brug bliver det tørre indtryk til en egentlig syrlighed, der faktisk gør godt. En balsamicoeddikeimpression der balancerer fint mellem det milde og det kontante, og et mildt, bittert bagtæppe af val- og paranødder. Især syrligheden er forfriskende markant og ny i en øltype, som jeg alligevel må indrømme, jeg fortsat ikke forstår. Jeg hæfter mig desuden ved en kraftigere karbonering i dette bryg, mens andre cream ales virker flade og brød-agtige.
Bryggets forfriskende egenskaber skal bestemt ikke underdrives – men drik endelig ikke for langsomt, for en bundsjat ved stuetemperatur af dette bryg er virkelig fæl.
Seneste kommentarer