Ikke noget fyrtårn …
Dagens øl er en debut for litauisk øl … eller … litauisk og litauisk. Koncernen bag er pæredanske Carlsberg som ejer det brand og industribryggeri, der står bag denne øl – en hvedeøl efter tysk forbillede. Ih hvor multikulturelt, og ja, det er meningen, det skal fremstå sarkastisk. Selvom multikultur er et stort plusord for mig, skarver den multikultur, der kommer af globaliserede kapitalkonglomeraters udflytning af arbejdspladser og udvanding af lokale særpræg gennem masseproduktion voldsomt både i hæl, tå og trædepude. Mest af alt skæmmer CO2-regnskabet, når en øl, der lige så godt kunne brygges på industribryggeriet i Fredericia (når nu man åbenbart ikke vil bruge de gamle brygfaciliteter På Vesterbro/Valby længere) absolut skal tappes i Litauen for så at transporteres hele den lange vej til Danmark.
Og logikken er ikke blevet klarere siden bloggen her første gang beskæftigede sig med et af det litauiske bryggeris produkter. Den totalt ligegyldige Copen*hagen var brygget der, så … debut og debut for litauisk øl. Det kan i grunden også diskuteres – oh fagre nye verden!
Uanset hvad – meget bedre er det i hvert fald ikke blevet siden sidst. Baltas er en hvedeøl som hvedeøl er flest. Aromaen, der breder sig i lokalet ved åbning er for så vidt lovende – alene fordi den netop mærkes allerede ved opknapning. Men allerede her er den også ubestemmelig. Banan? Franskbrød? Det er der, men det er gemt dybt nede under alt for meget vand.
Det næste mysterium er den tilsatte ammoniserede karamelfarve, E150. Farven bruges gerne til at gøre øl mørkere, så jeg går ud fra at øllet må have været så lyst, at man risikerede af svedning af nethinderne ved beskuning før tilsætningen. Brygget er nemlig lige så bleggult som fortyndet citronsaft, så farvestofferne må undre, med mindre man tyer til fjollede forklaringer.
Mest kedelig er dog smagen. Det bedste man kan sige om den er, at brygget faktisk kan skelnes fra postevand. Der er lidt friske noter af græs, lidt limesyrlighed, og et vagt element af gær. Dens læskende og tørstslukkende egenskaber kan man dog ikke tage fra den, og som sådan er den da heller ikke en hvedeøl på ondt, så meget som det er en hvedeøl på det jævnt kedelige og uengagerede.
Švyturys betyder i øvrigt fyrtårn (det fandt jeg ud af, da jeg indtastede navnet i Google Translate, så jeg kunne få det diakritiske tegn over s’et med). Her er der dog snarere tale om et fyrfadslys – ét af de billige, hvor det meste af vægen futter af, så flammen hurtigt drukner i stearinen.
Det går fortsat ikke så godt for Carlsbergs litauiske investering – i hvert fald ikke på de kvalitative parametre.
Seneste kommentarer