Kajs Ølblog

Ny og gammel samtidig …

Camba er så meget i front på markedet for tyske specialøl, at de allerede er blevet mainstream – herhjemme i hvert fald og ude i den store verden. Men lur mig, om ikke de i hjemlandet har skabt sig et navn. På den ene side som det sorte får, som de gamle, traditionelle tyske øldrikkere fnyser ad, og synes er en værre én sådan at lave andet end tyndt, ligegyldigt pilsnersprøjt. Og på den anden side som den ene – eller i hvert fald en af de meget få aktører, der tør være med på den store verdens trend med at gøre øludvalget både bedre og mere varieret.

Helt forladt rødderne har de dog ikke. Nærværende øl, der har fået lov at stå ganske længe i mit køkkenskab (først var det min fødselsdag og så blev det jul), overholder det hævdvundne Reinheitsgebot. Éns ølnæse behøver imidlertid næppe at være trænet systematisk før det står klart, at der er tale om en pale ale efter amerikansk forbillede. På amerikanske pale ales fremgår det aldrig direkte, hvad der er i. Den amerikanske kapitalisme er som bekendt så højtudviklet, og milevidt i niveau over os, at industrien slet ikke behøver oplyse forbrugerne, hvad det er, de putter i hovedet. Det må industriens skam helt selv bestemme. Skal man tro de nødtørftigt påklistrede kapseletiketter, som supermarkederne herhjemme påfører for at overholde underlødig, efterslæbende og ikke mindst undertrykkende betonkommunistisk europæisk lovgivning, ser det nu ud som om, de amerikanske mikrobryggerier er omtrent lige så nidkære med at overholde samme ingrediensbegrænsninger som tyskerne. Så afstanden mellem de to traditioner er måske slet ikke så stor endda.

Men friske grannåle på en fjern men velgørende bund af alteabolsjer tilsat akkurat den rigtige mængde fuselalkohol for at det river lidt i næsen – så ved man hvor man er, stilmæssigt: På Amager – øh, jeg mener i USA. Hey amerikaner – amagerkaner … Potato potato, eller næsten i hvert fald. Ligesom det er med amerikanske pale ales, der rent faktisk kommer fra USA, har man på Amager noget, der minder om denne øl (- citatet er lettere parafraseret efter min lidelsesfælle udi ølnyderiet, Paul Hertz).

Det høje hvide skums lød matcher nu også fint det stjernespraglede flags striber, samt alt det på Boldklubben Fremad Amagers flag, der ikke er blåt. Det eneste, det ikke lige matcher, er farverne i Weimarrepublikkens flag – men så er et godt, at der et sted dybt nede under skummet så småt viser sig et bryg, der nydeligt matcher den gyldne farve i dét flag i stedet. Skummet knækker uregelmæssigt og efterlader ikke bare flotte figurer på glassiderne, nej også i tre dimensioner efterlader det tætte skum spinkle, arkitektoniske figurer – stiger, gangbroer, gallerier – som var det arrangeret henover århundreder i et uforklarligt samarbejde mellem Maurits Cornelis Escher og Albrecht Dürer.

Oven på sådan en visuel oplevelse glædes man også over, at øllet tilmed behager rent aromatisk. Smagsbilledet er klassisk for typen – på en sød bund af bergamotolie prikker bitterhed af friske grannåle. Brygget balancerer nydeligt mellem det letflydende og det fyldige og mellem det bitre og det aromatiske. Brygget er nydeligt afbalanceret uden for meget af det ene eller for lidt af det andet. Skulle man savne noget, skulle det være, at brygget turde satse mere på ét karaktertræk frem for et andet.

Men det er så her, Camba ser ud til at være blevet mainstream – eller i hvert fald fortsat er meget tysk i sin øltilgang. Der skal bare ikke fægtes for meget, der skal ikke være unødigt meget påstyr. Det skal være ordentligt frem for alt, og alt det der nymodens pjat med at lave lidt for lystige øltyper – det holder vi lige lidt igen med, ikke?

Fordommene om tyskerne er mange, men den påstand, at Ordnung muss sein vitterlig præger den tyske ølkultur på en – om ikke negativ, så i hvert fald ensrettende – vis, er svært ikke at indrømme en vis overensstemmelse med virkeligheden.