Kajs Ølblog

Nr. 1000!

At tænke sig, at jeg skulle nå så langt, helt uden at holde op med at blogge. Et eller andet må jeg vel gøre rigtigt – som fx blive ved med at blogge i lang nok tid.

Vel, lad mig forlade de flabede tautologier for en stund for i stedet at svælge i lidt narcissistisk selvklapperi på skulderen. At kunne holde koncentrationen om et projekt så længe er ikke just noget, der karakteriserer mig. Jeg mister alt for ofte alt for hurtigt interessen for projekter, jeg påbegynder, og de hensygner halv- eller kvartfærdige, mens uforløstheden og irritationen over at endnu en havareret syssel gnaver som et par nyindkøbte Dr. Marten’s.

Men sådan skulle det altså ikke være her. Jeg er nu nået til anmeldelse nr. 1000, og har vel nok indledt indlægget derefter. Jeg vil derfor gemme resten af selvskulderklapperiet til jubilæumsindlægget, og skride til omtale og anmeldelse af den øl, jeg prøvede som nr. 1000 i stedet.

Strategien for, hvordan jeg valgte den øl, jeg ville anmelde, karakteriserer mig til gengæld alt for godt. Den hedder “panik før lukketid” – selvom Magasin, hvor jeg købte den, nu ikke var ved at lukke, da jeg fandt den. Jeg syntes til gengæld ikke min beholdning af øl indeholdt nogen oplagt kandidat, og jeg håbede derfor at finde én i hint velrenommerede og (fise)fornemme indkøbscenter på Kongens Nytorv.

Og så alligevel blev det sådan lidt i mangel på bedre. Magasin’s Mad & Vin-afdelings øludvalg er nemlig ikke stort mere imponerende end fx Faktas. Større – måske, men man ville fx aldrig finde sure belgiske øl, af den kaliber som man kunne finde i COOPs discountaktør i (lidt for) pæne, (noget for) fine og (alt for) nydelige Magasin.

Men jeg fik lov at betale Magasin-pris for den – 150 bobs. Men det var så også inklusive en personlig anbefaling fra den ansvarlige for vinafdelingen. Han mente, det var en af de bedste øl overhovedet på markedet herhjemme for tiden, og at Bryghuset Møn var et af de førende bryggerier. Til det måske nok flabede, men alligevel relevante og ikke ligefrem uforskammede spørgsmål, i lyset af vinformandens påståelighed, om Bryghuset Møn monstro var bedre end Amager Bryghus, var han i øvrigt dristig nok til at svare “ja”. Omend med en smule tøven – og jeg har i den grad min tvivl.

Men pæn er den da – både udenpå og indeni. Desuden har hvert bryg et nummer – denne har 1650 … ja, det var pokkers, at det ikke var nr. 1000, hva’? Brygget skvulper natsort – omtrent som navnet antyder – og adækvat tykt ned i glasset … og så måske alligevel lidt for let i betragtning af, at der er tale om en 9 % stout, tilsat whisky og rørsukker. Duften lader ligeledes en smule tilbage at ønske – måske fordi bryggeriet selv anbefaler, at man lader øllet stå et par år … vel, det har jeg bare ikke tid til. Noter af kaffe og lakrids glæder nogenlunde, men der er bare ikke helt nok af det.

Smagen er til gengæld på plads. Kaffen og lakridsen blander sig meget elegant, tilbagelænet og mageligt – ingenlunde voldsomt, men det behøver det jo heller ikke være, for at være godt. Man behøver ikke altid en actionfilm – et velspillet drama kan være mindst lige så godt og oftest endda bedre.

Kaffen indleder oplevelsen, der så efterhånden overtages af lakridsen midt på tungen. Her ligger den venligt masserende og ikke det mindste støvet. Sidst mødes man af hasselnødder – tilpas bitre til at matche den tilbagelænede kaffe og chokolade perfekt med en antydning af udfordrende kant, der ikke gør det hele så mageligt, at det bliver kedeligt og trivielt.

Varmt, rart, mægtigt, stilsikkert og smagfuldt – hvilende harmonisk i sig selv, og så måske også en smule mere på laurbærrene end brygget helt fortjener.

Men igen – hvad jeg måske efterlyser af fandenivoldskhed kan også opfattes som kvalitet. At brygget fx ikke smager synderligt af alkohol – selvom det er tilsat whisky – vidner vitterlig om stor brygkunst.

Den var også et godt valg – ikke mindst som øl nr. 1000.

Men nej! Aldrig, om den kunne slå det bedste fra Amager Bryghus – det kræver altså alligevel noget ondskab, som dette bryg ikke besidder!