Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Nordic

Desperate Carslberg

Køerne var ikke lange i Sundby Idrætspark foran
Carlsbergs stand, hvor de uddelte smagsprøver fra den
efterhånden bedagede Nordic-serie.

Jeg giver dem max ét år …

I dag var jeg til Fremad Amagers sidste kamp i sæsonen, en hjemmekamp mod Nykøbing Falster, som Fremad vandt 4-3. Og andet godt var der stort set ikke at sige om kampen.

Interessant for mig som ølskribent var det til gengæld, at Carlsberg havde mokket en bod op, hvorfra de gav gratis ‘smags’prøver på deres relativt nye alkoholsvage Nordicprodukter. Når jeg ser en producent dele gratis eksemplarer af deres produkter ud – lige meget hvad det er, om det kan indtages peroralt eller ej – så kommer jeg til at tænke på en af Coca-Colas kampagner for vel et årtis tid siden eller så. Jeg har fortalt historien på bloggen her før, men da jeg ikke kan huske hvornår, kan jeg lige så godt fortælle historien igen.

Jeg var med en kammerat ude ved det nye havnebad på Islands Brygge, og på et tidspunkt kom en vogn læsset med letpåklædte unge og overdimensionerede højtalere, der spillede overgearet metervarepop og et stort Coca-Cola-logo påtrykt siden trillende. Fra vognen blev de dengang nye Coca-Cola light med citron langet ud. Jeg tog én tår, og det var den eneste gang, jeg smagte den. Mundsmagen blev omgående spyttet ud, og resten af dåsens indhold fulgte trop ned i græsset.

Det er ikke et af mine stolteste øjeblikke. Det, der var i dåsen, var garanteret miljøskadeligt i et eller andet omfang, og burde være bortskaffet på mere forsvarlig vis via kommunens tekniske forvaltning eller lignende, frem for at ende i byens i forvejen truede grundvand. Det smagte lidt, som jeg forestiller mig stærke rengøringsmidler tilsat organiske opløsningsmidler smager – og tilsat citron. Der går mange historier om, at opgangene i DDR lugtede på en ganske bestemt måde, fordi der kun var ét rengøringsmiddel på markedet, der netop var tilsat citron, og om Colaen her smagte sådan, skal jeg ikke kunne sige, da jeg kun kørte gennem DDR på vej til Tjekkoslovakiet på bagsædet af mine forældres Opel Rekord Stationcar dengang i ’82. Vi var ikke inde i nogen opgange, men så til gengæld mange kilometer motorvej af beton. Men jeg forestiller mig, at lugten må have mindet en del om smagen på Coca-Cola light citrus-produktet.

Coca-Cola-produktet blev ikke på markedet særlig længe, og min teori er, at reklamefremstødet blev sat i værk, fordi Coca-Cola allerede fra start havde svært ved at afsætte deres sæbeprodukt, der til sidst måtte lide en stille død.

Min teori er nu den, at når producenter begynder at lange gratis eksemplarer af deres produkter ud i markedsføringsøjemed, så er den ved at være gal. Afsætningskrisen for Carlsberg og deres alkoholfattige sjask er med stor sandsynlighed en realitet. Og i betragtning af, at Nordic-sprøjtet efterhånden har været på markedet i et halvt år eller deromkring, og at man så sent tager den slags desperate markedsføringsmetoder i brug, kunne man blive fristet til at tro, at krisen er akut. Tilfældigvis ved jeg fra min bloggerkollega Jesper, at Carlsberg lavede samme fremstød under VM i halvmarathon, så akutheden har vel været under opsejling længe.

Og så må jeg sluttelig erklære mig i total vildrede over Carlsbergs valg af venue for deres reklamefremstød. (Næsten) alkoholfri øl? Til en fodboldkamp? Og så endda i Sundby Idrætspark? Hjemmebane for Fremad Amager?

Hvad tror de selv?

Det er omtrent et lige så logisk venue som den nye Moske er for et reklamefremstød fra Danske Svineproducenter. I forvejen står det klart, at Nordic-serien aldrig vil overleve på sin kvalitet alene. Det kræver noget kvalitet, for at det skal kunne lade sig gøre. Bryggenes overlevelse er derfor 100% afhængig af, at Carlsberg kan markedsføre folk til at tro, at Nordic-sprøjtet er værd at spilde sine surt optjente lønkroner på.

Og når marketingafdelingen viser sig  inkompetent i valg af målgruppe, så giver jeg produktet en maxlevetid endnu på ét år.

Nordic Blond, Carlsberg

Taber!

VM i Halvmarathon er overstået, og det er nu igen muligt at komme igennem København på sædvanlig vis. Ikke at jeg selv lagde mærke til det. Jeg forblev i sikkerhed på den grønne, flade ø hvis nordlige del udgør København Syd, vel uden for helsejunkierne, kondifreaksene og de andre flagellanters gebet. Min kære viv (der forøvrigt er aktuel med en række udkantsdigte sammen med nogle andre ordekvilibrister) vovede sig til gengæld ind i krigszonen, hvor hendes rædselsvækkende beretninger om indre bys afspærringer, åbne udsigt til motionister og andre selvpinere samt andre udtryk for generel undtagelsestilstand, skabte lige dele underholdning, frygtsomhed og lettelse over at man ikke selv havde begivet sig ud i minefelltet.

Fortælle kunne hun også, at Carlsberg overalt havde linet op med deres Nordic-produkter. Åbenbart er de gået ud i en større reklameoffensiv, hvor produktet nærmest kastes i nakken på kunderne, frem for at lade markedet gøre sit, og lige så stille få det til at forsvinde, efterhånden som Carlsberg indser, at de skal lade udbuddet følge efterspørgslen og med andre ord stoppe produktionen. Vi ved fra andre flop, at jo mere aggressivt et produkt markedsføres, desto lavere er kvaliteten. Jeg tænker spontant på Coca-Colas lightudgave med citrus – den smagte af sæbe, og glæder mig samtidig over, at jeg for en gangs skyld kom til at tænke på noget andet, end Cults ultimative ølflop som det første.

Vi ved allerede fra ‘Nordic Gylden Bryg‘, at konceptet om spændende, frokostegnet og mindre usundt (angiveligt) øl allerede er floppet – eller hvis vi skal give det en sidste chance; det første bryg var så kedeligt, at ‘Blond’ virkelig skal rykke for at floppet ikke er en realitet.

Det begynder med ikke at være helt umuligt. Farven på Blond er rigtig flot. Dybgul og tæt i løden – man skulle næsten tro, den var ufiltreret – med skær som frisk pomelo eller grapefrugt. Brygget skummer også rigtig flot, og kan endda fremvise en mere end adækvat cremethed. Hastigheden med hvilken skummet retirerer, er imidlertid sammenlignelig med Geoffrey Kipsang Kamwores tråd på opløbsstrækningen ved weekendens VM, så man skal være hurtig for at nyde den i grunden godkendte visuelle indledning.

Ikke overraskende byder brygget ikke på megen bouquet. Humlen er dog overraskende præsent, endskønt svag. Det samme gælder smagen, der indledes med en let, bitter humle, med et ledsagende sødt indslag af sukker. Det kan ikke undre, idet sukkeret er tilsat sammen med diverse “naturlige aromaer” der ikke er gjort nærmere rede for. Jeg får associationer til sportsvand med et stænk af humle, endskønt mængden af sukker er alt for lav til, at indtrykket kan kaldes fuldbyrdet. Til sidst mærkes humlen som et fjernt og afmægtigt prik i eftersmagen.

Humlen mærkes også kun i begyndelsen. Senere bliver brygget mere syrligt, metallisk og syntetisk. Det smager af en blanding af syrlig kiwi og frisk lime med ledsaget af et metallisk indslag, der dog ikke er mere ubehageligt, end at det bidrager til en form for friskhed. Den blandede og lidt underlige smagssammensætning er ikke som sådan ubehagelig. Til gengæld har det tæt på intet med øl at gøre, og som med så meget andet alkoholfattigt øl, er det slattent, vandet og fuldstændig uden fylde.

Kredit skal brygget have for ikke at smage direkte grimt, og glimtvis godt, men altså kun helt i begyndelsen af øl. Ellers smager man mest næstmest sukkeret (mest vandet), og det tilsatte sukker spænder desuden endnu engang ben for den mystifistiske fremstilling af denne ølserie som ‘sund’.

Vinderen af VM i Halvmarathon blev som bekendt Kenyanske Geoffrey Kipsang Kamwore – og tillykke med det. Den absolutte taber var Carlsberg, der deltog med et utal af Nordic-bryg, som jeg gætter på, de allerfleste end ikke gad prøve. De gik ikke glip af noget, og floppet er en realitet.
1-stjerne

Nordic Gylden Bryg, Carlsberg (Munchkin og Munkeøl – Prolog)

Madlavning …

Når man sådan får fine gæster, skal der også laves mad. Jeg stod i vanlig stil for benarbejdet – der skulle hakkes, snittes og centrifugeres grøntsager til pizzaen, og da vi ikke ejer en foodprocessor, måtte jeg gøre det manuelt. Hvilket jeg også foretrækker.

Til madlavningen åbnede jeg en af Carlsbergs nye flashy alkoholfattige øl, Nordic Gylden Bryg (sic). Efter længe at være gået i en stor bue udenom dem i de supermarkeder, jeg oftest frekventerer, fordi de dér kun blev forhandlet i seksstykspakker, fandt jeg dem omsider til salg stykvis i Irma. Og hjem kom en af hver – den anden hedder “blond” og står stadig på hold i mit køleskab. Jeg ville ikke købe dem i seksstykspakker, da jeg havde mistanke om, at de ikke ligefrem ville falde i min smag. Og så ville de resterende fem øl optage alt for meget plads i mit lille hjem.

Jeg har læst om konceptet bag Nordic-serien på en obskur hjemmeside (min dårlige undskyldning er, at det var det første google-resultat, der dukkede op, da jeg søgte på serien). Det er som nævnt alkoholsvage øl, der skulle kunne nydes til mad, men altså uden at man bliver fuld af det. Konceptet er imidlertid slet ikke nyt. Jeg testede for år tilbage en øl fra Fur Bryghus, brygget efter samme koncept, der – kan jeg allerede nu afsløre – formåede at imponere mere end nærværende stordriftssprøjt fra Carlsberg.

Fuldstændig afsporet er dog den sundhedsvinkel, som hjemmesiden lægger på Nordic-serien. Jeg bliver ved med kun at kunne læse teksten i små bidder, mellem hvilke jeg får nervøse trækninger, må tage dybe indåndinger, og gå frem og tilbage i lokalet, mens jeg små- (og stor-) bander for mig selv. Nu skulle øllet altså være sundt, fordi der er mindre alkohol i? Ligesom slik skulle blive sundt, fordi man reducerer sukkerindholdet? Eller kunstigt beriger det med vitaminer? Og i samme ombæring ignorerer at både slik og – især alkoholfri øl – indeholder aromastoffer og andre mystifistiske tilsætninger, der kan udløse allergier, sygdomme og en masse andet, som vi ikke kender endnu, da vi ikke kender langtidsvirkningerne af tilsætningsstofferne. Denne øl er iøvrigt tilsat sukker – som om det skulle gøre den sundere.

Den ikke specielt kvikke, men dog opmærksomme læser, der selv har prøvet dette produkt vil måske indvende “jo, men der er jo kun tilsat naturlige aromastoffer til øllet”. Ja – og cyanid er naturligt forekommende i æblekerner, nitrit forekommer naturligt i rødbeder, og sulfit i kål. Lort er også naturligt. Naturligt er for at sige det mildt ikke en garanti for noget som helst.

Og nu bliver jeg nødt til at sige det umildt. Og jeg bliver nødt til at sige der med versaler, for kun sådan kan det udtrykkes, som jeg virkelig mener det. Jeg vil kommentere sundhedskonceptet bag denne øl, som en ukendt skotte gjorde til et opslag på den lokale fish’n’chips, der var blevet lukket af sundhedsmyndighederne. Her lettere omskrevet, så det passer til nærværende øl. Børn og sarte sjæle anbefales at kigge væk, da jeg næppe har udtrykket mig hårdere før i bloggens levetid:

– WHAE GEEZ A FUCK ABOOT HEALTHY!??? I DINNAE START DRINKIN’ BEER TAE GET HEALTHY YA CUNTS!

HEALTH JUNKIES PLEASE PISS OFF. K

Ah, det var rart at komme af med det. Se det oprindelige citat her.

Og så skal jeg jo ikke glemme, at øllet også skal anmeldes.

Når brygget kaldes ‘gyldent’ forventer jeg ikke et bryg, der har samme farve som ens urin midt i en ordentlig druktur. Jeg forventer minimum noget fra døgnet efter. Eller sagt pænere – jeg havde forventet en dybere kulør som man kender det fra wienertypen, og ikke noget, der kunne konkurrere med Corona, Sol og *ydrk* Kay-Sar i bleghed. Skummet matcher med sin snehvide uskyldighed bryggets uinspirerende kulør, omend det klistrer mere, end jeg havde regnet med. Brygget dufter ikke – ’nuff said.

Smagen … er der da. Den er svag, men også klar, glat og giver en antydning af kornet sødme. Sødmen kommer nu nok fra det tilsatte sukker, og har altså næppe noget med Carlsbergs brygevner at gøre. Eftersmagen udebliver i første omgang helt, men bruger man tricket, hvor man indtager virkelig store mundfulde – på nippet til at man får det galt i halsen – er det muligt at presse en antydning af eftersmag frem. Den melder sig som en let prikken, som man fornemmer engang har været noget humle, uden at man dog er sikker.

Men den er i det mindste ikke ligefrem ubehagelig at have i munden, og som sådan kunne den vel fungere som et muligt alternativ til et glas lunkent postevand. Friskt, koldt postevand derimod, kan brygget ikke hamle op med. Ikke mindst fordi en diffus bismag – det meste smag ved dette bryg er diffust, derfor også bismagene – trænger sig en smule på. Man genkender sæbe. Det er heldigvis glimtvis – som et glas lunkent postevand, der ikke er skyllet ordentligt af, efter opvasken.

Det er et meget kedeligt bryg. Man savner næsten lidt markant ubehag, fordi det i det mindste ville give brygget karakter. Det bringer absolut intet nyt til genren ‘alkoholfattige øl’ overhovedet, uanset om Carlsbergs velsmurte marketingmaskine og diverse obskure hjemmesider prøver at give et billede af det modsatte.

Jeg forsøger at være en ordentlig vært, så jeg bød selvfølgelig ikke mine gæster på dette mislykkede og ligegyldige bryg.

1-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme