Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Husbryggeriet Jacobsen

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Jacobsen Yakima IPA, Carlsberg

Den gode midterbane …

Jeg har måttet slå op, hvad ‘Yakima’ betyder, for det har Carlsberg ikke lige gidet skrive om på etiketten af denne – en relativt ny øl i Husbryggeriet Jacobsen-serien. Yakima er en dal ca. 100 km sydvest for Seattle i staten Washington, hvori 77 % af USA’s humle dyrkes. Og det er jo i sig selv værd at notere på etiketterne … eller også er det bare fordi ‘Yakima’ lyder sejt. Og det gør det jo også – når det sådan starter med et ‘Y’ og sådan lyder lidt japansk.

Jeg har tidligere anmeldt en ‘Yakima’-øl her på bloggen. Og den var da udmærket, uden at humlerankerne ligefrem voksede op i stratosfæren. Jo mere jeg reflekterer over det (aspergerramt, som jeg er) forekommer betegnelsen mere og mere som blikfang. For når betegnelsen ikke umiddelbart borger for kvalitet, men tværtimod markerer, at det er humle fra det sted hvor man dyrker mest humle – så er der vist ikke meget mere end det sejtklingende navn til overs.

Lidt mørkere end visse IPA’er er den – ovre i det appelsinorange. Skummet er, som bryggerigiganten trods alt har fundet etiketplads nok til at skrive, overraskende holdbart og klæbrigt.

Brygget lader ikke til at have taget skade af at stå lidt i skabet, for duften er mere end rigeligt skarp af grannåle og vanille. Smagen er forbløffende og overraskende fuldfed. Der mangler hverken hoved- eller biaromer, fylde eller kraft. Bund og krop består af friskspånet nåletræ, mens sødtaromatiske noter af hyld og bergamot hepper med fra sidelinjen.

Det er klassisk IPA på alle de rigtige måder, og lige som det skal være. Langt fra nyskabende og måske lidt for meget i midterbanen, vil nogen måske sige. Men hvilken midterbane!? Den otte-til-tisporede udfletning ved Karlslunde på Køge Bugt-motorvejen er et godt bud. Selvom det er midtersporet, er der stadig langt til indersporet, og endnu længere til krybesporet. Kom behørigt i hu, at Carlsbergs øl aldrig så ofte ender langt ude i rabatten.

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Jacobsen Coffee Mint Stout, Carlsberg

2015-10-16 19.17.42Den er da nydelig …

Egentlig var det meningen, at jeg ville gemme den her til min fødselsdag. Jeg bliver 40 (hele 40) d. 6. november, og ville jo gerne det pæne runde tal med noget ganske særligt.

Sådan blev det ikke, for jeg fik gæster. Marcus, en gammel ven fra min studie- og kollegietid kom forbi samtidig med, at en anden Ole, end den jeg altid fabler om (altså Ole Madsen – det var ikke ham) var på besøg i forbindelse med nogle arrangementer i København. Han skulle sikkert interviewe nogle vildt kendte mennesker eller et eller andet, for til dagligt arbejder han som redaktionssekretær på musikbladet Gaffa.

Jeg ville jo gerne byde de ærede gæster på noget fint, så frem kom denne ‘limited edition’. Den jeg havde reddet i Netto for – var et 40 eller 50 kroner? Urimeligt var det i hvert fald ikke i forhold til mængden) – var nr. 31301. Jeg ved ikke ud af hvor mange. Rent øl er der ingenlunde tale om. Som antydet er det tilsat både kaffe og mint, foruden kulsyre. Mint er vist også første gang som ingrediens her på bloggen. Det skal blive interessant.

Etiketten lyver i hvert fald ikke i forhold til beskrivelsen. Brygget er aldeles natsort og skummet matcher fint i karamelbrankede nuancer. Marcus (som i øvrigt kan opleves i dette tema) var på forhånd skeptisk. Angiveligt bryder han sig ikke om mint, så han var lidet påvirket af brygget prætentiøse ydre. Duften kan imidlertid nydes selv af ham, for man mærker ikke mint så megt som de søde stenfrugter – især velmodne blommer blandet med rørsukker – som man møder i duften.

Smagen holder sig også mere til det bitre, end man kunne forvente. Kaffeindslaget er det mest markante, mens rørsukkeret matcher med en rar, fløjlsblød fylde. Marcus mente, at det var i fylden, at man kunne skimte minten, og at den dermed ganske elegant, og ikke det mindste beskæmmende, rundede kaffebitterheden af.

Selv smagte og smagte jeg løs. Nød de brændte noter henover tungen og arabicaaromaen ved gummerne … men ingen mint. I hvert fald ikke i en grad så jeg kunne være sikker.

Eftersmagen er også dejlig, for den smager også af varm, velristet, lækker kaffe, og de 7,5% alkohol gør, at brygget også varmer rart på vej ned.

Det er alt sammen meget rart, dejligt, velafstemt, harmonisk og på alle leder og kanter ikke bare fint, men nydeligt. Ja, om man lagde en ært under tyve madrasser og tyve edderdunsdyner ville dette bryg nok skifte kulør fra natsort til det svenske flags farve – for ligesom prinsessen i H. C. Andersens eventyr er ‘nydelig’ her sagt med lidt af den samme giftige sarkasme.

For midt i sin nydelighed forbliver brygget også ufarligt og pænt på en måde, kun alt for store bryggerier kan være det. Omend man selvfølgelig ikke kan sige ‘nydelig’ uden at sige ‘nyde’.

5-stjerner

Jacobsen Weißbier, Carlsberg

2015-05-09 21.18.33Banan og ingen banan …

For længe længe siden. Så længe at slet ingen husker det … Sådan starter Jul på Slottet, og omtrent så længe siden føles det også, at denne øl kom ind i vores husstand. Det var i hvert fald før en anden julekalender – nemlig den min søster gav mig i fødselsdagsgave sidste år, og så kniber det med datoerne, og lur mig om det samme ikke ville gøre sig gældende for de andre i husstanden, inklusive min viv, der bestilte den til levering fordi den var på tilbud. Og så passer det jo fint med ‘så længe at slet ingen husker det’. I hvert fald hvad angår den præcise dato.

Ved åbning var den også vel hinsides sidste salgsdato – d. 06/12-2014. Men den slags er slet ikke ensbetydende med, at øllet bliver dårligere – ofte endda tværtimod.

Brygget blev faktisk også nydt for et stykke tid siden, og anmeldes nu på bagkant. Vi skal helt tilbage til d. 9. maj. Jeg havde inviteret min gode ven Gedved til smagning af Kvicklys fine Grill-øl, og han havde takket ja, og revet en aften ud af kaldenderen i et ellers stramt træningsprogram op til Copenhagen Marathon i søndags. Alene det at han gennemførte må jeg lægge mig fladt ned for. Og at han bagefter ytrede de bevingede ord “Jeg var lidt skuffet over at det ikke var hårdere” … ja, det kræver vist næppe yderligere kommentarer. Stort tillykke med det gamle ven – også fra denne blogger.

Denne øl fungerede altså som opvarmning til Grill-øllene. Jeg gad ikke have den stående længere, så den blev smidt med i puljen.

Ved opknapning fyldes rummet af en markant duft af bananer – modne, og måske endda noget overmodne. En syrlig kant ledsager nemlig bouqueten og gav Gedved associationer til ‘Syrlig Banan’-bolsjerne fra Lossepladsen i den nu hedengangne Bon-Bon-serie. Visuelt er brygget måske en tand klarere og mere ‘pang’ i farven end de klassiske tyske Weißbier. Skummet forveksles nær med fugemasse i stabilitet og holdbarhed – uden yderligere sammenligning i øvrigt.

Den vægrer sig dog kraftig ved at smage som den dufter. Der er ikke skyggen af banan eller anden traditionel hvedeølssødme, ingen forårsblomster eller nektar. Til gengæld smager humlen sådan nogenlunde igennem, eller i hvert fald sådan nogenlunde. Bitterheden er samtidig noget usofistikeret og dæmpes af gærfornemmelsen. I det mindste gør gæren dog ikke brygget direkte surt, men nogen gavn er den heller ikke.

En ikke i øjet bitterhed blandet med for megen gær, og en forjættelse om banansødme, der ikke indfris gør ingen god øl. Det var begge anmeldere rørende enige om.

Gedved gav:

1-stjerne

Selv gav jeg en kende mere. Brygget har trods alt noget smag, endskønt det ikke ligefrem er velsmag.

1-en-halv-stjerne

PS. Valg? Hvilket valg?

Jacobsen Saaz Blonde, Carlsberg

Det er set værre – og bedre …

 
Som nævnt tidligere, er Carlsberg begyndt at forhandle nogle af deres Jacobsen-bryg i ikke-selskabsøl-emballager. De anbefalelsesværdige bryg kan altså nu nydes, uden at man bliver fuld af mængden. Det er at foretrække for fuldtidsarbejdende og familiefædre, og ikke mindst folk, der som jeg selv er begge dele.
Det gælder denne gang bryggeriets blonde, der må formodes primært at være krydret med Hancocks favorithumle, Saaz. Dertil kommer (udover vand, malt (af både hvede og byg) og gær) glukosesirup, kuldioxid og ekstrakt af kvan, en skærmplante, kendt for søde stængler, og giftige slægtninge. Rent øl er der i hvert fald ikke tale om.
Og åbenbart har en eller anden fumlefingret ølignorant generelt haft alt for meget indflydelse på Jacobsen-bryggenes varedeklarationer. Det fremgår nemlig endnu engang af etiketten, at brygget skulle være en stærk pilsner, og jeg formoder, at det er en standardtekst på etiketten så snart bryggets styrke overstiger en vis procent – jeg gætter arbitrært på 5,0. Forkert er det under alle omstændigheder, og det er utroligt, at det skulle være nødvendigt at korrekse Danmarks, og et af verdens største bryggerier på det punkt. Men en overgæret ale kan i sagens natur ikke være en undergæret pilsner, ligesom en guitar ikke med rimelighed kan kaldes en træblæser, og en sækkepibe ikke en art glasorgel.
Igen skal det ikke ligge brygget, eller vurderingen deraf til last, at bryggeriet bare ikke kan finde ud af det med overgæret og undergæret. Uanset hvad er det et flot bryg, lyst kobberfarvet med ganske fint, kridhvidt og meget fedtet skum, der efterlader svulstige bræmmer på glassets inderside. Det dufter som blonde – sødligt og med ildevarslende elementer; denne gang af overmodne og smågærede ferskner, der overfladisk snitter i næsens slimhinder. Men bagom sprittethedens små barberblade gør sødmen nu stadig godt – frugterne er alt andet lige stadig spiselige.
Smagen er da også indledningsvis blød, og præges igen af søde, men alligevel overmodne frugter på nippet til at gære. Fersken og mango blander sig med hinanden i en ikke uelegant dans på midten af tungen, der desværre bliver forstyrret af nogle gærede og humlebitre snubletråde. Gæren stikker dybt i mandlerne, og er simpelt hen for anmassende, mens humleindslaget ikke er ordentligt afstemt frugtsødmen.
De noget destruktive gær- og humleelementer er dog ikke vedvarende. Bryggets smag klinger ved nedsvælgning meget hurtigt af, men efterlader til alt held en velgørende fornemmelse af vederkvægelse. Det destabiliserende gærindslag præger heldigvis også kun brygget i begyndelsen, som om et vildfarent skud alkohol lige skal fordampe, før brygget kan behage ordentligt. En stikkende gærkant forbliver dog, men med den effekt, at det giver brygget karakter frem for at skæmme.
Og da er det, at brygget ender med at fremstå en kende tamt og tyndt. Frugtsødmen er ganske vist intakt, men kan ikke bære brygget alene. De gærede noter giver brygget karakter og fylde, og uden dem undgår brygget måske nok nogle af de egenskaber, jeg personligt ikke bryder mig om ved blonde-typen, men det går på den anden side også ud over spændingen.
Så ramte La Trappe trods alt bedre, mens Carlsbergs andet blonde-projekt fra Frankrig til gengæld manglede nærværende blondes karakter.

3-en-halv-stjerne

Jacobsen India Pale Ale, Carlsberg

Professionel begynderforvirring …

Husbryggeriet Jacobsen har hidtil været mest udbredt som selskabsøl. Men nu kan de også fås i emballager af en størrelse, der ikke gør én plørefuld, når man nyder en alene. Det glæder denne blogger en del, for i grunden synes jeg, at endskønt gigantmastodonten Carlsberg står bag, er Jacobsen-bryggene interessante nok til at de ikke er fuldstændig spild af tid. Og de halvlitersflasker Jacobsen-bryg, de for tiden har stående i Døgn-Ghetto på Rued Langgaards Vej, Amager, passer lige til mine behov for ikke  at få en mindre fjer på, blot fordi jeg trænger til en øl efter arbejdstid.

Endnu mere glæder det mig, at Carlsbergs kvalitetsbryggeri prøver kræfter med en af mine absolutte favorittyper, IPA‘en. På stående fod husker jeg ikke andre IPA’er fra Carlsberg, så det bliver spændende at se, om de behersker stilen.

Det ser dog ud til, at der i bryggeriet hersker nogen forvirring om klassifikationen af brygget. Og det kan kun undre, eftersom man skulle tro, at bryggeriet, med de ressourcer det har, skulle være i stand til som minimum at kende typer og egenskaber ved de bryg de producerer. På bagetiketten fremgår det således, at der her er tale både om en ‘stærk pilsner’ og en ‘lys ale’ …

Det er imponerende, at landets suverænt største bryggeri – ja, et af verdens største bryggerier åbenbart ikke er klar over selvmodsigelsen i denne påstand. Pilsner er som bekendt undergæret øl, mens ale – herunder IPA – er overgæret.

George Costanza får lov at kreditere Carlsbergs evner udi korrekte ølbetegnelser …

costanza clap George Costanza Clap
Kilde: http://gifrific.com/george-costanza-clap/

Men væsken i flasken skal jo ikke lide under at blive kaldt noget, det ikke er. Dømt på farven alene, kunne man dog godt lade sig narre. Det er jo sandt nok en lys ale – det ligger lissom i navnet, India Pale Ale, og den korngule lød har vel narret en uvidende medarbejder i marketing. (I marketing er uvidenhed – i hvert fald hvad øl angår – åbenbart et plus.) Skummet kan også narre – omend det klistrer i små fnug, bobler og falder det med standardpilsnerens vanlige uengagerethed. Det holder dog en lød, der er en tone mere gul, end vanligt pilsnerskum.

Duften narrer til gengæld ikke – ja, bortsat fra, at kraften er sammenlignelig med Carlsbergs andre standardprodukter. Det vil sige ildevarslende lille, omend med karakter af grankogler og hvedemel, der afslører, at det trods alt ikke er det sædvanlige undergærede Carlsbergsprøjt, vi har at gøre med. Sprøjt kunne det nu stadig være, at dømme på den svage bouquet.

Men da man når til smagen, gøres alle ilde forventninger heldigvis til skamme. Brygget er både forfriskende, og skarpt bittert i smagen som en IPA skal være. Bitterhed af grannåle, fylde og sødme af syrennektar og en tør eftersmag af rå humle karakteriserer smagsudtrykket.

Selvom Carlsbergs begynderproblemer med at betegne brygget korrekt ikke varsler vel, så klarer det sig ganske godt alligevel. Det er klassisk, bittert og forfriskende på samme tid. Måske lidt for forfriskende. En snob som jeg selv kunne godt ønske lidt ekstra bitterhed, så brygget ikke havde karakter af, at være brygget af kommercielle hensyn – for det kan man trods velsmag godt mærke på dets vigende kraft, at det er.
4-en-halv-stjerne

Jacobsen Julebock, Carlsberg

Det ku’ være værre …

Videre til endnu en af de skamroste af årets juleøl, Carlsbergs bud på en jule-specialøl fra deres specialølsbryggeri på det gamle anlæg i Valby – Julebock fra Husbryggeriet Jacobsen. Jeg stødte tilfældigvis på den i Netto tilbage i november engang, og blev positivt overrasket over prisen, som jeg ikke længere kan huske. Men mon ikke den har ligget et sted mellem begyndelsen og midten af 30’erne, hvilket ikke er for dyrt for 0,75 l stærkt øl.

Til gengæld er den for stor til, at jeg gider drikke den alene, så jeg tilkaldte forstærkning i form af flytte/Radleranmeldelseshjælp, den navnkundige Gedved, der samtidig kunne prøvesmage årets batch af min kære viv Lindas julesmåkager. De var som altid til 6 stjerner.

Gedved og jeg var enige om bryggets duft. Sødt og småsyrligt uden at gøre noget væsen af sig. Brygget ligner ellers det, det er, en kraftig og dunkel, omend gennemsigtig øl, med gyldent nøddebrun lød, og kraftfuldt, cremet og klæbrigt, gulligt skum. Det visuelle fejler dermed intet, og under konsumption, kan man beundre de fine, fnuggede labyrinter som skummet tegner på glassets inderside.

Smagen er forventet kraftig som følge af den højere alkoholprocent, der er karakteristisk for bock. Den vækker dog ingenlunde mindelser om tunede spritterøl, eller andet fælt. Dertil er den fyldige sødme både for kraftig og for velgørende til. Udover malt mærker man en berøring af vanille og farinsukker – denne gang endda helt uden, at sidstnævne (eller for den sags skyld førstnævnte) er tilsat. Rent er brygget dog ikke, da det er tilsat kuldioxid frem for at lade gæren alene sørge for brus og bobler.

Gedved blev mindet om Irish Coffee, hvilket sød sprittethed og en præsent humlebitterhed i eftersmagen taget i betragtning godt kan genkendes af undertegnede. Linda indskød kækt, at den måtte smage af fløde, hvis det ellers var en god øl, eftersom det var eneste gode, hun kunne komme i tanker om i en Irish Coffee – nårh ja, og farinsukker selvfølgelig.

Overordnet var Gedveds holdning til brygget noget mere lunken end min egen. “Det er en god øl, meeen …” Vurderingen var iflg hans eget udsagn også præget af en generelt og sund skepsis over for Carlsberg. En skepsis, jeg bestemt deler, men ikke lader influere på mine anmeldelser. Enige var vi dog om at den som juleøl betragtet er væsentlig bedre end det jævne standardsprøjt, som Carlsberg også sender ud.

Op på niveau med de bedste juleøl indtil videre, når den dog slet ikke. Gedved bemærkede desuden, at han ikke syntes, den var særlig nok til at kvalicere sig som special- eller luksusøl, men at han da nok ville drikke flere af den, hvis den blev lanceret som standardjuleøl side om side med andre almindelige julebryg.

Opfordringen er hermed givet videre sammen med Gedveds karakter:

3-en-halv-stjerne

Selv er jeg en kende mere rundhåndet:

 

4-stjerner

Jacobsen Abbey Ale, Carlsberg

“En halv øl”

Jeg skulle lige til at skrive, at klosterøl åbenbart er voldsomt oppe i tiden. Skands, Ørbæk og Carlsberg har én – blandt mange andre. Nærværende øl er dog en gammel sag, så klosterølfrekvensen er næppe en nutidig tendens, men snarere noget, der er præsent (og hypet) hele tiden.
Denne øl er da heller ikke ny, men blev lanceret i 2001, hvor den indgik i Husbryggeriet Jacobsens Semper Ardens-serie, som efterhånden er gledet helt ud af Carlsbergs repertoire. Dog ikke mere, end at noget af det fortsætter i Jacobsen-brandet.
Carlsbergs specialøl i Jacobsen-serien er lidt en blandet fornøjelse, hvilket er både godt og skidt. Det gode er variationen og innovationen. Bryggene spænder bredt i type, og de få bryggere, der rent faktisk stadig holder til på Carlsbergs oprindelige bryggeri i Valby (hvor Jacobsen-øllene produceres), er ikke blege for at eksperimentere. Eksperimenterne falder bare ikke altid lige heldigt ud, og det er i det hele taget lidt skidt, at kvaliteten også har det med at svinge – fra nærmest udrikkeligt til aldeles vellykket.
Jeg havde sat øllet på bordet samme aften som jeg og Gedved skulle afprøve diverse radlere for at sikre, at vi under alle omstændigheder fik noget ordentligt øl den aften. Men den gennemsigtige lød (trods udeladt filtrering), der fik brygget til at minde om en billig FDB-cola og den syrligt-flade duft af umodne æbler og en vag maltantydning, varslede på forhånd, at brygget nok ikke ville være at tælle blandt de vellykkede Jacobsen-øl.
Da brygget blev sat for munden, stod det klart, at aftenen ville komme til at handle mere om sodavand og limonade end om øl. For også denne øl mindede mere om førstnævnte end sidstnævnte i smagen. Brygget besidder en vis sødme, der minder mere om sukker – rørsukker ganske vist, men sukker ikke desto mindre – end om sød humle eller sød malt. Samtidig manglede brygget den fylde, som mørkt øl skal give forventning om. Et hint af malt bagom en sødt-syrlig æble-mandarinsmag drejede faktisk det overordnede billede i retning af en øl iblandet cola – eller måske endda cola iblandet øl.
Og mens brygget skvulpede rundt i munden, og man prøvede at presse lidt ekstra smag ud af brygget, tittede eftersmagen frem, – og det hjalp ikke spor. En sær, syrlig smag af umodne rabarber prikkede uskønt ved mandlerne og ned langs gummerne, mens brygget gled ned i halsen. En lettere pinlig afslutning på en øl, der i betragtning af, at skulle være en specialøl, mest må betegnes som mislykket. “En halv øl” – som Gedved præcist formulerede det.
Bevares, det smager da ikke grimt (bortset fra eftersmagen) men god får ingen mig til at sige, den er.
2-en-halv-stjerne
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme