Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bryghuset Braunstein

Pokal Mørk Lager, Bryghuset Braunstein

2017-01-30 17.57.39Tid at hamstre …

Jeg vil næsten tro, at jeg med dagens øl er igennem Bryghuset Braunsteins Pokal-portefølje. Ud over at hæve standarden endog rigtig meget på de allerede eksisterende produkter, er der også kommet nye øltyper ind i brandet, og alle sammen i kvalitet langt over, hvad man ellers har været vant til fra det mærke.

Midt i alt begejstringen har jeg opdaget, at brandet åbenbart er på vej tilbage i sin gamle form. Små uanselige sølvgrå dåser med det gamle ‘pokal’-logo i det gamle, uengagerede design er i hvert fald dukket op igen i Fakta på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn. De 7 magre år banker så småt på igen, men det var i det mindste rart, så længe det varede.

Og hvad venter der så i den sidste flaske – den sidste trøst før det tynde øl atter må flyde som tårer over den tabte guldalder? Først og fremmest en dunkel skumkanon, der kan få den mest hærdede Zen-mester til at miste tålmodigheden, hvis brygget skal skænkes uden overløb. Det kræver tid at skænke det. Imens kan man nyde den søde duft af æbler og krydderier – ikke ulig æblekage med kanel.

Det søde møder man også i smagen, og der er krydret med aromaer der hører de mørke øl til: Farinsukker i bunden, sødme af passionsfrugt og syrlighed af kiwi giver aroma til almindeligt velbehag og en smule at tænke over. I eftersmagen tager friske valnødder over, igen med en let syrlighed i retning af veltilberedt brunkål.

Der er rigeligt smag til at overdøve det letflydende brygs tendens til vigende fylde. Det er helt overraskende, hvor meget et letdrikkeligt bryg faktisk kan smage. Brygget formår dermed at gøre det gamle discountbrand ære ved fortsat at være letdrikkeligt, men med den ikke uvæsentlige justering, at det ikke bare smager af noget men rent faktisk oven i købet godt.

Og noget tyder altså på, at Pokal er på vej tilbage i sit gamle format – øvforpokkerdaosse! Men endnu er det næppe for sent at hamstre …

4-stjerner

BB Økologisk Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-06-18-57-20Jævnt sødt – især jævnt …

Gad vide, hvor længe, jeg havde haft denne øl stående? Jeg tror faktisk, det var én, min tidligere hustru i sin tid havde fået, og som hun havde opgivet nogensinde at få drukket, hvorefter hun lod mig få den med da vi gik hver til sit. Eller var det én Gedved havde med engang – også fra før skilsmissen, som jeg vist egentlig havde lovet, jeg ville prøve sammen med ham?

Jeg er ikke meget i tvivl om, at jeg i hvert fald har haft den liggende fra før jeg flyttede til Brønshøj. Sandsynligheden taler dermed for, at den er helt tilbage fra forrige jul. Julen 2015 varede ikke bare til påske, men helt til efter julen 2016.

Et kig på holdbarhedsdatoen viser imidlertid 07/15 – altså er brygget faktisk helt tilbage fra julen 2014 … og det opdagede jeg ikke engang før brygget for længst var drukket. Den jul varede altså mere end to år! Og jeg der ellers sagde at overløbet fra julen ikke var særlig stort. Vel, det er det jo sådan set heller ikke, for der er vitterlig fortsat ikke mange juleøl til overs. Det har blot været uventet langt.

Jeg kan afsløre, at alderen næppe har haft nogen stor negativ indflydelse på det mørke bryg. Godt nok var der en masse gas, brygget skulle af med. Det var noget af en tålmodighedsprøve at skænke, idet skummet rejste sig som den mest genstridige marengsmasse over glasranden – gentagne gange, når blot der blev skænket en lille smule. I lyset af bryggets mørke, er skummet ellers ganske lyst – praktisk taget hvidt, mens selve øllet er dystert som den mørkeste vinternat uden sne.

Duften byder på lifligt søde noter af relativt mørk chokolade og krydrede noter af nelliker. Det julede er dermed på plads, og der er ikke den mindste antydning af forældning eller fejlgæring ud over det noget genstridige skum. Heller ikke i smagen finder man negative spor af alderen. Brygget føles fløjlsblødt – næsten vinøst på tungen, og det kunne meget vel være alderen, der havde rundet fylden af. Smagen er fortrinsvis sød af chokolade.

Mild og rar chokolade, men af en bedre kvalitet end det industrielt udstandsede tyske mælkechokolade, der oversvømmer butikkerne op til jul. Men mild og rar og ganske ufarlig, om ikke uengageret, så i hvert fald uprovokerende.

Og det kunne måske også skyldes alderen. Den har måske tabt lidt af intensiteten i smagen, om mundfylden til gengæld måske er blevet en kende mere elegant. Jeg kan jo for så vidt ikke vide det, men forholder mig til de aldringskaraktertræk, jeg har hørt om fra andre bloggere.

Syre og ilt er brygget heldigvis fuldstændig forskånet for. Op på vilde, stormfulde højder når brygget i kraft af sin aldring nu heller ikke, formentlig fordi udgangspunktet næppe har været voldsomt langt over jorden til at begynde med.

3-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-04-20-26-52Traditionen tro …

Så er vi nået et godt stykke ind i januar, og som altid har jeg ikke nået at gøre kål på de juleøl, jeg fik købt sidste år. Denne gang er det nu ikke så mange, det drejer sig om. Jeg forventer bestemt, at alt overliggende er anmeldt inden udgangen af indeværende måned. Endnu engang kommer julen ikke til at vare helt til påske – eller bare til fastelavn.

COOP har i løbet af sidste år opgraderet deres discountbrand Pokal til en finere, smartere og tilmed dyrere økologisk serie brygget af mikrobryggeriet Bryghuset Braunstein fra Køge. Det er både COOP og Bryghuset Braunstein egentlig sluppet nogenlunde heldigt fra, selvom man kan indvende, at det at højne kvaliteten i serien næppe har budt på nogen voldsom udfordring. Med i porteføljen er denne julebryg, der i farvevalg vælger at være så utraditionel, at det først gik op for mig, at det var en julebryg, da jeg læste det på etiketten. Mere julet er til gengæld duften, der er af lys chokolade (og ikke mørk, som der står på etiketten – men close enough. Farven er også mere julet Rødbrun med matchende gyldent, højt og holdbart skum.

Det er en noget bitter julebryg. Den bæres frem af en smag af hasselnødder, der er blevet lidt for gamle, og som sådan passer det jo fint, at den nydes her på bagkant af julen, hvor de overliggende julegodter også så småt bliver harske. Eftersmagen byder på en lidt mere elegant, men stadig noget anmassende aroma af lidt for stærk og lidt for hårdt ristet kaffe.

Til gengæld kan man glæde sig over at fylden er adækvat. Brygget bærer nogle af de samme smagselementer som King Goblin, men netop med en krop, der kan bære smagen. Søde noter af chokolade begynder desuden også at titte frem efterhånden, og sådan ender brygget med at være adækvat julet på den bitre, krydrede måde. Jeg hæfter mig ved, at Untappd kategoriserer brygget som en ‘spiced beer’ – men ifølge deklarationen indeholder den nu kun de fire klassiske ingredienser. Det vidner vel om en vis brygkunst, at man kan få nogle til at tro, at der er særlige krydderier i øllet uden at der faktisk er det.

Om det var jul eller ej, eller om der nu var krydderier i alligevel, så ville den uanset hvad varme fint i den kolde tid. Brygget behøver heller ikke en decideret julet anledning til at blive nydt. En gammel Luc Besson film kan den bestemt også bruges til. Jeg havde ikke set Subway før jeg havde prøvet denne øl, og som tilbehør var den ganske udmærket (filmen som tilbehør til øllet eller øllet som tilbehør til filmen? – Ja, det får I aldrig at vide, hæ hæ!) Tak til DRK for at levere aftenens andet underholdende indslag.

4-stjerner

Braunstein Økologisk Hvede, Bryghuset Braunstein (Fødselsdagsølmagning 2016 I)

2016-11-05-20-37-14Den rigtige smag af banan …

Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.

Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.

Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.

Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.

Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.

Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.

Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”

Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.

Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.

Gedved:

2-stjerner

Marcus:

2-en-halv-stjerne

 

Kaj:

4-stjerner

Økologisk Pokal Pilsner, Bryghuset Braunstein

2016-06-11 18.51.55Meget mere end et løft …

Efter en lille digression som offentliggørelsen af vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2016 foranledigede, er jeg nu nået til den tredje og sidste øl i COOPs relancerede Pokal-serie – den nok mest kendte og generiske af dem allesammen, som jeg på stedet indrømmer, at jeg har haft suverænt laveste forventninger til – pilsneren.

Min begejstring var til at overskue, da Vestfyen bryggede Pokal-pilsneren. Jeg var ellers ude i nogle overvejelser dengang om, hvorvidt jeg ville orke at anmelde serien endnu engang, hvis producenten skiftede. Dengang skrev jeg:

“Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …”

Og indtil videre har det bestemt været til at overskue. For det første fordi antallet af øl at anmelde ikke har været legion, for det andet fordi kvaliteten har været mærkbart forøget … hvilket ikke siger så meget i forhold til udgangspunktet. Men den nye Classic viste sig jo faktisk ikke bare at være bedre, men faktisk god i sig selv, så undertegnede forbliver fortrøstningsfuld.

Det er i hvert fald en usædvanligt højt skummende pilsner, som gør skænkningen tidskrævende, hvis man vil sikre at alle dråber kommer ned i glasset og ikke ned på bordpladen. Men med lidt tålmodighed går det endda, for skummet er ganske luftigt, og brækker hurtigt i stykker. Duften er frisk, skarp og generisk af rå pilsnerhumle, smagt til med lidt fylde af vanillesødme.

Og igen er der tale om en mærkbar forbedring end Vestfyens bud på en pilsner. Brygget er endog ganske fyldigt – ikke i betragtning af, at der er tale om en supermarkedspilsner, men bare i det hele taget. Ud over maltfylden byder brygget på velgørende, ukompliceret kornsmag med friske snerter af græs og halm, samt bitterhed af friskskåret granharpisk ved mandlerne.

Smagen er gennemtrængende og stiller smagsløg og alle andre involverede sanser mere end veltilfreds. Det er sjældent, at man bydes en så fuldfed øloplevelse af en pilsner, og dermed løber den mest generiske og kedsomhedstruende af alle Pokal-produkterne af med en klar sejr som det mest velsmagende og interessante i serien.

Amager Bryghus har hele skylden for, at denne ikke er den bedste pilsner, jeg har prøvet indeværende år. No Rice and Curry slår den – men det er dermed også en ganske særlig kaliber af pilsner, man skal op i, før den nye Pokal må se sig slået.

Tak til COOP for en tiltrængt fornyelse af Pokal-serien, der ikke bare har fået et løft, men er blevet genopfundet som kvalitetsbrand.

4-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Økologisk Pokal Rød Lager, Bryghuset Braunstein

2016-06-09 18.16.25Business as usual …

I anledning af andelsforeningen COOP’s 150 års jubilæum, er der tænkt nyt – eller i hvert fald i overensstemmelse med tidens trends. De har i anledningen overladt brygge- og tappetjansen af deres gamle, kendte discountølmærke ‘Pokal‘, der for mange år siden blev leveret af Carlsberg (og i bloggens levetid af Vestfyen), til det væsentlig mindre Bryghuset Braunstein i Køge. Mon ikke det sker for at kaste lidt glans over det gamle mærke, der før har været kendetegnet ved – ja, især prisbillighed, velsagtens – for at dømme på de to gamle anmeldelser af brandets produkter er det i hvert fald ikke kvaliteten, der er i højsædet.

Prisbilligheden er der i hvert fald sat en effektiv stopper for nu … eller måske ikke alligevel. For 12 kroner for ½ l. mikrobryg/lokalbryg er faktisk ikke i overkanten, selvom det måske heller ikke ligefrem er discount. Endnu mindre uinteressant er det imidlertid, at brandet, ud over at få ny leverandør, også er blevet økologisk. Og det er om ikke andet rigtig meget i COOP’s ånd. Hvad det – og producentskiftet i øvrigt – gør ved kvaliteten bliver spændende at se. Supermarkedskæden har sendt tre på markedet; en rød, en gul og en grøn – en rød lager, en classic og en pilsner, og jeg har erhvervet dem alle tre til anmeldelse.

Vi starter med den, jeg har haft størst forventninger til – den røde lager. Jeg skyder på, at den er brygget (ordspil intenderet) over Tuborg Rød. Det er efterhånden mange år siden dén blev anmeldt på bloggen (hvilket minder mig om at jeg endnu engang ikke sådan rigtig gik markeret bloggens fødselsdag – omend det da blev til en seksstjernet anmeldelse den dag) så jeg kan ikke huske, hvordan den egentlig smager. Brygget her vil derfor blive anmeldt på egen hånd, og det er nok også mest rimeligt frem for at skulle sammenlignes med noget, der kun måske er det samme.

Duften er i hvert fald lige i skabet! En krydret bouquet af anis, ristet kaffe og egetræ maser sig an, og det klistrede, gyldne skum over det dyborange bryg yder et mere mere end rigeligt visuelt match. En sødmefyldt vanillefylde varsler en smagsoplevelse langt ud over, hvad det gamle discountmærke før har været forbundet med.

Men I smagen kommer brandet og alle dets gamle hævdvundne karakteristika – discount, middelmådighed og almentilgængelighed på den kedelige måde – igen med et brag. Smagen lægger sig sofort i det traditionelle pilsnerområde – måske med lige akkurat den tand mere i maltprofilen, som man kender fra den lagerøl og classic.

Og her havde man ellers glædet sig til en fyldig, krydret fest af anis, egetræ og et stænk af salmiak, og så får man et bryg, der i bedste fald ligger i overkanten af en Carlsberg pilsner i kvalitet.

Trods fancy ny leverandør byder Pokalbrandet altså næppe på nyt, og kun lidt anderledes, under Solen. Kvaliteten er, om ikke længere i bund, så i hvert fald stadig lav, mens kun prisen er væsentlig højere.

Det er sgu lidt øv …

2-en-halv-stjerne

American Ale, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestival 2016 II)

2016-05-22 15.35.32For lidt af det gode …

Som de faste læsere vil vide, er der ikke nødvendigvis 100% synkronitet mellem det tidspunkt en anmeldelse falder på bloggen, og det tidspunkt, det anmeldte bryg rent faktisk har rullet hen over anmelderens smagsorganer.

Undertiden endda langt fra.

Dette bryg blev fx. nydt i søndags på tagterrassen i den boligblok, hvor jeg bor. Anledningen var bittersød – jeg havde besøg af en af mine bedste venner i hele verden, der også er flittig gæsteanmelder på bloggen, nemlig den navnkundige Gedved. Han havde kort tid forinden løbet Copenhagen Marathon for anden gang. Men desværre var det ikke gået helt så godt, som det gjorde sidste år. Et styrt betød desværre afslutning i utide for min gamle ven, der efter at være kommet tilbage til målområdet på Islands Brygge, lige så godt kunne kigge forbi til et par forfriskninger, nu han var i nærheden.

32 km nåede han … Det er jo mere end jeg nogensinde ville kunne nå selv, så jeg bøjer mig betingelsesløst i støvet endnu engang.

Angiveligt skulle øl være et godt middel til restitution efter store sportspræstationer, så man kunne lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, og byde på et par af de fine bryg, jeg havde til anmeldelse i anledning af Kvicklys ølfestival.

Valget faldt på noget, jeg havde en forventning om, ville være forfriskende. Og på det punkt skulle brygget da også leve op til forventningerne. Bryghuset Braunstein er desværre ikke leveringsdygtige i særlig meget trivia om deres American Ale, så hvad det specifikt amerikanske består i, forbliver uklart.

Hvilket i en vis grad passer til brygget, der umiddelbart lader til at være ufiltreret, uden dog at være det mest ufiltrerede bryg, jeg har prøvet – langt fra endda. Ellers fremstår brygget som blankpoleret – omend støvet – kobber med et lidt (for) diskret diadem af hvidt skum. At snuse til brygget afslører ikke meget om dets egenskaber. En antydning af vådt metal er alt, så man kan lige så godt gå direkte til smagning efter skænkning.

Det er en afdæmpet ale med både bittert og sødt. Jeg har måttet vente forgæves på det amerikanske – den kække bitterhed af de aromatiske humler, eller de bløde, runde kærtegn fra den nye verdens malte. Det er lige før (og så alligevel ikke helt) at denne ale minder mere om de amerikanske pilsnere end de generelt rigtig lækre amerikanske pale ales og IPA’er.

Ikke desto mindre er  der da noget sød, honninglignende maltkrop i brygget. Og bitterheden er da også fremtrædende nok til, at denne må indrømmes en plads i højsædet. Men et højsæde er det kun, fordi de andre smagsudtryk er så meget desto mere afdæmpede. Friskskåret løvtræ masserer og klister blidt til gummer, gane og mandler, og gør brygget til en indrømmet velegnet læske- og restitueringsbajer.

Således er den smule saft og kraft, der trods alt er i brygget da også OK og måske endda lidt til, men man kunne bare godt ønske, at der var nok af saften og kraften.

3-stjerner

Der kan fortsat stemmes på oelfestivalg.dk

Sailor IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2015 IV)

2015-06-22 19.43.20De har faktisk lært det …

Jeg lagde denne øl på køl på foranledning af en læser, der var spændt på, om Bryghuset Braunstein efterhånden kunne finde ud af at lave IPA, og havde skrevet dette på min facebook-side. Heller ikke i mine øjne har Bryggeriet i Køge været for heldige med deres eksperimenter udi IPA-brygning. Deres første var en mindre katastrofe. Deres Viking-IPA har jeg ikke prøvet, da jeg frygter det er deres første med et nyt navn. Sidste år havde de også brygget en IPA til Kvicklys Ølfestivalg. Den smagte ikke dårligt. Faktisk var det én af de øl, der fik den højeste karakter på 4½ stjerne. Men som jeg også bemærkede dengang, var der ikke særlig meget IPA over den. Man kunne nærmest sige tværtimod med dens maltede og runde sødme.

I modsætning til det næsten sorte bryg, de sidst diskede op med, holder nærværende bryg nogenlunde en IPA’s lød; lettåget kobberorange med en ganske fast, cremet marengsmasse i toppen, der alligevel skal nydes i øjeblikket, og snart er bortsvunden. Duften består IPA-eksamen med friskbitter duft, garneret med en gennemtrængende bergamotoliesødme.

Og jo! Brygget smager bestemt af IPA. Den skarptfriske og rå humle er umiskendelig, og selvom det ikke eksplicit fremgår af nogen etiket, genkender jeg i hvert fald cascadens hårde og markante aroma.

Smagsoplevelsen er facetteret og velafstemt, og delt op i tre fine kapitler. Først en aromatisk, luftig fylde af grannåle, denne afløses af søde noter af bergamotolie, roser og hyldeblomst ved gummerne, afsluttende med en tung, bitter eftersmag af frisk fyrretræ. Eftersmagen holder længe.

Oplevelsen er velskrevet og sat nydeligt op i en begyndelse, en midte og en slutning, hvor slutningen er klart det bedste, men hvor begyndelsen også er spændende nok til at vække interessen, og midten ikke er så kedelig, at man opgiver.

I alt en velkomponeret, velafstemt og velkontrolleret og uforfalsket IPA-oplevelse. Måske lidt for velkontrolleret. I vildskab slås den stadig af Pladderballes fyrige skumhest. Men det er også det eneste, der sådan rigtig kan udsættes på den.

Bryghuset Braunstein har faktisk lært det.

4-en-halv-stjerne

Harbour IPA, Bryghuset Braunstein (Kvicklys Ølfestivalg 2014 IV)

Vi prøver igen …

Bryghuset Braunstein har før prøvet med en IPA (India Pale Ale), Næstgaarden Økologiske IPA, som iøvrigt blev anmeldt som nr. 200 her på bloggen. Dengang gik det ikke så godt. Hint bryg smagte surt af gær og stort set ikke andet, og det fik da også en karakter derefter. Forinden havde bryggeriet ellers gjort sig ganske heldigt bemærket, blandt andet med en brown ale, der scorede absolut topkarakter her på bloggen.

Næsgaard-brandet har bryggeriet siden droppet, ser det ud til. Jeg ser stadig masser af bryg fra Braunstein, men altså ikke med ‘Næsgaarden’ foran, og jeg har ikke lige haft tid til at finde ud af hvorfor. Læserne er velkomne til at gøre mig og andre læsere klogere derpå i kommentarfeltet, hvis de har lyst. (Ligesom I skal have lov til at komme med andre indspark, der bare har perifær berøring med emnet øl.) Bryggeriet har stadig en IPA i deres faste sortiment – Viking IPA hedder den, men om det er den gamle øl, der er kommet på nye flasker, skal jeg ikke kunne sige. Jeg har ikke prøvet den af frygt for, at det skulle forholde sig sådan.

Men med et nyt produkt i anledning af Kvicklys Ølfestivalg tør jeg godt. Jeg kender ikke reglerne for konkurrencen specifikt, men jeg går kraftigt ud fra, at bryggene ved eventet skal være nye, ligesom sangene ved Eurovisionen (Herzlichen Glückwunsch Frau Wurst). Det er derfor næppe det samme gærsure bryg, Braunstein sidst fik lavet, der er på denne flaske. Jeg håber blot, at det ikke er et andet gærsurt bryg i stedet.

Ved skænkning står det allerede klart, at der ikke er tale om en traditionel IPA. Det er brygget alt for mørkt til. I det hele taget at kalde det en IPA tangerer på grund af mørket falsk varebetegnelse. IDA, (India Dark Ale) ville være en langt mere passende betegnelse. Men måske har Herslev taget patent på konceptet, og så er man jo ilde stedt, hvis man formaster sig til at kalde typen ved samme navn, endskønt typen vitterlig  er den samme.

But I digress …

Mørket er ikke ulig en stouts. Det bemærkede Gedved, der hjalp mig igennem dagens tre øl (der er grænser for, hvor meget jeg gider drikke på en dag – især når jeg har børn og fuldtidsjob, så ind imellem får jeg en god ven til at hjælpe. Hellere det end at måtte hælde brygget ud. Anmeldelserne er selvfølgelig mine.) Skummet er letgyldent og noget skrøbeligt. Duften peger igen i retning af stout med bouquet af tjære, sød malt og svesker.

Det er en dejligt sød IPA. Og det er jo også temmelig usædvanligt og gør ikke betegnelsen mindre misvisende. Vægten er åbenbart lagt på malten frem for humlen, og følgelig får brygget en langt mere sød og venlig karakter – især af svesker – end man er vant til fra typen. I eftersmagen mærker man dog humlen som bitterhed af fyrretræ.

Efterhånden titter humlen også mere og mere frem i selve smagen. De søde toner dæmper den, men man mærker dens små spidse torne og dens sprøde konsistens som en frisk, prikken af mynte og spæde bøgeblade bagom sveskerne.

Det forbliver dog en IPA uden særlig meget IPA. På udseendet er betegnelsen på det nærmeste misvisende og på smag og duft højst vejledende. Men derfor kan selve øllet jo sagtens smage godt alligevel. Det gik bestemt bedre denne gang for Bryghusets Braunsteins IPA-forsøg. Og dette er indiskutabelt min foreløbige favorit i Ølfestivalgets samlede felt.
4-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme