Kajs Ølblog

Back on track …

Jeg husker næsten som var det i går, hvordan jeg på min første Roskilde Festival i 1992 torsdag morgen spankulerede ind til Grøn Scene, fordi jeg kunne høre, at de derinde spillede noget af det her nymodens – og dengang i mine øjne slet og ret latterlige – death metal.
Jeg stod med foldede arme, et halvt nummer eller noget lignende, mens min foragt for genren – uden at jeg lagde mærke til det – blev pumpet ud i takt med den rasende hurtige puls og den brølende vokal. Der gik ikke lang tid, før mit hoved svingede i takt med musikken, op og ned som traditionen foreskriver, sammen med det øvrige publikum.
Da jeg gik ind til Grøn Scene den morgen på Roskilde Festival havde jeg ikke meget andet end foragt til overs for dødsmetalgenren. Jeg fandt udtrykket alt for voldsomt og vokalen hæslig – et krampagtigt forsøg på at gøre en musikgenre endnu hårdere for at resultere i larm. Det hårdeste jeg hørte dengang var vist Metallica og Megadeth – det som mine forældre kaldte larm. Da jeg gik ud fra scenen igen var jeg dødsmetalfan. En helt ny genre havde åbnet sig for mig – klar til at blive udforsket, klar til at blive nydt, danset til, headbanget til!

Bandet jeg havde set – fandt jeg ud af bagefter, da jeg granskede programmet, for det var helt tilfældigt, at jeg var kommet forbi – var svenske Entombed. Mange år senere skulle jeg se dem i Århus, hvor Amon Amarth varmede op for dem … eller det vil sige – det er sådan jeg ser det. Om John og George rejste sig fra de døde for at genforene Beatles og spille til samme arrangement som de svenske dødsmetalpionerer, ville Entombed aldrig have varmet op for nogen! De ville altid være hovednavnet – og at de umuligt kunne være hovednavn, når de spillede før et andet måske mere kendt orkester, ville jeg altid holde for en undskyldning, der kun fortjente hånlatter og fingerpeg.
Hvorfor skriver jeg nu om Entombed i pluskvamperfektum, som om det beskrevne aldrig ville kunne ske igen? Fordi forsangeren, Lars-Göran Petrov den 7. marts gjorde John og George selskab. Selvom jeg ikke ejer en samling af Entombed-vinyl eller aluminium, har de altid haft en særlig plads i min musikalske bevidsthed. De var vitterlig bandet, der ikke bare gjorde mig interesseret i dødsmetal som genre – men fik mig til at elske den – i løbet af et kvarter til en halv time dengang for mange år siden på min første Roskilde Festival.
Lars-Göran må hvile i fred – det samme må bandet Entombed, der aldrig vil blive det samme uden ham.

I min lille verden går livet videre med en uventet stor mængde arbejde, der traditionen tro har givet mig en smule mere energi – men til gengæld også færre timer til at gøre de ting, jeg gerne vil – herunder blogge. Man kan bare aldrig vinde på alle fronter.
Men øllet er i det mindste godt. Jeg er fortsat i gang med at arbejde mig igennem den generøse donation, der er blevet mig til del her i starten af året. Her er der endnu en sur øl på programmet; et blend af sure red ales, lagret på rødvins- og egetræsfade i op til to år. Resultatet er et meget mørkt bryg – jeg ville aldrig have gættet på red ale ud fra farven alene – med en duft af brændevin mere end noget andet. Krydret snaps; gin og Rød Aalborg er mit umiddelbare indtryk. Det er rigeligt sofistikeret til at jage industrisegmentet effektivt på porten.
Der er fuldt blæs på aromaerne. Brygget svier i ganen og næsen, og prygler smagsløgene med skarpe, sure og krydrede indtryk. I en vinøs og letflydende skal af bourgogne på den tørre side leveres kommensnaps i skøn forening med sure kirsebær, dog uden at nogen af delene tager for meget over, eller at brygget på anden vis bliver for meget. På sin vis en forsonende oplevelse efter The Motive, der på så mange måder var aldeles overdrevet uden at det førte noget godt med sig. Brygget her går ellers også til den. Men det forbliver en harmonisk nydelse, selvom – eller rettere netop fordi – vin, egetræ, kommen, kirsebær og stikkelsbærsyre slås i svælg, på tunge og i næse om pladsen som nummer et.
Men ingen af dem går af med sejren. Den går til gengæld til nyderen, der får lov at mærke dem allesammen udfolde sig til fulde.

Et kaos, af fandenivoldske udtryk, der på forunderlig vis går op i en højere harmonisk enhed – hvis bare man giver det en chance og en lille smule tid … det er næsten som at være til den der første Entombed-koncert igen.