Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Brygværket

Vild Hvede, Brygværket/Ørbæk

Halvtam fornøjelse

 
Nomadebryggeriet Brygværket har som bekendt lanceret to øl. Den ene drak jeg for knap to uger siden, hvilket bestemt var en godkendt oplevelse – omend ikke nogen decideret feinschmeckerøl. Ifølge Jakob Schytz og Ole Madsen fra Ekstra Bladet skulle nærværende hvedeøl da også være mere vellykket, og den får da i hvert fald ikke for lidt på etikettegningen, der forestiller en steroidpumpet, solgrillet fritte (eller hermelin eller mårhund) i en kornmark, der fyrer ølflasker af sted med et bazookalignende aggregat. Ikonografien varsler i hvert fald en kraftfuld, omend måske ikke helt stilsikker, oplevelse.
Så det var med en vis forventning, jeg hældte det tågede bryg, hvis lød svarede til en blanding af appelsin- og citronsaft op. Jeg blev, indrømmet, ganske betaget af den luftige marengstop, der længe hang over brygget, og kun langsom gav sig til at falde, mens det afsatte kantede mosaikker på glassets sider. Duften viste sig fortrinsvis sød, men lettere udflydende i karakteren, der landede et sted mellem æbler, hyldeblomst og frisk græs.
Smagen kan bedst beskrives som syrligt-sød, kornet og med et fremtrædende græselement, som man møder det i duften, mens hyldeblomstnoterne er trængt i baggrunden. Som man vender sig til brygget, tager sødmen dog mere over og bliver fyldigere, uden dog at det kommer til at minde mere om hyldeblomst. I stedet indtræder en fjern, omend elegant smag af jordbær, der evner at runde det syrlige af, så det ikke bliver for fremtrædende.
Eftersmagen er tør og lettere gæret, jeg savnede især det humleelement, som Ole Madsen ellers mente at kunne finde, og derfor bliver eftersmagen faktisk også for gæret, da der ikke er noget rigtigt velgørende smagselement til at runde gæren af, eller komplimentere den. Helt overordnet er der heller ikke rigtig nok kraft i den. Jeg er fristet til at være flabet, og som hvedeøl at kategorisere den blandt de tidlige danske hvedeøl, såsom den umulige Tuborg Classic Hvede. Helt så tynd er Vild Hvede ikke, idet smagsbilledet jo er ganske varieret og egentlig nydeligt – men brygget mangler simpelt hen noget kraft for rigtigt at gøre sig bemærket. Det er i hvert fald slet ikke den vilde omgang, man forventer ud fra navn og illustration, og den er i mine øjne mindre interessant end Herlig Humle.
Ja, man skal som bekendt ikke skue hunden på hårene eller øllet på etiketterne … – og dog, bagetiketten kan jo faktisk meddele, at Vild Hvede, sit navn og grafiske fremstilling til trods, har “en let krop” og “er velegnet som en simpel tørstslukker eller sammen med lettere frokostretter”. Lad os bare sige, at det undertiden er bedst også at kigge bag på flasken, hvis man vil have ordentlig besked om øl.

3-en-halv-stjerne

Herlig Humle, Brygværket/Ørbæk

Herlig omend ikke ekstraordinær.

Brygværket ser ud til at være det, der kaldes et nomadebryggeri, et bryggeri uden egne brygfaciliteter, der udvikler recepter (det har jeg i mellemtiden accepteret, at det hedder i brygverdenen) og derefter får stillet brygremedier til rådighed af andre bryggerier – i dette tilfælde Ørbæk. Nomadebryggerier skal ikke forveksles med fantombryggerier, som er bryggerier, der slet og ret ikke eksisterer. Det mest kendte er vel Pladderballe Bryghus, hvor det egentlige bryggeri, der står bag, er Slotsbryggeriet Føniks.

To øl fra Brygværket, som er ildsjælene Christian Skovdal Andersen og Henrik Kirkegaards projekt, er kommet i handelen i Føtex og Bilka. Jeg har formået at hapse dem begge, så en anmeldelse af Vild Hvede kan ventes inden længe.

Herlig Humle er en orange, lettåget øl, og orange er duften også ved opknapning – der bredte sig i hvert fald en markant bouquet af appelsin, da kapslen lettede. Denne duft går dog ikke igen, når snudeskaftet placeres i umiddelbar nærhed af det gyldengule, flødeagtige skum. Her domineres bouqueten af humle med et sødt tvist, som man kender det fra IPA, men uden IPA’ernes blomstertoner.

Det tågede ydre skyldes selvfølgelig restgær, og det præger allerede fra første tår øllet positivt. Det har en nydeligt velafstemt gærfylde, som jeg husker det fra de tre Chimay-øl, men her måske endda endnu bedre afstemt, så gæren klart er med i smagsbilledet, men uden at skæmme det mindste – snarere tværtimod. Ellers præges brygget af en bitter humle – igen som man husker det fra IPA, men altså med et mere markant gærelement, frem for at lade humlen selv skabe fylden.

Og selvom der er tale om en klart bitter øl med humle som det bærende element, så er det på den anden side heller ikke for kraftigt, eller som jeg, der elsker bittert øl ville sige – den ville have været bedre, hvis humlen havde fået lidt mere tør og kraftig bitterhed. Som bitter humleøl betragtet lægger den sig lunt i midterfeltet, hvor den ikke udfordrer for meget, og heller ikke taber, desværre på bekostning af rigtig god karakter og individualitet.

Eftersmagen kommer dog lidt efter det – der er virkelig tale om kraftig, tør og velgørende humlebitterhed, der næsten river som salmiak og holder rigtig længe. Så det er om ikke andet en øl, der især kan nydes for eftersmagens skyld.

Og alt i alt så sandelig en øl, der vil frem om det så ikke er helt frem blandt de allerbedste. Det kan måske komme, og Brygværket kan bestemt regne med, at nye øl kommer med hjem i indkøbstasken til hippiehybelen i Hasle.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme