Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren til overflod"

Kategori: Bryggeriet Vestkysten

Det’ bare Løkken – Afslutning

“Øllene fejler jo ikke noget!
… eller … det ved jeg jo ret beset ikke, før jeg har prøvet dem.”

Med de ord indledte jeg tilbage i starten af November måned temaet ‘Det’ bare Løkken’, der altså nu har strukket sig vel over tre måneder. Men som jeg godt nok meddelte (læs: advarede) bryggeriet om, før de sendte pakken, ville jeg anmelde øllene i mit eget tempo, og i øvrigt lige så hudløst ærligt som jeg altid gør. Det er vældig rart, at bryggerierne sender mig smagsprøver af deres bryg – men som blogger, anmelder og [ydrk!] influencer er det mit lod uanset hvor søde producenterne er at anmelde hudløst ærligt. Jeg er forbrugernes blogger og ikke reklamesøjle for producenterne.

Off to a good start …
Ét vil jeg unde Løkken Bryghus fra starten af: Deres markedsføring er dybt sympatisk og noget, jeg kan stå helt inde for. Både bryggene under eget navn og under det alternative brand Bryggeriet Vestkysten har fundet inspiration i Vendsyssels kultur, historie, geografi og sprog. Forankringen i det nordjyske, er tydeligt noget, bryggerne i badebyen er stolte af, og at ville dele lyksalighederne ved Udkantsdanmark er noget, man som indbygger i Thy meget nemt kan påskønne.
Det startede i øvrigt også rigtig godt med pilsneren Jøwt. Den lovede ikke for meget med sit navn, og bryggeriet fortjener al hæder og ære for at have skabt en pilsner, der netop er mere end bare en pilsner, man kan hælde i sig på en varm sommerdag. En pilsner, der rent faktisk smager af noget, og skiller sig afgørende ud fra det brede, tyndtflydende udvalg af industriprodukter.

Trend …
Drageglasset kom da også frem til den næste øl, Rajfog, hvis navn varslede storm og uvejr. Det blev desværre kun til lidt støvregn og i bedste fald en jævn vind fra vest. Det skulle heller ikke være sidste gang, Løkken Bryghus’ bryg lovede mere end de kunne holde, og viste sig små- til jævnt kedelige – faktisk var det starten på en trend.
Med andre småkedelige indslag som Elsebeth Gyldenstjerne og Løkkendarisk, skrev Løkken Bryghus sig grundigt ind i en tendens, som jeg noterede greb om sig sidste år: mikrobryggerierne brygger i stigende grad ikke længere til et kvalitetsbevidst forbrugersegment, men forsøger at ramme bredt ved at lave nogle produkter, der ikke skræmmer smagsløg, der kun er det letgenkendelige og -tilgængelige bevendt væk. Højdepunkterne – såsom Kavt og Løkken Badehus formåede næppe at skille sig markant ud, men var kun små, bløde bakker på en mestendels flad strækning, med roemarker så langt øjet rakte til alle sider.

Hvorfor …?
Og så alligevel ikke helt. For der var selvfølgelig dalene. Og de var temmelig dybe.
Nedturene startede med Julefryd. År 2020’s første juleøl på bloggen var en gedigen skuffelse, der næppe var julet i sit udtryk. Rubjerg Fyr smagte mest af vand – et imponerende tæt mørke til trods – men mest af alt måtte jeg undre mig over de tre øl, Løkken Bryghus lancerede under det separate brand Bryggeriet Vestkysten.
Brilleabe, Bandit og Skagen Bunker scorede henholdsvis to, én og halvanden stjerne ud af de seks, der er bloggens topkarakter. Ideen med at lancere bestemte – typisk kvalitetsbevidste – bryg på et separat mærke er velkendt. Indslev har fx Ugly Duck Brewing, der er bryggeriets eksperimentelle gren. Løkken Bryghus lader imidlertid til at have vendt konceptet på hovedet; deres separate brand har de åbenbart reserveret til de bryg, de har gjort særligt umage med ikke at få til at smage af noget. Forstå det hvem som kan – jeg kan i hvert fald ikke, og hvor jeg langt fra er afvisende over for at prøve Løkken Bryghus’ øl i fremtiden, vil jeg nok lade Bryggeriet Vestkystens øl stå – de er ikke anstrengelsen, det er at skænke og løfte glasset, værd.

Saving grace …
Det er måske hårde ord, men hey … det er mig. Og noget godt er der da også at sige. Nok var jeg uklog nok til at afslutte temaet med Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten og derved runde temaet af med et antiklimaks. Men den næstsidste øl, Narrevorn viste sig jo at være en mere end hæderlig stout, som Løkken Bryghus fortjener al hæder og ære for.
Noget godt kom der også ud af Bryggeriet Vestkysten. Kort efter at have taget fat på temaet, røg mig favoritdrikkeglas på gulvet. Men med i pakken med øl fra Løkken Bryghus fulgte også to glas; et for hvert brand, og glasset fra Bryggeriet Vestkysten blev straks adopteret som mit nye yndlingsglas.

In conclusion …
Fejlede øllene så noget eller ej? Teknisk set ikke – der var ikke gået infektion i nogen af dem, eller andre slige grimme ting. Til gengæld fejlede indtil flere af dem altså, når det gjaldt underholdningsværdien. En jævn søndagstur med bløde bump, dybe, mørke dale og et par substantielle bakketoppe med en udsigt, der vitterlig var værd at tage med – det er det ultrakorte resumé af et tema, der under alle omstændigheder blev for langt til at kvaliteten kunne bære.
Løkken Bryghus skal nu have tak alligevel. Jeg tager gerne imod deres brygeksperimenter igen, hvis de skulle have lyst til at sende mig mere – og læserne skal endnu engang have anbefalingen af bryggeriets pilsner og stout med.

Og resten … ja – man går altså ikke glip af det store, hvis man ikke lige kommer forbi.

Skagen Bunker, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken XII)

Men skummet er da flot …

Ydrk! Jeg føler mig beskidt … jeg kom for nylig uforvarende til at klikke mig ind på Stram Kurs’ officielle blog, “Frihedens Stemme” (klik på eget ansvar; jeg deler kun min kilde af pligt, ikke af lyst). Af alle mennesker svarede det bogstaveligt talt over hele hovedet ikke stuerene Rasmus Paludan-vedhæng Uwe Max Jensen på et af mine Twitter-opslag angående sølvpapirshattemagernes hovedorganisation, også kendt som Men in Black (MiB).
Ironien var tyk som Mads Palsvigs pande idet MiB som bekendt er frådende modstandere af maskepåbuddet samtidig med at de en masse maskerer sig til deres demonstrationer – ifølge BT med bl.a. klovnemasker. Uendeligt passende, syntes jeg, hvorfor jeg glad og fro delte artiklen. Den gode stemning i mit Twitter-feed skulle imidlertid ikke vare ved, da Stram Kurs’ hof-fæcesentusiast Uwe Max altså uanmeldt og – skulle jeg måske lige tilføje – uprovokeret meldte sig.
Selvfølgelig skal jeg nok give et udførligt referat af, hvad han skrev og hvad der siden hændte, så læserne selv er fri for at besudle deres browserhistorik og generelle velbefindende ved selv at følge links. Ligesom jeg hjertens gerne anmelder industriens tyndeste sprøjt, så læserne ikke selv behøver binde an med det, løfter jeg også ind imellem gerne en flig af forhænget ind til internettets mørkeste afkroge. Så behøver læserne heller ikke dette selv – selv tak, det var så lidt … eller ret meget. Men hvad gør man ikke for sine læsere?

Jeg har aldrig før været inde og kigge på Frihedens Stemme eller den tilsvarende video-kanal. Der er grænser for, hvad mine nerver kan holde til – især når det er umuligt at u-se det, man er kommet til at bevidne derinde. Så hellere lykkelig i uvidenheden. Nu er skaden imidlertid sket, og her følger så min beretning – dels som bearbejdning af traumet, dels fordi der faktisk er en interessant historie at fortælle.
Uwe Max brokkede sig i sit korte tweet-svar over, at der ikke var ytringsfrihed i MiB, og det blev uddybet i den linkede artikel på Frihedens Stemme. Eller uddybet og uddybet … det er så som så med den kaotiske ordsalat, der efter alt at dømme også havde været gennem en voldsom food fight før den endte på Stram Kurs’ blog.
Det jeg har kunnet reorganisere bogstaver og ord til, således at det giver nogenlunde mening for de ikke-indviede (hvoriblandt jeg ikke uden en vis stolthed (omend det er en meget lav barre) tæller mig selv) er, at Uwe Max skulle have spurgt på MiB’s facebookside, hvorvidt Stram Kurs var velkommen i MiB’s demonstrationer. Svaret fra MiB blev gengivet i et screenshot: FUCK HØJREFLØJEN FUCK VENSTREFLØJEN – VI ER FOLKET, efterfulgt af to emojier; et dannebrog og et sort flag. Efter dette – indrømmet ikke helt fyldestgørende eller entydige svar – blev Max Jensen angiveligt blokeret fra gruppen.

I resten af artiklen på Frihedens Stemme fyger det med udokumenterede beskyldninger og usammenhængende påstande om, at MiB er tæt associeret med både rockerklubben Satudarah og Værebros Hårde Kerne, via gruppens baggrund i fanmiljøet omkring Brøndby IF.
På denne noget skrøbelige baggrund udråber Uwe Max MiB til at være en “islamofil frontorganisation, der forsøger at ride med på danskernes skepsis overfor de omfattende coronarestriktioner.” Derefter deles endnu en facebookkommentar i et screenshot, denne gang fra MiB’s talsmand Ali Sufi fra 6. juni 2019 – altså godt og vel et halvt år, før der var noget, der hed COVID-19 og endnu længere før MiB was even a thing.
Af den usammenhængende kommentar fremgår det, at Ali Sufi kalder både Nye Borgerlige og Stram Kurs neo-nazister (and who could blame him, really?). I kommentaren ser Uwe Max formentlig en begrundelse for, hvorfor MiB ikke ønsker følgeskab af Stram Kurs. Der findes næppe nogen, der bliver mere fornærmet over at blive kaldt nazister, end dem der er det af gavn, men ikke tør være det af navn.
Efterfølgende skulle de forsmåede Stram Kursere have arrangeret deres egen sølvpapirshatsdemo, der gik i hælene på MiB-demoen. Men hvilke eskapader den har måttet afstedkomme har jeg ikke magtet at efterforske.

Ud over at det er underholdende at se tosser gå i flæsket på tosser, viser sagen også, at der åbenbart er en nedre grænse for, hvem sølvpapirshattene i MiB gider associeres med. Og hvis det står til mig, skal Stram Kurs fremdeles huskes for … vel, en hel masse grimme ting, men også, at de var så skøre, at selv MiB ikke gad lege med dem.
Den største nogenlunde organiserede forsamling af konspirationstosser i Danmark synes, at Stram Kurs alligevel er lidt for langt ude … det er, hvad jeg tager med mig fra den dag, jeg uforvarende kom til at klikke mig ind på Stram Kurs’ fæle blog … Hold kæft hvor er den i grunden også grim. De kan ikke engang finde ud af at lave et favicon, så man i stedet har WordPress’ logo på fanebladet i browseren. Ikke den bedste reklame WordPress kunne ønske sig skulle jeg mene, selv som flittig bruger af WordPress-platformen.

Med den oplevelse nogenlunde ude af systemet skrider jeg videre til dagens øl, der om ikke andet er lidt i samme tema, eftersom den også er ganske mørk: Skagen Bunker fra Bryggeriet Vestkysten under Løkken Bryghus. Den sidste øl i det efterhånden meget lange tema om den pakke øl, Løkken Bryghus sendte mig i efteråret.
Brygget er opkaldt efter de bunkere, der blev opført af Stram Kurs’ ideologiske forbilleder langs den jyske vestkyst i krigsårene. Det fremgår, at nogle af bunkerne også blev brugt efter krigen, og at netop den bunker, som er afbilledet på etiketten, kunne have været den, hvorfra meddelelsen om russisk transport af missiler til Cuba blev rapporteret tilbage i 60’erne.
Ellers er der tale om en brown ale – og det lever brygget fint op til rent visuelt. Brygget er sort som en overskyet nat ved vestkysten med højt, tæt, fedtet skum, i matchende mælkechokoladefarve.
Nyd det i fulde drag så længe det varer, for herfra går det kun ned ad bakke.

Afmagten og skuffelsen sætter således ind med fuld drøn så snart brygget sættes for næsen. En meget fjern aroma af tynd kaffe er alt, brygget i sin ellers fejlfri visuelle skønhed kan byde på. Og oplevelsen er stort den samme i smagen. En fjern, svag og ubestemmelig fornemmelse af billig og alt for tynd pulverkaffe kan akkurat registreres i et bryg, der mere end noget andet smager rigtig godt igennem af egnens klare og friske postevand. Brygget er desuden ikke stærkt nok til, at alkoholen kan kompensere for skuffelsen. 6% er bare ikke nok, og ville næppe heller være det, om brygget blev leveret i en større emballage.

Det er mildt sagt ikke noget godt sidste indtryk, bryggene fra Løkken Bryghus har gjort på mig. Men det kommer jeg mere udførligt ind på i næste blogindlæg, hvor jeg gør status over temaet.

Så forbliv indstillet.

Bandit, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken X)

Vand over åen …

Oh dear, jeg er en klovn. Det er vist ikke sket på bloggen før, at jeg to gange i træk har glemt at tage et billede af den øl, jeg drak. Selv ikke dengang jeg drak øl med Ole for snart et år siden. Der glemte jeg faktisk ikke én eneste, hvor usandsynligt det ellers måtte forekomme.
Og denne gang er der ingen videooptagelser eller anden dokumentation til stede, der kan genoplive min oplevelse, ud over mine hastigt nedkradsede noter – og de beretter precious little om bryggets ydre. Det skal ikke være nogen hemmelighed allerede nu, at selv hvis brygget havde strålet som en stjernesol til engles sang og harpeklimpren, havde det ikke reddet meget for denne, Bryggeriet Vestkystens bud på en pilsner.
Og som de i øvrigt selv siger deroppe i Løkken: Det er det indeni, der tæller. Ellers beskrives brygget som lys gylden i farve (jeg protesterer ud fra min rudimentære hukommelse ikke) tilsat amerikansk bitterhumle. Den skulle desuden “fungere godt til et frokostbord eller bare som garagebajer.” Havde jeg taget mig tid til at læse, hvad bryggeriet selv skriver om deres eget produkt, ville chokket over den veritable maltknytnæve og den tungeflænsende humlefræsers demonstrative udebliven nok have været en kende mindre.

Og dog … Der er ikke mange kapitler tilbage i den efterhånden lange saga om den smagepakke fra Løkken Bryghus, jeg modtog tilbage i … november, var det vist? Indtil videre har de store oplevelser været højst sparsomme, og begrænser sig faktisk til bryggeriets pilsner – Jøwt – der fortsat har min anbefaling, mens man ikke går glip af det store, hvis man lader resten stå.
Det gælder også her … mine noter er sparsomme fordi ordene hurtigt slipper op, når man skal skrive af noget, der dufter og smager af det rene ingenting.
Vandet, brygget er lavet af, er vitterligt det, man kan rose mest. Det har vædende og læskende egenskaber på tunge, gummer og gane, og man slipper i det store og hele fra at gå tørstig fra et glas med denne øl.
Hvori består ølelementet så? Vel … en antydning af afsmag af noget syrligt-metallisk kan akkurat spores, og med yderste nød identificeres som noget, der kunne være en sørgelig rest, en skygge af, hvad der engang var humle. Næppe nogen god humle, i øvrigt.

Spørgsmålet, der nødvendigvis må rejse sig, når dette aldeles intetsigende bryg er skyllet i maven og ud i glemslen er “hvorfor?” Alt i alt smager det bedre og friskere, hvis man simpelt hen bare åbner for vandhanen. Og hvis man vil være fuld – vel, så er der indtil flere industrielle alternativer, der smager af lige så lidt, men formentlig er langt billigere.

Man må undres.

Brilleabe, Bryggeriet Vestkysten (Det’ bare Løkken IX)

Men glasset er godt …

Jeg har så været lidt af et kødhoved hele tiden. Ja, det ved vi selvfølgelig godt allesammen, men når det viser sig i et omfang som her, så bliver man mindet om det i en grad, så det er værd at påpege for at gnide lidt ekstra salt i såret.
Hvorom alting er, viser det sig, at den forsendelse øl, jeg modtog fra Løkken Bryghus forleden, også bestod af et mindre parti øl fra et andet bryggeri, jeg heller ikke havde prøvet noget af før.
Tre øl var således fra Bryggeriet Vestkysten. Og det forklarer sådan set også, hvorfor der var sådan et fint glas med i pakken fra det bryggeri. Som allerede nævnt har glasset overtaget pladsen som mit favoritglas efter at det gamle røg på gulvet. Øllene var i øvrigt i en helt anden type flaske end Løkken Bryghus’ øl, så der var alle chancer for, at jeg ville opdage variationen i pakken allerede ved udpakning.
Men nej … Først da jeg i går eftermiddag satte mig til rette på min yndlingsstol for at passe min yndlingsbeskæftigelse her under pandemien: at hyggesnakke med mine venner over internettet, opdagede jeg, at der var tale om øl fra en anden leverandør …

Det er i øvrigt ikke lykkedes mig at finde nogen hjemmeside for Bryggeriet Vestkysten, og jeg har brandet mistænkt for på en eller anden snedig måde at høre under Løkken Bryghus. Hvorfor skulle de ellers sende mig bryg fra en konkurrent? Mit gæt er, at BV er Løkken Bryghus’ eksperimentelle division, mens hovedbryggeriet står for det bredere udvalg.
I hvert fald lægger jeg her hårdt ud med en specialølsklassiker: en IPA med en spøjst specifik styrke på 5,78% og med navnet Brilleabe. Abelist? Måske en smule, men også et fjollet og forældet derogativ, der nok efterhånden har mistet det værste af sin svie.

Allerede ved skænkning dufter brygget lovende af mørkt træ. Det matcher bryggets relativt mørke, klare ydre. Efter alt at dømme er brygget filtreret – og hvis det er det, der skal til for at holde brygget ensartet og velkontrolleret, så gerne for min skyld. Gyrup Gård i Snedsted, der ligger i cykelafstand fra min lille hybel i Thisted har leveret den økologiske malt som man også mærker en sød antydning af.
Alt sammen meget besnærende … desværre går de gode takter ikke igen i smagen. Her mærker man intet til malten, brygget føles mestendels vådt – bland – er et engelsk ord, der uvilkårligt melder sig om den småsyrlige, udefinerbart træ-agtige smag og mundfornemmelse. Ananaskirsebær – måske med en dråbe honning, og så ellers en satans masse vand, rundet af med en bismag af jern er hvad man bliver budt.
Mildt sagt har jeg svært ved at lure meningen med den her IPA. Den mangler typens ikoniske frisk- og bitterhed, og det den byder på i stedet, er ingen større nydelse.

En skæv debut for Bryggeriet Vestkysten … Det bedste de har leveret til bloggen her, er fortsat det fine glas.

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme