Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tuborg

Fine Festival, Carlsberg + månedens tema.

1-en-halv-stjerne

Jeg hørte vist første gang om denne øl, i Østjyllands Radios morgenprogram for unge lyttere, “Koks i Komakassen” tilbage i de længst svundne firsere. En del år senere fandt jeg ud af, at den rent faktisk fandtes på trods af, at den vist fik en temmelig hård medfart i programmet.

Jeg kan også huske, at en af de faste sprittere på Blågårdsgade udenfor Handelshøjskolens lokaler (hvor jeg har arbejdet – ja, så har man hørt det med) altid stod og pattede på en FF’er mens han mumlede og gryntede uforståeligheder til sig selv og tilfældige forbipasserende.

Det minder mig i øvrigt om, at jeg skal have annonceret august måneds (forsinkede) tema, som er:


SPRITTERØL!


Jep, endnu engang tager jeg en for holdet, og gør ting, som jeg aldrig ville have gjort, hvis ikke jeg havde denne ølblog. Jeg vil tage alle de fæle og stærke øl, det for det meste bliver ved overvejelserne, om man overhovedet tør prøve.

Indledningsvis skal jeg dog lige give en lejlighedsdefinition af temaets objekt, så at jeg ikke bare går ud og køber almindelige øl, fordi man også kan se sprittere drikke disse ind imellem. Jeg har taget udgangspunkt i tre egenskaber.

  1. Alkoholprocent
  2. Pris
  3. Bryggeri


Ad. 1. Det vigtigste i definitionen af spritterøl er ikke så meget spritterne. Det er i virkeligheden tragisk at nogle mennesker kommer så langt ud i tovene, at de ender på bænken med en guldøl i hånden. Det er bestemt heller ikke for at håne disse stakler – det lader jeg andre om – at de uforvarende kommer til at spille en rolle i denne måneds tema. Dertil kommer, at det ikke kun er sprittere, der drikker disse øl. Jeg kender flere, der kun drikker til fester, som foretrækker denne type øl, fordi den hurtigere gør en fuld.
Til gengæld har jeg svært ved at forestille mig, at de øltyper, jeg vil anmelde de næste par gange, overhovedet ville blive produceret, hvis ikke samfundet spyttede så mange skæbner ud, der ender som alkoholikere og siden hen går i hundene. Dette faktum hænger nøje sammen med en spritterøls første egenskab. Den synes målrettet alkoholikere med sin høje alkoholprocent (og sin formentlig ligegyldige smag – men dette må vi få at se.)

Ad. 2. Den næste vigtige egenskab er, at øllene er relativt billige. Bevares, de koster da lidt mere end almindelige danske standardpilsnere. Men der er stadig et tigerspring op til prisklassen for jævne udenlandske specialøl. Prisen synes således justeret efter, at folk på støtten stadig skal kunne købe tilstrækkeligt mange til at kunne drikke sig en kæp i øret. (Læg i øvrigt mærke til, at der bag spritterøl synes at gemme sig en kynisk markedsstrategi, hvis konsekvens er, at disse skæbner langsomt skubbes længere og længere ud på et skråplan. Nuvel, det er ikke det primære fokus for nærværende blog, og vil ikke blive kommenteret mere for nuværende.)

Ad. 3. Endelig er spritterøl typisk brygget af store bryggerier, og ikke af mikrobryggerier. Det er klart som blæk, at mikrobryggerierne må satse på kvalitet for at kunne matche de dominerende bryggeriers fokus på den laveste fællesnævner. Og spritterøl, der først og fremmest skal være billige og letantændelige, har ikke megen plads til kvalitet, når nu alkoholen og de jævne råvarer, der muliggør den lave pris, partout skal fylde så meget.

Med disse overvejelser gjort, byder jeg læserne velkommen til august måneds tema.

Og nu til vores første eksempel: Fine Festival, eller FF, som den kaldes i folkemunde.

Alkoholprocenten er på 7,5, prisen ligger på lige under en tier for 0,33 l. og brygmesteren hedder Carlsberg (oprindeligt Tuborg, men det fik den højhellige fusionskapitalisme som bekendt sat en effektiv stopper for.) Man må dermed sige, at betingelserne for at være en spritterøl er vel overholdt.

Den er brygget første gang i forbindelse med Queen Elizabeth II kroning i 1953. Det er vitterlig to modstridende verdener, der forenes i den: Sprittere og kongelige. Man fyldes med forventning om en royal (intet ordspil om et overvurderet bryggerikonglomerat intenderet) nydelse, hvilket måske ikke betyder meget, når det skrives på mit tastatur, uforbederlig republikaner som jeg er.

Smag er der i hvert fald masser af – om det så er god smag, er en ganske anden historie. Aromaen føles som en ‘tunet’ pilsnersmag, som om der er givet fuld gas på malt og humle, men også på en eller anden måde uden at det føles naturligt.

Samtidig er det som om, man kan mærke promillen stige for hvert nip. Det er ikke ren bitterhed fra humle og malt, man kan smage. Der er også en sprittet bismag, der minder en om, hvor lidt man skal drikke af denne øl, før man ikke kan ligge ned uden at holde fast i noget.

Selve bitterheden er, skønt intens, forbeholdt det midterste af tungen. Den er netop intens – og kun det. Der er ingen sofistikeret leg med smagsnuancer. Der er ikke nogen forskel på smagen, afhængigt af hvor brygget berører tungen. Det er 250 kilometer i timen med se-at-komme-op-så-du-kan-drikke-dig-fuld-attitude.

Det er en øl til fuldskab og intet andet. Samtidig er det en beskidt øl, da man i brygningen har tilsat glukosesirup. (På FF’eren kan Tuborgs marketingafdeling faktisk stave til det. Det gik som bekendt ikke så godt på Tuborg Lime Cut-mærkaten. FF’eren er om ikke andet vidne om en tid, hvor folk kunne finde ud af den slags. Vi er mange, der længes tilbage til dengang.) Formentlig er det gjort for at booste gæringsprocessen, så man kan få lavet ekstra meget alkohol. Det giver dog næppe øllet andet end den sprittede smag, og søde nuancer, som man evt. kunne have håbet på, udebliver også.

I sandhed ingen royal oplevelse.

Rød Tuborg, Carlsberg

3-en-halv-stjerne

Historierne om Rød Tuborg er mange og gode … Et par af dem er endda også sande. Det er således rigtigt, at Rød Tuborg ikke er en fast del af Carlsbergs sortiment, men bliver brygget hvert år til maj. Til gengæld er det ikke helt rigtigt, – i hvert fald ikke fra officielt hold – at den brygges i anledning af arbejdernes internationale kampdags højtideligholdelse 1. maj. Det ville ellers passe så fint, men marketingafdelingen hos Tuborg holder hårdnakket fast i, at det sker i anledning af Tuborg-bryggeriets fødselsdag 13. maj – og når de nu siger det, må det vel i et eller andet omfang passe.

Samtidig skulle det være den første øl Tuborg overhovedet bryggede. Oprindeligt var den kendt som Lager-øl, hvilket fortsat fremgår af etiketten. Når nu Tuborg fortsat sælger den ældste øl de har på lager (ordspil ikke intenderet), kunne man fristes til at spørge, hvad classic skal i sortimentet. Classic skulle som bekendt være en øl fra gamle dage, men netop det faktum, at Rød stadig er i handlen viser jo med al tydelighed, at classic er en efterligning og ikke den ægte vare.

Men det lader jeg selvfølgelig Tuborg bryde sit hoved med. Sagen er den, at jeg under alle omstændigheder hellere drikker en Rød, hvis det er det valg, jeg har.

Duften er ganske fyldig, aromatisk frugtagtig og sød. Smagens fyldighed er godkendt. Den er let syrligt bitter på en måde, der får bitterheden til at føles som en essens, der blidt smyger sig af sted i rummet mellem tunge og gane som var det en ånd.

Det er så her, det går op for mig, at syrlighed faktisk kan bruges til noget i øl. Syrligheden eliminerer den umiddelbare bitterhed, så denne ganske vist træder i baggrunden, men samtidig bliver mere subtil. Det er faktisk ikke dårligt!

Dertil kommer nogle fine søde nuancer forrest på tungen. Den lette bitterhed er krydret, næsten harsk uden at være ubehagelig. Lakridsagtig? Anisagtig? Det føles i hvert fald ganske dejligt, som den subtil bitterhed også mærkes i eftersmagen.

Til gengæld mangler den måske nogle lidt mere distinkte smagsnuancer, eller sagt på en anden måde; mere aroma. Spændende aromaer er fint, samspil mellem surt og bittert er fint, men der kunne godt være bare lidt mere af det hele. Det er først, når man rigtig smager efter, at man langsomt opdager øllets kvaliteter. Det er ikke en øl, hvor man tager en slurk, og efterfølgende ikke kan få armene ned. Man nikker anerkendende og ikke så forfærdeligt meget mere.

Jeg kan heller ikke med sikkerhed sige, om jeg vil drikke den til noget bestemt, på en bestemt årstid, eller i en bestemt anledning. Det er den ikke helt distinkt nok til. Når det er sagt, skal man selvfølgelig ikke se bort fra den egentlig ganske elegante kombination af sødt surt og bittert. Det er sjældent noget man oplever med velbehag.

Tuborg Lime Cut, Carlsberg

0-stjerner

«Jeg kan kun forsøge at hensynsløst kritisere det, der er. Indvendingen jeg bliver mødt med: at man, når man øver kritik, også er forpligtet til at sige hvorledes det kan gøres bedre, holder jeg for en borgerlig fordom»

– Theodor W. Adorno

Jeg ofrer mig gerne i embeds medfør, og gør ting, som jeg ellers aldrig ville gøre. Jeg vil endda gøre ting, der kompromitterer min selvagtelse, min respekt hos offentligheden, samt min evne til nogen sinde at få min tillid til dansk ølbrygning tilbage.

Disse tre ting, plus en liste længere end den kinesiske mur, har jeg udsat mig for, ved at drikke Tuborgs nye produkt “Tuborg Lime Cut”.

Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde …

Jeg havde forventet noget kvalmt, sødt, klistret, cideragtigt stads. Det fik jeg ikke. På den anden side, – og det er det mest positive, jeg kunne forestille mig før jeg prøvede den – ville jeg ikke udelukke, at den kunne smage Radler-agtigt. Etiketten på bagsiden afslørede imidlertid, at øllet var brygget af “glukose sirup” (ja, stave kan de heller ikke), “glukose-fruktose sirup” (sic), “limejuice” og “naturlig aroma“. Jep, den er god nok! Beskidt øl! De nævnte tilsætningsstoffer lader desuden til at have indgået i brygningen, og er ikke noget, der er blandet i bagefter. – Altså ligner det ingenlunde Radler. Heller ikke i smag, i øvrigt. Radler smager for det meste af noget, uanset hvem der har brygget det, eller selv lavet det.

Nå ja, klistret sød og cideragtig var den heller ikke. Den var faktisk i overraskende grad næsten fuldkommen smagsfri.

Koncentrerer man sig lidt, mens man vælter det tisgule sprøjt længe nok rundt i mundhulen, opfanger man godt nok lejlighedsvis lige en antydning af ølsmag og syrligt-sød citron, som man kender det fra de hedengange gule sodavand.
Begge smagsindtryk er, som allerede rigeligt antydet, overordentligt svage. Ikke usandsynligt er det, at de gensidigt udelukker hinanden. Således overdøver surt gerne bittert, og vice versa. Der er en grund til, at man snakker om sur-sød, eller bittersød. For disse smagskombinationer komplimenterer udmærket hinanden. Der er en grund til, at man ikke taler om sur-bitter, eller bitter-sur. For disse smagskombinationer efterlader én med en, om ikke dårlig, så i hvert fald flad smag i munden. Således ender den småsure citronantydning og den småbitre humleantydning i Tuborg Lime Cut med at ophæve hinanden, og giver én fornemmelsen af at stå med en danskvand med stænk af citrus og humle i hånden. Eftersmagen består af en hul fornemmelse af at være blevet godt og grundigt bondefanget.

Havde den været kvalmt cideragtigt, havde den i det mindste haft noget karakter.

Det er en “øl” brygget lige til at hælde i løgnhalsen. Vil man have noget, der smager bedre, kan man åbne for vandhanen. Det er ikke en øl til ølbogen, men til glemmebogen, sammen med andre ligegyldige øl, som Carlsberg Ice, Dark og Harboe Silver.

Den fortyndede vandvariant “Tuborg Lime Cut” er, som de fleste nok har lagt mærke til, blevet markedsført med en sjælden brutalitet her op til Grøn Koncert-sæsonen. Og med de navne, der er programmet, forstår man måske godt, hvorfor Carlsberg netop nu sender et så karakterløst produkt på markedet. Hvorfor er Carlsberg ikke bare ærlige, og giver produktet et passende navn? Hvad med f.eks. “Medina-øl”. Så har de et konkurrerende produkt til Nik&Jay-øl og Sidney Lee-øl. Tuborg Lime Cut minder i øvrigt mindst lige så meget om øl, som disse konkurrerende produkter gør.

Det måske mest interessante ved denne øl er markedsføringen af den (og der skal bestemt ikke meget til, før noget er mere interessant end væsken i den flaske!) På Tuborgs egen hjemmeside, skriver de under ‘øl fakta’ (sic): “Brugen af sirup under brygningen giver sammen med pilsnermalt den lette smag […]. Humledoseringen er holdt lav, så humlebitterheden matcher den lette smag.” Med andre ord: En øl, der ikke smager af øl, og tilmed markedsføres, som en øl, der ikke smager af øl.

Sic transit gloria mundi.

Grøn Tuborg, Carlsberg

1-stjerne

Hvorfor anmelde en øl, som alle kender? Hvorfor spilde læsernes tid på en øl, som alle godt ved hvordan smager? Og hvorfor i det hele taget stille retoriske spørgsmål?

For at sætte et stort fedt spørgsmålstegn ved folks vaner, selvfølgelig. For at prøve at se på en øl, alle kender med friske øjne, befri sig fra positive og negative fordomme, og så prøve at se hvor god den egentlig er.
Carlsberg skulle angiveligt sidde på 62% af det danske marked for øl og læskedrikke og gruppen omsatte for ca. 59 mia. kroner i 2009 – eksport medregnet ganske vist. Det spørgsmål, der uvægerligt melder sig, er, om kvaliteten står mål med den totale dominans og den enorme omsætning. Hvad er grunden egentlig til, at en øl som Grøn Tuborg er så populær?

Jeg prøver virkelig, idet jeg smager øllet, at viske tavlen ren først og lægge alle mine fordomme og hidtidige meninger på hylden og smage på den, som om det var for første gang.

Jeg bemærker nu, at den faktisk smager bitrere end jeg husker (ja, helt fri for de indtryk man har haft tidligere kan man jo aldrig blive). Således behager den da jævnt smagsløgene et ikke nærmere definerbart sted bag på tungen, som den skyller gennem mundhulen på vej ned mod svælget. Den humlesmag, der trods alt er, er faktisk ikke så ringe endda.
Desværre er den næstmest markante aroma til stede den af vand. Jeg huskede desværre heller ikke forkert, da jeg mente, at den var næsten helt uden fylde eller aroma.

Før jeg nu afskriver den fuldstændig på grund af den vandige fornemmelse og mangel på fylde, kunne man måske indvende, at det er en god tørstslukker. Desværre efterlader brygget en tør, klæbrig og ubehageligt bitter smag på tungen, der faktisk giver den modsatte fornemmelse af at være vederkvæget.
I stedet vil jeg betegne den som en fuldskabsøl, for endnu en Tuborg ligger lige til højrebenet for at udsætte den grimme eftersmag endnu en øls tid. En anden – og i mine øjne bedre – måde at løse det problem er, at vælge en anden øl til at begynde med.

Men nu til spørgsmålet om, hvorfor denne slags øl er så populære. Man skal aldrig undervurdere den massive markedsføring, som hele befolkningen konstant udsættes for. Markedsføring kan få folk til at synes, at hvad som helst, man putter i hovedet, er godt. Jeg nævner i flæng nitritfyldte pølser, sukkerproppede burgere med slatten salat fra McDonalds, og saftevand, der indeholder mere kemi end spildevandet fra Bhopal.

Der er imidlertid også en anden mekanisme til at udvidde markedsandele med. Det er at appellere til laveste fællesnævner.

Her handler det imidlertid ikke så meget om at lave noget, som så mange som muligt kan lide. Det er, hvad folk ofte tror, begrebet om den laveste fællesnævner dækker over. Det handler snarere om at lave et produkt, der er så frit for karakter som overhovedet muligt. Tænk på, at for hver gang en ting – det kan være øl, det kan også være musik og meget andet – besidder et karaktertræk, findes der en risiko for, at en forbruger ikke vil bryde sig om dette karaktertræk. Jo mere karakter en vare har, jo mere unik og mangefacetteret den er, desto sværere er den at sælge, for jo større risiko er der for, at det ikke vil falde i kundernes smag. Dette er, hvad den laveste fællesnævner i virkeligheden handler om. Lav det så ligegyldigt, at det ikke vækker anstød hos nogen.

Sådan en øl er Grøn Tuborg. Det er selvfølgelig heller ikke tilfældigt, at jeg netop nævnte musik i det foregående afsnit som noget, der også kan appellere til den laveste fællesnævner. Pudsigt nok er Grøn Tuborg også sponsor ved en lang række musikarrangementer i løbet af året. Man kunne godt tænke lidt over begrebet ‘laveste fællesnævner,’ når man ser programmet til nogle af arrangementerne.
Snakker vi altså om musik i stedet, så tag f.eks. det allestedsnærværende R&B-musik, der åbenlyst ikke handler om andet en ligegyldige flødebollebrune stereotyper, der vræler om deres kærester, hvor mange penge de har, og at de er bedre end alle andre, på grund af førnævnte kærester/penge.

Men alt andet lige, er Grøn Tuborg ikke nogen R&B-øl. Det er snarere en Keld & Hilda-øl. For den bitre humlesmag, der da trods alt er, har nok for længst skræmt R&B-publikummet væk. Jeg vil gætte på, at Tuborgs nye øl med Lime er tiltænkt dem. (Med gru kommer jeg i tanker om, at hvis jeg er rede til at drikke Pabst for læsernes skyld, burde Tuborg Lime heller ikke gå ram forbi. Men jeg ved snart ikke …)

“Hele Danmarks Pilsner” kalder Carlsberg Grøn Tuborg, hvilket er endnu et fingerpeg i retning af, at de bevidst går efter den laveste fællesnævner. Jeg skal lige love for, at det så gu’ ikke er min øl!

Men jeg er selvfølgelig også af tysk afstamning.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme