Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bryghuset Braunstein

Nicolaus Vinter Bock, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Vinterbryg …

Først nu opdager jeg, at det faktisk ikke fremgår af etiketten på dagens bryg, at det skulle være en decideret juleøl. Den hører ganske vist årstiden til, men selve højtiden nævnes end ikke med et spagfærdigt nissepip.

Min teori – og det er ganske vist, at den må være sand, når den samtidig er så underholdende – er, at fødevarefællesskabet De 5 Gaarde forsøger at trolle højrefløjen til offentligt og aggressivt at boykotte deres varer til gengæld for omtale. Årets første julerelaterede ikke-nyhed ramte som bekendt avisernes hjemmesider her forleden, da Ikea blev beskyldt for landsforrædderi og femte-kolonne muslamistisk overtumling af danskhed, da de formastede sig til at kalde julen ‘vinterfest’. Deres motivation har formentlig været, at nå landets mange etniske og religiøse mindretal på et ligeværdigt niveau. Næppe tvingende nødvendigt idet et religiøst samfund, der var så fromt, at det rent faktisk ville fnyse ad en anden religions fest, forår, sommer, efterår eller vinter, næppe ville blive venligere stemt over for denne fest, blot fordi den skiftede navn.

Til gengæld må man give IKEA, at deres marketingstunt har været ganske underholdende, og effektivt i at afsløre en masse navne og identiteter på nazistiske trolde og sovende højreradikale terrorceller ude i landet. Hvis PET ellers bare gad gøre deres arbejde frem for at overvåge og modarbejde lovligt politisk arbejde for et frit Tibet og Kurdistan, skulle de bare gennemgå de mange og lange tråde, affæren … undskyld ikke-affæren affødte på tabloidpressens facebooksider. Om det kommer til at koste IKEA noget på bundlinjen, har jeg min svære tvivl om. For hvor det måske nok skubber nogle nazister og andre, der stemmer på partierne til højre for SF væk, så tiltrækker de formentlig endnu flere som mig selv, der i IKEAs store centre vil have fundet sig et permanent safe space, hvor ingen der ligger til højre for Uffe Elbæk vil vove at sætte deres fødder.

De 5 Gaarde følte sig vel inspireret af den intense og overdrevne omtale, som IKEA afstedkom, og ville se, om de kunne gøre det samme – om ikke andet for at opnå en helvedes masse gratis omtale af produktet. Jeg har imidlertid ikke læst om brygget på nogen tabloidavisers facebooksider – ej heller på selve hjemmesiderne, så forsøget er åbenbart faldet til jorden med et brag.

Det kræver vel også, at en eller anden starter med at anklage De 5 Gaarde for undergravende muslamistisk, julefjendsk propagandavirksomhed. Så folkens! I læste det her på Kajs Ølblog først! De 5 Gaarde vil med deres Nicolaus Vinter Bock føre krig mod julen, fordi de nægter pure at bruge ordet ‘jul’ om noget, der lanceres ved juletid. ISLAMUSLASTISK KONSPIRATION!

Ironien er tyk som årstidens blodpølser at skære i. Højrefløjen svovler og forbander en mellemøstlig indflydelse, which isn’t, langt ind i helvede. Samtidig kopierer de i højere og højere grad idiotien fra vest. Krigen mod jul findes således heller ikke, men påstanden om den, kan man nærmest stille sit ur efter i USA, hvor den er en af de største årstidsbestemte konspirationsteorier. Nu har også denne lille nugget af amerikansk kulturimperialisme gjort sin entre herhjemme.

Bryggene fra De 5 Gaarde blev indtil for et år eller to siden produceret af Harboe. Nu produceres de af Bryghuset Braunstein, og det mærkede jeg tidligere på året, da brandet lige pludselig sendte en langt fra ueffen IPA på markedet. Nu må vi se, om de gode takter holder.

Brygget er i hvert fald mørkt som vinternatten – ikke mindst når vejret er så miserabelt som det er i øjeblikket. Skummet skuffer på den anden side en anelse – ikke helt højt nok, og lige lovlig lyst, bryggets dunkelhed taget i betragtning. En tung em af svesker og kaffe vælter op ved skænkning. “Og så en kop kaffe med ekstra svesker – min mave roterer som en vinduesvisker” som det kendte musikalske lyrikprojekt Red Warszawa så lystigt poetiserede for efterhånden årtier tilbage.

Men så voldsomt er brygget nu alligevel ikke (øv). Aroma og kaffe med en let antydning af cognac gør godt. Dertil kommer en noget vanskeligt definerbar sødme – for let til at være svesker og alligevel for kompleks til bare at kunne afskrives som sirup eller sukker.

Og det er sådan set fint nok. Det passer ikke bare godt til vinterkulden, men også til det typisk våde vejr forinden. Til vinterbordet vil det også passe fint – ligeså til julebordet, hvis man er old school, men en vigende fylde og en hældning mod det lidt tynde kan brygget heller ikke helt sige sig fri fra.

Brygget er i øvrigt ikke opkaldt efter julemanden. Det er jo ikke en julebock, men en vinter bock (sic). Det er opkaldt efter Greve Niels Mogensen Friis ‘Nicolaus’ af Frijsenborg. Født 1665 og søn af den første greve af Grevskabet Frijsenborg. Det fremgår af bagetiketten, og nu spørger jeg mig selv, om der altid har været sådan en forklaring på bryggets navn, eller om det er noget nyt, de er begyndt på?

Det er det sikkert ikke. Mon ikke det har været der hele tiden. Jeg har bare været så blind, at jeg ikke har opdaget det før nu. Hvorfor kan det ikke undgå at irritere?

Ligesom kvaliteten ikke når IPA’en fra tidligere på året. Gennemsnittet ligger dog stadig vel over det niveau Harboe lagde for serien.

Halifax Pilsner, Bryghuset Braunstein

Det måtte jo ske …

Her forleden aften mødtes jeg endnu engang med Marcus. Han havde genoptaget en Netflix-abonnement, der gav ham adgang til filmen “Behind the Curve” på dansk “Faldet af i Svinget”, der handler om den globale flat earther-bevægelse.

Egentlig ville jeg i den anledning ikke have prøvet nogen nye øl – det skulle bare have været en hyggelig aften, hvor to nørder nørdede derudaf, uden at nogen nye øl skulle gribe forstyrrende ind. Nu kender jeg imidlertid mig selv godt nok til, at jeg alligevel valgte at tage notesblokken med – og sørme om ikke jeg fik brug for den. Who would have thunk.

Filmen var i grunden fin, også selvom den til at begynde med lod til at portrættere flerferne mere end at kritisere dem. Da kritikken kom, blev den til gengæld leveret iskoldt, som et par små, velplacerede skud, der i stedet for at eksplodere i et flammehav, ramte lige præcis, hvor de gjorde allermest skade. Forestillingen om en flad jord får et brat knæk, netop som man får mistanken om, at filmen blot er idel overfladisk underholdning om nogle mennesker, der mener noget fjollet.

Efter denne forret stod menuen på fritter og burgere med chipotlemayo, samt et par muligvis interessante øl fra Bryghuset Braunstein, man kunne købe samme sted. Tilsyneladende er de brygget til spisestedet, idet de bærer restaurantens navn.

Voldsomt fancy fremstår øllet nu ikke. Jeg er ikke engang sikker på, om brygget er ufiltreret, for hvor fantastisk fint Marcus’ glas ellers var, så var glasset ikke klart, hvorfor jeg ikke kunne bedømme bryggets klarhed. Bouqueten er syrlig, men med et præsent humleelement der for så vidt lover godt …

… men desværre ikke helt kan indfri løfterne. Brygget er ganske let – og dermed egentligt klædeligt nok til den avancerede grillmad. Letheden byder imidlertid også på andet end letdrikkelighed, nemlig noget der peger i retning af decideret tyndbenethed og vandighed.

Brygget redder lidt af æren på tærsklen til spiserøret, hvor den ved mandler og i gane faktisk formår at smage nogenlunde igennem af løvtræ. Marcus var vel en kende mere begejstret for brygget, da jeg har noteret ordet knas ud for hans navn i mine kradserier. Noget med noget friskhed og knasende sprødhed, tror jeg, det drejede sig om, men næppe noget, der formåede at imponere mig i samme grad.

At brygget i sidste ende fremstod ganske harmløst var vi i hvert fald enige om. Men igen – som ledsager til grillmad og morskab over verdens dumhed egner den sig nu ganske fint.

Vilhelm India Pale Ale, De 5 Gaarde/Bryghuset Braunstein

Ready for a rant?

I starten af sådan et indlæg her, er det nok på sin plads at understrege, at min blog er personlig, og at ingen af de firmaer, hvis øl jeg anmelder, har noget som helst med mine indlæg at gøre ud over det, jeg rent faktisk siger om øllet – eller eventuelt bryggerierne eksplicit.

Så når jeg nu går videre til at undskylde for min skriveblokering – og ikke mindst grundene dertil – skal hverken bryggeriet, Bryghuset Braunstein, eller fødevaresamarbejdet De 5 Gaarde på nogen som helst måde regnes for at have så meget som skyggen af forbindelse til de dårligdomme, jeg agter at opliste.

I øjeblikket bruger jeg rigtig meget energi på at holde fornyet depression og sortsyn fra døren. Det er imidlertid ikke nemt, når man samtidig har et fuldtidsarbejde, man i bund og grund hader, og en lejlighed der er så lille at den knap kan rumme én selv, endsige da ens to børn, som man elsker over alt, og som man derfor gerne ville kunne give noget mere.

Og mens det murrer i baggrunden, tager en af de gode venner, jeg i sin tid fik i Irland, billetten. Som lyn fra en klar himmel. Ud af den blå luft. Ud over at han også havde børn, var han langt fremme på den irske LGBTQ-scene. Her i landet kan det næsten virke trivielt, mens det i fortsat ærkekatolske Irland næppe har været lige nemt hele tiden. Det var en ære og fornøjelse at kende Jon – og han er også omtalt her på bloggen, fra dengang han og hans efterladte hustru Joanna var på besøg.

Det var en ære at kende ham. Og mere end noget andet, knuser det mit hjerte, at hans familie har lidt et sådant enormt og fuldstændig uerstatteligt tab. Bevidstheden om, at jeg selv aldrig skal se ham igen, eller høre hans dybe varme stemme, gør det selvfølgelig heller ikke bedre.

Oven i det, vælger en en gruppe Breivik-kloner så at begå terrormassakrer på uskyldige, bedende muslimer i Christchurch, New Zealand. Samtidig holder disses og Breiviks åndsfæller i Sverige konference i Danmark, hvor hotellet Park Inn by Radisson tager imod dem med åbne arme, efter at det første hotel hårdt presset vælger at afvise dem. Jeg mener det helt seriøst når jeg siger, at Park Inn by Radisson skal boykottes hinsides konkurs som straf for at lægge hus til disse nazistiske massemorderes åndsfæller. Kun en septiktank vil huse overløb fra en anden septiktank – og det er, hvad Park Inn by Radisson for fremtiden skal huskes som: En septiktank, der husede septiktank-overløb fra Sverige, da folk i Sverige omsider fik nok. – Husk at efterlade dem et par passende anmeldelser på facebook her og på Trustpilot her.

Og det gør det ikke bedre, at det danske politikorps villigt klikker hælene sammen og sikrer at mødet kan finde sted – med statsautoriseret, skatteyderbetalt vold om nødvendigt. Samtlige betjente, der sikrer at dette septiktankoverløb har et sted at gemme sig, er en skamplet på korpset, og udtryk for den samme slappe ånd, der kendetegnede Danmark i perioden 1940-43. Dansk Politi er med til at sikre, at nazister som Breivik og Christchurch-massemorderne i fred og ro ved hyggelige sammenkomster kan udvikle deres skingrende sindssyge konspirationsteorier om at Vesten er ved at blive invaderet – med flere massakrer, massemord og terrorangreb til følge. Rigspolitiets ledelse fejrer nok dagens arbejde med kage i selskab med Inger Støjberg i aften.

Og selv når Både Bryghuset Braunstein, og fødevarefællesskabet De 5 Gaarde – to brands, der i ølsammenhæng sjældent har ramt klokken særlig rent – pludselig leverer en sådan gedigen smagseksplosion, så er det alligevel ikke helt nok til at skabe reel modvægt til alle de andre katastrofer, man skal være vidne til i dag.

Men en gedigen smagseksplosion er det nu alligevel.

Nydeligt gyldenbrun i løden og med fint matchende gyldent skum, rejser brygget sig næsten majestætisk i glasset. Duften melder sig allerede ved skænkning med klassisk, frisk og skarp odeur af spæde grannåle og fyrretræssavsmuld.

Hvor er det simpelt hen vidunderligt – når man nu har prøvet så mange forskellige øl, og ikke mindst så mange forskellige IPA’er – at vende tilbage til kernen i det, man elsker ved typen. IPA er en type, der i bund og grund ikke behøver megen variation, fordi den bare er pragtfuld, sådan som den i sin grundform er udtænkt. Og Vilhelm rammer meget meget tæt på netop den kerne.

Brygget går all in på fylde, skarp- og friskhed, den helt rigtige lyse bitterhed af friskfræset savsmuld, kombineret med en velourblød mundfornemmelse af vanille. Som den lille smule variation, der giver brygget sit lod af individualitet, brænder bitterheden i eftersmagen, både i svælget og på vej ned gennem brystet, for også lige at give den indre varme.

En formidabel IPA. De 5 Gaarde-øllene blev tidligere produceret af Harboe, og kvaliteten var i den grad derefter. Desværre lider de nok stadig under det som brand – men oplevelser som denne gør, at jeg bestemt har tænkt mig at prøve flere af øllene af, nu hvor de ikke bare har fået et løft, men sammenlignet med det tidligere niveau er blevet slynget langt op i stratosfæren.

Pokal Mørk Lager, Bryghuset Braunstein

2017-01-30 17.57.39Tid at hamstre …

Jeg vil næsten tro, at jeg med dagens øl er igennem Bryghuset Braunsteins Pokal-portefølje. Ud over at hæve standarden endog rigtig meget på de allerede eksisterende produkter, er der også kommet nye øltyper ind i brandet, og alle sammen i kvalitet langt over, hvad man ellers har været vant til fra det mærke.

Midt i alt begejstringen har jeg opdaget, at brandet åbenbart er på vej tilbage i sin gamle form. Små uanselige sølvgrå dåser med det gamle ‘pokal’-logo i det gamle, uengagerede design er i hvert fald dukket op igen i Fakta på Borgbjergsvej i Københavns Sydhavn. De 7 magre år banker så småt på igen, men det var i det mindste rart, så længe det varede.

Og hvad venter der så i den sidste flaske – den sidste trøst før det tynde øl atter må flyde som tårer over den tabte guldalder? Først og fremmest en dunkel skumkanon, der kan få den mest hærdede Zen-mester til at miste tålmodigheden, hvis brygget skal skænkes uden overløb. Det kræver tid at skænke det. Imens kan man nyde den søde duft af æbler og krydderier – ikke ulig æblekage med kanel.

Det søde møder man også i smagen, og der er krydret med aromaer der hører de mørke øl til: Farinsukker i bunden, sødme af passionsfrugt og syrlighed af kiwi giver aroma til almindeligt velbehag og en smule at tænke over. I eftersmagen tager friske valnødder over, igen med en let syrlighed i retning af veltilberedt brunkål.

Der er rigeligt smag til at overdøve det letflydende brygs tendens til vigende fylde. Det er helt overraskende, hvor meget et letdrikkeligt bryg faktisk kan smage. Brygget formår dermed at gøre det gamle discountbrand ære ved fortsat at være letdrikkeligt, men med den ikke uvæsentlige justering, at det ikke bare smager af noget men rent faktisk oven i købet godt.

Og noget tyder altså på, at Pokal er på vej tilbage i sit gamle format – øvforpokkerdaosse! Men endnu er det næppe for sent at hamstre …

4-stjerner

BB Økologisk Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-06-18-57-20Jævnt sødt – især jævnt …

Gad vide, hvor længe, jeg havde haft denne øl stående? Jeg tror faktisk, det var én, min tidligere hustru i sin tid havde fået, og som hun havde opgivet nogensinde at få drukket, hvorefter hun lod mig få den med da vi gik hver til sit. Eller var det én Gedved havde med engang – også fra før skilsmissen, som jeg vist egentlig havde lovet, jeg ville prøve sammen med ham?

Jeg er ikke meget i tvivl om, at jeg i hvert fald har haft den liggende fra før jeg flyttede til Brønshøj. Sandsynligheden taler dermed for, at den er helt tilbage fra forrige jul. Julen 2015 varede ikke bare til påske, men helt til efter julen 2016.

Et kig på holdbarhedsdatoen viser imidlertid 07/15 – altså er brygget faktisk helt tilbage fra julen 2014 … og det opdagede jeg ikke engang før brygget for længst var drukket. Den jul varede altså mere end to år! Og jeg der ellers sagde at overløbet fra julen ikke var særlig stort. Vel, det er det jo sådan set heller ikke, for der er vitterlig fortsat ikke mange juleøl til overs. Det har blot været uventet langt.

Jeg kan afsløre, at alderen næppe har haft nogen stor negativ indflydelse på det mørke bryg. Godt nok var der en masse gas, brygget skulle af med. Det var noget af en tålmodighedsprøve at skænke, idet skummet rejste sig som den mest genstridige marengsmasse over glasranden – gentagne gange, når blot der blev skænket en lille smule. I lyset af bryggets mørke, er skummet ellers ganske lyst – praktisk taget hvidt, mens selve øllet er dystert som den mørkeste vinternat uden sne.

Duften byder på lifligt søde noter af relativt mørk chokolade og krydrede noter af nelliker. Det julede er dermed på plads, og der er ikke den mindste antydning af forældning eller fejlgæring ud over det noget genstridige skum. Heller ikke i smagen finder man negative spor af alderen. Brygget føles fløjlsblødt – næsten vinøst på tungen, og det kunne meget vel være alderen, der havde rundet fylden af. Smagen er fortrinsvis sød af chokolade.

Mild og rar chokolade, men af en bedre kvalitet end det industrielt udstandsede tyske mælkechokolade, der oversvømmer butikkerne op til jul. Men mild og rar og ganske ufarlig, om ikke uengageret, så i hvert fald uprovokerende.

Og det kunne måske også skyldes alderen. Den har måske tabt lidt af intensiteten i smagen, om mundfylden til gengæld måske er blevet en kende mere elegant. Jeg kan jo for så vidt ikke vide det, men forholder mig til de aldringskaraktertræk, jeg har hørt om fra andre bloggere.

Syre og ilt er brygget heldigvis fuldstændig forskånet for. Op på vilde, stormfulde højder når brygget i kraft af sin aldring nu heller ikke, formentlig fordi udgangspunktet næppe har været voldsomt langt over jorden til at begynde med.

3-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Julebryg, Bryghuset Braunstein

2017-01-04-20-26-52Traditionen tro …

Så er vi nået et godt stykke ind i januar, og som altid har jeg ikke nået at gøre kål på de juleøl, jeg fik købt sidste år. Denne gang er det nu ikke så mange, det drejer sig om. Jeg forventer bestemt, at alt overliggende er anmeldt inden udgangen af indeværende måned. Endnu engang kommer julen ikke til at vare helt til påske – eller bare til fastelavn.

COOP har i løbet af sidste år opgraderet deres discountbrand Pokal til en finere, smartere og tilmed dyrere økologisk serie brygget af mikrobryggeriet Bryghuset Braunstein fra Køge. Det er både COOP og Bryghuset Braunstein egentlig sluppet nogenlunde heldigt fra, selvom man kan indvende, at det at højne kvaliteten i serien næppe har budt på nogen voldsom udfordring. Med i porteføljen er denne julebryg, der i farvevalg vælger at være så utraditionel, at det først gik op for mig, at det var en julebryg, da jeg læste det på etiketten. Mere julet er til gengæld duften, der er af lys chokolade (og ikke mørk, som der står på etiketten – men close enough. Farven er også mere julet Rødbrun med matchende gyldent, højt og holdbart skum.

Det er en noget bitter julebryg. Den bæres frem af en smag af hasselnødder, der er blevet lidt for gamle, og som sådan passer det jo fint, at den nydes her på bagkant af julen, hvor de overliggende julegodter også så småt bliver harske. Eftersmagen byder på en lidt mere elegant, men stadig noget anmassende aroma af lidt for stærk og lidt for hårdt ristet kaffe.

Til gengæld kan man glæde sig over at fylden er adækvat. Brygget bærer nogle af de samme smagselementer som King Goblin, men netop med en krop, der kan bære smagen. Søde noter af chokolade begynder desuden også at titte frem efterhånden, og sådan ender brygget med at være adækvat julet på den bitre, krydrede måde. Jeg hæfter mig ved, at Untappd kategoriserer brygget som en ‘spiced beer’ – men ifølge deklarationen indeholder den nu kun de fire klassiske ingredienser. Det vidner vel om en vis brygkunst, at man kan få nogle til at tro, at der er særlige krydderier i øllet uden at der faktisk er det.

Om det var jul eller ej, eller om der nu var krydderier i alligevel, så ville den uanset hvad varme fint i den kolde tid. Brygget behøver heller ikke en decideret julet anledning til at blive nydt. En gammel Luc Besson film kan den bestemt også bruges til. Jeg havde ikke set Subway før jeg havde prøvet denne øl, og som tilbehør var den ganske udmærket (filmen som tilbehør til øllet eller øllet som tilbehør til filmen? – Ja, det får I aldrig at vide, hæ hæ!) Tak til DRK for at levere aftenens andet underholdende indslag.

4-stjerner

Braunstein Økologisk Hvede, Bryghuset Braunstein (Fødselsdagsølmagning 2016 I)

2016-11-05-20-37-14Den rigtige smag af banan …

Gedved gav mad, Marcus gav snacks, og jeg gav som bekendt øl. Derfor var det også mig, der bestemte rækkefølgen på øllene. Jeg valgte at starte med det lette, for at vi så kunne bevæge os frem til det tungere, mørkere og sejere.

Det var derfor oplagt at begynde med Bryghuset Braunsteins ‘Økologisk Hvede’. En øl, jeg ikke selv havde høje forventninger til. Dette gjaldt også mine medsmagere, og af enslydende årsager. Ingen af os gider egentlig hvedeøl længere. Vi havde vores hvedeølsperioder tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne, hvor tysk hvedeøl var det eneste alternativ til det jævne danske pilsnersprøjt, der dengang stadig var altoverskyggende og -dominerende.

Personligt finder jeg desuden kvaliteten hos bryggeriet svingende. Tidligere på året prøvede jeg i selskab med Gedved, bryggeriets “American Ale“, der uden at være ækel, alligevel var ganske intetsigende. Til gengæld har bryggeriet formået at give Coops gamle discountmærke ‘Pokal‘ et løft ved at genopfinde det som økologisk kvalitetsmærke.

Gedved og jeg bemærkede straks den kraftige bouquet af banan, der sin styrke til trods formåede at forblive rar, sød og aromatisk, frem for spritskinger, som den gerne er det i lyse belgiske, eller belgiskinspirerede Tripels. Marcus derimod fik associationer til stenstrande med en strandmole, og den særlige duft, han forbandt dermed. Han bemærkede i øvrigt flere gange under seancen, at mens jeg forsøgte at beskrive øllets smage ved at sammenligne med noget konkret – her altså banan eksalterede han selv gerne i at beskrive det med de associationer, øllet tilvejebragte for ham. Det skulle blive til flere spændende eksempler i løbet af aftenen … jeg håber, jeg har noteret flere af dem ned, for ellers er jeg langt fra sikker på, at jeg kan huske flere.

Bananindslaget går i dén grad igen i smagen, lige så tydeligt som i duften og heldigvis fortsat lige så forfriskende uvæmmeligt som dér. Bananen er ikke for sød, ikke for syrlig og navnlig ikke for sprittet og alligevel er der lige nok af alle tre dele til, at oplevelsen er intakt. Man frygter undervejs, at én af de tre – sødmen, syrligheden eller alkoholen tipper og bliver for dominerende. Men det sker ikke – til gengæld forbliver spændingen intakt. En vellykket, frisk og venlig sommerøl.

Gedved var ikke synderligt imponeret over det lyse, for hvedeøl ikke specielt højtskummende bryg. “Den er trinnet over Tuborg Julebryg, som jeg end ikke drikker, hvis jeg får den tilbudt gratis. Men denne ville jeg tage imod.” hvorefter han tilføjede, at den som hvedeøl egentlig var god og indeholdt relativt meget smag – men som øl var den ikke videre spektakulær.

Marcus var inde på samme generelle kritik af hvedeøl, og illustrerede det med en lille anekdote om Harboes Grapesodavand: “Hvis det var den sidste der stod der, ved siden af grapesodavanden – den sodavand, man ikke gad, men som man alligevel tog, når der ikke var andre tilbage – og så viste den sig alligevel at være forfriskende på sin helt egen måde. Men hvis den stod ved siden af grapesodavanden, så ville jeg nok tage øllen.”

Jeg måtte erklære mig ganske uenig med de to medsmagere. Dette er – om ikke en af de bedste, så i hvert fald rigtig gode hvedeøl, jeg har prøvet. Og det er ikke bare en god én – som hvedeøl betragtet. Jeg synes også den er god, bare som øl.

Karakteren var vi derfor ikke enig om. Men som jeg har sagt så ofte før, så er øl en dejlig ting at være uenig om. For så er der mere til hver af de øl, man hver især kan lide – for man kan jo bare give de andre dem, man ikke selv kan fordrage.

Gedved:

2-stjerner

Marcus:

2-en-halv-stjerne

 

Kaj:

4-stjerner

Økologisk Pokal Pilsner, Bryghuset Braunstein

2016-06-11 18.51.55Meget mere end et løft …

Efter en lille digression som offentliggørelsen af vinderen af Kvicklys Ølfestivalg 2016 foranledigede, er jeg nu nået til den tredje og sidste øl i COOPs relancerede Pokal-serie – den nok mest kendte og generiske af dem allesammen, som jeg på stedet indrømmer, at jeg har haft suverænt laveste forventninger til – pilsneren.

Min begejstring var til at overskue, da Vestfyen bryggede Pokal-pilsneren. Jeg var ellers ude i nogle overvejelser dengang om, hvorvidt jeg ville orke at anmelde serien endnu engang, hvis producenten skiftede. Dengang skrev jeg:

“Jeg har tidligere nægtet at gennemgå Dansk-brandet fra Fakta igen efter at de skiftede leverandør fra Harboe til Royal Unibrew. Det skyldes dog, at Dansk-brandet omfatter flere forskellige, men omtrent lige ligegyldige og undertiden nærmest udrikkelige bryg. At skulle prøve nærværende, og det andet pokalbryg igen efter et producentskifte burde til gengæld være til at overskue. Vi får se …”

Og indtil videre har det bestemt været til at overskue. For det første fordi antallet af øl at anmelde ikke har været legion, for det andet fordi kvaliteten har været mærkbart forøget … hvilket ikke siger så meget i forhold til udgangspunktet. Men den nye Classic viste sig jo faktisk ikke bare at være bedre, men faktisk god i sig selv, så undertegnede forbliver fortrøstningsfuld.

Det er i hvert fald en usædvanligt højt skummende pilsner, som gør skænkningen tidskrævende, hvis man vil sikre at alle dråber kommer ned i glasset og ikke ned på bordpladen. Men med lidt tålmodighed går det endda, for skummet er ganske luftigt, og brækker hurtigt i stykker. Duften er frisk, skarp og generisk af rå pilsnerhumle, smagt til med lidt fylde af vanillesødme.

Og igen er der tale om en mærkbar forbedring end Vestfyens bud på en pilsner. Brygget er endog ganske fyldigt – ikke i betragtning af, at der er tale om en supermarkedspilsner, men bare i det hele taget. Ud over maltfylden byder brygget på velgørende, ukompliceret kornsmag med friske snerter af græs og halm, samt bitterhed af friskskåret granharpisk ved mandlerne.

Smagen er gennemtrængende og stiller smagsløg og alle andre involverede sanser mere end veltilfreds. Det er sjældent, at man bydes en så fuldfed øloplevelse af en pilsner, og dermed løber den mest generiske og kedsomhedstruende af alle Pokal-produkterne af med en klar sejr som det mest velsmagende og interessante i serien.

Amager Bryghus har hele skylden for, at denne ikke er den bedste pilsner, jeg har prøvet indeværende år. No Rice and Curry slår den – men det er dermed også en ganske særlig kaliber af pilsner, man skal op i, før den nye Pokal må se sig slået.

Tak til COOP for en tiltrængt fornyelse af Pokal-serien, der ikke bare har fået et løft, men er blevet genopfundet som kvalitetsbrand.

4-en-halv-stjerne

Økologisk Pokal Classic, Bryghuset Braunstein

2016-06-10 18.33.27Fremskridt …

Som jeg kunne afsløre i sidste indlæg, har COOP markeret sit 150 års jubilæum ved at relancere det gamle discountbrand ‘Pokal‘ i en økologisk hipsterudgave, brygget af Bryghuset Braunstein. Det gik ikke så godt for det første af bryggene, jeg prøvede, men jeg må alligevel erkende, at den manglende begejstring ikke har været helt så udtalt, som dengang Vestfyen stod bag serien. Og som jeg skriver i min gamle anmeldelse af Pokal Pilsner: “Leverandøren for COOPs eget mærke kan altså variere med tiden, men om det giver forskelle i øllets karakter, må – ja – tiden vise.” Nu er tiden gået, og nu vil vi få at se, hvilken vej, det er gået med kvaliteten. I første omgang er det dog Classic’en vi skal sammenligne med.

Det skal også gå såre galt, om kvaliteten ikke bare hæves en smule. Vestfyens bryg scorede én sølle stjerne for mest at smage af vand med vage antydninger af karamel og malt, der imidlertid kun var til stede for at forjætte noget, der aldrig reelt trådte frem. Som nyder måtte man sidde forsmået tilbage.

Her formår Braunstein til gengæld at levere allerede ved skænkning. Skummet er højt og klæbrigt, og brygget indbydende appelsinorange. Duften er næsten sliksød med noter af sukker, franskbrødsdej og banan. Jeg skimmer en ekstra gang ingredienslisten med mistanke om, at der er brugt hvede i produktionen, men det er ikke tilfældet. Humlen er til gengæld lidt svær at finde, men den er der da – dybt nede som et diskret og alligevel pikant stik af fyrreharpisk.

Og brygget smager utvivlsomt af mere, og ikke bare af én mere.

Det velkarbonerede bryg rammer gane og gummer med et udvalg af friske nødder. Der er sødme af mandler ved gummerne, bitterhed af valnødder ved mandler og gane, og siden en lidt mere rå bitterhed af hassel i eftersmagen. Denne klinger noget af, og lægger sig i et lidt mindre skrapt hjørne af friskskåret bøgetræ, mens bryggets initale friskhed ikke er ulig samme træs forårsfriske blade.

Bryghuset Braunstein går af med en sikker sejr over Vestfyens Pokal Classic. I sig selv er øllet nok stadig i den letbenede ende, men med en nuancerig og velafstemt smagsprofil, der alligevel sprænger rammerne for, hvad man vil forstå som en jævn discountpilsner.

4-stjerner

Økologisk Pokal Rød Lager, Bryghuset Braunstein

2016-06-09 18.16.25Business as usual …

I anledning af andelsforeningen COOP’s 150 års jubilæum, er der tænkt nyt – eller i hvert fald i overensstemmelse med tidens trends. De har i anledningen overladt brygge- og tappetjansen af deres gamle, kendte discountølmærke ‘Pokal‘, der for mange år siden blev leveret af Carlsberg (og i bloggens levetid af Vestfyen), til det væsentlig mindre Bryghuset Braunstein i Køge. Mon ikke det sker for at kaste lidt glans over det gamle mærke, der før har været kendetegnet ved – ja, især prisbillighed, velsagtens – for at dømme på de to gamle anmeldelser af brandets produkter er det i hvert fald ikke kvaliteten, der er i højsædet.

Prisbilligheden er der i hvert fald sat en effektiv stopper for nu … eller måske ikke alligevel. For 12 kroner for ½ l. mikrobryg/lokalbryg er faktisk ikke i overkanten, selvom det måske heller ikke ligefrem er discount. Endnu mindre uinteressant er det imidlertid, at brandet, ud over at få ny leverandør, også er blevet økologisk. Og det er om ikke andet rigtig meget i COOP’s ånd. Hvad det – og producentskiftet i øvrigt – gør ved kvaliteten bliver spændende at se. Supermarkedskæden har sendt tre på markedet; en rød, en gul og en grøn – en rød lager, en classic og en pilsner, og jeg har erhvervet dem alle tre til anmeldelse.

Vi starter med den, jeg har haft størst forventninger til – den røde lager. Jeg skyder på, at den er brygget (ordspil intenderet) over Tuborg Rød. Det er efterhånden mange år siden dén blev anmeldt på bloggen (hvilket minder mig om at jeg endnu engang ikke sådan rigtig gik markeret bloggens fødselsdag – omend det da blev til en seksstjernet anmeldelse den dag) så jeg kan ikke huske, hvordan den egentlig smager. Brygget her vil derfor blive anmeldt på egen hånd, og det er nok også mest rimeligt frem for at skulle sammenlignes med noget, der kun måske er det samme.

Duften er i hvert fald lige i skabet! En krydret bouquet af anis, ristet kaffe og egetræ maser sig an, og det klistrede, gyldne skum over det dyborange bryg yder et mere mere end rigeligt visuelt match. En sødmefyldt vanillefylde varsler en smagsoplevelse langt ud over, hvad det gamle discountmærke før har været forbundet med.

Men I smagen kommer brandet og alle dets gamle hævdvundne karakteristika – discount, middelmådighed og almentilgængelighed på den kedelige måde – igen med et brag. Smagen lægger sig sofort i det traditionelle pilsnerområde – måske med lige akkurat den tand mere i maltprofilen, som man kender fra den lagerøl og classic.

Og her havde man ellers glædet sig til en fyldig, krydret fest af anis, egetræ og et stænk af salmiak, og så får man et bryg, der i bedste fald ligger i overkanten af en Carlsberg pilsner i kvalitet.

Trods fancy ny leverandør byder Pokalbrandet altså næppe på nyt, og kun lidt anderledes, under Solen. Kvaliteten er, om ikke længere i bund, så i hvert fald stadig lav, mens kun prisen er væsentlig højere.

Det er sgu lidt øv …

2-en-halv-stjerne

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme