Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Carlsberg

Brewmasters Hoppy Alpen Weisse, Carlsberg

2017-06-02 16.40.48Humle uden humle …

Det lykkedes mig at blamere mig for guderne må vide hvilken gang, da jeg for et par dage siden sidst prøvede en ‘Brewmasters’ øl. Dels kaldte jeg den ‘Brewmasters Collection‘ – uden at bemærke, at ‘Collection’ var blevet fjernet fra brandnavnet (af uvisse årsager), dels harcellerede jeg over en manglende apostrof. På min facebookside fulgte en længere diskussion om, hvorvidt apostroffen var nødvendig i navnet eller ej. Idet jeg ivrigt og engageret diskuterede udfra forudsætningen om, at det fortsat var det fulde navn – Brewmasters Collection, der blev brugt, endte det med, at jeg slagen måtte sænke flaget og vedkende nederlaget …

Men uanset hvad er det godt nok også noget af en ‘collection’, Carlsberg har samlet sig. En parade af ligegyldige smagsfattige vanderstatninger alle til hobe. Det kan såmænd godt være, at nogle bryggere – industribryggere fx – ville lægge navn til den slags, men en mesterbrygger? Mester i at brygge hvad? Mosevand?

Duften er i hvert fald derhennead, omend jeg hårdt presset må erkende, at brygget her trods alt dufter bedre end vandet ved bredden af Utterslev Mose. Men det syrligt-sure, der er kendetegnende for hvedeøl og i en eller anden grad mosevand, er i hvert fald ganske præsent med en blanding af græs og lime. Man kan også glæde sig over bryggets evner til at skumme lige som hvedeøl gerne skal – med den nydeligste frygerhue (eller smølfehue) som resultat. Op over Weissbierglassets kant rager skumkronen kækt, selvom flasken igen kun indeholder mystifistiske 44 cl. Humlen, som man loves i bryggets navn, må man til gengæld lede længe efter.

– Og det gælder også i smagen. Brygget glider lystigt ned til glæde for den tørstige hals. Smagsløgene til gengæld keder sig bravt, og venter aldeles forgæves på humlen. I stedet forsøger produktet at spise dem af med nogle diffuse, vandige grapenoter, der såmænd nok ville gøre glæde, hvis der også var enten bare en smule anden smag, eller bare lidt mere af samme.

Med “Hoppy” i navnet læner Carlsberg sig de facto op ad falsk varebetegnelse. Men da der jo nok er tilsat en enkelt blomst eller to i mæsken, kan de vel gemme sig bag det, hvis anklagen skulle gå hen og blive alvorlig. ‘Watery’ havde nok været mindre tillokkende men til gengæld meget mere ærligt og rammende.

Og det skulle forestille specialøl …

1-en-halv-stjerne

Brewmasters Collection American Pale Ale, Carlsberg

2017-05-29 17.57.40Som forventet …

Den irriterer mig, den manglende apostrof i Carlsbergs (begrædelige undskyldning for en) specialølserie “Brewmasters Collection”. Det burde have heddet “Brewmaster’s Collection” – men det var nok ikke faget engelsk, der stod øverst på skoleskemaet i marketinggrafikerens købmandsuddannelse. “Blind lydighed over for klienten” stod nok væsentlig højere sammen med faget “sælg ud af faglighed for ussel mammon”.

Jeg skammer mig en smule over, at jeg ikke har kommenteret fejlen tidligere. Jeg har svært ved at tro, at jeg indtil nu har overset den, men der måtte vel være mere graverende ting at harcellere over end den sproglige fejl – ja, tænk at det overhovedet er muligt. På den anden side har der hele tiden været rigeligt at brokke sig over ved øllenes kvalitet, så måske det var dét, der vejede tungere?

Men man kan jo altid håbe på, at det er nu vinden vender, og serien – der indtil nu ikke har været andet end en skuffelse – endelig tager revanche og viser sit værd. Håbet er lysegrønt men ikke desto mindre så spinkelt, at jeg i første omgang gik i en stor bue uden om denne, da SuperBrugsen på Vesterbro krævede en uforskammet tyvekrone for den (og for en anden i samme serie, som jeg vil vende tilbage til). Senere fandt jeg den i SuperBrugsen Hvalsø for 12 kroner – og for 44 cl. (det er kvantummet – don’t ask me why) er det næsten ikke uforskammet, selv hvis brygget er som forventet.

Og det er det så også i vid udstrækning. Farven er ellers nydelig kobberrød med cremet, standhaftigt gyldent skum. Men allerede når man stikker snudeskaftet ned mod flødetoppen varsles skuffelsen. Duften er meget svag og minder egentlig bare om fortyndet fløde. Man håber at aromaen er gemt i smagen, men så heldig er man desværre ikke.

En flad småbitter impression af paranødder er alt hvad brygget byder på. Paranødder lyder måske fint og rart, og jeg kan også godt lide de aflange, mørkebrune, næsten-umulige-at-knække skalfrugter, men deres bitterhed er bare alt for venlig og mild til at egne sig rigtig godt i øl. Næh – lad mig få bitre hasselnødder og sofistikerede valnødder.

Vel – decideret grimt smager det ikke. Det smager heller ikke alt for meget af vand, men det smager bare heller ikke af nok. Brewmasters Collection er fortsat en jammerlig omgang, man som anmelder mere skriver om af pligt end af lyst. Og hvad bryggeriet Carlsberg angår, ja så bekræfter brygget alle fordomme om producenten som en anonym mainstreammastodont – selv når det, der brygges, skal forestille at være specialøl.

Tolv kroner var måske alligevel uforskammet.

2-stjerner

Carls Selection Bank Square Pale Ale, Carlsberg

2017-04-30 19.25.17Et lille stykke England …

Denne øl fandt jeg i Irma. Et lille skilt på hylden, den stod på, bedyrede, at der var tale om ‘Carls Pilsner’. Dermed lykkedes det ikke bare Irma at betegne brygget skrupforkert som type mens den rigtige type højt og tydeligt stod på halsetiketten – nej, det fancy det-velstillede-speltsegments-supermarked formåede endda samtidig at henvise til en helt anden øl i samme serie, nemlig Carls Selection Pilsner.

Måske var det bare sidstnævnte, der før havde stået på pladsen, og en træt – eller måske snarere indifferent – medarbejder havde blot mokket nogle øl op samme sted, der lignede. Økologisk er den i øvrigt heller ikke, som der står på prisskiltet. Det er sådan noget, man næppe ville undre sig over i discounthandlen – men i Irma? Stram op!

2017-04-28 14.16.42Brygget er som allerede antydet en del af Carlsbergs ‘Carls Selection‘-serie. Som konkurrent til Royal Unibrew har man omtrent 1:1 kopieret sidstnævntes koncept med at brygge en række specialøl med udgangspunkt i stifternes visioner, oplevelser og livshistorier. Royal Unibrew har været relativt produktive med deres Lottrup og Schiøtz-serier, mens Carlsberg først nu lancerer en fjerde øl i deres serie – de tre første blev lanceret tilbage i 2015.

Hvad tilbageholdenheden måtte skyldes, står hen i det uvisse. Historien på bagetiketten skal man dog ikke snydes for. Tilbage i 1866-70 var Carl Jacobsen på uddannelsesrejse i England, hvor han i byen Burton-upon-Trent studerede kunsten at brygge den lokale Pale Ale. Det er anledningen – resten er historie, der mest af alt handler om den vandige pilsner, som bryggeriet siden fik som hovedprodukt og som er af en ganske anden type.

Men Burton-upon-Trent er åbenbart kendt for brygning. Det burde jeg måske have vidst, men det eneste jeg havde hørt om byen tidligere var, at man på de lokale værtshuse ville få en ordentlig dragt prygl, hvis man skulle have den nederdrægtighed at postulere, at Freddie Mercury var homoseksuel da han endnu levede. – Såvidt i hvert fald Ian, en møbelsnedkerstuderende jeg lærte at kende på Grønjordskollegiet på Amager i min studietid.

Med til anekdoten hører, at min gode ven Joachim inkasserede – ikke en dragt prygl, men dog en velplaceret og effektiv lammer, da han kækt bemærkede til ovennævnte historie, at bynavnet ellers var en nydeligt titel til et levende homoerotisk billedværk … eller okay – det var vist ikke de ord, han brugte, men derimod ‘hardcore bøssepornofilm’.

Ian, der ellers ikke virkede videre stolt over byens rygte, var alligevel et bysbarn i en eller anden grad.

Brygserien føres i øvrigt under sloganet “En rejse ud i øl”. Jeg må se, om jeg en af dagene kan få taget mig sammen til at tage mig sammen til at få hyret en god advokat til at afkræve nogle royalties af Carlsberg for den omgang. Mit gamle slogan var jo “En rejse gennem øl og andre oplevelser”. Snublende nært, hvis man spørger mig.

Selve øllet – ja, det nåede vi så endelig frem til, fremviser en lækker, kobberorange lød under et storboblende, knitrende hvidt skum. Det er flot uden at være usædvanligt. Brygget dufter af humle – hverken markant eller uengageret, men dog med en egetræskant, der forhindrer det i at føles kedeligt.

Brygget byder i første omgang på en godkendt klæbende, bittersyrlig aroma af løvtræ og ikke helt modne æbler. Smagseksplosionerne og overraskelserne kan man lede længe efter, til gengæld undgår brygget behændigt at blive langtrukkent, endsige ubehageligt på nogen vis.

Det er en nydelig middle-of-the-road-repræsentant for den britiske pale ale. Oftest er middle-of-the-road-repræsentanterne uinspirerende og ligegyldige, men denne hæver altså middel-of-the-road-karakteren op på et niveau, man sjældent ser. Den manifesterer selve den britiske pale ales væsen og navnlig dens velgørende væsen. Et lille stykke autentisk England, leveret i en uprætentiøs pakke, der sin upåfaldenhed til trods viser sig at være en nydelse.

Det er altså lidt fedt alligevel.

4-stjerner

Carls Selection Bock, Carlsberg

2015-11-13 17.07.06Ikke dårligt … for en Carlsberg

Carlsbergs småforkølede forsøg på at lave en specialølserie svarende til Royal Unibrews Lottrup– og Schiøtz-serier er indtil videre forløbet med svigtende held. Stout‘en var i bedste fald middelmådig, og pilsneren i værste fald rædselsfuld.

Carlsberg er på alle leder og kanter et industribryggeri, der manifesterer alle negative konnotationer, man forbinder med det angelsaksiske udtryk ‘corporation’. Virksomheden er absurd enorm, anonym – og hvor det gode øl kun tilforn var i højsædet sammen med det ædle formål, udtrykt i sloganet “laboremus pro patria” – “vi arbejder for fædrelandet”, så arbejder firmaet nu kun for at proppe endnu flere penge i de griske aktionærers lommer. “Laboremus pro pecunia” er det nye valgsprog, som Line Rosenvinge så fint skriver det i sit fine debatindlæg i Børsen.

Kort efter at indlægget røg i pressen (eller i hvert ud i cyberspace i form af en masse etter og nuller) kunne Carlsberg i øvrigt afsløre – sådan bare lige, med et tilpas afmålt kvantum demonstrativ sadisme – at de nu ville afskedige 2000 medarbejdere som led i en spareplan.

I stedet for at tænke nyt, og for eksempel investere sig ud af sit underskud, vælger Carlsberg at skære ned i et forsøg på at redde virksomheden. Når virksomheden engang opdager, at der er grænser for, hvor meget man kan skære, før der ikke er noget at skære af længere, er foretagendet nok også så sammenligneligt med et afpillet kadaver, at det let som ingenting sluges af Inbev, der allerede i dag står for salget af hver 3. øl i verden. De føromtalte griske aktionærer vil sikkert klappe i deres små hænder, de borgerlige vil juble over Carlsbergs visionære virksomhedsledelse (som egentlig bare vil bestå i passivt at lade sig æde levende … eller – næsten da) mens det meste af venstrefløjen vil trække på skuldrene og slå det hen som en del af den uundgåelige ‘udvikling’. Nogle gange hader jeg verden.

Hvis nu Carlsberg i stedet satsede på de små oaser af kvalitet, man faktisk kan finde i deres produktion. Hvis de nu bare undtagelsesvis prøvede at være bare noget lidt andet end de andre industriforetagender …

Som nu fx denne bock. Nydeligt mørk er den med mørkttonet skum og en aldeles lovende sød duft af både kaffe og sukker. Og det er ikke bare kaffe – det er lækker kaffe. Fyldig og aromatisk, og med akkurat den rigtige mængde brun farin i, som jeg i øvrigt aldrig kunne drømme om at putte rigtig kaffe … Det er forresten snyd noget af det. Brygget er nemlig tilsat mørkt sukker – og angiveligt lakrids, men det kan man ikke lugte.

– Eller smage for den sags skyld. Kaffen derimod – den kaffe, der ikke er tilsat, men frembrygget ved brygkunst alene, den kan man smage. På en fyldig, aromatisk arabica-bund glider en let sødme af farin med akkurat den rigtige mængde alkohol til næsten (men også kun næsten) at levere en regulær Irish Coffee-oplevelse. (Altså blandingen af whisky, farin og kaffe. Ikke den uforskammede undskyldning for fortyndet brunt vand, jeg i forne tider blev budt på den grønne ø).

Skal man endelig kritisere og pege fingre ad industriel slendrian, så magter eftersmagen ikke at følge med de fine takter i smagen. Sukkeret dør næsten helt, og kaffebitterheden går fra Irmas dyre, til Nettos billige. Meget ærgerligt er det nu ikke, da smagen i sig selv gør det så godt som den gør.

Det er disse momentane højdepunkter Carlsberg skulle satse lidt mere på, og skabe sig et publikum, der sætter pris på kvalitet frem for anonyme bællebryg.

Men det er nok lige så utopisk at tro på, som at tro på et socialdemokrati, der ikke vil slå Anheuser-Buschs snarlige opkøb af Carlsberg-koncernen hen som et uundgåeligt udslag af ‘udviklingen’.

4-en-halv-stjerne

Carls Selection Pilsner, Carlsberg

2015-10-30 19.50.30Tyndere end standard …

Aldrig så snart man har lavet lidt larm over, at ens bloggerkollega er blevet taget ved næsen af Berlingske Tidende, så tropper selveste den ansvarshavende chefredaktør op for at fremvise sin ‘øvelse i grundlæggende damage control 1’. Jeg kan ikke lade være med at være en smule beæret over, at et af landets absolut største og mest autoritative dagblade finder min blog værdig til at offentliggøre en berigtigelse, eller ‘præcisering’ som det jo så eufemistisk kaldes.

Hvor meget, der stammede fra Berlingskes egen research og hvor meget der var planket fra P77-artiklen, kan vi skændes om til dommedag, men jeg synes i hvert fald, det er fint at Berlingske kommer med en præcisering, og jeg vil derfor heller ikke længere fraråde bloggere at tippe mediet i fremtiden.

Men tilbage til øllet – som en anden kommentator skriver i samme tråd … Dagens bryg er sponsoreret af Christopher, og er endnu et bryg i Carlsbergs nye ‘Carls Selection’-serie, som kan fås til ikke voldsomt mange kroner og ører i bl.a. Kvickly.

Den blev nydt i selskab med en af Lindas gamle bekendte, Rasmus, der i en periode har boet og arbejdet i Skotland. Jeg har selv frekventeret Skotland en del, og elsker landet som var det mit eget, så vi havde en masse at snakke om, mens det gode øl flød i stride strømme.

Derefter tog vi fat på den her. For den skulle vise sig ikke at høre under ‘det gode øl’.

Uagtet bryggeriets fine indpakning kommer brygget kedeligt fra start. Lige fra begyndelsen er det meget for ikke at sige lidt for velkendte noter af jævn standardpilsner, der møder en i det visuelle udtryk og duften. Friskheden er intakt, men det varlser oftere ilde end vel. Humlen er i det mindste det mest markante i en lidt for let bouquet, og de syrlige noter af græs kunne have vinklet forventningerne over i det mere spændte, men da også dette indslag glimrer ved sin slattenhed får det snarere brygget til at virke syntetisk og metallisk.

Aromaen er tilbageholdende, omend nogenlunde markant. Humlen er skarpt afrundet og markant. Humlesmag og vandsmag er klart adskilt, men bare det, at sidstnævnte er til stede vidner om bryggets svag- og vaghed. Og hvor der skulle have været en eftersmag, sætter brygget helt ud. Spiserørets dyb er også glemselens dyb.

Undervejs ændrer brygget karakter, og en diffus sødme indfinder sig. Denne er i bedste fald til mere forvirring end velbehag, for sødmen virker mærkeligt metallisk og syntetisk idet den aldrig heller får lov at folde sig ud.

Brygget er lanceret som del af en slags specialølserie, men jeg har prøvet en hel del industrielle standardpilsnere før, der er væsentlig bedre end denne – inklusive i øvrigt Carlsbergs egen.

Selection? Glem det!

1-en-halv-stjerne

Jacobsen Coffee Mint Stout, Carlsberg

2015-10-16 19.17.42Den er da nydelig …

Egentlig var det meningen, at jeg ville gemme den her til min fødselsdag. Jeg bliver 40 (hele 40) d. 6. november, og ville jo gerne det pæne runde tal med noget ganske særligt.

Sådan blev det ikke, for jeg fik gæster. Marcus, en gammel ven fra min studie- og kollegietid kom forbi samtidig med, at en anden Ole, end den jeg altid fabler om (altså Ole Madsen – det var ikke ham) var på besøg i forbindelse med nogle arrangementer i København. Han skulle sikkert interviewe nogle vildt kendte mennesker eller et eller andet, for til dagligt arbejder han som redaktionssekretær på musikbladet Gaffa.

Jeg ville jo gerne byde de ærede gæster på noget fint, så frem kom denne ‘limited edition’. Den jeg havde reddet i Netto for – var et 40 eller 50 kroner? Urimeligt var det i hvert fald ikke i forhold til mængden) – var nr. 31301. Jeg ved ikke ud af hvor mange. Rent øl er der ingenlunde tale om. Som antydet er det tilsat både kaffe og mint, foruden kulsyre. Mint er vist også første gang som ingrediens her på bloggen. Det skal blive interessant.

Etiketten lyver i hvert fald ikke i forhold til beskrivelsen. Brygget er aldeles natsort og skummet matcher fint i karamelbrankede nuancer. Marcus (som i øvrigt kan opleves i dette tema) var på forhånd skeptisk. Angiveligt bryder han sig ikke om mint, så han var lidet påvirket af brygget prætentiøse ydre. Duften kan imidlertid nydes selv af ham, for man mærker ikke mint så megt som de søde stenfrugter – især velmodne blommer blandet med rørsukker – som man møder i duften.

Smagen holder sig også mere til det bitre, end man kunne forvente. Kaffeindslaget er det mest markante, mens rørsukkeret matcher med en rar, fløjlsblød fylde. Marcus mente, at det var i fylden, at man kunne skimte minten, og at den dermed ganske elegant, og ikke det mindste beskæmmende, rundede kaffebitterheden af.

Selv smagte og smagte jeg løs. Nød de brændte noter henover tungen og arabicaaromaen ved gummerne … men ingen mint. I hvert fald ikke i en grad så jeg kunne være sikker.

Eftersmagen er også dejlig, for den smager også af varm, velristet, lækker kaffe, og de 7,5% alkohol gør, at brygget også varmer rart på vej ned.

Det er alt sammen meget rart, dejligt, velafstemt, harmonisk og på alle leder og kanter ikke bare fint, men nydeligt. Ja, om man lagde en ært under tyve madrasser og tyve edderdunsdyner ville dette bryg nok skifte kulør fra natsort til det svenske flags farve – for ligesom prinsessen i H. C. Andersens eventyr er ‘nydelig’ her sagt med lidt af den samme giftige sarkasme.

For midt i sin nydelighed forbliver brygget også ufarligt og pænt på en måde, kun alt for store bryggerier kan være det. Omend man selvfølgelig ikke kan sige ‘nydelig’ uden at sige ‘nyde’.

5-stjerner

Carls Selection Sweet Stout, Carlsberg

2015-10-16 18.49.22Og så er den ikke engang sød …

Da jeg gjorde brug af den donation, der blev mig til dels, så jeg kunne fortsætte min ølblog, valgte jeg at købe ind efter devisen mere til lavere pris. Dels for at bygge mig et lager, der kan række til engang, når de syv magre år er forbi. Dels for at anmelde et lettilgængeligt udvalg af det, der rent faktisk findes i butikkerne lige nu. Som bekendt vil jeg gerne være forbrugernes stemme, og derfor er det ikke de sjældne, ekstremt specielle eller dyre øl, jeg går efter.

Blandt de lettilgængelige øl forefindes for tiden en treølsserie fra Carlsberg under navnet Carls Selection. Temaet bag er tre rejser, under hvilke Carl Jacobsen blev inspireret til sin brygvirksomhed. Dermed yder Carlsberg Royal Unibrew lidt konkurrence udi historiefortælling med dertilhørende ølprodukt, der i hvert fald på overfladen tager sig antydningsvist specielt ud.

Inspirationen bag dette bryg skulle være en rejse til Skotland og England fra 1869-70. Her eksperimenterede man med søde stouts, målrettet kvinder (ja, også dengang forsøgte man sig med kvindeøl. Men i det mindste havde man i de tider ikke en hyklerisk intention om ligestilling mellem kønnene samtidig. Så det er lige før glosen skurer mindre i mine ører i denne anden historiske kontekst).

Det er nu ikke de søde noter, der dominerer i dette ellers lækkert sorte bryg. Det ristede dominerer – oven i købet i en grad, så det føles branket, brændt endda. Der er dog tale om en brankethed, der minder mere om brændt karamel, end fx brændt kaffe, hvis vi skal dvæle en stund ved de typiske stoutnoter, så det ender nok med at være en smule ’sweet’ alligevel.

Det er dog kaffen, der dominerer i smagen. Til den letristede, letbrankede – og i eftersmagen letrøgede smag, føjer der sig også en let smag af mørkt sukker. Maltfylden er også nogenlunde nærværende i sin lethed, og malt er jo også en slags sukker, og sukker er jo sødt, så …

Men det forbliver meget let – det hele, og sødmen, der skulle karakterisere brygget er næsten det letteste overhovedet. Kaffen, der ellers kunne have været lækker, er desuden for tynd. Carlsbergs historiske specialølforsøg er startet ligesom Royal Unibrews ‘Schiøtz‘ og ‘Lottrup‘-mærker – jævnt kedeligt.

Det, man vel kunne kalde Carlsbergs standardporter, Gl. Carlsberg Porter smager af langt mere … uden dog at være billigere. Sweet Stout fås for tiden i Kvickly for en flad 10’er, og det er trods alt ikke spor uforskammet.

3-stjerner

Tuborg Rå, Carlsberg

2015-10-02 20.24.31Ren Skuffelse

Der skulle gå mere end tyve år – enogtyve faktisk – før de store bryggerier, Royal Unibrew og nu altså Carlsberg fik den indlysende og efterhånden temmelig uoriginale ide at brygge en økologisk standardpilsner. Det mildest talt fodslæbende initiativ fra de stores side får lokale Thisted Bryghus til at fremstå langt mere visionære og forud for deres tid end de egentlig fortjener med deres i øvrigt udmærkede Øko-Thy.

Men efter Royal Unibrews satsning på “Royal Økologisk Pilsner” tidligere på året måtte Carlsberg vel også på banen med et eller andet – og det blev så denne. “Rå”, kalder de den. Og mens speltklid, hørfibre og lillafarvede stofbleer hvirvler rundt i det konnotative univers, beskuer man det i grunden simple, men også umådeligt sikre og genkendelige Carlsberg/Tuborg-design. Lidt mere mørkegrøn, mere gullig som en falmet avis, mindre bearbejdet, mindre poleret, mere rå …

Der er tænkt over det – og det tror pokker når nu Carlsbergs marketingbudget kunne financiere i tusindvis af danske kontanthjælpsmodtagere i årevis – især med regeringens grønthøsterbesparelser.

Visuelt virker ambitionerne dog en kende afdæmpede. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have opdaget, at brygget var ufiltreret, hvis ikke det fremgik eksplicit af emballagen. Men man kan da godt se det, hvis man ved det, men nogen tæt tåge i det korngule bryg bliver det aldrig til.

Duften lover til gengæld godt. Brygget er faktisk forfriskende uindustrielt i sin bouquet. Der er masser af fyldig, uforarbejdet og ganske rammende –  -humle. Retningen, ranken vokser i, er mod det fandinvoldske. Der er vi dog langt fra endnu, men det rå i duften peger ikke kun imod det uforarbejdede og oprindelige, men også mod det krasse og kantede.

Men  indtræder skuffelsen ellers.

Humlen erstattes helt og holdent af en vag, smagsfattig fylde. Lidt som havregryn overhældt med lunkent postevand. En vag sødme af appelsin formår ingenlunde at rette op på skuffelsen, og som brygget glider ned, smager det bare mere og mere af det rene ingenting.

Carlsberg kunne sagtens være blevet i de økologiske konnotationer, og have givet brygget et andet navn, nemlig ren.

Brygget er nemlig på alle leder og kanter mere rent end råt. Og selvom det faktisk er ingentingen i brygget, der er det reneste, slår det rene stadig det rå, for det rå er der mindre end intet af.

Den bedste økologiske standardpilsner herhjemme er fortsat Thisted Bryghus’ efterhånden bedagede Øko-thy. Og selvom Øko-Thy ikke er nogen eventyrlig Guds gave fra humlehimlen, så er den stadig parsec foran dens industrielle konkurrenter i kvalitet.

1-stjerne

Baltas Hvedeøl, Švyturys/Carslberg

2015-08-29 17.26.18Ikke noget fyrtårn …

Dagens øl er en debut for litauisk øl … eller … litauisk og litauisk. Koncernen bag er pæredanske Carlsberg som ejer det brand og industribryggeri, der står bag denne øl – en hvedeøl efter tysk forbillede. Ih hvor multikulturelt, og ja, det er meningen, det skal fremstå sarkastisk. Selvom multikultur er et stort plusord for mig, skarver den multikultur, der kommer af globaliserede kapitalkonglomeraters udflytning af arbejdspladser og udvanding af lokale særpræg gennem masseproduktion voldsomt både i hæl, tå og trædepude. Mest af alt skæmmer CO2-regnskabet, når en øl, der lige så godt kunne brygges på industribryggeriet i Fredericia (når nu man åbenbart ikke vil bruge de gamle brygfaciliteter På Vesterbro/Valby længere) absolut skal tappes i Litauen for så at transporteres hele den lange vej til Danmark.

Og logikken er ikke blevet klarere siden bloggen her første gang beskæftigede sig med et af det litauiske bryggeris produkter. Den totalt ligegyldige Copen*hagen var brygget der, så … debut og debut for litauisk øl. Det kan i grunden også diskuteres – oh fagre nye verden!

Uanset hvad – meget bedre er det i hvert fald ikke blevet siden sidst. Baltas er en hvedeøl som hvedeøl er flest. Aromaen, der breder sig i lokalet ved åbning er for så vidt lovende – alene fordi den netop mærkes allerede ved opknapning. Men allerede her er den også ubestemmelig. Banan? Franskbrød? Det er der, men det er gemt dybt nede under alt for meget vand.

Det næste mysterium er den tilsatte ammoniserede karamelfarve, E150. Farven bruges gerne til at gøre øl mørkere, så jeg går ud fra at øllet må have været så lyst, at man risikerede af svedning af nethinderne ved beskuning før tilsætningen. Brygget er nemlig lige så bleggult som fortyndet citronsaft, så farvestofferne må undre, med mindre man tyer til fjollede forklaringer.

Mest kedelig er dog smagen. Det bedste man kan sige om den er, at brygget faktisk kan skelnes fra postevand. Der er lidt friske noter af græs, lidt limesyrlighed, og et vagt element af gær. Dens læskende og tørstslukkende egenskaber kan man dog ikke tage fra den, og som sådan er den da heller ikke en hvedeøl på ondt, så meget som det er en hvedeøl på det jævnt kedelige og uengagerede.

Švyturys betyder i øvrigt fyrtårn (det fandt jeg ud af, da jeg indtastede navnet i Google Translate, så jeg kunne få det diakritiske tegn over s’et med). Her er der dog snarere tale om et fyrfadslys – ét af de billige, hvor det meste af vægen futter af, så flammen hurtigt drukner i stearinen.

Det går fortsat ikke så godt for Carlsbergs litauiske investering – i hvert fald ikke på de kvalitative parametre.

1-en-halv-stjerne

India Pale Ale, Carlsberg (Humle-Hængeparti II)

2015-06-05 18.41.53IPA d. Kedeligste …

Jeg havde faktisk prøvet Irish Red Ale før den blev anmeldt, så overraskelsen over dens kvaliteter ramte ikke med fuld kraft til det lille grundlovsselskab.

Der var heller ikke nogen store overraskelser ved det efterfølgende bryg, der også var fra Carlsbergs småhipsterede ‘Brewmasters Collection’-serie. Især var det ikke overraskende, at brygget endnu engang var tilpasset de brede massers smagsløg, og derfor ikke helt – eller faktisk slet ikke – levede op til mine eller gæsternes forventninger om, hvordan en IPA skal smage.

Brygget er også et par tænder mere bleggult, end en IPA gerne skal være. De fleste pilsnere er mørkere, og skummet er ganske spinkelt, omend det da alligevel formår at trække nogle klæbrige tråde på kryds og tværs af glasset, så den visuelle oplevelse ikke fuldstændig udebliver. Duften – den udebliver til gengæld næsten. En antydning af humle er gemt godt mellem noget metallisk og syntetisk.

Smagen udebliver trods alt i lidt mindre grad. Der er lidt rå humle at komme efter (lidt, blev der sagt) Det smager måske lidt skarpere end Carlsbergs jævne industripilsner, men så heller ikke mere. Fylden udebliver og er erstattet med rigelige mængder tørstslukkende vand. I hvert fald udebliver spændingen efter at bryggeriet har bortødet risikoen ved at lave produkter, der smager af noget. Man skulle vel nødigt risikere, at nogle ikke kan lide den smag man måtte få frem.

Kort sagt er denne nok den kedeligste IPA, jeg har prøvet. Men langt fra den, der smager dårligst. Den smager bare ikke af nok.

Dermed er jeg færdig med Carlsbergs Brewmasters Collection-serie – i hvert fald med anmeldelserne. Som det fremgår af dem, er jeg ikke syndeligt imponeret, men hvis de fortsat kan fås 4 stk. til 25,-, så er det måske ikke det tåbeligste at købe ind, hvis man får gæster, og vil byde på noget der er lidt bed… – okay, lidt anderledes end det allermest almindelige standardsprøjt.

2-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme