Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Tuborg

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

Tuborg Rå, Carlsberg

2015-10-02 20.24.31Ren Skuffelse

Der skulle gå mere end tyve år – enogtyve faktisk – før de store bryggerier, Royal Unibrew og nu altså Carlsberg fik den indlysende og efterhånden temmelig uoriginale ide at brygge en økologisk standardpilsner. Det mildest talt fodslæbende initiativ fra de stores side får lokale Thisted Bryghus til at fremstå langt mere visionære og forud for deres tid end de egentlig fortjener med deres i øvrigt udmærkede Øko-Thy.

Men efter Royal Unibrews satsning på “Royal Økologisk Pilsner” tidligere på året måtte Carlsberg vel også på banen med et eller andet – og det blev så denne. “Rå”, kalder de den. Og mens speltklid, hørfibre og lillafarvede stofbleer hvirvler rundt i det konnotative univers, beskuer man det i grunden simple, men også umådeligt sikre og genkendelige Carlsberg/Tuborg-design. Lidt mere mørkegrøn, mere gullig som en falmet avis, mindre bearbejdet, mindre poleret, mere rå …

Der er tænkt over det – og det tror pokker når nu Carlsbergs marketingbudget kunne financiere i tusindvis af danske kontanthjælpsmodtagere i årevis – især med regeringens grønthøsterbesparelser.

Visuelt virker ambitionerne dog en kende afdæmpede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have opdaget, at brygget var ufiltreret, hvis ikke det fremgik eksplicit af emballagen. Men man kan da godt se det, hvis man ved det, men nogen tæt tåge i det korngule bryg bliver det aldrig til.

Duften lover til gengæld godt. Brygget er faktisk forfriskende uindustrielt i sin bouquet. Der er masser af fyldig, uforarbejdet og ganske rammende – rå -humle. Retningen, ranken vokser i, er mod det fandinvoldske. Der er vi dog langt fra endnu, men det rå i duften peger ikke kun imod det uforarbejdede og oprindelige, men også mod det krasse og kantede.

Men så indtræder skuffelsen ellers.

Humlen erstattes helt og holdent af en vag, smagsfattig fylde. Lidt som havregryn overhældt med lunkent postevand. En vag sødme af appelsin formår ingenlunde at rette op på skuffelsen, og som brygget glider ned, smager det bare mere og mere af det rene ingenting.

Carlsberg kunne sagtens være blevet i de økologiske konnotationer, og have givet brygget et andet navn, nemlig ren.

Brygget er nemlig på alle leder og kanter mere rent end råt. Og selvom det faktisk er ingentingen i brygget, der er det reneste, slår det rene stadig det rå, for det rå er der mindre end intet af.

Den bedste økologiske standardpilsner herhjemme er fortsat Thisted Bryghus’ efterhånden bedagede Øko-thy. Og selvom Øko-Thy ikke er nogen eventyrlig Guds gave fra humlehimlen, så er den stadig parsec foran dens industrielle konkurrenter i kvalitet.

1-stjerne

Farvel til SmartBeer?

004Det er højsommer med høj sol, høje temperaturer, høj luftfugtighed, høje UV-tal, høje solcremefaktorer … og lavere alkoholprocenter. Kigger man på udvalget af sæsonbestemte gærede humleprodukter, tegner der sig et lidt andet billede end de foregående år. Fraværet af, hvad jeg ind imellem har kaldt ‘smartbeers’ (angelsaksisk selvfølgelig, for at det skal være smart (og rekursivt – rekursivt er smart)), er først nu gået op for mig, og måske er vi vidner til forandringer på det danske standardølmarked.

190610-004De sidste år har bryggerierne kæmpet og kæmpet og kæmpet for at gøre øl populært igen. Jeg havde ikke opdaget, at øl var blevet upopulært, men det var der til gengæld andre der havde opdaget. Husker I fx Cults direktør tilbage i 2011 før lanceringen af The Smart Beer to end all Smart Beers, den nærmest storslået intetsigende Kay-Sar-øl? Og trækket fra energidrikproducenten med de notorisk sexistiske reklamer var ikke nyt. Året forinden havde billeder-110910-078Carlsberg lanceret den syntetisk-vandede Tuborg Lime Cut, der ligefrem blev slået op på ikke at smage af noget. Ikke nok med det, Apollo havde i samarbejde med Ølfabrikken lavet Klovn–øllene, ‘en rigtig kvalebajer’ (ja mon ikke), inspireret af TV-serien af samme navn. De to bryggerier formåede således at skabe det eneste grinagtige, der nogensinde har kunnet forbindes med den TV-serie, for man kunne ikke andet end opkaste en hånlig latter ved mødet med det bryg.

20130513_175221Alle disse bryg ser nu ud til at være gået heden. Det samme er, til min ikke uanselige overraskelse Tuborg Grøn Ultra, der blev lanceret sidste år. Jeg havde den egentlig tippet den til overlevelse. Det var klart den øl, der smagte af mest, og jeg så også potentiale i en handy emballage, så den kunne fungere som et hurtigt øl-shot før eller under en fest.

20130624_073021Men noget har overlevet. Noget, der også blev lanceret sidste år – nemlig Tuborgs radler ved navn Tuborg Sommer. Samtidig har Netto fået et billigt østrigsk radlerprodukt på hylderne, og Royal Unibrew har også lanceret en radler, som de ganske vist kalder en shandy, fordi deres marketingafdeling vel har dikteret, at angelsaksiske betegnelser er det mest trendy. Ej heller skal man glemme, at Bryggeri Skovlyst også for et år siden lancerede to blandingsprodukter, der med lidt god vilje kan klassificeres som radlere. De er der også endnu, og jeg tror endda nogle flere er kommet til.

2013-06-16-14.11.11Så det ser ud til at de store bryggeriers søgen endelig er sluttet. I årevis har de forsøgt at brygge øl, der ikke smager af øl, og løsningen var såre simpel: Bland noget i øllet, der ikke smager af øl, og hokus pokus! Tænk, at man ikke tænkte på det noget før. Samtidig har man banket alkoholprocenten ned på ca. det halve, så man oven i købet kan sælge dobbelt så meget for at levere samme fuldskab som før.

2014-07-18 14.34.57Så radlerproduktion og -import er blevet en ny trend på det danske ølmarked. Nu mangler vi bare se, om det at drikke radler også bliver trendy. Som ølinteresseret har jeg min naturlige skepsis over overhovedet at blande øl med noget. Øl skal kunne stå for sig selv – men i det absolut modbydelige vejr, vi har for tiden, har jeg måttet erkende radlerens anvendelighed, selvom jeg altid vil fortrække at blande selv.

Imens jeg blander, vil jeg glæde mig over, at diverse ligegyldige smartbeers ikke længere optager unødig plads på supermarkedernes hylder. At det så ikke er amerikanske IPA’er eller belgiske Lambic-bryg, der erstatter dem, ærgrer selvfølgelig en smule, men i det mindste kan erstatningen da holde den værste sommerhede stangen – og i det mindste smage af et eller andet imens.

Tuborg Sommer, Carlsberg (Battle of the Soda Beers I)

Citronbleg Satan


– “Den er godt nok lys”
– “En citronbleg Satan”, for det ud af mig. Hverken jeg eller Gedved var synderligt imponeret over den meget lyse, citrongule farve og det alt for skrøbelige skum.
– “Og så alligevel ser den ud til at være ufiltreret, – det er jo altid noget.”
Vi stak skeptisk næserne ned i glasset, og mærkede en meget kraftig odeur af citron, mens ølelementet praktisk taget udeblev. Spændt satte vi glasset for munden …
– “Man kan slet ikke smage øllet”, sagde Gedved, der allerede på dette tidlige tidspunkt lagde sig fast på, at det måtte være Tuborg-produktet. Det skulle vise sig at være sandt.
– “Man kan næsten ikke smage det, og så smager den faktisk også for lidt af citron i forhold til, hvad den dufter af,” sagde jeg.
Gedved gav mig ret, men indvendte i øvrigt, at der i smagen var et grapeelement, der faktisk gjorde godt. Lidt ligesom Skovlysts SommerHvede. Vi var også begge glade for, at denne radler klart lægger vægt på det syrlige frem for det søde. Som radler er den ganske forfriskende, men ikke specielt sød og dermed overrasker den positivt i forhold til det publikum af smart beer-konsumenter, den ellers er rettet mod.
Uenighederne strakte sig til, at Gedved mente, den smagte lidt syntetisk. Det syntes jeg egentlig ikke, og selvom der figurerer flere aromastoffer i varedeklarationen, er denne faktisk overraksende nok den mindre slemme, hvad småskumle tilsætningsstoffer angår.
Samlet set var det ikke noget, nogen af os kunne forfalde til, men en god eftersmag – ikke mindst på grund af grapeelementet, samt det faktum, at der var lagt ganske meget vægt på det syrlige frem for det søde, gennemtvang et par uventet høje karakterer:
Gedved gav den …
2-en-halv-stjerne
 Jeg gav den …
2-stjerner

Tuborg Grøn Ultra, Carlsberg

Smager næsten af øl

Jeg måtte tage dagens billede hurtigt, for jeg ville have skummet med. Lige da øllet blev skænket kunne jeg se det bruse op og kollapse lige så hurtigt, så jeg hastigt måtte hive telefonen frem, før det var for sent. Det sodavandsagtige skum over det korn- til citrongule sprøjt fik sammen med netop farven det hele til at opleves lidt som en af de hedengangne citronvand fra dengang, man stadig brugte E102 fast. Citronvandsfornemmelsen bliver ikke mindre af, at brygget giver en stikkende, eller positivt – prikkende – fornemmelse i næsen, når det indsnuses. Den eneste lugt, der kan spores, er noget ganske surt. Men om det egentlig er ovre i citrusgenren, er jeg slet ikke sikker på, på grund af lugtens fjern- og svaghed.

Som jeg var blevet advaret om på min nystartede facebook-side, er det en meget sød sag. Brygget er både tilsat glucosesirup og sukker, og det kan smages. Især sukkeret brænder igennem, og det føles ikke ulig tyndt sukkervand at have i munden. Brygget indeholder så lidt kulsyre, at selv fornemmelsen af sodavand allerede er forduftet. Bagom sukkeret mærkes dog også den tilsatte blanding af humle og naturlig humle aroma (sic). Hidtil har det været øl fra Vestfyen og Cult forundt at der tilsattes aromaer, men det måtte selvfølgelig blot være et spørgsmål om tid, før Carlsberg begyndte på det samme.

Blandingen af det vagt og syntetisk bitre bag det sukkersøde er både uskøn og disharmonisk. De få og svage smagsindtryk, der er, skiftevis snubler og spænder ben for hinanden, som en aggressiv børneflok i ballondans. Det er sammensat, kunstigt og lidet øl-agtigt.

Og dermed er endnu et Carlsberg-kiks en realitet.

Ligesom de andre smarte Carlsberg-øl, smager denne af meget lidt, og endnu mindre af øl. Det er endnu et krampagtigt og mislykket forsøg på at lave øl til alle dem, der ikke kan lide øl og endnu engang må jeg retorisk spørge, hvorfor? Hvorfor dog ikke lade folk, der ikke kan lide øl drikke deres Somersby og Sidney Lee-bajere? Carlsberg har fortsat vældig stor succes med deres pseudo-cider, så hvorfor kaster bryggeriet fortsat uendeligt store ressourcer i at flytte kunder frem og tilbage mellem gyngerne og karrusellen?

Men jeg vil undtagelsesvis indrømme denne popsmarte kvasiøl en spinkel chance for at klare den ude i byen. Den leveres i en handy indpakning, som et hurtigt ølshot, der lige kan tylles før man går til fest, og så smager den jo næsten ikke af noget. Det er jo lige til segmentet, der synes Somersby er for kvalmt sødt, og iøvrigt mener, at rigtigt øl er for bittert. Det er en øl for folk uden smag – og det må da appellere til en stor del af ungdommen.

1-en-halv-stjerne

En sjælden tak til Børsen for at levere en del af baggrunden for denne anmeldelse i denne artikel. Som det fremgår, er der endnu en rædsel på vej fra Carlsberg i form af en radler. Jeg ryster i bukserne og grues, men glæder mig indtil videre også over, at nærværende Carlsberg-kiks blev fundet ved et tilfælde i SuperBest, Vermlandsgade på Amager. Efterfølgende har jeg konstateret, at den hverken findes i Kvickly, Fakta eller Netto, og derfor endnu ikke er til jævnt ubehag for den almindelige offentlighed i særligt stort omfang.

Tuborg Påskebryg “Kylle kylle”, Carlsberg

– Uden særlige meritter
Kylle Kylle er Carlsberg-bryggeriets forsøg på ved hjælp af Tuborg-brandet at skabe endnu en markedsføringssucces, som snebajeren har vist sig at være. Det er vist aldrig lykkedes så godt, men så er julen jo alt andet lige også en højtid, vi herhjemme går en kende mere op i end påske. Alligevel er det vel nok den kendteste påskebryg i Danmark, og midlet har ligesom ved snebajeren været en meget massiv og bevidst markedsføring fra Carlsbergs side.
Det er efterhånden blevet en sikker erfaring, at hvis øl markedsføres aggressivt, så går det ud over kvaliteten. Jeg forestiller mig, at man forud for lanceringen af en øl har et budget, som man – meget skarptskåret – kan bruge til to variabler: 1. Kvalitet og 2. Markedsføring. Variablerne er omvendt proportionale. Jo højere den ene er, desto lavere er den anden – det giver sig selv, at hvis man bruger flere ressourcer på at øge kvaliteten, vil der ikke være så mange til markedsføring og omvendt. Der findes en række fine eksempler på netop dette. Det indtil videre bedste, synes jeg er Cults metalliske humledanskvand Kay-Sar, af hvis virale reklamer internettet så småt er begyndt at blive inficeret.
Den snedige læser vil nu tænke “hov, hvad med Harboes øl – de smager mestendels forfærdeligt. Men de reklamerer da ikke skånselsløst overalt.” Her er min pointe, at Harboes budget åbenbart er meget lavt, og at de både bruger få ressourcer på kvalitet og markedsføring. Forskellene i kroner og ører på, hvad de bruger på det ene og det andet vil på grund af det samlede budgets lidenhed altid være for småt til, at det får betydning for, hvor markant kvalitet eller for den sags skyld markedsføring kan blive.
Det skal blive spændende at se, om “Kylle Kylle” også er udtryk for denne tendens, for der kan i hvert fald ikke herske tvivl om, at marketingafdelingen har været på overarbejde hvert år i forbindelse med, at den er sendt på markedet. Ét ud af mange eksempler er den såkaldte P-dag, der i år var 25. marts, hvor brygget sendes på gaden, ledsaget af utallige arrangementer i samme anledning på landets værtshuse. Det er en klar parallel til J-dag, og dermed også udtryk for Tuborgs marketingafdelings totale mangel på fantasi. I det mindste ser det dog ud til, at de har droppet en pendant til de såkaldte snepiger her op til påske. Det er glædeligt, at den lumre markedsføring i det mindste ikke følger med som en nødvendighed.
Efter åbning finder et gyldent til orange humleprodukt ned til glassets bund, og danner en luftig hinde af bobler øverst. Nej, skummet er ikke særlig prangende. Duften er tilsvarende uengageret, den er meget kornet, ledsaget af en markant humlebouquet, der dog savner elegance og originalitet.
Smagen vil jeg beskrive som en tør, bitter humlesmag, kraftig og fyldig, der nok kan matche de foregående to påskeøls bitterhed – i kraft i hvert fald – men fuldkommen savner den sødme, der også karakteriserede de foregående. Dermed kommer den til at fremstå som den halve fornøjelse af, hvad en påskebryg kan være, og den ligner – foreløbig i hvert fald – mest den blomkålsbitre Hannibal fra De 5 Gaarde/Harboe.
Tuborgs Kylle Kylle er en kylling, hvad angår modet til at lave noget exceptionelt. Der er ikke noget overraskende, eller i det hele taget særligt godt, ved denne lidt kedelige guldøl. Ja, jeg mener, det er en guldøl, for som en sådan kunne den lige så godt være lanceret, med sin højere styrke og lidt mere markante – men i øvrigt ikke specielt velgørende bitterhed. Den repræsenterer også den foroven beskrevne regel om den omvendte proportionalitet mellem markedsføring og kvalitet – der er ikke noget at komme efter, selv om markedsføringen krampagtigt prøver at få det til at tage sig således ud.
Stod det til mig, var det med Tuborgs eget ord – en om’er.
2-stjerner

Guld Tuborg, Carlsberg (Det tynde øl fra Fakta XVII)

– Godt, men bare ikke nok.

Yes! Tillad mig at triumfere. Næsten 1½ uge efter, at den er kommet på markedet er det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af Cults ølprodukt Kay-Sar. Det har naget mig en del, at jeg ikke har kunnet få fat i den noget før, for nu er den jo næsten ikke en nyhed længere. Jeg skal dog nok nå at få den anmeldt, også før den går hen og bliver utrendy, og forhåbentlig også før jeg når at se nogen reklamer for den, som jeg synes busskurene her i den jyske hovedstad lider af en højst mistænkelig mangel på.
Altså se det i øjnene: Cult lever alene på hypede, overgearede marketingskampagner, så det virker højst mistænkeligt, at deres sædvanligvis lumre, underlødige reklamer ikke er begyndt at skæmme bybilledet endnu. På den anden side betyder det selvfølgelig også, at jeg kan holde min indstilling til produktet nogenlunde neutralt lidt endnu … måske …
Indtil da må læserne nøjes med anmeldelsen af den klassiske guldøl Guld Tuborg fra Carlsberg, som jeg drak i går aftes. I skrivende stund er jeg netop væltet ind ad døren med hele min lille familie, pusletaske, papsønnens gymnastiktøj, og en stor mængde grønt fra Aarhus’ Økologiske Fødevarefællesskab (sidstnævnte halvvejs væltende ud af bunden på en lige så halvvejs opløst papirbærepose) på nakken og i favnen, så jeg har dårligt nået at væmmes ved synet af nyindkøbet endnu. Det er heller ikke altid – ja, det er faktisk sjældent, at det lykkes mig, at skrive anmeldelsen umiddelbart efter, at den sidste dråbe har ramt tungen. Med Kay-Sar skal jeg selvfølgelig nok se, hvad jeg kan gøre, men dagens anmeldelse skrives altså – som så mange af dem – med en dags forsinkelse.
Guld Tuborg er som nævnt en guldøl, en pilsner med en lidt højere alkoholprocent, end hvad der er almindeligt. Nogle bryggerier fylder glukosesirup på pilsnerne, så gæren kan tisse mere alkohol ud, når de skal lave guldøl, men ikke Carlsberg, og det skal de have ros for. Præcis hvordan de så gør, ved jeg faktisk ikke, men jeg vil gætte på, at de øger mængden af malt, da det jo i sidste ende er sukkeret fra den, der bliver til alkohol. Det kunne også passe meget godt med guldøls smag, der ofte er lidt sødere og fyldigere, end regulær pilsner.
Hældt op gør Guld Tuborg dog ikke meget væsen af sig. Den er lyst gul med kridhvidt, og ganske fyldigt, skum. Duften er behageligt humlesød og har en vis tyngde, men virker samtidig en kende anonym i sin karakter.
Smagen er behageligt fyldig, men gør i sin karakter heller ikke rigtig noget væsen af sig. Den er behageligt sød med en blid, bitter eftersmag, som man ellers godt kunne ønske sig mere af. Det er som om, det hele er lidt underspillet. Der er intet ubehageligt ved den – faktisk smager den godt, men den smager bare ikke af nok.

Den lidt større fyldighed i smagen kommer nok af den højere alkoholprocent, hvilket gør denne øl til en vellykket guldøl. Andre stærke pilsnere smager reelt ikke af mere, eller kan blive decideret harske – i hvert fald når det gælder de rigtig stærke, som de faste læsere vil vide, jeg har den største ekspertise i indtil videre.

Man kan også vælge at rose Guld Tuborg for sin simplicitet, men man kommer i samme ombæring ikke uden om, at den samtidig er lidt tyndbenet.
2-en-halv-stjerne

Tuborg Super Light, Carlsberg (Det TYNDE øl fra Fakta XV)

– Så hellere postevand!

Før dagens tirader har jeg en opfordring til bloggens læsere. Køb standardøl fra Thisted Bryghus! Ifølge Beerticker slås bryggeriet for femte år i træk med et underskud, denne gang på knap trekvart million kroner. Grunden til, at jeg sådan går i vælten for standardøl, når nu jeg skatter specialøl højest, er, at Thisted Bryghus siden 1995 har været pionerer inden for økologisk ølbrygning i Danmark. Ikke alene lavede de det år Danmarks første økologiske ølprodukt, deres økologiske produktion har sidenhen været målrettet det brede publikum, med en klassisk pilsner og en guldøl, blandt andet, så økologiske øl kunne blive del af danskernes standardudvalg, frem for at øko-øl kun skulle være dyre specialiteter til særlige lejligheder.

Så køb øl fra Thisted Bryghus – især de økologiske standardøl – så vi også i fremtiden har en leverandør af økologisk standardbryg af i øvrigt over standard kvalitet.

Kvalitet kan man til gengæld ikke finde meget af i dagens øl. Tuborg Super Light er ellers Carlsbergs store satsning på det alkoholfri ølmarked, og uanset hvad jeg mener om det, er det en kendsgerning, at mærket har bidt sig fast i løbet af de godt 15 år eller deromkring, det har været på markedet.

Men om jeg fatter hvorfor? Efter at have åbnet dåsen, konstaterer jeg, at den ikke dufter af noget som helst. Min kære viv, der har en meget god lugtesans, hævdede dog, at den lugtede af lidt, og at det faktisk var øl, den lugtede af. Jeg kunne ikke mærke noget. Som øllet blev hældt op i glasset, dannede der sig et lag af skum øverst, der faktisk var godkendt, men ikke hjalp på den meget lyse og meget gennemsigtige farve på selve brygget.

Og skummet hjalp heller ikke på smagen …

Tuborg Super Light smager mestendels af fortyndet vand, og kulsyreindholdet er for lavt til at give brygget nogen vederkvægende egenskaber overhovedet. Med andre ord føles det om muligt tyndere end Dansk Light fra Harboe. Samtidig indeholder det et stænk af noget surt stads, der vanskeligt lader sig beskrive, og som i øvrigt ikke minder det mindste om hverken humle eller malt. Her er det så, man forundres over det lille mærke i toppen af dåsen, hvor der står “Ny smag”. Hvis dette er Tuborg Super Lights nye smag, og man antager, at bryggeriet ikke forsøger at gøre sine øl ringere, så vil jeg slet ikke tænke på, hvordan nærværende “øl” kan have smagt tidligere. Den nye smag skyldes muligvis den tilsatte aroma. Men hvilken aroma står hen i det uvisse. Måske er der tale om vandaroma, der skulle dæmpe den sure, sæbeagtigt-metalliske bismag. Hvis det derimod er aromaen, der giver denne bismag, er der tale om en større katastrofe for ølbrygning end Tuborg Lime Cut.

Tuborg har i hvert fald længe været Carlsbergs eksperimentelle brand, hvor man afprøver smarte nye ølprodukter, der åbenbart ofte falder fuldkommen til jorden, når det gælder almindelige kvaliteter såsom smag og drikkelighed. Det er åbenbart en tendens, der har fandtes længere, end jeg troede. Hvad angår dette gamle produkt ved jeg ikke, om jeg skal græde eller grine hånligt og pege fingre. Som det positive menneske, jeg trods alt bilder mig ind, jeg er, vælger jeg at grine hånligt og pege fingre, selv om man måske med rette kan sætte spørgsmålstegn ved, hvor positivt det egentlig er.

Lige som dagens indlæg startede med en opfordring, slutter det også med en opfordring. Hvis man af den ene, den anden eller den tredje årsag er på vandvognen, så frem for at hælde dette smagsløse, udrikkelige sprøjt i ganen, så drik sodavand, saftevand eller postevand i stedet. Det smager alt sammen af mere – og bedre!

Nul smag – nul stjerner!
0-stjerner

Tuborg Classic, Carlsberg

– Sur sur sur, lille øl omkring

Jeg har været et lille smut omkring min faders hus i Hvalsø, og holder dermed en velfortjent og kærkommen pause fra nytårstemaet. Nærværende øl forhandles ganske vist også i Fakta, men da det ikke er der, den er købt, synes jeg ikke rigtig det gælder.

Jeg husker tydeligt, da Tuborg Classic blev lanceret. Det skete i 1993, jeg var lige blevet færdig med 2.g. og jeg boede i lejr på Roskilde Festival med en af marketingfolkene bag logoet. Det var dengang marketingfolk endnu ikke var slikkede lapser, der konstant forsøger at strangulere sig selv og sætter håret med lige dele UHU og Araldit. Han var, hvad man kunne kalde en brovten hippie, kørte i Citroën (ak, ikke 2CV) og prøvede ikke at være ung med os unge – for der er ingen grund til at prøve på ting, som falder en fuldkommen naturligt. Han spankulerede rundt med en bred kasket med Classic-logoet på, som han (vist nok) var pavestolt over at have designet.
Til gengæld husker jeg ikke, at han havde en eneste Tuborg Classic med. Grunden dertil kunne være ganske simpel, nemlig at han ikke følte helt samme stolthed over brygget, som han følte over designet. Eller også er det bare en efterrationalisering fra min side, der bedst passer til, hvad jeg selv mener om den sag.
Hvorom alting er, er Tuborg Classic en øl af typen Wiener, der ligesom Münchner-øltypen (i denne blog for better or worse betegnet bajersk øl) er en ældre øltype. Netop som jeg stod i begreb med endnu at blamere mig med mit i virkeligheden begrænsede kendskab til stilartsdefinitioner, fik Per Nielsen, redaktør på ØlentusiasteN, sat tingene på plads for mig. Classic Pilsneren er altså ikke, som jeg måske er kommet til at antyde tidligere en nyopfunden konstruktion af, hvordan øl var tidligere. Det er rent faktisk en øltype, der var mere fremme i de gode gamle dage.
At kalde en Wiener-øl ‘classic’ er altså slet ikke så weit hergeholt, og når nu det netop er Tuborg Classic jeg sidder med, (i overført betydning, for i skrivende stund sidder jeg egentlig på min fars kontor med min lille søn i favnen, mens jeg prøver at holde – og underholde – ham med den ene hånd, og skrive med den anden. Øllet drak jeg i går aftes på en … lad os bare sige ikke super fantastisk midtsjællandsk restaurant) skal men heller ikke glemme, at det faktisk var Tuborg, der lancerede Classic-konceptet med netop denne øl. Siden da har Carlsberg enten scoret kassen helt vildt på royalties fra de andre bryggerier, der har taget konceptet til sig, eller også blev konceptet aldrig brandet, og Carlsberg må så have grædt lige så meget snot, som de ville have tjent knapper.
Wienermalten gør denne type øl lidt mørkere end pilsnerøl og her er Tuborg Classic ingen undtagelse. Den er dog ikke så mørk som bajersk øl, der til tider næsten er sort. Skummet er hvidt og skrøbeligt og yder ikke udseendet nogen ekstra karakter.
Smagen er ukompliceret kornagtigt maltet i begyndelsen, men desværre melder der sig hurtigt en syrlig bismag, der ikke gør øllet noget godt. Faktisk betyder syrligheden, at den ellers runde og behagelige maltsmag overdøves endda temmelig meget. Det er ikke så galt som ved visse andre pilsnere, som jeg har anmeldt på det sidste, idet bismagen ikke ligefrem tager over og bliver primær. Bag syrligheden kan man godt fornemme, at der er fyldt mere på af både humle og malt, og at den deraf følgende bitterhed ville have været både fyldig og intens, havde det ikke været for den i dansk pilsnerøl allestedsnærværende, evindelige, destruktive surhed.
1-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme