Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Husbryggeriet Jacobsen

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Jacobsen Coffee Mint Stout, Carlsberg

2015-10-16 19.17.42Den er da nydelig …

Egentlig var det meningen, at jeg ville gemme den her til min fødselsdag. Jeg bliver 40 (hele 40) d. 6. november, og ville jo gerne det pæne runde tal med noget ganske særligt.

Sådan blev det ikke, for jeg fik gæster. Marcus, en gammel ven fra min studie- og kollegietid kom forbi samtidig med, at en anden Ole, end den jeg altid fabler om (altså Ole Madsen – det var ikke ham) var på besøg i forbindelse med nogle arrangementer i København. Han skulle sikkert interviewe nogle vildt kendte mennesker eller et eller andet, for til dagligt arbejder han som redaktionssekretær på musikbladet Gaffa.

Jeg ville jo gerne byde de ærede gæster på noget fint, så frem kom denne ‘limited edition’. Den jeg havde reddet i Netto for – var et 40 eller 50 kroner? Urimeligt var det i hvert fald ikke i forhold til mængden) – var nr. 31301. Jeg ved ikke ud af hvor mange. Rent øl er der ingenlunde tale om. Som antydet er det tilsat både kaffe og mint, foruden kulsyre. Mint er vist også første gang som ingrediens her på bloggen. Det skal blive interessant.

Etiketten lyver i hvert fald ikke i forhold til beskrivelsen. Brygget er aldeles natsort og skummet matcher fint i karamelbrankede nuancer. Marcus (som i øvrigt kan opleves i dette tema) var på forhånd skeptisk. Angiveligt bryder han sig ikke om mint, så han var lidet påvirket af brygget prætentiøse ydre. Duften kan imidlertid nydes selv af ham, for man mærker ikke mint så megt som de søde stenfrugter – især velmodne blommer blandet med rørsukker – som man møder i duften.

Smagen holder sig også mere til det bitre, end man kunne forvente. Kaffeindslaget er det mest markante, mens rørsukkeret matcher med en rar, fløjlsblød fylde. Marcus mente, at det var i fylden, at man kunne skimte minten, og at den dermed ganske elegant, og ikke det mindste beskæmmende, rundede kaffebitterheden af.

Selv smagte og smagte jeg løs. Nød de brændte noter henover tungen og arabicaaromaen ved gummerne … men ingen mint. I hvert fald ikke i en grad så jeg kunne være sikker.

Eftersmagen er også dejlig, for den smager også af varm, velristet, lækker kaffe, og de 7,5% alkohol gør, at brygget også varmer rart på vej ned.

Det er alt sammen meget rart, dejligt, velafstemt, harmonisk og på alle leder og kanter ikke bare fint, men nydeligt. Ja, om man lagde en ært under tyve madrasser og tyve edderdunsdyner ville dette bryg nok skifte kulør fra natsort til det svenske flags farve – for ligesom prinsessen i H. C. Andersens eventyr er ‘nydelig’ her sagt med lidt af den samme giftige sarkasme.

For midt i sin nydelighed forbliver brygget også ufarligt og pænt på en måde, kun alt for store bryggerier kan være det. Omend man selvfølgelig ikke kan sige ‘nydelig’ uden at sige ‘nyde’.

5-stjerner

Jacobsen Weißbier, Carlsberg

2015-05-09 21.18.33Banan og ingen banan …

For længe længe siden. Så længe at slet ingen husker det … Sådan starter Jul på Slottet, og omtrent så længe siden føles det også, at denne øl kom ind i vores husstand. Det var i hvert fald før en anden julekalender – nemlig den min søster gav mig i fødselsdagsgave sidste år, og så kniber det med datoerne, og lur mig om det samme ikke ville gøre sig gældende for de andre i husstanden, inklusive min viv, der bestilte den til levering fordi den var på tilbud. Og så passer det jo fint med ’så længe at slet ingen husker det’. I hvert fald hvad angår den præcise dato.

Ved åbning var den også vel hinsides sidste salgsdato – d. 06/12-2014. Men den slags er slet ikke ensbetydende med, at øllet bliver dårligere – ofte endda tværtimod.

Brygget blev faktisk også nydt for et stykke tid siden, og anmeldes nu på bagkant. Vi skal helt tilbage til d. 9. maj. Jeg havde inviteret min gode ven Gedved til smagning af Kvicklys fine Grill-øl, og han havde takket ja, og revet en aften ud af kaldenderen i et ellers stramt træningsprogram op til Copenhagen Marathon i søndags. Alene det at han gennemførte må jeg lægge mig fladt ned for. Og at han bagefter ytrede de bevingede ord “Jeg var lidt skuffet over at det ikke var hårdere” … ja, det kræver vist næppe yderligere kommentarer. Stort tillykke med det gamle ven – også fra denne blogger.

Denne øl fungerede altså som opvarmning til Grill-øllene. Jeg gad ikke have den stående længere, så den blev smidt med i puljen.

Ved opknapning fyldes rummet af en markant duft af bananer – modne, og måske endda noget overmodne. En syrlig kant ledsager nemlig bouqueten og gav Gedved associationer til ‘Syrlig Banan’-bolsjerne fra Lossepladsen i den nu hedengangne Bon-Bon-serie. Visuelt er brygget måske en tand klarere og mere ‘pang’ i farven end de klassiske tyske Weißbier. Skummet forveksles nær med fugemasse i stabilitet og holdbarhed – uden yderligere sammenligning i øvrigt.

Den vægrer sig dog kraftig ved at smage som den dufter. Der er ikke skyggen af banan eller anden traditionel hvedeølssødme, ingen forårsblomster eller nektar. Til gengæld smager humlen sådan nogenlunde igennem, eller i hvert fald sådan nogenlunde. Bitterheden er samtidig noget usofistikeret og dæmpes af gærfornemmelsen. I det mindste gør gæren dog ikke brygget direkte surt, men nogen gavn er den heller ikke.

En ikke i øjet bitterhed blandet med for megen gær, og en forjættelse om banansødme, der ikke indfris gør ingen god øl. Det var begge anmeldere rørende enige om.

Gedved gav:

1-stjerne

Selv gav jeg en kende mere. Brygget har trods alt noget smag, endskønt det ikke ligefrem er velsmag.

1-en-halv-stjerne

PS. Valg? Hvilket valg?

Jacobsen Saaz Blonde, Carlsberg

Det er set værre – og bedre …

 
Som nævnt tidligere, er Carlsberg begyndt at forhandle nogle af deres Jacobsen-bryg i ikke-selskabsøl-emballager. De anbefalelsesværdige bryg kan altså nu nydes, uden at man bliver fuld af mængden. Det er at foretrække for fuldtidsarbejdende og familiefædre, og ikke mindst folk, der som jeg selv er begge dele.
Det gælder denne gang bryggeriets blonde, der må formodes primært at være krydret med Hancocks favorithumle, Saaz. Dertil kommer (udover vand, malt (af både hvede og byg) og gær) glukosesirup, kuldioxid og ekstrakt af kvan, en skærmplante, kendt for søde stængler, og giftige slægtninge. Rent øl er der i hvert fald ikke tale om.
Og åbenbart har en eller anden fumlefingret ølignorant generelt haft alt for meget indflydelse på Jacobsen-bryggenes varedeklarationer. Det fremgår nemlig endnu engang af etiketten, at brygget skulle være en stærk pilsner, og jeg formoder, at det er en standardtekst på etiketten så snart bryggets styrke overstiger en vis procent – jeg gætter arbitrært på 5,0. Forkert er det under alle omstændigheder, og det er utroligt, at det skulle være nødvendigt at korrekse Danmarks, og et af verdens største bryggerier på det punkt. Men en overgæret ale kan i sagens natur ikke være en undergæret pilsner, ligesom en guitar ikke med rimelighed kan kaldes en træblæser, og en sækkepibe ikke en art glasorgel.
Igen skal det ikke ligge brygget, eller vurderingen deraf til last, at bryggeriet bare ikke kan finde ud af det med overgæret og undergæret. Uanset hvad er det et flot bryg, lyst kobberfarvet med ganske fint, kridhvidt og meget fedtet skum, der efterlader svulstige bræmmer på glassets inderside. Det dufter som blonde – sødligt og med ildevarslende elementer; denne gang af overmodne og smågærede ferskner, der overfladisk snitter i næsens slimhinder. Men bagom sprittethedens små barberblade gør sødmen nu stadig godt – frugterne er alt andet lige stadig spiselige.
Smagen er da også indledningsvis blød, og præges igen af søde, men alligevel overmodne frugter på nippet til at gære. Fersken og mango blander sig med hinanden i en ikke uelegant dans på midten af tungen, der desværre bliver forstyrret af nogle gærede og humlebitre snubletråde. Gæren stikker dybt i mandlerne, og er simpelt hen for anmassende, mens humleindslaget ikke er ordentligt afstemt frugtsødmen.
De noget destruktive gær- og humleelementer er dog ikke vedvarende. Bryggets smag klinger ved nedsvælgning meget hurtigt af, men efterlader til alt held en velgørende fornemmelse af vederkvægelse. Det destabiliserende gærindslag præger heldigvis også kun brygget i begyndelsen, som om et vildfarent skud alkohol lige skal fordampe, før brygget kan behage ordentligt. En stikkende gærkant forbliver dog, men med den effekt, at det giver brygget karakter frem for at skæmme.
Og da er det, at brygget ender med at fremstå en kende tamt og tyndt. Frugtsødmen er ganske vist intakt, men kan ikke bære brygget alene. De gærede noter giver brygget karakter og fylde, og uden dem undgår brygget måske nok nogle af de egenskaber, jeg personligt ikke bryder mig om ved blonde-typen, men det går på den anden side også ud over spændingen.
Så ramte La Trappe trods alt bedre, mens Carlsbergs andet blonde-projekt fra Frankrig til gengæld manglede nærværende blondes karakter.

3-en-halv-stjerne

Jacobsen India Pale Ale, Carlsberg

Professionel begynderforvirring …

Husbryggeriet Jacobsen har hidtil været mest udbredt som selskabsøl. Men nu kan de også fås i emballager af en størrelse, der ikke gør én plørefuld, når man nyder en alene. Det glæder denne blogger en del, for i grunden synes jeg, at endskønt gigantmastodonten Carlsberg står bag, er Jacobsen-bryggene interessante nok til at de ikke er fuldstændig spild af tid. Og de halvlitersflasker Jacobsen-bryg, de for tiden har stående i Døgn-Ghetto på Rued Langgaards Vej, Amager, passer lige til mine behov for ikke  at få en mindre fjer på, blot fordi jeg trænger til en øl efter arbejdstid.

Endnu mere glæder det mig, at Carlsbergs kvalitetsbryggeri prøver kræfter med en af mine absolutte favorittyper, IPA‘en. På stående fod husker jeg ikke andre IPA’er fra Carlsberg, så det bliver spændende at se, om de behersker stilen.

Det ser dog ud til, at der i bryggeriet hersker nogen forvirring om klassifikationen af brygget. Og det kan kun undre, eftersom man skulle tro, at bryggeriet, med de ressourcer det har, skulle være i stand til som minimum at kende typer og egenskaber ved de bryg de producerer. På bagetiketten fremgår det således, at der her er tale både om en ’stærk pilsner’ og en ‘lys ale’ …

Det er imponerende, at landets suverænt største bryggeri – ja, et af verdens største bryggerier åbenbart ikke er klar over selvmodsigelsen i denne påstand. Pilsner er som bekendt undergæret øl, mens ale – herunder IPA – er overgæret.

George Costanza får lov at kreditere Carlsbergs evner udi korrekte ølbetegnelser …

costanza clap George Costanza Clap
Kilde: http://gifrific.com/george-costanza-clap/

Men væsken i flasken skal jo ikke lide under at blive kaldt noget, det ikke er. Dømt på farven alene, kunne man dog godt lade sig narre. Det er jo sandt nok en lys ale – det ligger lissom i navnet, India Pale Ale, og den korngule lød har vel narret en uvidende medarbejder i marketing. (I marketing er uvidenhed – i hvert fald hvad øl angår – åbenbart et plus.) Skummet kan også narre – omend det klistrer i små fnug, bobler og falder det med standardpilsnerens vanlige uengagerethed. Det holder dog en lød, der er en tone mere gul, end vanligt pilsnerskum.

Duften narrer til gengæld ikke – ja, bortsat fra, at kraften er sammenlignelig med Carlsbergs andre standardprodukter. Det vil sige ildevarslende lille, omend med karakter af grankogler og hvedemel, der afslører, at det trods alt ikke er det sædvanlige undergærede Carlsbergsprøjt, vi har at gøre med. Sprøjt kunne det nu stadig være, at dømme på den svage bouquet.

Men da man når til smagen, gøres alle ilde forventninger heldigvis til skamme. Brygget er både forfriskende, og skarpt bittert i smagen som en IPA skal være. Bitterhed af grannåle, fylde og sødme af syrennektar og en tør eftersmag af rå humle karakteriserer smagsudtrykket.

Selvom Carlsbergs begynderproblemer med at betegne brygget korrekt ikke varsler vel, så klarer det sig ganske godt alligevel. Det er klassisk, bittert og forfriskende på samme tid. Måske lidt for forfriskende. En snob som jeg selv kunne godt ønske lidt ekstra bitterhed, så brygget ikke havde karakter af, at være brygget af kommercielle hensyn – for det kan man trods velsmag godt mærke på dets vigende kraft, at det er.
4-en-halv-stjerne

Jacobsen Julebock, Carlsberg

Det ku’ være værre …

Videre til endnu en af de skamroste af årets juleøl, Carlsbergs bud på en jule-specialøl fra deres specialølsbryggeri på det gamle anlæg i Valby – Julebock fra Husbryggeriet Jacobsen. Jeg stødte tilfældigvis på den i Netto tilbage i november engang, og blev positivt overrasket over prisen, som jeg ikke længere kan huske. Men mon ikke den har ligget et sted mellem begyndelsen og midten af 30’erne, hvilket ikke er for dyrt for 0,75 l stærkt øl.

Til gengæld er den for stor til, at jeg gider drikke den alene, så jeg tilkaldte forstærkning i form af flytte/Radleranmeldelseshjælp, den navnkundige Gedved, der samtidig kunne prøvesmage årets batch af min kære viv Lindas julesmåkager. De var som altid til 6 stjerner.

Gedved og jeg var enige om bryggets duft. Sødt og småsyrligt uden at gøre noget væsen af sig. Brygget ligner ellers det, det er, en kraftig og dunkel, omend gennemsigtig øl, med gyldent nøddebrun lød, og kraftfuldt, cremet og klæbrigt, gulligt skum. Det visuelle fejler dermed intet, og under konsumption, kan man beundre de fine, fnuggede labyrinter som skummet tegner på glassets inderside.

Smagen er forventet kraftig som følge af den højere alkoholprocent, der er karakteristisk for bock. Den vækker dog ingenlunde mindelser om tunede spritterøl, eller andet fælt. Dertil er den fyldige sødme både for kraftig og for velgørende til. Udover malt mærker man en berøring af vanille og farinsukker – denne gang endda helt uden, at sidstnævne (eller for den sags skyld førstnævnte) er tilsat. Rent er brygget dog ikke, da det er tilsat kuldioxid frem for at lade gæren alene sørge for brus og bobler.

Gedved blev mindet om Irish Coffee, hvilket sød sprittethed og en præsent humlebitterhed i eftersmagen taget i betragtning godt kan genkendes af undertegnede. Linda indskød kækt, at den måtte smage af fløde, hvis det ellers var en god øl, eftersom det var eneste gode, hun kunne komme i tanker om i en Irish Coffee – nårh ja, og farinsukker selvfølgelig.

Overordnet var Gedveds holdning til brygget noget mere lunken end min egen. “Det er en god øl, meeen …” Vurderingen var iflg hans eget udsagn også præget af en generelt og sund skepsis over for Carlsberg. En skepsis, jeg bestemt deler, men ikke lader influere på mine anmeldelser. Enige var vi dog om at den som juleøl betragtet er væsentlig bedre end det jævne standardsprøjt, som Carlsberg også sender ud.

Op på niveau med de bedste juleøl indtil videre, når den dog slet ikke. Gedved bemærkede desuden, at han ikke syntes, den var særlig nok til at kvalicere sig som special- eller luksusøl, men at han da nok ville drikke flere af den, hvis den blev lanceret som standardjuleøl side om side med andre almindelige julebryg.

Opfordringen er hermed givet videre sammen med Gedveds karakter:

3-en-halv-stjerne

Selv er jeg en kende mere rundhåndet:

 

4-stjerner

Jacobsen Abbey Ale, Carlsberg

“En halv øl”

Jeg skulle lige til at skrive, at klosterøl åbenbart er voldsomt oppe i tiden. Skands, Ørbæk og Carlsberg har én – blandt mange andre. Nærværende øl er dog en gammel sag, så klosterølfrekvensen er næppe en nutidig tendens, men snarere noget, der er præsent (og hypet) hele tiden.
Denne øl er da heller ikke ny, men blev lanceret i 2001, hvor den indgik i Husbryggeriet Jacobsens Semper Ardens-serie, som efterhånden er gledet helt ud af Carlsbergs repertoire. Dog ikke mere, end at noget af det fortsætter i Jacobsen-brandet.
Carlsbergs specialøl i Jacobsen-serien er lidt en blandet fornøjelse, hvilket er både godt og skidt. Det gode er variationen og innovationen. Bryggene spænder bredt i type, og de få bryggere, der rent faktisk stadig holder til på Carlsbergs oprindelige bryggeri i Valby (hvor Jacobsen-øllene produceres), er ikke blege for at eksperimentere. Eksperimenterne falder bare ikke altid lige heldigt ud, og det er i det hele taget lidt skidt, at kvaliteten også har det med at svinge – fra nærmest udrikkeligt til aldeles vellykket.
Jeg havde sat øllet på bordet samme aften som jeg og Gedved skulle afprøve diverse radlere for at sikre, at vi under alle omstændigheder fik noget ordentligt øl den aften. Men den gennemsigtige lød (trods udeladt filtrering), der fik brygget til at minde om en billig FDB-cola og den syrligt-flade duft af umodne æbler og en vag maltantydning, varslede på forhånd, at brygget nok ikke ville være at tælle blandt de vellykkede Jacobsen-øl.
Da brygget blev sat for munden, stod det klart, at aftenen ville komme til at handle mere om sodavand og limonade end om øl. For også denne øl mindede mere om førstnævnte end sidstnævnte i smagen. Brygget besidder en vis sødme, der minder mere om sukker – rørsukker ganske vist, men sukker ikke desto mindre – end om sød humle eller sød malt. Samtidig manglede brygget den fylde, som mørkt øl skal give forventning om. Et hint af malt bagom en sødt-syrlig æble-mandarinsmag drejede faktisk det overordnede billede i retning af en øl iblandet cola – eller måske endda cola iblandet øl.
Og mens brygget skvulpede rundt i munden, og man prøvede at presse lidt ekstra smag ud af brygget, tittede eftersmagen frem, – og det hjalp ikke spor. En sær, syrlig smag af umodne rabarber prikkede uskønt ved mandlerne og ned langs gummerne, mens brygget gled ned i halsen. En lettere pinlig afslutning på en øl, der i betragtning af, at skulle være en specialøl, mest må betegnes som mislykket. “En halv øl” – som Gedved præcist formulerede det.
Bevares, det smager da ikke grimt (bortset fra eftersmagen) men god får ingen mig til at sige, den er.
2-en-halv-stjerne

Jacobsen Extra, Carlsberg

Sats dog på dette …

Vi mangler stadig at få besøg af mange af vores københavnske venner i den nye Amagerkanske hippiehybel. Men i forgårs fik vi gjort lidt ved det, da en af mine gamle venner fra kollegietiden kom forbi til middag. Den stod på nye kartofler, langtidsstegt fugl samt rå rødbede/gulerod-råkostsalat bundet sammen af en tyk, fed flødesovs, lavet på fjerkræskyen – alt sammen økologisk, selvfølgelig. Forinden havde min viv ytret ønske om, at de øl, vi serverer for gæsterne også burde være økologiske, og det inspirerede mig til omsider at få afprøvet denne øl på bloggen.

Jacobsen Extra fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen, der forøvrigt har til huse på Carlsbergs gamle, oprindelige bryggeri i Valby, er Jacobsen-seriens pilsner. Det er også den eneste økologiske øl fra Husbryggeriets Jacobsen, og som de andre øl derfra, forhandles den mestendels i store 0,75 l. flasker. Det er mere, end jeg gider drikke alene, så da der kom gæster, der skulle have økologisk øl, var lejligheden til endelig at få den afprøvet perfekt.

Jeg har prøvet denne øl tidligere, men det ligger flere år tilbage, og jeg tror ikke engang, jeg har snydt, og overhovedet prøvet den i bloggens snart treårige levetid. I modsætning til fx Jacobsens udrikkelige Rose Wit har nærværende øl dog kunnet modstå tidens tand (og er ikke taget af markedet) – jeg gætter på, det skyldes, at dette bryg rent faktisk er værd at drikke. Jeg husker i hvert fald, at jeg har drukket denne øl tidligere med en vis begejstring.

Brygget er et par toner mørkere end van(d)lig Carlsberg-pilsner, fyldigt ravorange ikke ulig Harboes abrikos-sodavand – uden yderligere sammenligning forstås. Skummet bruser kridhvidt, og brygget bobler lifligt, hvilket minder én om, at man på etiketten har læst, at den er tilsat ekstra kulsyre. Den afgiver en kraftig og fyldig, rund pilsnerduft. Jeg krummer lidt tæer ved min associationen om en stald – men fjerner man det ubehagelige ved staldlugten, og dvæler ved ensilagen, så rammer duften fra en Jacobsen Ekstra den samme varme, fyldige duft af et velholdt staldanlæg.

Nej – jeg er ganske ærlig. Jeg synes, at staldluft kan være meget rar – det vækker gode minder om en gård, jeg tit var ude at besøge som barn. Jeg er ikke ude i en påstand om, at Carlsbergs øl lugter af komøg. De, der har gode oplevelser fra gårde rundt omkring vil vide præcis hvad jeg mener.

Vel – videre til smagen. Det er pilsner i en helt anden klasse end Carlsberg og andre industribryggerier herhjemme ellers brygger. Smagen er kraftigt krydret af humle, afrundet af en rund frugtfylde, der samtidig gør brygget blidt, rart at have i munden og vederkvægende. Som det meste velhumlede og bitre øl smages det faktisk bedst, når det når bagtungen og er gledet ned i halsen. Herefter klæber en velpolstret bitterhed af hassel- og valnødder sig til gane og mandler og masserer tungens bagerste smagsløg blødt og varmt.

Det er svært at finde andet end massiv humlebitterhed i smagen, og man undres over, hvad der samtidig gør øllet så rart og letdrikkeligt. Man søger forgæves efter svar i nogle søde toner – for et eller andet må der da være, der står bitterheden imod, men fortungen leder forgæves. Derimod er det bryggets unikke fylde og rundhed, der holder hask- og beskhed tilbage – bitterheden komplimenteres af noget nær den bedste mundfornemmelse, jeg har oplevet i nogen øl.

Det er ikke tit, jeg roser Carlsberg, selvom det dog er sket før. Dette bryg er mesterklasse, en i grunden jævn pilsner, der bare kan så meget mere end nogen anden pilsner, jeg har smagt herhjemmefra. Carlsberg burde virkelig satse hårdere på denne slags øl – øl, der smager af noget – øl med karakter – øl, der bærer budskabet om sine kvaliteter i sig selv, frem for at poste millioner og atter millioner i markedsføring af det ene smart-beer-flop efter det andet.

Carlsberg har netop lanceret en storstilet reklamekampagne for endnu to smarte Tuborg-produkter; deres Tuborg Grøn Ultra, som bloggen allerede har haft under kærlig behandling, samt en radler ved navn Tuborg Sommer. De markedsføres henholdsvis aggressivt og smålummert, og i begge tilfælde skingert og skrigende. Håbet er vel, at hvis man skriger højt nok om et produkt, og emsigt, nidkært og repetitivt banker ind i knolden på forbrugeren at dette produkt er smart, vildt, proaktivt, dynamisk, ungt, og andre hule buzz-words, så ender folk med at tro på det.

Erfaringerne viser noget andet. Tuborg Lime Cut omtales ikke længere på Tuborgs hjemmeside. Jeg ved ikke, om det betyder, at den er taget af markedet, men den ses sjældnere og sjældnere på supermarkedernes hylder, så spørgsmålet er, om det er restlageret, der er ved at blive tømt. Cults forsøg på samme buldrende markedsføring af deres underlødige Kay-Sar er et andet godt eksempel.

Men hvis nu Carlsberg hældte denne øl på nogle flasker i passende størrelser, så folk kunne få den pilsner, de så gerne ville have, men i en version, der smagte af noget … Så ville ølmarkedet herhjemme måske begynde at rykke lidt mere. Brygget ville klare reklamen selv – folk ville købe det, fordi det smager godt, og ikke fordi et team af smarte og dyre marketingfolk siger, at man skal. De smarte og dyre reklamefolk, der nu i flere år har designet det ene flop efter det andet kan spares væk, helt uden at Carlsberg ville miste kunder, for det segment, marketingfolkenes desperate reklamekampagner henvender sig til har i forvejen Somersby.

Opfordringen er hermed givet videre, og nogle af de fyrede reklamefolk kan evt genansættes som bryggeriarbejdere ved Husbyggeriet Jacobsen i Valby – så laver de til en afveksling også noget rigtigt arbejde.
5-stjerner

Jacobsen Forårsbryg, Carlsberg + Påskeøl finale

Så oprandt dagen endelig. Og lille jeg delte den store dag med min familie, hvoraf ingen andre drikker øl. Så jeg måtte nyde 0,75 l. Jacobsen Forårsbryg HELT alene, mens den store begivenhed, jeg har fablet om så længe, rullede ind over vores antikverede billedrørs-tv.

Der var selvfølgelig tale om årets udgave af cykelløbet Paris-Roubaix, aka. Helvede i Nord, aka. En Forårsdag i Helvede – kært barn har mange navne. Og ja, jeg synes, det er meget mere interessant – og vigtigt for selve verdens kosmologi, også selvom det sker hvert år – end det de kristne fejrer påsken for. Når feltet vælter ind på Arenberg er det, med eller uden styrt, en større oplevelse for mig, end at opleve slutningen af sidste kamp ved fodbold-EM, Champions Leage, Super-Bowl og Fodbold-VM … tilsammen. Endskønt flere af disse begivenheder kun finder sted hvert 4. år, så slår det ikke øjeblikket, hvor Paris-Roubaix-feltet rammer den forbandede Pavee i Arenberg-skoven.

Herfra et stort tillykke til vinderen Tom Boonen, samt selvfølgelig til det unge, danske håb Mads Würtz Schmidt, der vandt juniorernes Paris-Roubaix. Det kunne være smukt en dag at få en dansk vinder af løbet, og denne unge mand er nok det bedste bud.

Øllet, der blev nydt til, havde valgt sig selv ved at være den eneste øl fra Carlsbergs ‘Husbryggeriet Jacobsen’-serie, jeg indtil videre har set i Fakta. I det hele taget er det begyndt at se meget MEGET bedre ud med udvalget af ordentlige øl i Fakta, end da jeg startede bloggen her. Jeg håber, at jeg med mine evige tirader om deres ringe udvalg, har været med til at inspirere dem til at rette op på sagerne, for det kan jeg konstatere, at de har gjort. Billigt var det egentlig også – 30 kr. for 0,75 l. er ikke dyrere end andre specialøl – det er kun mængden, der egentlig er for stor til, at jeg ellers gider.

Men til et langt cykelløb går det lige an, (endskønt jeg da hellere havde delt den – men gæsterne udeblev denne gang) og jeg skuede med beundring det mørke, dyborange bryg, der steg op ad glassets inderside, med det fede, gyldne og klæbrige skum på toppen. Jeg havde egentlig ventet et lysere bryg, da forårsbryg netop kendetegnes ved at være lysere end det overvejende Salvator-inspirerede traditionelle bock-påskeøl. Bouquet’en, der iøvrigt kunne mærkes samme øjeblik kapslen løftede sig, pegede til gengæld mere i retning af en forårsbryg. Den var mest præget af sød, aromatisk humle.

Smagen er hyldeblomstagtigt sød, men har samtidig en bocks tyngde. Sødmen ledsages af en sprød, tør humlesmag med en nøddeagtig fylde og en ganske velafstemt, prikkende syrlighed af clementiner, der runder smagen af med en sprudlende friskhed. På den måde træder det forårsagtige vel igennem, og det er i sig selv et lille kunstværk, at en øl med en sådan tyngde samtidig kan være forårsagtigt frisk.

4-en-halv-stjerne

Hvad angår de øvrige påskeøl, har jeg i år været ganske tilfreds. Dette skyldes nok, at jeg især er gået efter kvalitetsprodukterne og mikrobryggene frem for de store selskabers bud. Vinderen er suverænt Herslev Bryghus’ Økologiske Påskebryg, og taberen er Thisted Bryghus’ Påske Stenøl. Endskønt Harboes Dansk Påskebryg scorede en lavere karakter, er Thisted Bryghus’ noget tvivlsomme resultat (og brygmetode med tilsætning af stoffer, der ikke hører til i øl) mindre forventeligt, end en uinspirerende discountpåskeøl fra Harboe.

Jeg håber at læserne har haft en god påske, og nydt de mange påskeølsanmeldelser her på bloggen. Selv er jeg glad for at have nået dem allesammen, før højtiden oprandt. Det er vist første gang det lykkedes.

Dobbeltsmagning: Jacobsen Velvet Ale + Rose Wit, Carlsberg m. gæsteanmeldere (Det nye Carlsberg VI)

– We are not amused – or impressed.

I går havde vi besøg i hippiehyblen af et par af rigtig gode venner fra den tid, hvor jeg som anarkistisk hippie-metallist tonsede rundt og legede punker på indre Nørrebro. Anledningen var alle tiders til at smage på nogle gode øl – der var jo nogle Thy-øl tilovers efter Thorolfs fødselsdag – samt de sidste to øl, som Carlsberg for nylig har udsendt som led i deres relancering.

Der er tale om to øl fra Carlsbergs eksklusive – og i mine øjne alt for dyre – Jacobsen-serie. Særligt dyre er de jo egentlig ikke, når man ser, hvor meget øl, man får for de 35-40 kr. de koster stykket, for hver flaske indeholder 75 cl. Til gengæld er det en mængde jeg i hvert fald ikke gider drikke på en gang, og det bliver man jo nødt til, når der ikke er skruelåg på.
Men det kan passe nogenlunde, når man deler den – og når man så kan erhverve to styk for under tres kroner inklusive pant på slagtilbud i Føtex, så begynder det jo efterhånden at se acceptabelt ud. Såvidt priser og mængde – det store spørgsmål er så, om også kvalitet og smag er acceptabelt.
Det var i hvert fald et par engagerede gæsteanmeldere, der som tidligere fast inventar i det Københavnske punk-miljø begge har en holdning til øl på omtrent samme baggrund som jeg: Uden at være eksperter udi malt- og humletyper eller brygteknik, er øl noget Annemarie, Jacob og jeg holder meget af, og vi ved hvad vi kan lide og ikke kan lide, og vi er i stand til at give udtryk for det på en underholdende måde – det er mere end rigeligt til at kunne anmelde øl.
Jacobsen Velvet Ale:
“Det er en amerikaner! Eller sådan en mexicansk sommerøl, Corona eller noget i den retning,” kommenterede Jacob på den meget lyse væske, der let- for ikke at sige småfesent-skummende var blevet hældt op i hans glas.
“Den er i hvert fald meget lys, den kunne godt ligne sådan noget … Sol for eksempel,” tilføjede Annemarie.
“Og meget hvidt skum, der falder hurtigt,” mumlede jeg.
Der var ikke den store uenighed endnu. Udseendet pegede dog ikke i retning af nogen særlig oplevelse.
Herefter blev der snust til varen.
Annemarie udbrød: “Vinøs”, mens Jacob var noget mere forbeholden, “Den er uden duft. Selvom jeg stikker snuden helt ned i skummet, så mærker jeg ikke noget som helst. Og så mærker jeg det højst meget svagt.” Selv havde jeg ikke meget at tilføje, duften var vitterlig ret svag, men jeg kunne godt ane de vinøse træk, Annemarie kunne spore.
Da produktet skulle smages, var Jacobs dom klar; “Den smager som Somersby uden smag. Det forekommer mig at være en fejlproduktion af Somersby, hvor man har glemt at give den smag, og så har man hældt den på de her flasker i stedet.”
“Den har jo overhovedet ingen eftersmag” bemærkede Annemarie som det første, men var ellers knapt så afvisende. “Jeg kunne nu godt se mig selv drikke den. Fx ville den være god på en rigtig varm sommerdag i parken, efter man er cyklet hjem fra arbejde. Den vil fungere rigtig godt som en læskende sommerpilsner.
“Ja, den er læskende, det er den,” indrømmede Jacob.
“Jeg kan godt mærke det hvidvinsagtige i smagen,” sagde jeg, “men det er ikke nogen god hvidvin,”
“Nej hvidvin er mere tør,” sagde Jacob.
“Der er jo også forskel på hvidvin, og det her ligner klart en sød hvidvin,” fortsatte jeg.
“Ja, sød,” svarede Jacob, “det minder om det der billige tyske paphvidvin, hvad hedder det?”
“Liebfraumilch?”
“Ja! Liebfraumilch,” udbrød Annemarie og Jacob i munden på hinanden, og Jacob fortsatte: “Det drak jeg så meget af, dengang, og det var bare billigt.” Vi andre nikkede indrømmende. Alle punkere har haft deres Liebfraumilch-perioder.
“Jeg kunne godt forestille mig den som aperitif,” indvendte Annemarie, og det endda uden, at hun havde læst etiketten, hvor netop denne brug foreslås.
“Ja, måske”, svarede Jacob, “men jeg ville aldrig gide drikke en hel spand af dem, selv hvis det var meget varmt. Det virker den også for flad til.”
“Der er ikke meget brus i,” sagde jeg, “men det generer ikke mig – det er der meget øl, der ikke har.”
“Ej, men det skal de helst have, hvis de skal være forfriskende,” indvendte Jacob.
Selv måtte jeg indrømme, at den faktisk smagte bedre end jeg havde forventet. “Men fungerer den som øl, når den nu smager så meget af sød hvidvin?” spurgte jeg mere eller mindre retorisk.
“Jeg ville til enhver tid hellere købe en Briscati til kr. 24,” svarede Annemarie.
“Jeg vil heller have 6 Corona. De smager bedre – og mere af øl,” sagde Jacob.
Vi var dog alle enige om, at den egentlig klædte den dessert, en æble-crumble-cake, som min kære viv havde komponeret af de fineste økologiske råvarer ganske udmærket. På forhånd havde jeg fortalt, at det åbenbart er en øl, der er målrettet kvinder, hvilket også Carlsbergs markedsføring antyder. Det hævdes på etiketten, at den passer til Sushi, dampet fisk og friske grøntsager. “Det er jo også sådan noget kvindeæde” bemærkede Annemarie med lige dele hån og sarkasme, og samtlige forsamlede – min viv, der ikke drikker øl inklusive – var i hvert fald enige om, at Carlsbergs lancering af denne “kvindeøl” hviler på nogle meget stereotype forestillinger, som hverken de tilstedeværende kvinder eller mænd kunne nikke genkendende til.
Karaktergivning:
Annemarie: Den smager egentlig udmærket, men den er ikke supergod. 3 stjerner.

3-stjerner

Jacob: Fordi den minder mig om mexicanske øl, skal den have … 3 sombrerohatte, og så trækker jeg ½ fra, fordi den er flad og skulle være målrettet kvinder. (Redaktionen har ikke kunnet fremskaffe et ordentligt sombrero-ikon, så her kommer karakteren i form af stjerner i stedet – red.)

2-en-halv-stjerne

Kaj: Som øl er den nærmest mislykket, men den smager faktisk ikke dårligt. Den smager faktisk godt, uden ellers at være fantastisk på nogen måde. 3 stjerner.

3-stjerner
Jacobsen Rose Wit:
Annemarie og Jacob vidste godt, at Linda og jeg laver vores egen tegneserie for tiden, men de var ikke up-to-date med den. Vi fik lidt kvalitetstid til at gå med at vise den frem, og så var det ellers tid til mere dessert, og den anden Jacobsen-øl, Rose Wit. Den havde i mellemtiden fået lidt temperatur, hvilket jo i udgangspunktet er godt. Imidlertid fremgik det af etiketten, at den skulle nydes isafkølet, så vi fik den ikke drukket efter bryggeriets anbefalinger.
Min erfaring er imidlertid, at man altid smager en øl bedre, når den har fået temperatur. Dette skal forstås således, at smagsnuancerne træder bedre frem, når øllet ikke er helt koldt. Det gør derfor potentielt større skade for mulighederne for at smage øl ordentligt, hvis det køles for meget ned, og undertiden kan dette få øl til at smage decideret grimt. Jeg har ofte drukket øl meget langsomt, og jeg mindes endnu ikke en øl, der kom til at smage meget grimmere af at få temperatur – tværtimod husker jeg bl.a. de tynde amerikanske øl som nogen, det blev mig anbefalet at drikke HELT koldt, og hvor det viste sig, at det ikke skæmmede dem at få noget temperatur.
Kort fortalt tror jeg ikke, at øl kommer til at smage værre, hvis de får temperatur. Hvis de ikke smager godt ved 8-9 grader skyldes det, at den dårlige smag skjules af den lave temperatur, så når det anbefales, at en øl skal drikkes kold, skyldes det oftest, at den i virkeligheden ikke smager godt. There I said it!
Og med disse ord videre til anmeldelsen af den – i bryggeriets øjne for varme Rose Wit, som vi til gengæld kunne smage ordentligt.
“Det ligner Rosé-vin. Rosé-vin med skum” bemærkede Jacob som det første.
“For mig er det svært at vænne mig til en ny farve. Det ligner jo slet ikke øl,” sagde Annemarie, “den er så’n underligt saftevandsrød, jeg tror iøvrigt det matcher flasken, det kunne være skægt at se, om alle Jacobsen-øl gør.”
“Det gælder næppe Extra Pilsner,” indvendte jeg “for den flaske er grøn”.
“Nej, det kan jeg selvfølgelig godt se.”
“Det er ellers et meget flot og tæt, skum I har” sagde jeg, og kiggede på min egen, der, da jeg hældte den op, brusede kraftigt og hurtigt stigende, hvorefter brusen lige så hurtigt kollapsede og mest gav mig indtrykket af tynd, grumset hindbærsodavand. Men på Jacob og Annemaries blev det stående længe – tæt fyldigt og med en snert af bryggets lyserøde farve.
Jeg stak nu næsen ned i mit glas og trak vejret dybt ind. Og så trak jeg det ind igen, og igen – og der meldte sig intet. Her måtte jeg komme med en indrømmelse; “Jeg har jo faktisk snydt lidt,” sagde jeg “og duftet til den, lige da jeg hældte den op, og den stadig bruste, og da syntes jeg, den bare lugtede surt.”
De andre snuste til deres endnu skumfyldte glas.
“Igen skal jeg have skum i næsten, for at kunne dufte den, og alligevel mærker jeg intet. Måske lige noget svagt surt, ellers ingenting,” sagde Jacob.
“Jeg er enig – jeg mærker ingenting, eller noget svagt surt” sagde Annemarie.
“Men den smager af resten af æblekagen,” udbrød Jacob efter at have sat glasset for munden.
“Jeg synes mest den smager af sure bær,” sagde jeg uforstående overfor, at noget kunne smage os så forskelligt. Men Jacob var ikke sen til at forklare sig.
“Jo jo, den smager af resten af æblekagen. Hvis du prøver at spise noget æblekage, og så smager på øllet, så kan du smage æblekagen bagefter.”
Som sagt så gjort, og jeg måtte give ham ret. Havde man smagen af min vivs uovertrufne æblekage i munden, når øllet blev hældt i gabet, så smagte man faktisk æblekagen. For øllet var simpelt hen for svagt i smagen til at overdøve den. Nu er det selvfølgelig også min vivs æblekage, men det er alligevel usædvanligt for en øl, at efterlade sig et vagt indtryk.
“Men hvis man ikke spiser æblekage først,” indvendte jeg, “så smager den af saftevand lavet på sure bær,” (rønnebær tænker jeg i skrivende stund, hvor det selvfølgelig er alt for sent at foreslå det under selve smagningen) “hvor man fuldstændig har undladt sukker. Sådan smager den: Af tyndt, surt saftevand uden sukker – og så gær, og det hjælper ikke.”
“Den er i hvert fald hurtigt drukket og glemt. Lige til at hælde i halsen,” sagde Annemarie
Annemarie: Jeg vil give den to stjerner. Den er virkelig ikke særlig god.
2-stjerner
Jacob: Jeg vil give den … 1 papnæse! (Heller ikke en sådan besidder redaktionen en ikonografisk gengivelse af. Vi må atter nøjes med stjerner.)
1-stjerne
Kaj: Jeg vakler lidt mellem en og en halv stjerne. Jeg synes den vitterlig smager grimt, virkelig surt, og i betragtning af, at den er en del af Carlsbergs eksklusive kvalitetsspecialølsserie og jeg skal komme efter dig … Nej, en halv stjerne!
1-halv-stjerne
Mildt sagt var vi ikke imponeret af Carlsbergs nye såkaldte kvinde-øl. De rangerer i kvalitet fra middelmådig til decideret uacceptabel – i mine øjne i hvert fald. Desuden havde vi også lidt svært ved at gennemskue hvilken målgruppe Carlsberg egentlig forsøger at ramme.
“Som jeg ser det,” sagde jeg “så prøver Carlsberg at fange nogle af dem, der drikker Somersby – men det producerer de jo også selv, så de bruger enorme ressourcer på at flytte folk, der er gået fra gyngerne til karussellen tilbage på gyngerne, og jeg forstår det simpelt hen ikke.”
“Måske er det Champagne- og Asti-segmentet, som de prøver at få fat på” sagde Annemarie, “det er dem, der hverken drikker øl eller Somersby, og det er nok også mest kvinder, hvis man endelig skal lægge den vinkel på det.”
“Ja, men det kan jo ikke være mange,” indvendte jeg.
“Men der er jo de helt unge,” sagde Jacob, “de 15 til 20-årige, de er mange af dem, der slet ikke drikker. Der er faktisk et marked der, der kunne være noget potentiale i.”
“Jeg tror, at en stor organisation som Carlsberg har rimeligt tjek på, og har lavet masser af undersøgelser af, hvad folk vil have,” supplerede Annemarie.
“Efter at have smagt de her øl, der tvivler jeg mere på netop det end nogensinde før,” sagde jeg, “og de der undersøgelser de viser jo ikke en skid – andet end hvad virksomheden vil have dem til at vise.”
Således sluttede ølsmagningen – skuffet over øllets kvalitet, men glade for hinandens selskab. Carlsbergs såkaldte kvindeøl slog os med langt mere undren end begejstring, og hvor man måske godt kunne forestille sig, at en Velvet Ale kunne nydes under de rette omstændigheder, så var dette ingenlunde tilfældet med Rose Wit.
Jeg vil gerne sige tak til Annemarie, Jacob og deres lille datter Frida, for at lægge vejen forbi, og heldigvis havde jeg da også nogle gode øl til dem, selvom de også måtte trækkes med Carlsbergs sære konceptsprøjt.
Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme