Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Carlsberg

Jacobsen Yakima IPA, Carlsberg

Den gode midterbane …

Jeg har måttet slå op, hvad ‘Yakima’ betyder, for det har Carlsberg ikke lige gidet skrive om på etiketten af denne – en relativt ny øl i Husbryggeriet Jacobsen-serien. Yakima er en dal ca. 100 km sydvest for Seattle i staten Washington, hvori 77 % af USA’s humle dyrkes. Og det er jo i sig selv værd at notere på etiketterne … eller også er det bare fordi ‘Yakima’ lyder sejt. Og det gør det jo også – når det sådan starter med et ‘Y’ og sådan lyder lidt japansk.

Jeg har tidligere anmeldt en ‘Yakima’-øl her på bloggen. Og den var da udmærket, uden at humlerankerne ligefrem voksede op i stratosfæren. Jo mere jeg reflekterer over det (aspergerramt, som jeg er) forekommer betegnelsen mere og mere som blikfang. For når betegnelsen ikke umiddelbart borger for kvalitet, men tværtimod markerer, at det er humle fra det sted hvor man dyrker mest humle – så er der vist ikke meget mere end det sejtklingende navn til overs.

Lidt mørkere end visse IPA’er er den – ovre i det appelsinorange. Skummet er, som bryggerigiganten trods alt har fundet etiketplads nok til at skrive, overraskende holdbart og klæbrigt.

Brygget lader ikke til at have taget skade af at stå lidt i skabet, for duften er mere end rigeligt skarp af grannåle og vanille. Smagen er forbløffende og overraskende fuldfed. Der mangler hverken hoved- eller biaromer, fylde eller kraft. Bund og krop består af friskspånet nåletræ, mens sødtaromatiske noter af hyld og bergamot hepper med fra sidelinjen.

Det er klassisk IPA på alle de rigtige måder, og lige som det skal være. Langt fra nyskabende og måske lidt for meget i midterbanen, vil nogen måske sige. Men hvilken midterbane!? Den otte-til-tisporede udfletning ved Karlslunde på Køge Bugt-motorvejen er et godt bud. Selvom det er midtersporet, er der stadig langt til indersporet, og endnu længere til krybesporet. Kom behørigt i hu, at Carlsbergs øl aldrig så ofte ender langt ude i rabatten.

Tuborg Amber, Carlsberg (Lidt godt fra Niels III)

2017-11-05 18.52.57Branding gør intet …

Her er endnu en øl af typen “hvis ikke der var så mange søde mennesker, der læste min blog, ville jeg aldrig være stødt på denne øl”. Niels er igen den glade giver, som det vil fremgå af indlæggets titel.

Der er åbenbart tale om en særlig Tuborg-øl, der forhandles i Tyrkiet, hvor Niels som bekendt var på ferie. Uden at jeg har undersøgt det i detaljer, har jeg ikke fundet nogen indikationer på, at brygget skulle være et hjemligt produkt – classic fx – på ny emballage. Så jeg vover pelsen og anmelder den som en selvstændig øl.

Højt skum. Flotte farver – det kan man ikke tage fra dem. Brygget matcher dåsen meget godt, selvom skummet lige er et par toner mørkere end emballagens lyse tekst. Og det er bedst sådan. Oven i købet formår brygget også at indgyde gunstige forventninger i bouqueten, der nok er en smule vandig og syrlig, men alligevel byder på en rar bund af malt. Ifølge etiketten skulle brygget også være et 100% maltbryg – hvad det så end skal betyde. Der er jo trods alt også lidt humle, lidt gær og – kan jeg allerede afsløre – en forbandet masse vand i brygget. Det kan da umuligt være malt det hele?

Men okay, så dum er jeg heller ikke. Jeg måtte på det bestemteste protestere over for en kollega i går, da denne satte lighedstegn mellem det at være blogger og det at være dum. Der blev da også trukket i land, når det gjaldt bloggere, der rent faktisk skrev om noget, frem for bloggere, der bare – ja, blogger.

Desuden er den gennemsnitlige intelligens i den danske bloggosfære jo også steget dramatisk efter at Kim Møller har lukket sin blog, Urinalposten. Men dømmer man ud fra den slags eksempler, er det ikke uforståeligt at folk får en skæv opfattelse af os, der smider ord op på nettet fra tid til anden.

Hvad angår de 100% malt – nej, jeg har ikke glemt dem – så er meningen vel, at der ikke er tilsat kulhydrater på anden vis end ved malt, som fx i form af umaltet korn, råfrugt eller raffineret sukker.

Fra den godkendte duft går det ellers også lige så stejlt ned ad bakke som Sultan Erdogans menneskelighed. Nok bruser brygget rart i munden, og en blød, omend ganske umarkeret maltfornemmelse afslører, at der ikke er tale om mineralvand. 2017-11-05 18.51.52Ud over kulsyre og en malt der er meget vagere, end hvad duften forjættede, byder brygget kun på vand, vand og atter vand …

Der er tale om en flad bælleøl, der sin ellers flotte mørke farve til trods byder på absolut intet mere, end hvad enhver anden ligegyldig, industriel standardpilsner – om  denne så måtte være produceret i Danmark, USA eller Uganda – har at byde på. Ej heller hjælper det at forsyne emballagen med en lille guldfolieetiket for at få den til at se prægtigere ud. Den slags forlorne gashåndtag har de fleste gennemskuet som noget, der kun er der for syns skyld og ikke for smags.

Og så er der endda ikke engang tale om en pilsner, men derimod en mørk lagerøl. Det gør kun det hele værre. Tyrkernes egen pilsner smager af meget mere. Carlsbergs lokale rebranding-eksperiment flopper derimod om muligt mere end deres seneste fikse markedsføringspåfund – den ligeledes totalt ligegyldige 1883.

Fuld forventeligt af Carlsberg, naturligvis. Niels skal alligevel have tak. Vi ved jo alle, hvor rart det er ind imellem endnu engang at få bekræftet sine fordomme.

1-stjerne

1883, Carlsberg

2017-10-27 17.57.33Hype, hype, hype …

En af de få men oplagte fordele ved at være blind – udover at man slipper for at se på det tidligere DNSB-medlem Sørens Espersens, eller hans nuværende partikammerat Martin Henriksens grimme fjæs – er, at man tillige dermed slipper for visuelt at bevidne Carlsbergs anmassende og allestedsnærværende reklamefremstød for dette, deres seneste påfund.

En læser af min blog ved navn Morten, som jeg har mistænkt for, ikke selv at gide at prøve (og det holder jeg ikke imod ham) efterspurgte en anmeldelse da jeg havde skrevet om Grimbergen Blanche. Når nu der var så meget hype omkring den, måtte det vel være på sin plads.

Egentlig gad jeg ikke – eller jeg mente ikke, at det var noget, jeg gad prioritere umiddelbart. Men nu er jeg jo, synes jeg selv i hvert fald, forbrugernes blogger, så det er vel bare forventeligt, at jeg smider nogle ord om den her på bloggen.

Historien er egentlig ikke så ringe endda. Men mængden af story telling som del af markedsføringen, får alle alarmklokker til at klemte ved mistanken om, at dennes intensitet må være aldeles omvendt proportional med øllets aromas samme. Kun meget ringe og kedelige øl har brug for at blive talt så meget op.

Fortællingen går på, at man i kældrene under det gamle bryggeri i Valby – formentlig i forbindelse med, at man skulle rive de sidste af de gamle historiske og bevaringsværdige bygninger ned for at bygge nye, kedelige kontor- og erhvervslokaler i glas og stål – fandt et parti øl helt tilbage fra brygger Jacobsens tid.

Analyser viste, at brygget stadig indeholdt en stamme af den oprindelige gær, saccharomyces carlsbergensis, som muliggjorde en stabil og standardiseret ølproduktion med langt lavere risiko for infektion og andre ødelæggelser. Det smukke ved historien er, at Carl Jacobsen ikke holdt gæren hemmelig eller patenterede den. Som en anden Albert Sabin delagtiggjorde han sin opdagelse for hele verden, så alle bryggerier nu kunne brygge øl stabilt uden at forgifte folket, samt undgå at spilde arbejde og ressourcer på at hælde det meste ud igen.

Carlsberg er siden blevet en fusionsmastodont, der kunne få selv Ayn Rand til at holde håndfladerne frem, og udbryde “ro på!”, og produktionen er for længst flyttet fra smukke København til den hastigt opførte garnisonsby og senere industrikompleks kendt som Fredericia. Den gamle bryggrund i Valby har de lagt om til svinedyre lejligheder, arrangeret vertikalt i en minecraft-inspireret hundehøm-høm i titanstørrelse ved den nye S-tog-station, der bærer bryggeriets navn.

Ja, det er sandelig smukt, som Carlsberg i disse år beriger Kongens København. “Laboremus pro Patria*” jeg må le! Det er jo lige før, man ikke ville orke græde snot når også de en dag blev slugt af den endnu større mastodont Anheuser-Busch.

Og som det er med den slags industrielle gigantglomerater, er kvaliteten kun et fjernt minde, der ligger generationer tilbage og i øvrigt noget ledelsen hånligt og fingerpegende skraldgriner over.

Den fornemmelse får man i hvert fald, når dette indslag i den uendelige række af ligegyldige og karakterfattige industriprodukter fra den engang glorværdige, fædrelandsstøttende virksomhed åbnes, skænkes og afprøves.

Bevares, det kobberrøde bryg er da ganske flot, der i glasset. Men i modsætning til reklamerne er det på vanlig industriel vis filtreret, og det ellers flotte orange skum falder alt alt for hurtigt. Duften er svag og vandig, men selvom håbet om et godt bryg er spinkelt, er det stadig mørkegrønt som egebladene på det træ, brygget immervæk dufter en lille smule af.

De første par slurke kan om ikke andet virke nogenlunde fyldige. Lidt vanilleessens blander sig med aroma af friskt syrligt-sødt græs. Den rigelige kulsyre giver friskhed …

Men de gode takter viser sig at være en stakket frist, for det varer ikke længe før de heller ikke kan oppebære brygget, der ender som en en sædvanligvis standardiseret, industriel og ligegyldig oplevelse. Alt for meget vandsjask bliver man budt, og de lemfældigt ikastede ingredienser, herunder sulfit, som bryggeriet ellers har holdt sig for gode til ligefrem at tilsætte, gør kun så lidt, at man er i tvivl om, om det lidt godt eller lidt skidt. Måske er det bare lidt ligemeget – det hele.

I virkeligheden er det næppe overraskende. Øllet er jo sådan set brygget på den samme gær, som bryggeriet har brugt hele tiden, så det er næppe overraskende, at det er svært at skelne dette ligegyldige industriprodukt fra alle deres andre. Det kunne være at Carlsberg skulle gøre lidt mere end bare bruge en verbalt hypet gær til at lave øllet. En ordentlig humle og mere af den ville nok gøre underværker. Mere malt ville sikkert også hjælpe … vel mindre vand måske i forhold til de andre ingredienser …

… så ville den uhørt høje pris – 18 kr. for ½ liter – også være en smule mere retfærdiggjort.

Vel, reklameudgifterne skal jo dækkes på en eller anden måde. Brygget kan købes i beholdere som denne à ½ liter, eller i sixpacks à 0,33 l. Så kan man enten være tvunget til at betale specialølspris for industribryg, eller købe seks styk og efter den første fortryde købet af de øvrige fem idet man konstaterer, at den absolut ingen meritter besidder i forhold til Carlsbergs øvrige standardudvalg.

Sådan gør man åbenbart i industrien.

1-en-halv-stjerne

*Vi arbejder for fædrelandet.

Jacobsen Nordic Jam, Carlsberg

Hvorfor?2017-09-29 18.32.58

Jeg ved sgu’tte hvorfor … Jeg må vel ty til min alt for ofte brugte undskyldning for, hvorfor jeg i det hele taget tog denne rædsel med mig fra SuperBrugsen Brønshøj dengang i september måned (eller var det faktisk sidst i august?) Fordi den var der! Og det er grund nok. Ellers kan jeg vel legitimere det med at – en eller anden vel for pokker prøve den, så I andre slipper, forstås, og som minimum kan  læse min anmeldelse af sprøjtet, så I selv kan vurdere om det er noget, I gider smide jeres surt sammenspinkede spareskillinger efter.

Det ville jeg fx ikke gide, kan jeg allerede afsløre. Og det er jo både ærgerligt, ironisk, komisk og en smule tragisk på én gang.

Men sikke et drama, det i det mindste er.

Nogle bryggerier gør som bekendt meget ud af deres etikettekster – på grænsen til det langtrukne faktisk, og det er undertiden også tilfældet med Husbryggeriet Jacobsens øl, som fx denne. Det er nu ikke lange anekdoter eller sarkastisk selvsmiger de excellerer i. Det er derimod lange ingredienslister. Brygget her indeholder således vand, økologisk bygmalt, økologisk hvedemalt, økologiske havregryn, økologisk tyttebær, økologisk appelsinskal, økologiske korianderfrø, kuldioxid, gær og økologisk humle – tak for kaffe (- en af de få ting i øvrigt, brygget ikke indeholder, så om den måtte være økologisk, står hen i det uvisse).

Ja, man skulle jo næsten tro, at de godt kan lide at skrive ‘økologisk’ derinde på brygmatriklen i Valby … eller er det i Fredericia, Litauen, Myanmar, Skt. Petersborg, eller hvor det nu ellers er, brygget bliver produceret? CO2-omkostningerne ved transporten hjem opvejer nok den økologiske profil, hvis brygningen er outsourcet, så eventuelle medlemmer af Venstre eller andre klima- og miljøskeptiske grupperinger kan roligt knappe brygget op uden at frygte at blive forvandlet til støv ved kontakt dermed.

Har man til gengæld hang til gotiske katedraler og matchende tøj i sort læder, er der nok anledning til at mane til forsigtighed. Bryggets lyserøde nuance og dertil passende barbiepink skum skal nok få de fleste metallister til at holde en 5-6 alens sikkerhedsafstand. Duften er anderledes out of character fra dét, mindre kønsligt bevidste anmeldere nok ville kalde ‘en frisk pigeøl’ eller ‘en tynd tøsebajer’ … Se det er sådan, vi frelste feminister får listet den slags karakteristikker ind ad bagvejen. (Fnis!) En skarp, sødt-syrlig bouquet af hind- og jordbær formår at vække flere forventninger end at bekræfte skuffelser.

Læser man videre på etiketten vil man støde på bryggeriets behørige advarsel om bryggets lave humlebitterhed. Humlen var som bekendt også nævnt sidst i ingredienslisten – som det, der var mindst af. Humlen er så erstattet af de mange andre ting, der er puttet i, og resultatet er ikke engang så lettilgængeligt, som man kunne have frygtet. Brygget er primært skarpt og syrligt. Lime og grapefugt blander sig stikkende på alle mundens indre overflader, mens gæren møver sig frem med en brændende fornemmelse ved mandlerne.

Det var jo egentlig ganske spændende, sådan at blive aet mod hårene … eller smagsløgene … af en øl i pink. Desværre overdøver den ingrediens, der altid er mest af i øl – vandet – de ellers gode syrlige takter. Lidt sødme – selv af den sukrede jordbærsaftevandsslags, man undertiden møder i de øl, bryggerierne fordomsfuldt forsøger at henvende sig til kvinder med, ville faktisk have kunnet reddet en smule.

I stedet ender det i den sædvanlige vandige omgang … vel – det er jo en øl med den belgiske wit som forbillede …

… et af mine gamle nemeses

2-stjerner

Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg

2017-09-28 20.46.03Bestået …

Jeg har djævelsk meget om ørerne for tiden. Jeg arbejder, bijobber og vil gerne have solgt min bil. Min fars flytning kræver også meget, så der bare ikke er tid til at blogge lige så meget som jeg ellers gerne ville. Men nu har jeg endelig fundet et hul, så jeg kan få Grimbergen Blanche, Kronenbourg/Carlsberg lidt fra hånden.

Forleden aften var min gode ven Gedved igen på besøg. Han havde glemt nogle ting her da han forleden overnattede. Han havde øl med, som jeg allerede havde prøvet, så i stedet stillede jeg en af de øl i delestørrelse, jeg havde stående frem.

Jeg betragter den lidt som et hængeparti. En øl, der længe har stået i standardudvalget i supermarkederne, som jeg tænkte, jeg hellere måtte se at få anmeldt, da jeg i sin tid så den. Nu var der så også endelig en anledning.

Carlsberg står i sidste ende bag. Typen er dog ingenlunde dansk, men belgisk. En hvedeøl – en wit, som det ville hedde i Belgien. Men i Europas måske mest fremmedsprogsfjendtlige land, Frankrig, har de selvfølgelig egne navne for den slags – en Blanche.

Generelt bryder jeg mig ikke om stilen, men prøves skulle den. Et flot, citrongult bryg med højt knitrende skum – såvidt så godt. Duft af lime og banan – meget banan. Rigeligt til at varsle ilde.

Men helt så meget af banan smager den dog ikke. Det syrlige og gærede står stærkere end det vammelsøde, og det endda i en grad, så det faktisk formår at behage jævnt. Syre af lime, friskhed og afdæmpet sødme af græs, en tand for meget gær, som den præsente alkohol heldigvis formår at afdæmpe behørigt. En krydret antydning af kommen på bagkant yder desuden brygget en for genren tiltrængt skarphed. Gedved nævnte kardemomme, uden at værten dog selv oplevede den.

Overordnet en autentisk frisk øl, der, som det nu er almindeligt med hvedeøl – om de hedder Hefeweizen eller Wit, lægge mere vægt på bryggets tørstslukkende egenskaber end dets aromatæthed.

Gedved fandt den således tynd og vandet.

2-stjerner

Jeg synes akkurat den klarer cuttet, men så heller ikkke mere

3-stjerner

Carls Selection Victoria Street Stout, Carlsberg

2017-09-20 19.01.09Klart til tørst …

Med denne øl er der endnu en anledning til at sammenligne industriens og kvalitetesbryggeriernes produkter. Sidstnævnte fortsat repræsenteret ved Kongebrygs Stout til Tønden i Haslev. Den lette, brusende sag, der havde i smag og frækhed, hvad den måske manglede lidt i fylde og tæthed.

Det var mere end man kunne sige om den lette stout ‘American Ink‘ fra Lottrup, der heller ikke var helt oppe at ringe med tætheden og fylden. Den manglede helt og aldeles frækheden, mens smagen kun lige akkurrat klarede cuttet på bagkant. Lottrup er som bekendt bryggerigiganten Royal Unibrews produkt, og nu skal vi så prøve endnu en mikrobrygefterligning fra den anden – endnu større gigant på markedet – Carlsberg.

Carlsberg har jo bygget et gigantisk monument på den gamle, historiske bryglokation i Valby. Uden relevans for anmeldelsen vil jeg blot, mens jeg husker det, gerne udtale, at jeg ikke vil kalde det nye hovedsæde grimt. Jeg konstaterer blot som en kendsgerning, at havde der været hundelort i spillet Minecraft, ville det have lige præcis den form og farve.

Tilbage til anmeldelsen af Carls Selection Victoria Street Stout, der kun har farven til fælles med bygningen, og derfor vitterlig ikke fortjener yderligere sammenligning. Dette bemærkes i øllets favør. På bagetiketten legitimeres brygget i samme stil som Royal Unibrews Lottrup- og Schiøtz-produkter med historier om Brygger Jacobsens uddannelsesrejser udi bryggeriet. Denne gang til England, hvor man eksperimenterede med at gøre de tunge portere mere salonfähig i form af sødere smag og lettere konsistens.

Brygget er da også et godt eksempel på stilforskellen mellem stout og porter, som jeg ellers fortsat ikke finder væsentlig nok til at skelne mellem i bloggens kategorier. Duften er mild, venlig og godt opblandet med vand. Spor af hasselnødder og lys chokolade findes der dog efter lidt søgen i det letflydende, lavtskummende bryg.

Dette er i sandhed en let stout. Meget let faktisk. Jeg har prøvet industrielle pilsnere, der smagte af mere, herunder fx Carlsbergs egen. Den rigelige kulsyre giver mere fornemmelse af sodavand end af øl. En let, udefinerbar maltsuppe udgør den meget spinkle og elastiske rygrad i en ganske karakterfattig og alt for tynd – ikke bare stoutoplevelse, men øloplevelse i det hele taget.

Maltens diffuse og udefinerbare sødme bliver ikke nemmere at få hold på i bryggets alt for tætte vandindhold. Det lige så diffuse syrlige indslag på bagkant gør ikke noget godt for stoutoplevelsen, men giver da brygget en frisk og vederkvægende kant, der i det mindste gør brygget egnet til tørstslukning.

Det er imidlertid ikke meningen med stout. Stout skal være tæt, rundt og rart, og ikke noget man hælder i sig under en hedebølge. Men det er, hvad denne flaske stoutfarvet danskvand er bedst egnet til.

Man får i den grad mere for pengene, hvis man vælger rigtige stouts, brygget af mikrobryggerier, frem for Carlsbergs forlorne undskyldning, der oven i købet ikke er  meget billigere igen.

1-en-halv-stjerne

Carls Selection Marsstraße Bock, Carlsberg

2017-08-10 18.02.06Langt fra en cola …

Giganternes forsøg på at gå mikrobryggerierne i bedene med kvalitetsbryg lykkes sjældent helt og oftest kun et sted mellem halvt og trekvart. Carlsberg startede med Carls Selection decideret sløjt ud, men har nu opgraderet serien med pænere etiketter i farver med svære, hipsteragtige navne. Føj dertil ældre skrifttyper på fremmede sprog – sidst var det engelsk, denne gang er det tysk.

Temaet er fortsat Carl Jacobsens dannelsesrejse i 1800-hvidkål (læs selv bagpå etiketten) og denne øl er tilegnet den del af rejsen, der gik til Sydtyskland. Her lærte han angiveligt at brygge den stærke, mørke, undergærede bock, der et af områdets signaturbryg. Og hvad ville mere passende i den anledning end at brygge en stærk, mørk, undergæret bock?

I får ikke noget svar. Det var et retorisk spørgsmål.

Sidst jeg prøvede en af de nye Carls Selection gik det i øvrigt hæderligt. Men at bedømme serien ud fra en enkelt øl er næppe statistisk ansvarligt.

I første omgang virker dette bryg da heller ikke ligefrem prangede. Skumdannelsens højde og tæthed er at sammenligne med henholdsvis Amagers bjergkæder og Mars’ atmosfære. Så det mørke brygs sammenlignelighed med Cola er kun overfladisk, eftersom de fleste colaer har mere skum end denne øl.

Ved duften holder enhver anden lighed med afbruset cola da også op. I stedet mødes man af en aldeles rar og nydelig bouquet af karamelkaffe med fløde. Munden glædes til væsentlig mere end almindeligt velbehag af blød, venlig og markant malt, der giver noter af ristet rugbrød og mørk karamel. Karamel og malt gør brygget dejligt fyldigt, så beskheden ved mandlerne ikke virker anmassende eller malplaceret, men derimod velintegreret i det venlige – men bestemte bryg.

Således kæler brygget ikke bare, men kradser og river også en smule i gane og gummer med impressioner af stærk kaffe, toffee og fuselalkohol i skøn forening.

En varm, mørk kæmpe. Venlig men også lidt skræmmende …

… langt mere skræmmende end hvad man kunne forvente af Carlsberg.

4-en-halv-stjerne

Brød med Porter (Brød med øl 3+4.1)

2017-08-01 08.12.24Det fungerer …

Jeg har bagt endnu to brød. Denne gang økonomiserede jeg en smule, idet jeg opdagede at én af de øl, jeg ville brygge med kostede væsentlig mere end to af de hvidtøl, jeg lagde ud med.

Øllene er anmeldt for længst – derfor gik der ingen anmeldelse af øllene forud for brødanmeldelsen her. Men navnene skal I selvfølgelig have – Til det ene brød er der brugt Wiibroe Porter (tv.)- anmeldt så tidligt som 28/04-2012. Endnu før turen til Irland, i modsætning til Gl. Carlsberg Porter (th.), som blev anmeldt to år senere d. 12/06-2014.

Det er nu ikke så meget fordi brødene blev bagt samtidig, at jeg har æltet anmeldelserne sammen til ét indlæg. Det skyldes derimod, at forskellene på de to brød kunne være en smule svære at få øje på.

Ikke mindst visuelt. Porteren giver rugbrødet en nydelig mørk farve, der meget nemt kommer til at snyde én til at tro, at der er tale om rigtigt rugbrød, og ikke snyderugbrød med rugkerner og hvedemel.

2017-07-31 16.32.59Endnu engang er brygget dejligt saftigt og med en god krumme. I Wiibroe-brødet smager malten godt igennem som en antydning af karamel. I Gl. Carlsberg-brødet træder øllets tættere bitterhed til gengæld bedre igennem, og giver en mere bitter, røget aroma.

Hvad man bedst kan lide, er smag og behag, og jeg er ikke engang selv sikker på, hvad jeg foretrækker. At øllene denne gang gør noget for brødet – ud over det rent visuelle, er jeg til gengæld ikke i tvivl om. Desværre er disse øl relativt dyre, og jeg ved ikke helt om de er investeringen værd hver gang der skal bages.

Men skal der gøres lidt ekstra ud af rugbrødsbagningen, kan det meget vel være en af disse to, der ryger i dejen.

Brød med Kongens Bryghus Hvidtøl (Brød med øl 2.1)

2017-07-22 17.12.15Fejlkilde på fejlkilde …

Ligesom ølbrygning indebærer brødbagning rigtig mange variabler. Én ting er det præcise forhold mellem ingredienserne, som i virkeligheden er det mindste af det. Der er derudover gærens kvalitet, hævetiden, bagetemperaturen og -tiden … Det er derfor næsten umuligt at gøre det præcis på samme måde to gange.

Man kan selvfølgelig prøve. Og man bør også prøve i et eksperiment som dette at ramme fremgangsmåden fra sidste gang så præcis som muligt.

Det lykkedes over hele hovedet ikke for mig.

En ting er, at jeg glemte solsikke- og sesamfrøene, der kom med i brødet første gang. Men derudover skulle min lille datter, som jeg havde den dag mens min eks var på ferie med sønnen, sluge en 1-Euro-mønt. (Ja, jeg sagde jo, at Euroen var en dårlig idé allerede dengang i 2000. Og se, hvad den nu afstedkom.)

Brødet var netop sat til hævning, da det skete, men der var jo ikke noget andet at gøre, end det den flinke sygeplejerske på 1813-linjen sagde, at køre min datter til akutafdelingen på Herlev Hospital. Her kunne det flinke – og undtagelsesvis ikke overbelastede personale sende os hjem igen efter sammenlagt et par timer med overfladiske undersøgelser og samtaler. De ville blot sikre sig, at mønten ikke havde sat sig fast i luftvejene, og da dette ikke var tilfældet, skulle min datter – som en anden Emil fra Lønneberg (med videre sammenligning i øvrigt, endskønt hendes sure far ikke sender hende i noget ‘snickerbo’, når hun laver gale streger) – blot vente på, at mønten kom ud igen i den anden ende af sig selv.

Vel hjemme igen fra skadestuen blev brødet sat i ovnen – for better or worse – efter at det rundt regnet havde hævet i form i tre timer i stedet for de tre kvarter, jeg normalt lader det stå …

… for så at blive det om muligt bedste rugkernebrød, jeg nogensinde har bagt efter den opskrift.

Ligesom det igen ikke skadede at bruge hvidtøl – heller ikke Carlsbergs Hvidtøl – så skadede det tydeligvis heller ikke at lade dejen hæve langt over den projekterede tid.

Man mærker måske nok de manglende solsikke- og sesamkerner i og med, at brødet føles en kende blødere og mindre fast, end da jeg bagte med Royal Unibrews øl. Til gengæld er brødet saftigere og – har jeg konstateret efterfølgende – mindre tilbøjeligt til at blive tørt, selv når det har været frosset. Sammenhængskraften er i øvrigt den samme – om ikke bedre end ved brug af Royal Unibrews. Så enten indeholder brygget alligevel protein på trods af det manglende skum, eller også tillægger jeg øllets proteiner alt for stor betydning i brødet.

En ting er jeg dog mere sikker på end før jeg påbegyndte mit eksperiment. Øllet – om det er det ene eller andet – ser vitterlig ud til at gøre noget godt for brødet. Det bliver bedre i konsistensen. Især bliver det saftigere og det har ingen tendens til at smuldre eller klæbe ved udskæring.

Så at bruge øl vil jeg ufortrødent fortsætte med. Men at lade min datter sluge en mønt i processen bliver, på trods af det tilsyneladende gavnlige resultat, ikke en del af opskriften.

Kongens Bryg, Carslberg (Brød med øl 2.0)

2017-07-18 13.37.50Mere slik, mindre øl …

Bageprojektet fortsætter. Den næste øl, jeg har bagt rugbrød med – ja, i skrivende stund er brødet for længst bagt og spist – er denne øl. En mørk hvidtøl fra Carlsberg – og uden at sige for meget vel nok den Hvidtøl som flest har set, og kender som hvidtøl.

Etiketten prydes af Kong Christian d. 4.’s kontrafej (en af landets mest krigsliderlige og uduelige konger) af ganske uvisse årsager. Bagetiketten fortæller, at bryggeriet ‘Kongens Bryghus’, under hvilket navn nærværende øl markedsføres, nævnes for første gang i 1443, vel mere end hundrede år før Christian Firtal overhovedet var så meget som et kækt blik i Kong Frederik d. 2.’s øje.

Det får være for nuværende. Da det fortsat ikke er meget øl, jeg har prøvet i denne genre, vil anmeldelsen primært bero på en sammenligning med Royal Unibrews Hvidtøl. Brygget her dufter ikke meget ved åbning – lidt fjern og udefinerbar sødme, måske af rørsukker, er alt. Endnu mindre skummer det mørke bryg ved skænkning, hvilket må bekymre mig en anelse på vegne af brødets proteinindhold og sammenhængskraft.

Til gengæld er brygget virkelig noget for slikmunde. En ukompliceret sødme af rørsukker forkæler tunge og gummer. En let kornet fylde er imidlertid ikke nok til at holde vandet væk, og brygget ender med at føles væsentlig tyndere og mere vandigt end Royal Unibrews hvidtøl. De 0,2% mindre alkohol i denne øl sammenlignet med Royal Unibrews 1,9 gør næppe forskellen, så måske er det majsen, som dette bryg mangler?

I sidste indlæg om Einstök Ölgerðs sjaskede porter, skrev jeg lidt om, hvordan jeg i min barndom drak tyske Malz-bier. Dem husker jeg som både fyldigere og bitrere end denne øl. Selv børneøl er med andre ord kraftigere end dette bryg.

Men før jeg påbegynder en tirade af skælds- og smældsgloser tøver jeg den nødvendige kende, idet jeg minder mig selv om, at denne type øl – i hvert fald nu om dage – primært er tænkt som en madlavningsøl. Før jeg skælder den hæder og ære fra, skal den smides i en dej og laves til rugbrød … vel, rugkernebrød i hvert fald.

Og først da vil bryggets fulde mangel på – eller ejerskab af – potentiale blive klart.

Men som konsumøl fremstår den ganske ligegyldig.

1-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme