Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Wiibroe

Brød med Porter (Brød med øl 3+4.1)

2017-08-01 08.12.24Det fungerer …

Jeg har bagt endnu to brød. Denne gang økonomiserede jeg en smule, idet jeg opdagede at én af de øl, jeg ville brygge med kostede væsentlig mere end to af de hvidtøl, jeg lagde ud med.

Øllene er anmeldt for længst – derfor gik der ingen anmeldelse af øllene forud for brødanmeldelsen her. Men navnene skal I selvfølgelig have – Til det ene brød er der brugt Wiibroe Porter (tv.)- anmeldt så tidligt som 28/04-2012. Endnu før turen til Irland, i modsætning til Gl. Carlsberg Porter (th.), som blev anmeldt to år senere d. 12/06-2014.

Det er nu ikke så meget fordi brødene blev bagt samtidig, at jeg har æltet anmeldelserne sammen til ét indlæg. Det skyldes derimod, at forskellene på de to brød kunne være en smule svære at få øje på.

Ikke mindst visuelt. Porteren giver rugbrødet en nydelig mørk farve, der meget nemt kommer til at snyde én til at tro, at der er tale om rigtigt rugbrød, og ikke snyderugbrød med rugkerner og hvedemel.

2017-07-31 16.32.59Endnu engang er brygget dejligt saftigt og med en god krumme. I Wiibroe-brødet smager malten godt igennem som en antydning af karamel. I Gl. Carlsberg-brødet træder øllets tættere bitterhed til gengæld bedre igennem, og giver en mere bitter, røget aroma.

Hvad man bedst kan lide, er smag og behag, og jeg er ikke engang selv sikker på, hvad jeg foretrækker. At øllene denne gang gør noget for brødet – ud over det rent visuelle, er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Desværre er disse øl relativt dyre, og jeg ved ikke helt om de er investeringen værd hver gang der skal bages.

Men skal der gøres lidt ekstra ud af rugbrødsbagningen, kan det meget vel være en af disse to, der ryger i dejen.

Wiibroe Porter, Carlsberg


Klassisk, lokalt mesterværk

Meget kan man ikke rose Carlsberg for. Men de skal alligevel have ros for at holde lokale klassikere i live, samt at undlade at pryde de lokale klassikere med deres eget logo. De har gjort og undladt netop dette med dagens øl, som jeg modtog med post fra en ven fra studietiden i København. Tusind tak for den, Peter!

Som det fremgår hidrører øllet fra det – jeg havde nær sagt hedengangne Wiibroe Bryggeri, men det er jo trods alt ikke mere hedengangent, end at de stadig har kontor på en af deres gamle matrikler, og at Carlsberg holder brandet i live, endskønt sidstnævnte for længst har opslugt førstnævnte bryggeri. – Brygget bliver der til gengæld ikke mere, men åbenbart forhandles nærværende øl kun i lokalområdet – altså Nordsjælland (Wiibroe Bryggeriet ligger i Helsingør), og jeg erkender, at jeg i hvert fald ikke har set den her i Aarhus, eller andre steder på Sjælland.
Brygget modtog ifølge bryggeriets hjemmeside en sølvmedalje ved verdensmesterskabet for ølbrygning i 1996. Første gang det blev brygget var i 1930, så det stammer fra en tid længe længe før mikrobryggene vandt frem, og selv da det vandt prisen, var fremgangen i mikrobryggene endda kun i sin spæde vorden. Det er et bryg fra en tid, hvor kvalitetsbryg var et særsyn herhjemme, så det bliver på mere end en måde spændende at se, om det fortsat kan klare sig med de gode kvalitetsøl af i dag. Det får mig til at tænke på A-Z Ale No. 16, der også har vundet en masse priser, men jeg, og i hvert fald én mere, synes, at den er faldet i kvalitet siden. Da jeg aldrig har prøvet denne øl før, vil jeg selvfølgelig ikke kunne sige, om den skulle være faldet i kvalitet, men blot vurdere, om den er en sølvmedalje værdig.

Udseendet fejler i hvert fald ikke noget. Det er en dejligt mørk stout, natsort med højt, brunt og klæbrigt skum. Duften er en kraftfuld blanding af sødt og brændt, som sukker, der er smeltet, karameliseret og så glemt – men kun så det er brændt på, ikke antændt.

Sødmen er fyldig og solid, præget af karamel og en letbrændt lakridsnote. Den ledsagende bitterhed er først og fremmest præget af ristet malt, og i det lange løb er det de bitre, lige tilpas brankede noter, der præger brygget. Det er ikke ulig en stærk kop espresso med flydende karamel – eller sådan forestiller jeg mig det. Afslutningsvis indtræder et ganske letsyrligt indslag af ananaskirsebær kombineret med et bittert træelement og farin.

Det er en øl man smager tre gange. Det har en begyndelse, en midte og en afslutning og alle tre dele er nydeligt velkomponeret. Det er bestemt en øl, der stadig i dag kan konkurrere med de bedste stouts fra tidens mikrobryggerier, selv med 82 år på bagen. Der skal lyde en stor tak til Carlsberg for at bevare denne lille lokalperle i sortimentet, og for min skyld måtte den gerne udbredes til hele landet. Og endelig skal bryggerimastodonten også have ros for en fuldkommen uprætentiøs indpakning til den usædvanligt gode øl.

Nordjyderne kan ærgre sig gule og blå over, at de i mine øjne ikke længere laver den bedste porter i landet.

5-en-halv-stjerne

Wiibroe Årgangsøl 2010, Carlsberg

1-halv-stjerne

Pyha! Jeg er omsider nået til den sidste øl i august måneds tema om spritterøl. Temaet kom altså til at strække sig lidt ind i september, og det er der mange gode grunde til. For det første kom jeg lidt sent i gang med temaet. For det andet er det begrænset, hvor meget jeg som ansvarlig forælder vil kaste mig i alkoholens bølger med samt alt hvad der deraf følger. Disse årsager er dog sekundære i forhold til den væsentligste årsag, nemlig at ingen af de testede spritterøl har været nogen fornøjelse at drikke. Derfor har der manglet noget motivation for at gøre temaet færdig til tiden. Jeg skal ikke udbrede mig mere om dette i nærværende indlæg, for jeg har tænkt mig at konkludere på temaet i en særskilt artikel. Men jeg syntes dog, at jeg ville markere temaets sidste indlæg med et par bagudrettede ord. Nu til den sidste spritterøl i temaet – og forhåbentlig den sidste i rigtig, rigtig lang tid.

Carlsberg, der i 1998 nedsvælgede det i Helsingør hjemmehørende Wiibroe-bryggeri som en anden Tuborg Lime, har ikke mere end en sludder for en sladder at berette om denne øl på deres hjemmeside. Selve konceptet med en årgangsøl stiller imidlertid spørgsmålet om, hvorvidt brygget ændrer sig fra år til år, eller om det forbliver det samme.

Dette fremgår ikke entydigt. Det kunne i princippet være spændende at prøve denne øl af år efter år for at se, hvordan den måtte ændre sig. Men hvis det er det samme sprøjt, de hælder på flaskerne, risikerer jeg jo atter at skulle smage på samme øl. Og det har ærligt talt været en så tvivlsom fornøjelse, at jeg ikke synes, det er risikoen værd. Så som udgangspunkt er det sidste gang, jeg anmelder Wiibroes Årgangsøl.

Den opmærksomme læser har nok allerede opdaget, at jeg ikke har brudt mig om brygget. Etiketten ser ellers fin ud. Ligesom Harboes Årgangsbryg er det hvert år en ny kunstner, der udsmykker emballagen. Hos Wiibroe er udsmykkeren i år Thomas Eje, der klarer finanskrisen som billedkunstner, hvilket jeg faktisk synes, han gør meget godt. Der skal måske heller ikke så meget til i dag, hvor han som entertainer blot er en svag afglans af hvordan han var i velmagtsdagene. Det er blot ærgerligt, at etiketten ikke gør noget for indholdets smag. Det kunne dette bryg godt have brugt.

Årgangsbrygget fra Wiibroe blev lanceret i 1989, hvor alkoholprocenten lå på 8,9. Denne steg år efter år med 0,1, så styrken så net fulgte årenes gang. Konceptet afslører imidlertid, hvordan alkoholprocenten åbenbart er meget vigtig i forhold til produktets kvaliteter. Således erkender Carlsberg da også uden den mindste skyldfølelse, at produktet er tilsat brygsirup (som blot er et pænere klingende navn for glukosesirup) netop for at hæve alkoholprocenten. I 2000 lagde man sig fast på 10,6, hvilket gør Årgangsøl fra Wiibroe til “Danmarks stærkeste specialøl” (såvidt hjemmesiden op. cit.)

Jeg tvivler stærkt på, at det er den stærkeste ‘specialøl’ – og så skulle man måske også liiiige minde Danmarks største bryggeri om, at tilførsel af glukosesirup ingenlunde gør en øl til en specialøl. Det gør det kun til en beskidt øl. Stærkere er den dog end Carlsbergs Master Brew, og jeg får uvægerligt mistanke om, at man fra Carlsbergs side ville give Wiibroe et lille plaster på såret for på monopolistisk vis at have opslugt Helsingør-bryggeriet to år tidligere.

Selve øllet lugter – det dufter ikke, faktisk stinker det nærmest allerede ved åbningen – af sprit. Når spritdampene har veget, indfinder sig en bouquet, som optimisten ville kalde frisk, og som jeg vil kalde tynd. Det var temmelig uventet, at en så stærk øl kunne lugte så lidt af andet end sprit.

Smagen er harskt sprittet, og kun det. Ellers er der intet at sige om smagen, for der er nærmest ingen – ikke engang en grim én af slagsen. Så kan det godt være, at den varmer dejligt, når den passerer ned gennem spiserøret, men det er tilmed helt forkert, at en øl skulle have den virkning. Eftersmagen kan man kun ane, hvis man virkelig leder med lys og lygte mellem smagsløgene bagefter. Mest af alt er det en flad fornemmelse, der i mere end én forstand er småbitter.

Den levner ikke noget tilbage at beskrive om fylde, aroma, intensitet eller andre ølrelaterede plus-ord. Det er en kedelig, ligegyldig øl a la ølfabrikkens pilsner, tilsat broderparten af Helsingør Sygehus’ – nårh nej, Carlsberg har jo overtaget, så det må være Rigshospitalets – beholdning af disinfektionsmiddel.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme