Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Budejovicky Mestansky Pivovar

Blend: Heatherwood Green Gecko IPA-kit + Praga Premium Pils

Lidt mere liv (jeg sagde “lidt”) …

Den næsten bombastisk og fandenivolsk generiske og almindelige – for ikke at sige skingert ligegyldige Praga Premium Pils fra sidst, blev ikke drukket ud i én omgang.

Min gode ven og ølkontakt Niels fra Lille Skensved – ham med de ugandiske øl, husker I nok – havde forleden arrangeret endnu en nydelig leverance til min bloggervirksomhed. Hovedparten af den bestod nu af gengangere, idet han havde reddet et restparti af Petrus-øl fra sin lokale fakta, som supermarkedet var ved at skille sig af med. Dertil kom en svensk pilsnerøl på dåse … … – jeg kunne aldrig finde på at beskylde Niels, det rare menneske, for decideret at trolle. Men jeg har altså lidt på fornemmelsen, at han finder nogle rædsler at give til anmeldelse, så han kan godte sig over mine tirader efterfølgende.

Med andre ord – jeg har meget ringe forventninger til det svenske øl, og er allerede begyndt at notere mig nogle skældsord, jeg kunne bruge i anmeldelsen.

Men ud over belgiske gensyn og svensk industri, var der noget ganske særligt i den lille pose, som jeg iklædt sort tøj og hætte måtte hente den aften i en afsides indkørsel i Brønshøj … det sorte tøj skyldtes at regnen stod ned i stænger, og jeg var på cykel. Med alt det vand følte jeg mig næsten som et af Carlsbergs bryg. Ja, en vandet vits – så passende til lejligheden, at man næsten drukner.

I en uanselig plasticflaske, havde Niels også lusket resultatet af hans eget lille brygeksperiment med – med dertilhørende instruktionsmanual i bunden af posen. Det skulle imidlertid vise sig, at eksperimentet ikke var faldet ud helt som ønsket. Ethvert spor af kulsyre var fordampet, og ved smagning kunne jeg konstatere, at selvom brygget ikke virkede direkte fejlgæret eller inficeret, så havde oxideringen sat ind i et omfang, så brygget ikke længere var nogen fornøjelse at drikke.

Niels havde faktisk varslet mig på forhånd, at brygresultatet langt fra var optimalt, men anbefalede mig dog at blande det op half ‘n’ half med en industriel pilsner frem for bare at hælde det ud. Og sådan én stod jeg jo faktisk lige og havde i form af den i sidste og starten af nærværende indlæg omtalte generiske tjekkiske pilsner.

Om Niels’ brygeksperiment alene, er der det gode at sige, at den egentlig ganske aromatiske, men også noget syntetiske duft, med ét greb meget langt tilbage i mit helt unge liv. Da jeg fyldte fire eller fem fik jeg noget modellervoks i gave, samt en pressemaskine til det, så man kunne kreere lange snore af det i forskellige spændene former. – En stjerneform fx. Mange år efter jeg for længst havde glemt alt om maskinen fandt jeg den på loftet i mit barndomshjem i Hjortshøj nord for Århus, og alt dette kom tilbage, da jeg duftede til Niels’ bryg. For præcis ligesom dette modellervoks, duftede det. Ret syntetisk i grunden, men ikke uden en vis spidsfindig aroma af billigt firserviskelæder. Alt brus var til gengæld for længst gået af brygget, og selv om en smule af humlens bitterhed stadig var mærkbar, føltes selve brygget alt for metallisk og hårdt mod smagsløgene, helt og aldeles afbruset som det var.

Sammenblandet med den næsten skrigende intetsigende tjekkiske pilsner formåede hjemmebrygget imidlertid at gøre lidt gavn. Alene det, at der nu var noget kulsyre i brygget gjorde, at nogle aromatiske blomsternoter – syren og lyng – begyndte at træde frem. I det hele taget leverede det afbrusede brygeksperiment den aroma, som den tjekkiske pilsner så kritisk manglede.

Det var nu stadig ikke helt nok til, at øloplevelsen blev sådan rigtig god. Mixet føltes fortsat noget syntetisk, og der var heller ikke helt nok kulsyre til overs i pilnseren til at brygget livede ordentligt op. Det forblev noget dovent i mundfornemmelsen samt for tungt og glat til at være nogen stor nydelse.

Men hey – man skal starte et sted, og jeg tør slet ikke tænke på den katastrofe det ville være, hvis jeg selv gav mig i kast med den slags eksperimenter.

Hold i øvrigt øje med bloggen i den kommende tid. Jeg har for nylig spenderet endnu en aften med mit sidekick Marcus – og der er mere end bare skriftlige indlæg med dertilhørende stilbilleder i vente.

Og må Kent Nikolajsen hvile i fred. Netop i skrivende stund har jeg erfaret at han er gået bort – endnu et ansigt fra min ungdom, der endda ikke var meget ældre end jeg selv.

Praga Premium Pils, Budejovicky Mestansky Pivovar

Radikal mainstream …

Så klarede jeg årsrapporten, og dermed er ølåret 2019 for alvor skudt i gang. Januar er typisk en måned, hvor ikke helt så mange klikker sig ind på bloggen, og jeg har på fornemmelsen, at det skyldes at jeg selv kan være lidt sen til at komme ud af starthullet. Årsrapporten er en træg sag at komme igennem, så der opstår gerne et hul i anmeldelseshyppigheden lige før og lige efter. Samtidig myldrer tiden op til årsskiftet med helligdage, hvor jeg før har observeret, at hitsene ikke er voldsomt mange. Jeg gætter på, at læserne har bedre ting at tage sig til i helligdagene – såsom at være sammen med familien fx frem for at læse min blog. Det er også bedst sådan – og så må det være mit ansvar, at projektet kommer på sporet igen i hverdagene derefter.

Vel, i skrivende stund har jeg en hel række øl, jeg skal have skrevet om, idet jeg har været igennem endnu en hyggeseance med min faste medsmager Marcus. Råmaterialet til en væsentlig opgradering af bloggen er i den forbindelse også indhentet, så nu burde jeg have rigelig anledning til fornyet blogaktivitet – det kan læserne jo glæde sig til. Yderligere hints derom kan man finde på min facebook-fanside.

Denne øl fandt jeg for få dage siden i Fakta. Jeg synes faktisk, at Fakta er faldet noget af på den her på det sidste. 2017 var højdepunktet for butikskædens udvalg af specialøl, hvor man fx kunne finde nogle ret spændende amerikansk/tyske IPA’er der, samt nogle uhørt gode belgiske sure bryg.

Nu er det sådan nogle her, man finder der. Jævne, generiske tjekkiske øl, der sjældent formår at imponere denne blogger synderligt. Ja, tjekkerne er vidtberømte for deres pilsnere, selvom de ofte ikke er bedre, end det man finder herhjemme i det alt for almindelige industrielle udvalg.

I næsen viser brygget såmænd lidt karakter. Bagom en generisk, industriel syrlighed damper det af fusel, der næsten river som salmiak i slimhinderne. Så er der da i det mindste lidt oplevelse at starte på.

Til gengæld forekommer brygget straks ved indtag mere end noget andet vandet. Vandet først, siden småsyrligt og så metallisk undgår brygget behændigt at være til nogen egentlig fryd, andet end at det må indrømmes tørstslukkende egenskaber. Man er ved at afskrive brygget helt, da en rund maltsødme melder sig et sted dybt nede i det syrlige vandbad.

Man får uvægerligt mistanken om, at det er det tilsatte sukker, der hjælper sødmen på vej – så meget for brygkunst, men en enkelt til to stumper formår denne ene aroma nu alligevel at redde i en pilsneroplevelse, om hvilken det bedste der kan siges er, at den er aldeles jævn, og ikke som sådan ubehagelig. For selv syrligheden og metallet ligger så dybt i vandet, at det ikke formår at genere, men måske endda skærper vandets tørstslukkende profil en anelse.

Jeg håber ikke, denne øl repræsenterer fremtiden for Faktas udvalg af specialøl. Kunderne fortjener meget bedre – ikke mindst i lyset af, at udvalget har været netop det – meget bedre.

Praga Dark Lager, Budejovicky Mestansky Pivovar

På standardniveau …

At komme sig oven på et stressanfald, der var en hårsbredde fra længere sygemelding tager sin tid. Heldigvis er jeg ikke typen, der dæmper stress med alkohol, så grunden til, at jeg nu har rod i kronologien igen – plus at jeg igen har et anmeldelseshængeparti er alså alene det mentale kaos, der desværre fik det bedre af mig for et par uger siden.

Denne øl fx havde jeg faktisk prøvet før den vidunderlige aften, hvor jeg og Marcus prøvede lagrede øl fra Amager Bryghus – ikke mindst den helt uforlignelige Big Bold & Beautiful– Ja, dem viser sig endda at være prøvet før min tidligere kollegas julegaveøl fra Novo Nordisk. Og uden at sige for meget, er dagens bryg da også af lidt mere ydmyg statur, end de to foregående bryg.

Den blev købt i SuperBrugsen Brønshøj som et “køb eller den bliver smidt væk”-tilbud. Forventningerne var derefter, og blev nogenlunde indfriet. Bryggets lovende dunkelhed kompenserer bryggets alt for lette flåd for. Duften er desuden mest våd og vandig – kun en meget fjern antydning af branket malt har duften at byde på.

I smagen går det ldit bedre. Her holder maltfylden i det mindste så meget sammen på brygget, at det ikke ryger direkte i afløbet. Bitre noter af kaffe, en snert af røg og lidt branket karamel bydes der da på. Lader man brygget temperere før åbning, kunne det måske endda gå hen og blive en lille nydelse.

De indledende behagende aromaer viger dog snart for bryggets alt for gennemgående spnkel- og vandighed. Den munder ud i et niveau, der snarere hører hjemlige standardøl til end kvalitetsbryg fra Centraleuropa. En lidt fyldigere maltprofil giver vel på ét parameter en lidt større nydelse, på den anden side smager brygget bare ikke helt nok, når det når bagtungen …

… og så kommer det alligevel ud på ét.

 

1795 Low Alcohol, Budejovicky Mestansky Pivovar,

Afgiftningen efter påskeølstemaet er så småt gået i gang. Men før jeg går fuldstændig på vandvognen, har jeg valgt at trappe ned lige så stille med en alkoholfattig øl på 0,5% fra det tjekkiske bryggeri Budejovicky Mestansky Pivovars 1795-serie.

Det er altid lidt svært med alkoholsvage øl. Deres ry er lidet flatterende. I bedste fald er de tynde, i værste udrikkelige, og de er fantasiløse variationer over den traditionelle pilsner, og byder som type derfor ikke på noget afgørende nyt. Og dog – der er også hvidtøllene, som jeg har valgt at rubricere under de alkoholfattige øl også. For de indeholder ikke sjældent mindre alkohol end de egentlige light-øl, og som sådan udgør de egentlig et udmærket alternativ, hvis man vil have noget øl, der rent faktisk smager af noget, og som det er ansvarligt at køre bil efter at have nydt. Endelig er der også bryggerier, der tager sig sammen, og rent faktisk laver noget ordentligt alkoholfattigt øl – men det hører i den grad til sjældenhederne.

Spørgsmål er altså, hvor nærværende alkoholfattige øl lander iblandt de ovenfor skitserede. Da det er et relativt hæderkronet tjekkisk bryggeri, der står bag, håbede jeg på det sidste – en sjælden ordentlig alkoholfattig øl, for jeg kunne trods alt godt se, der ikke var tale om en hvidtøl eller noget i den retning. Helt så godt gik det desværre ikke …

Farven fejler ellers ikke noget. Det er en nydeligt strågul pilsnerøl med et relativt højt, omend hurtigt vigende, kridhvidt skum. Øllet sprudler og perler, og lyder i hvert fald godt, men lige meget hvor langt man stikker snudeskaftet ned i glasset, og om man sniffer som en anden weekend-narkoman på det hedengangne ‘IN’ så melder der sig praktisk taget ingenting. Bouquet’en er tam, tam, tam. Der er, for at citere en af vores mindre glorværdige statsministre gennem tiden, intet at komme efter.

Også smagen er meget, meget tam, og øllet er tyndere end et spaltet og flækket nakkehår. Et eller andet sted skriger en fjern syrlighed på opmærksomhed, og en tør mundfornemmelse efter nedsvælgningen trygler én om forståelse for, at den engang har været en rest af noget, der måske smagte lidt af jævn, pilsnerbitter humle.

Og som man sidder der og overvejer at skifte øllet ud med et glas postevand, fordi det trods alt smager af noget, kryber den fjerne humlearoma alligevel frem fra sit skjul og formår at behage ganen lige præcis i et sådant omfang, at øllet trods alt ikke flopper totalt. Humlearomaen vokser om man så må sige med tiden, og øllet skal bestemt have kredit for at være både friskt og tørstslukkende samtidig. Andre lightøl kan smage direkte grimt, og have en viskositet, der, endskønt det minder om vand, alligevel ikke rigtig formår at slukke tørsten. En sådan light-øl er 1795 low alcohol bestemt ikke, og det skal den trods alt have kredit for.
1-halv-stjerne

1795, Budejovicky Mestansky Pivovar

2-stjernerSom navnet og udseendet antyder, er dette 1795 Darks lyse broder.

Mine forventninger til den var relativt høje. Som bekendt faldt den mørke udgave ikke helt i min smag; jeg fandt den alt, alt for sød. Til gengæld havde Dark i kraft af sin sødme og næsten voldsomme aroma også hvad man må betegne som objektive fortrin. Ingen kan med nogen rimelighed kalde den smagløs, tynd eller vandig, f.eks. At der så måske er hældt lige rigeligt med sød malt på den, rokker jo ikke ved, at man virkelig har med en karakterfuld øl at gøre. Nu skulle jeg se, om den lyse udgave slog samme takter an.

Der er tale om en klassisk tjekkisk pilsnerøl. Når den hældes op i glasset ligner den ikke overraskende, det vi kender herhjemmefra, for den er brygget efter de samme traditioner og opskrifter. Smagen til gengæld afslører en af de væsentlige forskelle. Pilsneren er sødere og mere aromatisk. Den smager simpelt hen mere igennem af øl, både hvad angår det søde og det bitre. Samtidig er denne øl vel afbalanceret. Hverken det søde eller det bitre kommer til at dominere for meget, hvilket giver en blød og delikat fornemmelse i mundhulen.

Vandet, der indgår, er sikkert også godt. Desværre er der en smule for meget af det, og øllet har næsten ingen eftersmag. Det er en øl, der smager af lidt mere mens man drikker den, men man har glemt den lige så hurtigt igen. Ligesom når man spiser noget, og lynhurtigt er sulten igen. Kender du fornemmelsen?

Alt i alt minder 1795 overhovedet ikke om sin mørke bror. Og det er nok meget godt på nogen områder. Man undgår den kvalmt-sødlige eftersmag og man får en øl, der bare er langt bedre afbalanceret. Til gengæld savner man i den grad 1795 Darks næsten fandenivoldske karakter. For i sammenligning med andre tjekkiske pilsnere ender 1795 med at tage sig underligt ligegyldig ud.

1795 Dark, Budejovicky Mestansky Pivovar

4-stjerner

Ifølge etiketten er denne øl en klassisk tjekkisk mørk lager-øl. Endvidere fremgår det, at den har navnet efter det år, hvor bryggeriet blev grundlagt. Man fristes til at sige, at det er en tjekkisk classic – et forsøg på at brygge øl som i de gamle dage.

Til at begynde med adskiller den sig positivt fra mange danske classic-øl i og med, at den ikke har fået justeret farven med karamel eller andre unødvendige tilsætningsstoffer. Det er nu heller ikke andet, end hvad man bør forvente af tjekkisk øl. Nu mangler vi bare at forlange det samme af dansk øl.

Ved åbningen rammes næseborene ikke bare af duften, som man forventer af en god mørk pilsner. Den dufter i hvert fald også så godt som man håber. Duften er meget frugtagtig, sød, kraftig, stærk, mørk – ja næsten klæbrig, idet den passerer fimrehårene.

Det er heller ikke nogen overdrivelse, når den på etiketten kaldes mørk. Den er faktisk så mørk, at selv skummet skinner brunligt, og det er kun fordi man placerer en tændt lighter bag glasset, at man kan konstatere, at den faktisk er klar og gennemskinnelig. Ja se (eller ikke-se), hvad man kan opnå uden at tilsætte karamel.

Der er fuld knald på smagsindtrykkene, aromaen stiger op og nærmest kondenserer i ganen – og hvilken fantastisk fylde dette tykke bryg byder. Øllet har en utrolig tyngde, der gør den – ja, tung … for tung faktisk. De søde smagsnuancer er i klar overvægt, og “overvægt” skal tages helt bogstaveligt. Jeg ser for mig, hvordan vægtfordelingen i brygget er helt forkert. Det søde fylder for meget, og vælter i sidste ende hele læsset.

Det skal dog siges, at jeg drak den, mens jeg i forening med min dejlige familie satte en middelstærk indergryde til livs. Kontrasten til det stærke kunne have været med til at sabotere smagsfornemmelsen, men jeg tror det egentlig ikke, for man skal huske på, hvordan søde ting – mango lassi, eller chutney, f.eks. – typisk serveres til stærk mad, netop fordi det søde spiller vel op til det stærke.

Hvis jeg skal sammenligne smagen med noget fra hjemmemarkedet, finder jeg den ikke helt ulig en nisseøl. Og jeg tror faktisk, den ville egne sig fint til en rigtig fed, stor julemiddag, med sild, rødkål flæskesvær og tyk, tyk sovs (som man for min skyld i øvrigt gerne kan komme karamelfarve i, så længe man holder det ude af min øl.)

Men en halv liter blev for meget sødt øl for mig. Den endte faktisk med at blive decideret kvalm, og jeg må efterfølgende konstatere, at de, der har skrevet etiketten, tydeligvis ikke har smagt øllet selv. De skriver: “Øllet har […] en let sød eftersmag af karamel.” Eftersmagen er mindst lige så tung som smagen, og minder mest af alt om fortykket hindbær-sveskegrød.

Det er egentlig synd, for der er givetvis lagt noget arbejde og engagement i den, som man normalt ikke under dansk øl. På den anden side er den simpelthen ikke min kop øl, men jeg vælger at vurdere den på dens objektive kvaliteter; fylde, aroma, farve og – alt andet lige – smag, frem for at straffe den for ikke at passe til mine præferencer.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme