Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Kronenbourg

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Grimbergen Blonde, Kronenbourg/Carlsberg

(Måske) som en Blonde skal smage?

Det foregående indlæg har måttet revideres et par gange, da flere og flere oplysninger om bryggeriet blev mig meddelt fra diverse kontakter. Bryggeriet bag er som bekendt Kronenbourg, og det er ejet af hjemlige Carlsberg. Ja, man undgår åbenbart ikke at støtte den danske bryggerigigant, blot fordi man periodisk holder sig til  udenlandske øl. Jeg har desuden møjsommeligt rettet overskrifter og etiketter til, så de nu passer til de nye oplysninger.

Jeg er til gengæld klar med et korrekt kategoriseret indlæg om dagens øl, der er foregående øls lyse broder – en Blonde, som det hedder på fransktalende kanter.

Den belgiske lyse klosterøl, der betegnes blonde, har jeg flere gange været oppe at toppes med. Adskillige gange har typen smagt af en modbydelig blanding af kogesprit og marcipan (bemærk, at jeg holder meget af marcipan – blot ikke i kombination med denatureret sprit), så det er altid med en vis skepsis, at kapslen ryger af.

Bouqueten, der ved skænkning optager en ikke ubetydelig del af rummet, præges da også af den skarpe spritfylde og det indtryk af franskbrødsdej, der typisk varsler om den alkoholiserede marcipanblanding. Et forsonende sødt element af modne æbler formår dog at formilde indtrykket. Det matcher desuden bryggets udseende fint. Skænket i et stort glas ligner det æblejuice (i den lille handy flaske formørkes den del af flasken, hvor brygget er, ellers næsten ikke på grund af bryggets lyse klarhed) med langsomt vigende skum, der nok er kridhvidt, men også formår at klæbe til glasset med nogenlunde den samme evne som friskpisket marengsmasse.

Og æblesmagen går også igen i bryggets sødme, der også er det bærende element i øllets karakter. En syrlig kant af grape og lime mærkes indledningsvis, og hele arrangementet rundes af med en bitter bagsmag af humle. Det bitre indslag er nok svagt, men alligevel præsent nok til at gøre væsen af sig. Syrligheden kan ikke se sig fri for at være en smule metallisk, men heldigvis ikke så meget, at det egentlig ødelægger. Derimod giver det brygget en frisk, tørstlukkende kant, man må sætte pris på i forsommervarmen.

Og brygget smager ikke af gær, som det antydes i smagen. Man fornemmer, at man af samme årsag undgår den problematiske kombination af sprit og marcipan. Sødmen fra de mislykkede bryg er der i æblesmagen, men spritten og gæren, der giver kartoffelbrændevin/kogesprit-indtrykket udebliver.

Jeg tænker, at det må være sådan her, det er meningen, at den belgiskinspirerede blonde egentlig skal smage. Sødt og syrligt skarpt, med en bagkant af bitter humle. Det hænger i hvert fald nogenlunde sammen i denne øl, og selvom det nu ikke er nogen åbenbaring, og denne øltype fortsat ikke er mit store nummer, så aner man omsider konceptets positive intention.

3-stjerner

Grimbergen Double-Ambrée, Kronenbourg/Carlsberg

Lidt ud af mængden.
Bryggeriet bag dagens øl kræver en kommentar. ‘Brygget af BK, [en eller andet postnummer] Strasbourg’ og jeg har ikke rigtig orket at finde ud af noget nærmere om bryggeriet – såsom hvad det er en forkortelse for. Brygget selv skulle dog være autentisk trappistøl, og ud over tit at give mig en rædsom hovedpine, så smager det som regel også dejligt.
Denne øl formår desuden at se rigtig flot ud. Ganske vist er brygget filtreret, men det er også det eneste man kan klage over, og så ved man også, at risikoen for, at det indledende smagsindtryk rykker sig afgørende i forhold til førstehåndsindtrykket, er ret lille. Selve brygget er mørkt rødbrunt med gråligt og hurtigtvigende, omend også klæbrigt skum. Duften er sødt maltfyldig og aromatisk af især svesker.
Det er især de søde maltnoter, der dominerer brygget. Igen smager man svesker, men også et letsyrligt indslag af citrusfrugter på en bund af fyldig og sød malt. Eftersmagen er også primært maltpræget, men med en lækker fylde og aroma af cherry, cognac og portvin.
Fuld knald på smagen er der ikke, men brygget smager ganske rart alligevel, og desuden på en karakteristisk og individuel manér, der om ikke andet får brygget til at stikke mere end bare en smule ud fra mængden.

4-en-halv-stjerne

[Update!]
Jeg har ved en anden bloggers mellemkomst fået at vide, at BK står for “Brasserie Kronenbourg”. Samme blogger har gjort mig opmærksom på, at nærværende øl ganske vist er klosterøl, men ikke trappistøl. Etiketterne er blevet rettet til, som det sig passer efter de nye oplysninger.
Tak, Black Ben.

Kronenbourg 1664, Kronenbourg

Sød, omend kedelig pilsner

Der var forleden to forskellige sixpacks på tilbud i Fakta Hasle, og begge kostede kr. 25,-. Den ene var med Carlsbergs Sort Guld, den anden med nærværende franske standardsprøjt. Uanset hvad man måtte mene om øllet, var begge dele et godt tilbud, idet både guldøl og udenlandske øl for det meste koster mere end kr. 5,- for 0,33 l. Samtidig kan jeg nu lejlighedsvis nyde en øl til maden uden at behøve bekymre mig om, at øllet også skal anmeldes. Alle disse fordele kan opveje endog megen svigtende kvalitet ved bryggene.

Kronenbourg 1664 er som sagt fransk standardsprøjt – det er DET franske øl, man drikker i Frankrig. Jeg stiftede første gang bekendskab med det, da jeg tilbage i 1999 fejrede jul i Frankrig, og jeg var på stedet ikke det allermindste solgt. Tværtimod undrede jeg mig, at man i det relativt tysksindede område (Lorraine/Lothringen) drak så tyndt øl, at det til forveksling lignede det danske, når nu man ellers havde alt det gode tyske øl under ti minutters kørsel derfra.

Og hvis dette øl syntes tyndt, før jeg begyndte at anmelde systematisk, ville det næppe føles anderledes i dag. Tilbage er der med andre ord kun håbet på en positiv overraskelse.

Bryggets ydre er helt og aldeles uinspirerende pilsnergult – måske en enkelt tone mørkere end de helt lyse pilsnere som Corona og Flens Gold, men så heller ikke mere. Skummet er uinspirerende hvidt, luftigt, hurtigt faldende og lige så klæbrigt som overfladen på en brosten i en stillehavsmonsun. Duften er fjern, traditionelt kornet med et fortrinsvis bittert humleelement.

Og jo, jeg huskede ikke forkert – det er en mest af alt tynd øl, hvor vandighed spiller en temmelig dominerende rolle. Smagen falder i det søde hjørne med en humle, der tenderer i retning af mandler og en snert af hasselnødder, men den mangler simpel fylde og kraft.

Når de første par mundfulde er skyllet ned står man tilbage med en lidt flad smag i munden … men så sker der noget. Lige så stille titter en rar, blød og slet ikke så ufyldig eftersmag af søde valnødder frem, og klæber sig til mandler og gane. Det er en rar overraskelse oven på en mestendels tynd og kedelig øloplevelse.

Overordnet er det en rar, blid og venlig øl at drikke. Nogle ville sige letdrikkelig, men det er en betegnelse, industrien bruger om øl, der alt andet lige er tyndere og mere intetsigende end denne øl, der faktisk ender med at være en mildt positiv overraskelse. Den er sødere end jeg husker, og den rare mundfornemmelse og gode eftersmag opvejer nogenlunde det, den mangler i kraft og fylde. Det er en behagelig øl til varme sommerdage, hvor den ikke bare læsker, men også smager godt.

Derudover forbliver den dog ikke meget mindre kedelig end det, man kender fra de fleste danske pilsnere.
2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme