Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Camba

Imperial IPA, Camba

2017-01-18 18.11.20Måske har den stået for længe …

Jeg tager i øjeblikket øllene på skift. Først en, jeg har købt for nylig, så en jeg har g(l)emt i mit ølkøleskab fra sidste år.

Det er lidt ærgerligt at glemme øl som denne her, da IPA’er skal nydes friske. Men glemt blev den altså ikke desto mindre, og så er der ikke andet for, end at anmelde den som den er.

Camba er indtil videre det eneste tyske mikrobryggeri, jeg har kendskab til, der gør det i populære craft-typer og som eksporterer til dagligvarehandelen. Indtil videre har det været sådan lidt ‘liste sig frem’ og ‘forsigtigt forsøge’, hvor bryggene egentlig smager udemærket, men på ingen måde stikker ud som noget særligt. Når det gælder øl stikker tyskerne bare generelt hverken særlig meget ud eller af.

Men man skal jo begynde et sted, og alle rejser starter med det første skridt, og tyskerne er da bestemt hverken snublet eller vrikket om på dét skridt – trods alt.

Men at der bare lige mangler noget rutine og viljen til det ekstraordinære er ret tydeligt allerede ved skænkningen af denne IPA. Brygget er såmænd nydeligt plumret mørkegult med godkendt gyldent skum, mens duften mere er et jab end det hook en god IPA – kejserlig eller ej – gerne skulle levere. Det er først og fremmest sødmen man mærker – den er klassisk af alteabolsjer, mens bitterheden viger en smule. Grannålene er fugtige og gamle, og gider ikke rigtig mere.

I smagen mangler fylden i det mindste ikke. Brygget møver sig anmassende frem som det skal. Bittersyrlig aroma af gær og grankogler fylder godt i mundhulen. Bagom melder syrlighed af umodne clementiner og lime sig. Det er lidt ufint, en smule rodet, men langt fra udrikkeligt, og ganske afgjort karakterfuldt.

Selvom mistanken om oxidation og for lang lagringstid borer som en anden tandlæge, er oplevelsen såmænd nogenlunde intakt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg godt gad prøve denne øl igen – frisk.

3-en-halv-stjerne

Pale Ale, Camba

2016-12-29-18-23-35

Ny og gammel samtidig …

Camba er meget i front på markedet for tyske specialøl, at de allerede er blevet mainstream – herhjemme i hvert fald og ude i den store verden. Men lur mig, om ikke de i hjemlandet har skabt sig et navn. På den ene side som det sorte får, som de gamle, traditionelle tyske øldrikkere fnyser ad, og synes er en værre én sådan at lave andet end tyndt, ligegyldigt pilsnersprøjt. Og på den anden side som den ene – eller i hvert fald en af de meget få aktører, der tør være med på den store verdens trend med at gøre øludvalget både bedre og mere varieret.

Helt forladt rødderne har de dog ikke. Nærværende øl, der har fået lov at stå ganske længe i mit køkkenskab (først var det min fødselsdag og så blev det jul), overholder det hævdvundne Reinheitsgebot. Éns ølnæse behøver imidlertid næppe at være trænet systematisk før det står klart, at der er tale om en pale ale efter amerikansk forbillede. På amerikanske pale ales fremgår det aldrig direkte, hvad der er i. Den amerikanske kapitalisme er som bekendt så højtudviklet, og milevidt i niveau over os, at industrien slet ikke behøver oplyse forbrugerne, hvad det er, de putter i hovedet. Det må industriens skam helt selv bestemme. Skal man tro de nødtørftigt påklistrede kapseletiketter, som supermarkederne herhjemme påfører for at overholde underlødig, efterslæbende og ikke mindst undertrykkende betonkommunistisk europæisk lovgivning, ser det nu ud som om, de amerikanske mikrobryggerier er omtrent lige så nidkære med at overholde samme ingrediensbegrænsninger som tyskerne. Så afstanden mellem de to traditioner er måske slet ikke så stor endda.

Men friske grannåle på en fjern men velgørende bund af alteabolsjer tilsat akkurat den rigtige mængde fuselalkohol for at det river lidt i næsen – så ved man hvor man er, stilmæssigt: På Amager – øh, jeg mener i USA. Hey amerikaner – amagerkaner … Potato potato, eller næsten i hvert fald. Ligesom det er med amerikanske pale ales, der rent faktisk kommer fra USA, har man på Amager noget, der minder om denne øl (- citatet er lettere parafraseret efter min lidelsesfælle udi ølnyderiet, Paul Hertz).

Det høje hvide skums lød matcher nu også fint det stjernespraglede flags striber, samt alt det på Boldklubben Fremad Amagers flag, der ikke er blåt. Det eneste, det ikke lige matcher, er farverne i Weimarrepublikkens flag – men så er et godt, at der et sted dybt nede under skummet så småt viser sig et bryg, der nydeligt matcher den gyldne farve i dét flag i stedet. Skummet knækker uregelmæssigt og efterlader ikke bare flotte figurer på glassiderne, nej også i tre dimensioner efterlader det tætte skum spinkle, arkitektoniske figurer – stiger, gangbroer, gallerier – som var det arrangeret henover århundreder i et uforklarligt samarbejde mellem Maurits Cornelis Escher og Albrecht Dürer.

Oven på sådan en visuel oplevelse glædes man også over, at øllet tilmed behager rent aromatisk. Smagsbilledet er klassisk for typen – på en sød bund af bergamotolie prikker bitterhed af friske grannåle. Brygget balancerer nydeligt mellem det letflydende og det fyldige og mellem det bitre og det aromatiske. Brygget er nydeligt afbalanceret uden for meget af det ene eller for lidt af det andet. Skulle man savne noget, skulle det være, at brygget turde satse mere på ét karaktertræk frem for et andet.

Men det er så her, Camba ser ud til at være blevet mainstream – eller i hvert fald fortsat er meget tysk i sin øltilgang. Der skal bare ikke fægtes for meget, der skal ikke være unødigt meget påstyr. Det skal være ordentligt frem for alt, og alt det der nymodens pjat med at lave lidt for lystige øltyper – det holder vi lige lidt igen med, ikke?

Fordommene om tyskerne er mange, men den påstand, at Ordnung muss sein vitterlig præger den tyske ølkultur på en – om ikke negativ, så i hvert fald ensrettende – vis, er svært ikke at indrømme en vis overensstemmelse med virkeligheden.

4-en-halv-stjerne

German IPA, Camba

2016-10-07-17-54-56Husker jeg forkert?

Allerførst må jeg komme med en beklagelse. Jeg har tidligere lovet tre anmeldelser af den Aalborgensiske hjemmebrygger Ole Wolfs øl. Jeg har allerede for længst annonceret, at IPA’en desværre var oxideret, da jeg prøvede den. Det samme har vist at gøre sig gældende for en Irish Red Ale ved navn ‘Rød Maling’, tilegnet en navnkundig midtsjællandsk brygmesters (hvis navn skal forblive usagt) uduelige, fordrukne og kriminelle bror, Anders.

Brygget levede ellers godt op til sit navn, når man lige gav det lidt tid. Egentlig så det mere orange ud, men de sidste dråber, der faldt i det snehvide skum, var røde som de utallige hektoliter blod, hvis udgydelse Anders i sine forskellige hverv har været aldrig så medvirkende til.

Vel – anmeldelsen af øllet må læserne have til gode, for jeg vil ikke anmelde øl, der af den ene eller anden grund – her formentlig Post Nords håndtering – er blevet ødelagt. Men den medfølgende tirade skulle I ikke snydes for.

I stedet har jeg valgt at tage kapslen af en genganger fra årets festival i Lokomotivhallen. Selvom jeg egentlig prøvede at gå uden om, faldt jeg som bekendt alligevel i, og prøvede et par IPA’er. Blandt andet denne, der er speciel idet den er fra Tyskland. Det er den første tyske IPA, jeg nogensinde har anmeldt, og mon ikke den også en af de første tyske IPA’er overhovedet? Mikrobrygbølgen er først så småt ved at tage fat i det store land mod syd, hvis ølkonservatisme har holdt innovationen i et årtierlangt kvælertag, mens resten af Europa – og Verden – kun har bevæget sit i én retning, ølkvalitetsmæssigt – nemlig opad.

Dette første – eller et af de første – spæde skridt mod at lave andet end jævnt (læs: kedeligt) pilsnerøl og Weißbier bærer mestendels præg af lidt famlen. Brygget ser da fint nok ud – mørkere end jeg husker det, uden at det behøver have nogen betydning. Duften er dog noget mere tilbagelænet end erindret. Man mærker næsten ikke humlen. En indrømmet både rar, fyldig og frisk odeur af fløde melder sig – men lige lovlig henslængt og nonchalant.

Smagen er vitterlig også noget afdæmpet. Umiddelbart bider man mest mærke i de frugtige noter af appelsin, mens bitterheden holder sig i baggrunden med lidt diskret fyrretræssavsmuld, der har ligget lidt og er blevet fugtigt.

Her er det måske på plads med et forbehold. IPA’er smager bedst friske, og ligesom Albanis Mosaic IPA kan det sagtens være, at Cambas IPA bare har stået lidt længe, så det friske er gået af den.

Dét eller også har tyskerne bare stadig rigtig meget at lære, når det gælder andet end pilsnerøl og Weißbier.

3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme