Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Carlsberg

Grimbergen Rouge, Kronenbourg/Carlsberg

De store kan også ...

Det er evigt og altid i embeds medfør, når jeg ser en ny øl fra Carlsberg-koncernen på supermarkedshylden og tager den med hjem til anmeldelse. Det gælder også frugten af deres aggressive fusioner og opkøb rundt om i verden. Grimbergen-brandet ligger således under franske Kronenbourg, der for en utrillion år siden alligevel blev opkøbt af Carlsberg, så det egentlig kunne være aldeles ligegyldigt at ordet ‘borg’ har et ekstra, eksotisk klingende ‘u’ i sig. Til gengæld fungerer det sikkert fint i markedsføringsøjemed – man kan lave nogle bryg der ser flotte ud på etiketten, udstråler kvalitet og ved første øjekast synes at komme fra [gisp] udlandet. Selv kvalitetsbevidste forbrugere hopper alt for ofte på limpinden og tror, at blot fordi der kun står ‘Carlsberg’ med små typer, så er det et kvalitetsprodukt, de står med i hånden.

Meget tyder imidlertid på, at der virkelig er gjort noget ved dette produkt, for at få det til at smage af noget. Ikke mindst indholdsfortegnelsen, der i længde er sammenlignelig med diverse FN-rapporter om menneskerettighedsbrud i Nordkorea – uden yderligere sammenligning i øvrigt. Glukosesirup, sukker, naturlig aroma (min fremhævelse), gulerodsekstrakt, bygmaltekstrakt, syre og citronsyre pryder bagetiketten sammen med byg- og hvedemalt, samt humle og vand. Kreativiteten og gavmildheden fejler ikke det store, men hvordan mon det står til med brygkunsten?

Navnet passer i det mindste. Brygget er nydeligt rødt, næsten som en fed blanding hindbærsaft, med fint, kridhvidt skum, der formår at klæbe mere end bare en anelse. Hvor farven kommer fra melder historien ikke umiddelbart noget om, men mistanken falder på gulerødderne, der kunne være af den violette slags. For mest af alt bærer brygget lød af rødbeder, som trods alt ikke har været i brug i konkoktionen.
Det er heller ikke lige gulerødder, brygget dufter mest af. Til gengæld genfinder man sødme af sirup og hvidt sukker, kombineret med syrligt-søde bær – tranebær ligger tæt på. Brygget formår således at dufte meget lidt af det det egentlig er – øl, men på den anden side ikke så meget af søde sukkerdrikke, at denne blogger skræmmes bort lige med det samme. (Det siger egentlig ikke så meget i betragtning af, hvor meget pris jeg sætter på belgiske frugt-øl. Men det er en anden historie).
Så vidt ikke noget væmmeligt – eller industrielt kedeligt for den sags skyld. Og idet glasset sættes for munden bliver det endda godt. Brygget smager dejligt sødt og fyldigt igennem med en underliggende syrligt-frisk note, jeg som stor ynder af førnævnte frugtøl hilser aldeles velkommen.
Nogle vil kalde den vammel i sin sødme, men jeg sætter faktisk pris på den karakter, det giver brygget. Der er noget fest og (især) farver i dette bryg, som man alt for ofte savner i Carlsbergs produkter, og selv om tyskerne – især sydpå – slår sig kors for brystet over tilsætningerne, er det færdige resultat trods alt ikke mere syntetisk, end at det godt kan nydes.

De blander åbenbart bedre end de brygger hos Carlsberg. Til gengæld gør det mine pligtanmeldelser så meget mindre en byrde, når det færdige resultat rent faktisk smager af noget, og så skal jeg ikke vifte unødigt meget med pegefingeren ad dem for blanderiets utyske.

Tuborg Nul, Carlsberg

Nope!

Aldrig så snart coronareglerne er blevet lempet nærmest stormer læserne væk fra min blog som var de jagtet af Rasmus Paludan selv … eller … de stormer i hvert fald væk som jeg ville gøre, hvis jeg blev jagtet af Rasmus Paludan. Eller Pernille Vermund, eller Pia Kjærsgaard, eller Søren Espersen … i ved nok hvor jeg vil hen.

I modsætning til de seneste dage, hvor læserne virkelig har taget en slapper, har det de sidste mange uger ikke været særlig svært at få læsere nok ind på bloggen. Selv med under ét indlæg pr. uge. er antallet af klik undertiden skudt op over 200 om dagen. Men det er måske ikke så sært, når man ikke rigtig må gå udenfor, at man så i stedet bruger sin kostbare spildtid på nettet med at læse om, hvordan man fulder sig mest smagfuldt, når nu der ikke er så meget andet at lave.

Men det stopper her! Med det samme! Ikke at jeg vil sige til folk, at man nu skal gå ud og nyde det gode vejr, nu hvor det rent faktisk er blevet tilladt at bruge noget tid udendørs med vennerne. Næh, jeg synes bestemt man skal forsumpe videre indendørs, for så kan jeg igen få flere læsere på bloggen. Alkoholismen og den gode smag, til gengæld, det må læserne se langt efter, i hvert fald i dette indlæg.

Carlsberg har nemlig lanceret en ny alkoholfri øl – formentlig en afløser til den absolut totalt udrikkelige Tuborg Super Light, der så vidt jeg husker blev lanceret helt tilbage i min gymnasietid i starten af 90’erne. Den holdt under 0,1% alkohol, så vidt jeg husker. Brandets nye skud på stammen med navnet ‘Nul’ indeholder angiveligt 0,0% – eller ingen alkohol overhovedet. Så har man set det med.

Som led i et markedsføringsstunt kunne man være heldig at vinde et eksemplar af øllen på COOP’s app, som jeg jo selvfølgelig har, fordi jeg er én af dem. Det er ellers sjældent, at jeg vinder noget, men denne gang, hvor jeg egentlig ikke var synderligt interesseret, var der selvfølgelig bid. Men hey, det er på sin vis sjovere at skrive dårlige anmeldelser (forudfattet om øllets kvalitet … mig? Når det gælder Carlsbergs alkoholfri øl, så – JA! Bestemt! Er alle ikke det? Det burde de være) end gode, så jeg sjoskede rask op til supermarkedet, dirrende af forventing om at levere en fremtidig sviner, for at erhverve mig et eksemplar formedelst 0,0 kroner.

Det rene optrækkeri, hvis I spørger mig. For det kan såmænd godt være, at brygget ligner øl, korngult med kridhvidt skum der i glasset. Men se hvor hurtigt skummet skynder sig at falde. Som om det ville skamme sig ved bare at lade som om, at øllet i det allermindste bare havde noget visuelt at byde på. Men nej!

Duften er ikke meget bedre bevendt. En udefinerbar syrlighed blander sig med stænk af noget, der måske var humle engang. Nu er det druknet i lige dele vand og syntetiske tilsætningsstoffer, der skal få den udefinerbare vandblanding til at tage sig ud som noget det ikke er – nemlig øl – for så at fejle på det ynkværdigste.

For der er ved Rasmus Paludans grimme, smørindsmurte slikfrits ikke meget ølagtigt over den kunstigt syntetisk vamle substans i glasset. Vel, kulsyren – den er der i det mindste. Men det alene gør selvfølgelig ingen øl. Sodavand og danskvand indeholder fx også kulsyre.

Sodavand smager imidlertid af noget. Ja, jeg holder faktisk meget af sodavand, indrømmer jeg uden at skamme mig voldsomt meget. Danskvand drikker jeg også gerne – uden citrus eller andet (analog med at jeg foretrækker min kaffe sort). Dette … produkt derimod føles ingenlunde som danskvand heller – det skulle da være med helt nye smagsvarianter – zink og citronopvaskemiddel er det første, jeg kan komme på. Humle og malt, derimod, må man kigge langt efter.

Det eneste gode der er at sige om produktet er, at det ikke er nær så fælt som dens forgænger, Tuborg Super Light, idet det heldigvis også smager så meget af vand, at man ikke sådan rigtig bliver generet af alt det ubestemmeligt fæle, der er tilsat. I forgængeren smagte man tilsætningerne meget mere, og jeg gætter på, at ekstra tilsætning af postevand i nærværende produkt har taget noget af den fæle smag, og samtidig kvalt residualalkoholen så meget, at det er lovligt at angive styrken til 0,0.

Jeg behøver egentlig ikke vide, hvilke ‘naturlige aromaer’ bryggeriet har tilsat, for her er helt sikkert en øl, jeg aldrig nogensinde i hele mit liv vil binde an med igen. I, kære læsere, er heldige. I behøver ikke engang prøve den en eneste gang. For jeg har været der og fortalt historien, hvis morale er den simple:

Lad den stå!

Belgian Pale Ale, Grimbergen/ Kronenbourg/ Carlsberg

Som de nu er flest …

Grimbergen-serien har en ret stabil og succesfuld historik udi at levere svage og uinteressante aromaoplevelser her på bloggen. Undtagelsen var juleøllen Brassin de Noël. Den klarede ikke bare skærene, men var en reel nydelse. Imidlertid var den også næsten et år over sidste salgsdato, hvilket næppe havde skadet den. Men ret beset ved jeg heller ikke, om det gavnede den.

Og så alligevel … Double-Ambrée har faktisk scoret en endnu højere karakter end vintage-juleøllen. Den må have imponeret mig dengang for seks år siden. I dag – not so much, I think.

Grimbergens øl er i hvert fald ikke noget, jeg gider binde an med mere end højst nødvendigt. Men den her, deres belgiske pale ale, den havde jeg ikke prøvet før, som en af de efterhånden meget få øl, der står på hylderne i mit lokale supermarked. Den kom med i en blanding af embeds medfør og et reelt ønske om at skrive en smule mere på bloggen, efter at de to sidste måneder kun bød på et absolut minimum af fire anmeldelser hver.

Brygget blev drukket i løbet af endnu en livestream – mere specifikt mit første afterpartymin kanal. Et afterparty er en afslappet session, hvor man egentlig bare chiller og snakker om, hvad man har lyst til, som efterspil for en mere struktureret seance. I dette tilfælde 2. del af en gennemgang af den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaards såkaldte dokumentar, 7 Days Adventure with God. I en serie af livestreams vil jeg og nogle venner afprøve, om vi bliver omvendt til Torbens kult ved at se dokumentaren, sådan som det angiveligt er sket for indtil flere af hans tilhængere. Øllen leverede da et adækvat buzz med sine 5,5 procent i delestørrelse, men derudover var den, som Carlsbergs øl er flest.

Vel – køn er den da med sin messingblanke lød og høje fedtede skum, der klæber i etager ned ad glasset. Men så snart glasset placeres under, næsen sætter hverdagen og dagligdags trummerum ind med en hævn. Et vagt sødt indslag af mandler blander sig lidt ligegyldigt med en underliggende syrlighed, der ville have forekommet frisk, hvis ikke den var så svag. Håbet er lige så lysegrønt som foliet om flaskens halv, men realitetssansen fortæller også, at det nok er forgæves. Og ganske rigtigt. Her er der ikke tale om en øl, hvor aromaen er gemt i smagen og sparet i bouqueten.

Smagen er lige så kedelig som duften. Jeg fattes ord på dansk til rigtig at sætte på indtrykket, mens det engelske ord ‘bland’ rammer ret godt. Grå og kedelig, uden evne til at sprede egentlig glæde, men heller ikke fæl. Tørsten slukker den da, og den småsyrlige aroma med et fjernt, næsten druknet indslag af bergamot er ikke som sådan til ubehag. Den er bare heller ikke rigtig til gavn.

En industriel specialøl som vi kender dem.

Grimbergen Brassin de Noël, Kronenbourg/Carlsberg

Det tog den ikke skade af …

Julen varer som bekendt til påske … og det er snart 40 dage siden. Det kan man huske ud fra, hvornår kristi flyvefartsdag indfinder sig.

Så den store juleøl, jeg havde åbnet forleden aften, da jeg skulle optage endnu en video om den landflygtige danske kultleder Torben Søndergaard, havde fået lov at stå et stykke tid. Ikke mindst i betragtning af, at den ikke bare havde stået siden jul, men siden jul 2018.

Sidste salgsdato var næsten et år siden, så jeg havde allerede udset mig en reserve i fald brygget skulle være blevet inficeret, forvandlet til eddike eller oxideret til ukendelighed. Ingen af delene var tilfældet! Tværtimod kunne jeg have lagringstiden mistænkt for at have givet brygget et ekstra pift, for Grimbergen-serien er ellers ikke noget, jeg har været synderligt imponeret over gennem årene.

Efter optagelsen var der stadig en betragtelig sjat tilbage i flasken – den var trods alt i en deleemballage på 0,75 l … men til gengæld blev den drukket mens jeg optog en video om Torben Søndergaard, og han kan jo drive ethvert menneske til drikfældighed med sine vrøvlerier. Men ikke desto mindre, var der altså alligevel en sjat tilovers. Min lugtesans var imidlertid for længst blevet neutraliseret – et par dråber af et bryg bag læberne, og man er komplet ude af stand til at annamme dets duft. Og her var i hvert fald halvdelen røget ned i løgnhalsen under optagelsen.

Men smage videre – det kunne jeg til gengæld. Et relativt fyldigt bryg, der flyder blødt og sødt henover læberne – og det er ikke uforventeligt i betragtning af at brygget, på ægte Carlsberg-manér, er tilsat både glukosesirup, sukker og aromatisk karamel. Men at få brygget til at smage grimmere, kan man vel næppe anklage det for. Sammen med en bitterhed af kaffe giver det brygget en grundsmag af svesker i en lage af rom. Bryggets ikke overdrevne styrke på 6,5 giver en mere vinøs kant end man umiddelbart skulle tro. Også her har liggetiden næppe gjort nogen skade.

At gemme øl til langt over sidste salgsdato er selvfølgelig ingenlunde noget, jeg vil anbefale. Jeg vil blot konstatere, at det langt fra altid skader øllet.

Nogle gange kunne man have det mistænkt for at højne kvaliteten.

Jacobsen Brown Ale, Carlsberg

Langt fra tosset …

Jeg har det med brown ale ligesom jeg har det med Weißbier. Engang var det nyt og spændende. Det var en af de vilde, nye stilarter, der kom frem, dengang verden fik øjnene op for, at der rent faktisk fandtes andre øl, end tynd, kornfarvet pilsner.

Men det er længe siden. IPA, Saison, Stout og Geuze (for bare at nævne nogle stykker) har for længst givet brown ale baghjul. I dag fungerer stilen i bedste fald som Umsteigsdroge (det var det, vi i folkeskolen fik at vide, at hash var. Omtrent to minutter efter, vi havde taget det første bap fra en joint, ville vi sidde med en rusten heroinkanyle i øjeæblet, febrilsk hamrende ansigtet ind i den nærmeste plane flade for at få nålen ekstra dybt ind – såvidt i hvert fald lærere og såkaldt undervisningsmateriale om brug af ulovlige stoffer. But I digress …) fra bleg industripilsner til noget, der er mere snævert og udfordrende.

Ikke mindst når producenten er Carlsberg. Og ja ja, det er jo ligegodt fra Carlsbergs specialbryggeri, Husbryggeriet Jacobsen. Og selvom det da også er et godt stykke over bryggerigigantens van(d)lige standard, har brandet for længst måttet se sig slået af myriader af mindre, mere kvalitetsbevidste aktører.

Dermed ikke sagt, at brandets øl automatisk er kedelige og intetsigende. Men at jeg først så sent i bloggens historie – om under en måned har bloggen 10 års jubilæum – får prøvet denne øl, der så vidt jeg ved har været i porteføljen al den tid, jeg har blogget, skyldes nok at brandet aldrig har haft den helt store evne til at imponere mig.

Men her er den så, Husbryggeriet Jacobsen Brown ale. Mørk, ganske vist, men egentlig rød, hvis man belyser brygget blot en anelse. Det off white skum falder hurtigt, og nogen karbonering af betydning byder brygget ikke på. Men det er nu fint sådan. Mørke bryg har det med at minde for meget om cola, hvis de bruser for meget.

Bouqueten er frugtig, syrlig og krydret. Umodne blommer blander sig med en antydning af nelliker og muskat. Syrligheden varsler ikke alt for godt. Tværtimod peger duften i retning af alt for mange andre brown ales; småtynde og mere vandige og sure end noget andet.

Så galt står det heldigvis ikke til. Brygget flyder let over tungen, men formår alligevel at levere en nøddeagtig sirupfylde, mens mørkt træ viser sig bittert ved gummerne. En let antydning af røg findes i eftersmagen, mens syrligheden af ananaskirsebær langt fra er for dominerende til at ødelægge oplevelsen. Derimod supplerer den fint til et overordnet nydeligt kludetæppe af aromaer, som man dog ikke skal granske for længe, da man så snart vil opdage, at ikke alle nuancer og kulører passer lige godt til hinanden.

Men det er småting. Brygget er en mere end adækvat nydelse, og dermed en af de efterhånden ret få brown ales, der er værd at investere i. Den er stadig langt fra Bryghuset Braunsteins mesterværk fra bloggens spæde barndom – men det produkt er også for længst blevet skrottet, efter at kvaliteten på det forinden dykkede betragteligt.

Så jeg er vel nødsaget til at erkende, at denne brown ale fra Carlsberg er en af de bedste af sin slags i almindelig handel i øjeblikket …

… det er ikke småting, man bliver nødt til som blogger.

Spar Classic, Carlsberg

Blød industri …

Egentlig ville jeg have anmeldt Bering Bryg Havskum fra Royal Unibrew i forbindelse med min 200 subscriber special på YouTube – så’n for at gøre det ekstra underholdende. Hvis det er mere underholdende at læse mine dårlige anmeldelser, hvor meget mere underholdende er det så ikke, at opleve mig klemme brygget ned – live?

Desværre var den ikke lige sådan til at finde. Og gudsketakoglov for det, fristes ateisten til at sige. Så svær var den faktisk at finde, at jeg slog den op på nettet for at se, om den mon var gået helt ud af produktion? Det ville jeg trods alt synes var synd for dem, der sværger til den. (Ja, sådanne mennesker findes – men hey, så længe jeg ikke behøver binde an med det fæle stads, skal de da være velkomne til at hælde det i sig.) Men den kan stadig fås i nethandel, har jeg konstateret. Og jeg vil gætte på, den også kan fås i supermarkeder, hvor kundegrundlaget tillader det. Det gør det åbenbart ikke i Thisted, hvilket mestendels taler til byens fordel.

Valget faldt som nævnt i sidste indlæg på et par industrielle øl fra Spar i Bedsted. ‘En lys og en mørk’, tænkte jeg og pakkede glad og fro denne classic ned i indkøbskurven sammen med pilsneren. Til sammenligning købte jeg i Lidl Steam Brews Imperial Stout, som jeg ved afprøvning konstaterede kun var en stout af navn og langt fra af gavn, endsige en kejserlig en af slagsen. Dermed anså jeg det heller ikke for urimeligt at anmelde en classic op imod den – ikke når den påståede stout scorer så lavt på samtlige parametre.

Og 200-subscriber-videoen er fortsat i redigeringshelvede. Men den kommer op snarest, også selvom den allerede er håbløst forældet i betragtning af, hvor mange følgere, min kanal i mellemtiden har fået. I det mindste går det da som det skal.

Men planen var altså at anmelde to lyse over for hinanden – og to mørke over for hinanden, hvoraf denne classic skulle være den mørke fra Danmark. Overrasket blev jeg, da et kun marginalt dunklere bryg end pilsneren fyldte glasset ved skænkning. Duften lagde sig også i samme leje – svag og vandet først fremmest, men også med rare, bløde og søde noter af malt, mens humlen var taget på ferie.

I aromaen titter humlen så spagfærdigt frem, mens malten er lidt længere fremme. Længst fremme er vandet igen, hvilket gør brygget til endnu en tørstslukker mere end noget andet. Ser man bort fra det et øjeblik, må man indrømme, at kompositionen af malt og humle er ganske vel afbalanceret – brygget er nydeligt i den søde ende, mens humlen leverer en velafstemt krydret kant.

Så igen – inden for de ekstremt snævre rammer, et storindustriprodukt byder, er brygget ikke så ringe endda. Men de tørstslukkende egenskaber forbliver nu de bedste.

Og brygget formåede faktisk også at slå Steam Brews såkaldte Imperial Stout. Der var ellers noget mere smag i stout’en. Men den smag var imidlertid så fæl, at classic’en – som et bryg der ingenlunde smagte grimt, ikke engang syntetisk eller metallisk på en industriel måde – måtte gå af med sejren.

2-0 til Danmark. Ligesom dengang vi blev Europamestre.

Spar Pilsner, Carlsberg

Tillykke med mig selv eller noget …

Først et årYouTube – og nu over 200 følgere. Det skulle fejres med manér skulle det. Så det blev det – helt i min ånd. Det vigtigste var at gøre det så underholdende som muligt, og hvad er mere underholdende end at opleve mig rase over, hvor elendige ølprodukter man faktisk kan få derude?

Jeg bevæbnede mig derfor med to danske discountpilsnere og to tyske discountøl for at lave et standoff – igen for at gøre det lidt mere spændende end bare mig, der anmelder én øl. Videoen er optaget, men endnu ikke uploaded, men det skal jo ikke afholde mig fra at anmelde de af øllene, jeg endnu ikke har prøvet.

Det gælder de to danske øl – begge to discountpilsnere købt i Spar i Bedsted. Jeg kommer forbi Bedsted fra tid til anden, fordi de har en dyrehandler, der handler med levende mus. Mit eget kæledyr – en kongepython ved navn Vladimir Bekhterev – vil ikke spise andet end levende mus, og så må far jo ud på tur.

Bedsted er en anderledes stille by end Thisted. Der hærger butiksdøden og rigtig mange tomme huse står bare og forfalder. Det er et trist syn og desværre et alt for grelt et eksempel på den ‘rådne banan’ som man så poetisk har kaldt Vestkysten og Thy, pga. affolkning og svigtende økonomi. Jeg håber, det vender.

Bryggeriet bag øllen er Carlsberg – så vidt jeg har kunnet google mig frem til. Men det fremgår ikke af flaskerne, hvilket jeg endnu engang må spørge mig selv, om det mon er lovligt?

Der er tale om en industriel pilsner som man kender dem alt for godt. Korngul med hvidt skum. En duft der mest glimrer ved sit fravær, omend man da aner fjern humle og småsøde maltnoter i den spagfærdige bouquet.

De vage indtryk fortsætter i smagen – okay, der er da humle i, og en vis mængde malt, der giver brygget en behageligt sød kant. Man kan bestemt ikke beskylde brygget for ikke at være letdrikkeligt. Det glider ned aldrig så nydeligt, og hvor der ganske vist ikke er megen smag at komme efter, må man indrømme at brygget på den anden side heller ikke har mange af industrbryggenes uvaner. Det virker ingenlunde syntetisk, det er fri for metalliske bi- og missmage – af en discountpilsner at være, får man faktisk mere end man tør forvente.

Gad vide om Carlsberg mon hælder overskudsbryg fra deres Premium-produktion på Spar-flaskerne? Det var angiveligt det, de gjorde back in the day, da de stod for produktionen af ‘Dansk’-brandet for Fakta. Sidst jeg smagte en Carlsberg tror jeg imidlertid var da jeg testede deres nye sixpack-emballage, og fra det husker jeg den faktisk som ringere end den her. Netop mere metallisk og syntetisk.

Go figure …

Den vandt i øvrigt mit lille standoff mod Nobelaner fra Lidl på point.

Carlsberg Humle, Carlsberg

But why, whyyyy!?

Carlsberg har smidt en uflitreret pilsner på markedet. Ja, det er så evigt innovative derude i gentrificeringsenklaven i Valby. Eller måske ikke, for uflitrerede pilsnere er olle Kamellen lige syd for grænsen, hvor stilen kendes som ‘Naturtrüb’, og er næsten lige så gammel som Moses. Uden lige at kunne smide eksempler på bordet, er jeg ret sikker på, at flere mikrobryggerier herhjemme også allerede har stilen i deres kataloger.

Og længe efter, at det er gårsdagens nyheder, buldrer industrikæmpen frem i et forsøg på at tage sig nyskabende ud. Lad mig prøve undtagelsesvist at vise mig fra min positive side over for industrien og helt undlade at kalde Carlsberg det, der først falder mig ind – pinlige, forsinkede, grinagtige … hov, nu kom jeg sørme til at kalde dem alt det alligevel. Det var jeg vist ikke så god til.

Nå, lad mig prøve igen. I stedet vil jeg kalde deres forkølede forsøg på at være den kække, frække, unge, nye i klassen … sødt? Nuttet? Kært? Foreslå gerne andre smykkende tillæg til Carlsbergs allerede bedagede initiativ i kommentarerne.

Brygget gør det ellers visuelt OK med et pænt, tåget ydre, og meget plastisk marengsskum. Duften byder på humle og fusel, begge dele mere markant, end man er vant til fra industrigiganterne, så måske er der en overraskelse i vente?

Nå … brygget viser sig bare at være en Carlsberg som så mange andre. Igen vil jeg prøve at være positiv, og derfor undlade at betegne brygget som tyndt, vandigt, hult og uinspirerende …

Damn! Jeg er bare ikke særlig god til det der ‘positivitet’?

Jeg mener selvfølgelig, at brygget er rigtig godt til tørst. Og oven i købet kan man da godt mærke, at der er noget humle, der rasler rundt derinde et eller andet sted. Så i let berøring med noget krydderi har væden i dåsen da været. Det vil jeg da gerne – eller rettere, aldeles modstræbende – indrømme.

Det må imidlertid også undre mig en kende, at brygget reelt ikke smager af mere end flagskibet Carlsberg Premium. I virkeligheden smager det nok af lidt mindre. Og det ansporer jo ikke så lidt til at stille spørgsmålet …

Hvorfor?!

Kronenbourg 1664 Blanc, Kronenbourg/Carlsberg

Nu har jeg aldrig …

For et par uger siden begræd vi bortgangen af vor herre Jesus Kristus for vores synder på korset og bla bla bla. At det i dag ikke er en festdag, hvor vi fejrer det eneste rigtig gode, Adolf Hitler gjorde denne dato for 74 år siden, er mig en gåde. Man kunne gøre det til en særlig mærkedag som alle nazister – I ved, sådan nogle som Rasmus Paludan – kunne bruge til at gå i deres store leders fodspor, og gentage det, der rent faktisk lykkedes for lille Adolf, den sidste dag i april 1945.

Det er nok bare ønsketænkning fra min side. Men jeg ville da lige lufte ideen, nu hvor datoen ville have været så passende.

Min realistiske forventning til, at det rent faktisk skulle blive en ting, er omtrent på samme niveau som forventningerne til denne øl. Den var en gave fra min kære far, der i sit otium kun meget sjældent gider drikke øl – og især ikke noget, der forekommer så generisk som denne.

Jeg har tidligere været inde over Kronenbourgs pilsner, som vel nok er Frankrigs kendteste øl. Det er ærgerligt at to grunde; øllet er ikke særlig godt, for at sige det mildt, og øllet er ikke sådan rigtig fransk, eftersom Kronenbourg-brandet er ejet af Carlsberg. Det kan desværre ikke undgås, at det er med Kronenbourgs horribelt generiske standardpilsner i baghovedet, at brygget blev åbnet.

Men allerede idet den åbne dåse sættes for næsen, stritter brygget imod alle fordommene. Det skal her indskydes, at 1664 Blanc er en hvedeøl med tilsat appelsinskal og koriander. Snyd vil nogen sige. Min imponerethed over hvedeøllenes herligheder er imidlertid så afdæmpet, at jeg ikke vil brokke mig, når man prøver noget nyt – eller gammelt – for at puste lidt liv i en fortærsket, og aldrig sådan rigtigt tilfredsstillende god ølstil.

Blomster og søde frugter – æbler og appelsiner – vælter frem før og mens brygget skænkes. Det høje, fedtede og standhaftige hvide skum gør skænkningen af det citrongule, nydeligt tågede bryg til en langstrakt affære, men det visuelle resultat er hele besværet værd.

De sidste rester af fordomme og sløje forventninger man måtte have krakelerer og falder til jorden i store skår idet glasset sættes for munden. Forfriskende, opkvikkende og forbløffende velsmag af vanille, citronsukker og hyldeblomst nærmest snubler over hindanden for at nå smagsløgene, så de hver især kan være de første til at uddele søde kram og blide kys til dem og gummerne.

Overraskende nok, er ikke alt, der hører hvedeøllet til, kvalt i tilsætningerne. Den friske syre og en antydning af gær er bevaret, men ingen af delene i en grad så det forstyrrer, endsige ødelægger. Derimod spiller syren fint op med aromaerne i det ellers ganske lette og vederkvægende bryg, der således ikke bare formår at smage godt, men også forfriske i sommervarmen.

En sommerøl, der smager af noget – jo, det kan faktisk godt lade sig gøre.

Vinterbryg, A Nutty Ale, Carlsberg (Saufen mit Marcus – (oder “die Unendliche Geschichte II”) I)

‘Testikeltung øl’

I fredags var det d. 9. november 2018, og dermed var det 80 år siden, at nazistiske bøller gik gennem gaderne i Tyskland og Østrig og smadrede jødernes butikker. Glasskårene, der flød i gaderne, lagde siden navn til begivenheden; Krystalnatten. I København har man mindedes begivenheden på Nytorv de sidste mange år. Ironien var derfor tyk som krematorieos da den kvasinazistiske organisation ‘For Frihed’ kom Krystalnatsinitiativet i forkøbet, og lagde beslag på pladsen til deres eget krystalnatsarrangement. Under samme parole. Spørg mig ikke om logikken i det – jeg ser den heller ikke.

Det officielle krystalnatsarrangement for dem, der ikke syntes at en gentagelse af begivenhederne samt de efterfølgende pogromer var nogen særlig god ide, var dermed forvist til et andet sted. Heldigvis skorter det ikke på forsamlingspladser i hovedstaden, så Kultorvet lagde behørigt og mere end sufficient brolægning til arrangementet.

Jeg indfandt mig sammen med min gamle ven og medsmager Marcus – med den skumle bagtanke, at vi bagefter ville tage hjem til mit ydmyge kammer i Brønshøj, for at smage på et par af årstidens bryg … eller i hvert fald et enkelt af dem, efterfulgt af en lagret sag fra Amager Bryghus. En yderligere anledning var min fødselsdag tre dage tidligere, hvor jeg fyldte 43. Ja tænk at man skulle have en sådan holdbarhed.

Jeg gentager gerne min milde aversion over for juleøl, navnlig deres overtrufne evne til ikke at overraske, men når der sådan ryger nye produkter på markedet i et omfang så reklamerne for dem forstyrrer læsningen af online nyheder, så forventes det vel nærmest. Man bilder sig jo trods alt ind, at man er forbrugernes blogger. Men alene gad jeg ikke drikke Husbryggeriets seneste bud i en lang række af mere – og især mindre – succesfulde julebryg, dels fordi de forhandles i emballager hvis rumfang bedst deles af flere, dels fordi skuffelsen kan ramme så hårdt, at det er bedst at der er andre voksne til stede, når man forsøger.

Marcus løb altså en vældig risiko, i fald skuffelsen skulle ramme ham.

Bryggets navn alene vakte endnu før åbning associationer hos Marcus, og således blev anmeldelsens undertitel til. For ganske nylig måtte jeg ellers se mig anklaget for kun at kunne lide ‘kønsløst øl fra København’. Dette skete i en kommentar til den fæleste øl, jeg endnu har prøvet – Afskum fra Royal Unibrew, hvortil jeg svarede, at jeg ganske rigtigt foretrak øl uden synlige tissemænd og tissekoner i. Vel – brygget her må være undtagelsen, omend det mig bekendt er produceret på den oprindelige brygmatrikel i Valby. Det er dér Husbryggeriet Jacobsen-brandet fortsat brygges mig bekendt, så kritikeren under navnet ‘Per’, havde i det mindste halvvejs ret.

Skummet lægger sig irregulært og efter Marcus’ smag ikke helt tæt nok over brygget. Selv kunne jeg nu ikke klage, idet jeg også nød dets matchende gyldne lød over det nøddebrune bryg. Med risiko for at gå unødigt langt med de tvetydige ordspil, vil jeg anføre, at nøddetemaet synes gennemtrængende i brygget.

I duften forekommer det til gengæld kun nærværende i det omfang som brygnavnet gav forventning om. Ellers indgår en vis karamelsødme, som mindede Marcus om A-Z Ale no. 16 i den industrielle udgave fra Vestfyen (den offentlige hemmelighed om den emballerede A-Z kontra den direkte fra Refsvindinge leverede variant på fad, havde jeg kort forinden indviet ham i).

Smagen lagde i et noget større omfang op til debat. Overordnet enedes vi om en note af valnødder. Dertil fandt jeg en note af rom, og syrlighed af egetræ, som jeg ikke syntes, hører til i en Juleøl.
– “… og det irriterer mig i virkeligheden, for det hører ikke til i en juleøl, men det kommer der ofte alligevel …”
– “Det er da fuldstændig ligegyldigt hvad der bør være i en juleøl,” afbrød Marcus, “en traditionel juleøl i Danmark er Tuborgs Juleøl, og den er noget l…”
– “Du har en pointe.”
– “Hvis jeg havde været 18-19 år,” fortsatte Marcus, “så have jeg sagt ‘Nej, hvor en spændende øl’ men nu er jeg et kynisk udbrændt skrog af et menneske på 37 …”
– “Unge mand!”
– “… synes jeg ikke engang den er passabel. Jeg vil ikke bestille den på et værtshus.”

Selv vil jeg faktisk hævde, at den er bedre end Golden Naked Christmas Ale (der ironisk nok har fået en bedre karakter end jeg ville ende med at give denne – sådan kan ens smag jo udvikle sig) men alligevel ringere end deres ‘Julebock‘, der lader til at være gledet ud af produktion.

– “Det er faktisk ikke så meget valnød alligevel,” fortsatte Marcus snart, “det er brændt karamel og for meget kandis. Det er typisk for de her Jacobsen øl, at man finder en eller anden ingrediens, der passer i et eller andet omfang, og så giver man bare los af den, men stadig kun i et omfang så det færdige produkt fortsat kan sælges i 20 mio. eksemplarer …”

Og der blev talt ud af flere tangenter, herunder om man skulle gøre optagelserne af vores ølsmagninger til en podcast hvortil flere spændende navneforslag også kom op. Og det var vel omkring det tidspunkt, det gik op for os, at vi sådan kom til at tale om andre ting end øllet, fordi der i grunden ikke var ret meget at sige om det.

Jeg var egentlig glad for romindslaget, der også gav brygget noget efterklang – det var formentlig det, Marcus smagte som brændt sukker og som ikke gjorde ham godt. Til gengæld var vi enige om, at den var noget for tynd, som om smagsindtrykkene raslede rundt i lidt for meget vand. Jeg forsvarede endnu engang brygget idet jeg anførte, at det hjalp at det fik noget temperatur. Marcus mente til gengæld brygget bare blev fladt, og sådan syntes vore uenigheder blot at blive større, jo længere tid vi talte om det.

Øl er som bekendt en udmærket ting at være uenig om. For så er der mere til den der kan lide det, idet den der ikke kan lide det kan blive fri. Jeg tror ikke, jeg ved en gæsteanmeldelse før har oplevet så stor forskel på karaktergivningen idet Marcus kun havde …

… til overs for den. En nogenlunde adækvat oplevelse med visse markante skønhedsfejl reddede den …

… på min side.

Uanset hvad, var der en større oplevelse i vente som det næste. Det turde vi begge godt satse på på forhånd.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme