Kajs Ølblog

"Hvad øllet mangler i bitterhed har bloggeren i overflod"

Kategori: Bryggeriet Skands

Lagerthas Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven III)

Ikke lige det, man forbinder …

Med dette bryg har Skands bevæget sig ind i den semi-mytiske legendeverden, som vi møder den i Saxos Danmarkskrønike. Lagerthas var således gift med Regnar Lodbrog, der så vidt jeg er orienteret er væsentlig mindre historisk belagt end Robin Hood, Jens Langkniv og Claus Störtebeker. Formentlig er vi nede på niveau med Jesus fra Nazareth og Moses – begge semi-mytiske og i den overleverede form helt sikkert opdigtede.

Historierne i sig selv er selvfølgelig ikke uinteressante. I sin tid troede (no pun intended) jeg jo, at min videreformidling af dem var det, der skulle give mig smør på brødet … Så heldig var jeg desværre ikke. Indflydelsen, fortællingerne har haft, er til gengæld til at tage og føle på. I betragtning af, hvor mange krige og lidelser, historierne om Moses og Jesus har afstedkommet, er det faktisk ironisk, at den civilisation der havde Regnar Lodbrog som en af deres superhelte i dag anses som den mest barbariske af de to.

Lagertha var ligesom sin husbond en græsselig kriger – og i betragtning af bryggeriets feministiske profil, er det ikke overraskende, at det er hende, der her hyldes med en øl.

Ifølge etiketten er der tale om en havrestout, hvilket direkte modsiges af deklarationen, der angiver bygmalt, humle, porse, gær og vand – men altså ingen havre. Ups! Duft er der ikke meget af, men på den måde minder den selvfølgelig om de havrestouts, der angiveligt skulle være ganske vanskelige at brygge og som efter min erfaring aldrig smager af særlig meget.

Jeg forstår ikke havrestouts al den stund, at man åbenbart investerer mange anstrenglser og ressourcer i en øl, der – når den lykkes – i bedste fald er halvkedelig.

I aromaen er brygget ganske mildt uden at være direkte vandigt. Man bydes venlig aroma af kaffe sødet med vanillesukker og marcipan. Lader man brygge skvulpe lidt mere rundt, vokser sødmen til en antydning af fersken, der formår at spille fint op til kaffebitterheden. Det hele er nydeligt omfavnet af et skvæt fløde til at gøre det hele lidt mere rundt og lækkerhedsagtigt …

… og aldeles ufarligt samt aldeles ukrigerisk og umægtigt.

Det kunne man ellers godt have forventet det af en øl, tilegnet en stor kriger. Dette er mere en øl for tjekkede caffe-latte slubrende storbyfemininer end vikingetidens skjoldmøer. Subsidiært er den for femininernes ledsagende storbyhipstere og ingenlunde en drik for tapre, blodtørstige, berserkergående skjoldmøer – eller disses ledsagere.

Juellingepigens Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven II)

Bare fordi det er spændende …

Sidst jeg anmeldte et bryg fra Skands serie af historiske øl (og som jeg købte som gave til min onkel og tante, der fejrede guldbryllup forleden) kiggede vi på, hvad Danmarks første Dronning, Margrete d. I. drak sig besoffen i.

Skands er rejst længere tilbage i tiden og har taget springet over Storebælt til Stevns-egnen, (idet Margrete d. 1. formentlig regerede fra Nyborg) hvor man i forbindelse med anlægning af en roebane til Vesterborg på Lolland, stødte på Juellingekvindefundet. Det må her være på sin plads at bemærke, at undertegnede heller aldrig nogensinde havde hørt om hverken Vesterborg eller Juellinge, endsige Juellingekvinden (i modsætning til Lolland og Stevns – samt kvinder – alle ting som ved affattelsestidspunktet trods alt var redaktionen bekendt). Undertegnede skal heller ikke gøre sig klog på, hvordan ‘Juellinge’ præcis skal udtales. Ekspertise på feltet efterlyses og modtages med kyshånd – den slags venstresnoet og samfundsundergravende praksis er jeg bestemt ikke for stolt til at bede om.

Brygget her er ikke for folk med hang til blanke, polerede industriprodukter, der skyr bundfald i deres øl. Det beskrives bedst som en tynd, passionsfrugtfarvet brunkålslage, komplet med grums og store flager, der hvirvler rundt i flasken ved agitation. Efter skænkning dufter brygget til gengæld kun flygtigt, vandigt, let syrligt måske i retning af æbler. Brygget er krydret med porse og tranebær – samt humle, der ifølge jernalderforlægget, fundet i Juellingekvindernes (der var flere) grave, ellers ikke var en af krydderierne. Skands er åbenbart ikke klar til at gå full Thisted Bryghus.

Smag er der til gengæld ikke meget af. Man fristes til en påstand om, at kvindebevægelsen på de 1.000-1.500 år, der gik mellem Juellingekvinderne og Johnny Margrete d. første i det mindste var nået så langt, at sidstnævnte havde bedre øl at drikke. Brygget er sødligt-surt a’la en udvandet afart af det, man får til sine nudler på kinesiske restauranter. Surkålslagen er nok ikke helt ved siden af i smagen heller – og så lige et par teskefulde vanillesukker …

… og alt for meget vand. Hvis Skands var gået efter et surt bryg, vil jeg slet ikke afvise, at det ville være oplevelsen værd. Men i denne lette og alt for tynde form, fremstår det konturløst og ligegyldigt. Men selvom konceptet ellers er spændende, behøver brygget jo ikke være det.

At oplevelsen ikke var stor, blev til gengæld opvejet af vejret den aften. Jeg og min søn var netop hjemvendt fra Guldbrylluppet Tyskland, og spiste udenfor for første gang i år.

Så det var om ikke andet hyggeligt.

Margrete I’s Bryg, Skands (Guldbryllupsgaven I)

Gensyn- og gensmagens glæde …

I weekenden var jeg til guldbryllup for min kære onkel og tante, der bor i Nordtyskland. Jeg har jo ikke bare tyske aner, for begge mine forældre er/var født og opvokset i Tyskland, og det var faktisk kun dem, der i deres unge år søgte udenlands. Resten af familien blev boende syd for grænsen.

Det var skønt at se familien igen. Mine to kusiner i den gren af familien er jo flyttet længere sydpå, så det er sjældent jeg får dem at se – og deres børn havde jeg nær aldrig set før. Jo – min ældste kusines søn havde jeg set da han var to år. I mellemtiden var han blevet femten. – Så der var meget, der lige skulle følges op på.

Fra min far, min søster og mig fik guldbryllupsparret en samling danske specialiteter, og næppe overraskende blev jeg sat til at finde nogle gode øl til dem.

Det blev til nogle sikre Greatest Hits fra Amager BryghusMortician, Todd The Axe Man, Linda The Axe Grinder og Lust. Fra Skagen Bryghus blev det en Drachmann. Og endelig blev det til en række øl fra Bryggeriet Skands, der har fortsat samarbejdet med Nationalmuseet om at brygge forskellige historiske øl. Der var lidt historie, poesi og så bare rigtig meget af det, jeg bare vidste var godt – nemlig øl.

Men ikke alle øl er nævnt ved navn, som den kvikke læser vil bemærke. Ud over de unavngivne Skands-øl, var der også endnu en Amager Bryghus-øl, der sammen med Skandsøllene vil blive anmeldt over det næste stykke tid under temanavnet “Guldbrylluppet”. Amager Bryghus-brygget regner jeg med at tage til sidst.

Vel, I har jo nok gættet, at de øl, jeg ikke selv havde prøvet, blev købt i to eksemplarer – en til mig selv, og en til guldbryllupsparret. Den første der blev åbnet var en af Skands’ museumsøl – disse var i øvrigt også udstillet til smagning på Esrum Kloster forleden. Men jeg holdt mig til det ukendte og det som jeg på forhånd vidste var godt, da jeg ærligt må indrømme, at min imponerethed over Skands bryg altid har været behersket.

På Dronning Margrete I’s tid rettede man sig ifølge etiketteksten i vid udstrækning efter tysk lovgivning, når det gjaldt ølbrygning. Øllet er derfor udelukkende krydret med humle, og ikke andre spændende sager, som det er tilfældet med de andre bryg i serien. Reinheitsgebot, som der antydningsvis refereres til blev imidlertid først indført i Bayern i 1516, mens Margrete I tog billetten over hundrede år tidligere, i 1412. Men hvad ved jeg? Mon ikke Reinheitsgebot var en art konsekvens der blev draget af en allerede udbredt praksis for, hvad det var god skik at putte i øllet?

I hvert fald kan humlen mærkes ganske kraftigt i brygget … omend ikke i duften. Her møder man primært søde æbler, hvede og vanille, og man forventer en enten sød eller tynd omgang – for den milde æbleduft forbinder jeg den dag i dag automatisk med halvsløje, vandede øl, der aldeles forgæves forsøger at fremstå som interessante.

Men som allerede antydet er det slet ikke tilfældet. Humlen bryder godt igennem til smagsløgene, der får den fulde glæde af det rene bryg. Især ved mandlerne er bitterheden god med karakter af valnødder, der har ligget for længe til at smage godt. Øl, der smager på den måde, smager til gengæld godt – go figure. Bitterheden næsten gløder på tungen med en friskhed, der minder om kommen, så det ikke bare bliver humle, tæsket ned i tunge og mandler. Nej, bitterheden har skam kontur, form og en nøje udtænkt plan om, hvor den vil hen og hvad den vil.

Undervejs – det må være, da kommenelementet blev præsent sent i smagningen – gik det op for mig, at det er næsten præcis sådan, jeg husker at mine forældres hjemmebryg på Matriklen i Hjortshøj smagte. Da jeg var lille syntes jeg jo, det var sjovt at smage på mine forældres øl, selvom jeg egentlig ikke kunne lide det.

Og dette var smagen! Måske ikke så overraskende endda. Det der blev brygget i mit barndomshjem var jo ligesom denne en ale, formentlig udelukkende krydret med humle. Dengang i firserne var ølrevolutionen i bedste fald i sin vorden, så det der med at krydre øllet med alternativer var meget fy-fy.

Ikke desto mindre er det altid spændende, når dufte, smage, syn eller lyd udløser dybt hengemte minder fra sindets afkroge. I hvert fald når minderne – som dette – er gode og hyggelige.

Brown Ale, Skands

2016-02-04 16.11.53Lækker og (lidt for) letdrikkelig

Åbenbart fik jeg ikke prøvet et eneste af Skands‘ bryg i 2015. Jeg skriver det mest fordi … ét eller andet skal jeg jo indlede mine anmeldelser med. Det er jo ikke fordi jeg ikke bare kan komme til stykket, hvis jeg virkelig vil. Jeg kunne lave en top-effektiv ølblog, hvor jeg kun skrev korte, koncise anmeldelser efter et nøje fastlagt skema uden afvigelser, uden sidespring, uden distraktioner …

Men ville det være lige så spændende? Ikke for mig i hvert fald. Jeg nyder mindst lige så meget at digte indledningerne, eller digressionerne undervejs, som at levere selve anmeldelsen. Så er der jo bare tilbage at spørge, hvad læserne synes. Men jeg tror, at de læsere, der følger bloggen, efterhånden ved, hvad der venter, når der lander en ny anmeldelse. Og når jeg kan konstatere, at jeg stadig kan trække omkring 100 klik på bloggen om dagen, så gætter jeg på, at mine udflugter vel næppe er så uglesete endda.

Brygget har jeg fra min fødselsdag … er jeg i hvert fald ret sikker på. Men det står aldeles hen i det uvisse, hvem den glade giver er. Uanset hvad, er Skands’ bryg ofte oplevelsen værd, selvom der også er smuttere ind imellem. I de snart 12 år bryggeriet har eksisteret, har det formået at slå sit navn adækvat fast på supermarkedernes hylder med specialøl. Eksperimentelle har de også forsøgt at være, men i det store og hele forbliver de en del af specialøludbuddets mainstreamaktører – på både godt og ondt.

Visuelt gør brygget det ellers slet ikke dårligt, omend man kan se på det rødbrune flaskeindholds klarhed, at det er filtreret. Skummet kompenserer dog for gennemsigtigheden ved at holde en lød som friskpisket caffe-latte-skum, og i øvrigt også samme konsistens.

Det meget tætte og cremede skum giver udfordringer, når man skal have noget duft ud af brygget. Man aner fortrinsvis sød malt – ikke mere. Man håber sådan, at det er det tætte, standhaftige skum, der blokerer for en ordentlig bouquet, og ikke at bouqueten simpelthen mangler helt.

Vel, smagen ér kraftigere end duften lader antyde. Der er rigeligt med velgørende sødme af mørkt sukker, kombineret med antydningsvis bitterhed af kaffe. Viskositeten måtte godt være lidt mere som det flødelignende skum, og lidt mindre som postevand, for brygget glider godt nok noget lettere gennem mundhulen, end en ordentlig brown ale burde.

Skands’ bryg forbliver på det jævne, uden for store armbevægelser, og med deraf følgende konstant truende kedsomhed. Lidt mere kraft, tak – også selvom lækkerheden er inakt.

3-en-halv-stjerne

Irmas Julebryg, afslutning.

Det er så yndigt …

Med anmeldelsen af Irma Julebryg endte anmeldelserne i anledning af årets juletema. De andre år har jeg mere eller mindre tilfældigt hapset det fra supermarkedernes hylder, som jeg syntes så interessant ud. I år skulle det være anderledes. Jeg valgte et nøje afgrænset tema – de julebryg som Irma havde stillet frem i deres specialølafdeling.

Det blev en dyr fornøjelse, og om kvaliteten og den undertiden urimeligt høje pris nu også ville følges så yndigt ad, skulle være et gennemgående tema, som jeg ville vurdere til sidst. Som sagt så gjort.

2014-11-14 16.52.14Det begyndte egentlig lovende, med Julius fra ‘De 5 Gaarde‘ – et brand, scorede sin hidtil højeste karakter – middelmådige 3 stjerner. Det var til gengæld også den billigste øl, så det passede sådan set meget godt sammen. På den måde indkasserer Harboe Bedst-til-Prisen-prisen, som i anledning af at det er Harboe, der vinder den på stedet omdøbes til Mest-OK-til-Prisen-prisen, da øllet stadig ikke helt formår at fortjene betegnelsen godt.

2014-11-16 17.34.09God var til gengæld Herslevs Stjernebryg. Rigtig god endda, og en klar vinder af juletemaet. Prisen var til gengæld også sammenlignelig med et middelstort midtjysk industrilandbrug, hvilket jo ikke er usædvanligt for Herslevs bryg. Og hvis man vil have kvalitet, må man også tit grave dybt i pengepungen. Hvor Harboes ‘Julius’ var god til prisen, er prisen på en Stjernebryg mere – skal vi sige passende?

2014-11-30 17.31.51For den overvældende aroma af julekrydderier, og fylde af julegodter er og forbliver uovertruffen. Markant bedre end alle de andre indslag, endskønt Irma Julebryg fra Skands da kom noget, der lignede tæt på, men uden cigar, eller hvad det nu hedder. Disse to bryg er mine klare anbefalinger til julemiddagen. Er man til det krydredede, så vælg Stjernebryg. Er man mere til det søde og fyldige, så vælg Irma Julebryg. Prisen er omtrent den samme.

2014-11-25 18.04.16Juletemaets bundskraber blev overraskende nok også Herslev med deres ‘Julebryg’. Et sjasket og halvtyndt bryg uden spor af krydderier, fylde eller fede julegodter. Det eneste juleegnede undertegnede kan finde ved brygget er dets letdrikkelighed, der gør det til et velsmagende alternativ til de andre gængse bællebryg ved månedens julefrokoster. Men man undgår ikke at gå ruineret fra festen i så fald, for brygget koster lige så meget som det uforlignelige stjernebryg, og alt over det samme prisniveau som for ‘Julius’ er uforskammet.

Glædelig jul, allesammen. Jeg håber, jeg kan være med til at give jer gode råd om, hvilke øl, der egner sig bedst til december måneds orgier i godter, sul og flæsk.

Irma Julebryg, Skands (Irmas Julebryg IX)

2014-11-30 17.31.51Vældig finale …

Det sidste bryg i dette års juletema om Irmas Julebryg, er Irmas helt egen. Den er brygget på vestegnsbryggeriet Skands, og har af Ekstra Bladets Ole Madsen fået tildelt 5 ud af 6 stjerner i hans test af (andre af) julens bryg.

I undertegnede bloggers tema er det mest interessante, om brygget nu også er Irmas bedste. Jeg hæfter mig ved, at Ole bruger lige så mange stjerner i sine vurderinger som jeg, og han har givet den færre end Herslevs Stjernebryg. Det behøver ikke have nogen betydning, men man kan jo altid tage det som et varsel.

Ligesom Ole Madsen ville jeg ikke have troet det, hvis det ikke stod på etiketten. Men angiveligt er brygget ufiltreret, og det viser sig altså ikke. Det er ganske klart, som blæk fristes man til at sige, for samtidig er det ganske mørkt, dybrødt med flot, cremet skum. Skummet skal man ganske vist arbejde lidt for at få ordentligt frem; en kombination af øget fald og lodretstående glas gør tricket.

Duften forjætter en sød øl, og brygget er da også tilført rørsukker. Det dufter dog mere af vanille, og ellers velgørende og gennemtrængende tykt af mørk, sød malt.

Det er bestemt et juleegnet bryg. Fyldigt som flødesovs brygget på langtidsstegt and med svesker, og sødt som juleengle der synger basusjernets pris … det er som om der mangler nogle drillenisser.

For brygget lægger farligt megen vægt på det søde, det fyldige og det fede. En rødvinøs mundfylde kombineret med chokolade, vanilleog et stænk af marcipan gør et aldeles velbehageligt indtryk, og som sådan er det en udsøgt øl til hovedretten. Men krydderierne – nelliker, koriander, fennikel og de andre julekrydderier – de er udeladt.

Det er ikke fordi man som sådan savner det. Men Stjernebryg formår at kombinere det hele, uden at blive disharmonisk, og det må udløse den ekstra stjerne, som dette bryg altså bliver slået med.

Men jeg var da enig med Ole Madsen. Og det er vel ikke så ringe endda.

5-stjerner

Julebryg, Skands (Irmas Julebryg V)

2014-11-21 18.37.19OK Schwarzbier …

Julebryg fra det Vestegnske bryggeri Skands er en af de få juleøl, der overholder reinheitsgebot. Ingen krydderier, sukkerarter, eller for den sags skyld ekstra kulsyre er tilsat.

Som altid reklamerer bryggeriet med, at det er “Håndbrygget Kvalitets Øl”. Hvad “Håndbrygget” egentlig dækker over, står hen i det uvisse, men min hypotese er, at det er et markedsføringstrick, der skal få brygget til at fremstå mindre industriagtigt, end bryggeriet selv er bange for. Betegnelsen “Kvalitets Øl” hersker der derimod ingen tvivl – det er en forkert og fuldkommen utilstedelig orddeling, som bryggeriets marketingafdeling burde afkræves 100 ganges afskrift af ordet “kvalitetsøl” for. Konsonanterne skrevet med blåt, og vokalerne med rødt. Så kan de måske lære det (yeah right!)

Men videre fra etiketten til det rene øl. Det er flot mørkebrunt, næsten sort, og lur mig om ikke det teknisk set er en kraftigt maltet undergæret øl, det man ellers ville kalde en Schwarzbier, eller en lager-øl. Skummet er off-white og nogenlunde holdbart, og ganske klæbrigt. Visuelt er oplevelsen bestemt godkendt. Duften er oven i købet ikke helt ujulet med et indslag af vanille i en ellers temmelig dominerende og tung maltsødme, der lover godt for smagsløgene.

Og de bliver ikke skuffede, smagsløgene. I hvert fald ikke i første omgang. Malten vælter frem i munden med bittersød fylde og et ledsagende element af vanille. Ja, det stemmer ganske fint overens med duftindtrykkene. Desuden glæder man sig over en tydeligere bitterhed af kaffe og et indslag af farinsukker.

Men så snørrer munden sig lidt sammen, for brygget mister hurtigt sin fylde, bliver vandet og man mærker et tørt gærelement, der klægt klistrer sig til tunge og gane.

Man mærker skuffelsen banke på, men brygget reddes alligevel på stregen af eftersmagen, der  giver et element af sød lakrids. Brygget begynder dermed godt, og det ender godt, men fortællingens midte er ikke noget at råbe hurra for. Især ikke når den klæge gærbitterhed efterhånden slår over i smagen af harske valnødder – selv om det da også på sin helt egen måde minder om jul.

Men det er alligevel ikke så slemt, at det ødelægger et overordnet rart og gennemført udtryk. Brygkunsten understreges ikke mindst af, at der ikke er snydt, men kun brugt gær, vand humle og malt. Som Schwarzbier fungerer den godt, men som juleøl er udtrykket mindre overbevisende.

4-stjerner

10 års Jubilæumsbryg, Skands

2014-08-15 17.25.17

God – men næppe til prisen

Og hermed starter nedtællingen til øl nr. 500 på min blog. Fra nu af følger en række af særligt interessante øl, som jeg nøje har udvalgt som dem, der skal lede op til den store finale om 5 øl.

Skands har jubilæum i år. Det er åbenbart 10 år siden, at Vestegnsbryggeriet med base i Brøndby blev grundlagt. Det fremhæves ofte som et særkende ved bryggeriet, at brygmesteren er en kvinde. Som sand feminist konstaterer jeg blot tørt, at brygmesteren er … brygmester! Nae more nae less! Except – a good one at that! For flere gange har bryggene fra Brøndby bragt både velsmag og gode oplevelser, omend indtrykkene andre gange har være mere på det jævne.

Fælles for deres øl er, at de er dyre. Til gengæld fås de ofte i en passende smagsprøveemballage på 25 cl. – lige nok til en grundig smagning, helt uden at man behøver blive pløret i processen.

Aftenens øl var imidlertid kun dyr. Den kunne kun fås i mikrobryggenes standardemballage à 50 cl. Men til gengæld for de lige knap 40 kr. for det kvantum, fik man et bryg på hele 10%, hvilket i det mindste er en nogenlunde rimelig PPK ([alkohol]procent pr. krone)-værdi.

Flot er det også. Dybt rødbrunt med højt, tæt og ganske klæbrigt gyldenorange skum. Brygget emmer sødt af karamel og andre sukkerderivater på en maltet bund, så ølindtrykket ikke udebliver.

Sukkerderivaterne går igen i smagen. Honning blander sig med mørk sirup og et stænk af anis. Det er først og fremmest sødt, men også vældig fyldigt og lige tilpas krydret til, at det stadig fremstår som øl, og ikke som et bryg, der bliver mere eksperiment end et nydelsesmiddel.

Udtrykket er meget velafstemt, og der er ingen forstyrrende bismage eller disharmoniske indslag til at skåre en perfekt afrundet smagskollage af sødt, krydret og blidt varmende alkoholisk romfornemmelse. Brygget er til dette formål tilsat rom, og det kan jeg jo ikke undgå at opfatte som snyd.

På den anden side fremstår brygget – sin velsmag og relative kraft til trods – også meget poleret og kontrolleret. Lidt som når man gerne vil høre noget tidlig Napalm Death, og i stedet kommer til at høre noget Ked Earth (eller ‘Iced Earth’, som der vist nogen, der påstår, de rigtig hedder) eller Dream Theater. Hidsigheden og vildskaben mangler, endskønt kraften da er der, men det er bare ikke det samme alligevel.

Jeg savner vildskab og anarkisme, og selvom det da smager godt ender det også med at være lidt kedeligt og forudsigeligt.

– Og for dyrt.

4-en-halv-stjerne

Egtvedpigens Bryg, Skands

For eksperimentets skyld …

 
Jeg fik dette bryg anbefalet på fjæsen, og besluttede mig kort efter at slå et smut omkring Nationalmuseet på vej hjem fra arbejde, for at erhverve et eksemplar. Jeg havde godt læst om brygget, selvom jeg ikke husker præcis hvor. Det er et bryg, Skands har lavet i samarbejde med Nationalmuseet, og det er brygget med de samme ingredienser, der blev fundet i den spand af birkebark, som Egtvedpigen havde med sig i graven. Med andre ord et forsøg på at brygge øl som i bronzealderen – eller i hvert fald med de ingredienser, som man har konkret belæg for rent faktisk blev brugt i ølbrygning dengang.
Det er i sig selv et spændende eksperiment, også selvom brygget nok ikke slår an i Tyskland. Ud over gær, vand humle og malt af hvede og byg, indeholder det porse, tyttebær og honning – Reinheitsgebot er ej en saga blot, men derimod et hypermoderne koncept, som man må vente et par årtusinder på endnu.
Men flot er det. Formentlig er det tyttebærrene, der giver bryggets lød et pikant knæk i retning af det lyserøde. Desuden er det vidunderligt tåget, og den lille handy håndgranatstore flaske skal agiteres noget, før restgæren i bunden er opløst. Skummet formår til gengæld ikke at imponere i samme grad. Med sin hastigt sammenskvattende egenskab ville det bedre klæde en sodavand end et gæret humleprodukt. I duften mærker man tydeligt hvedemalten, der giver karakter af både franskbrød og sukkerglasur. Dertil kommer en noget (læs: lidt for) syntetisk note af hindbær – sådan som man jf. skummet kender det fra røde hindbærsodavand.
Derfor er den første mundsmag også lidt af en lettelse – for undertegnede i hvert fald. Selvom jeg egentlig godt kan lide hindbærsodavand, synes jeg ikke, at øl skal smage af det, ligesom jeg fx ikke synes at kaffe skal smage af øl eller omvendt. Men altså ingen hindbær der, men derimod relativt kraftigt bitter humle. De søde bær kan dog smages. I første omgang som en sød, og ikke fuldt integreret sød bismag – lidt ligesom den syntetiske aroma i jordbærskumfiduser.
Som brygget nydes – for det smager egentlig ganske godt – klinger det syntetisk-søde også mere af, og erstattes af et skarpt prik, netop som man kender det fra tyttebær. Bitterheden vokser, og det samme gør et nærværende gærindslag, der måske vokser til lidt for nærværende efterhånden. Intakt forbliver dog en overraksende bitter eftersmag af løvtræ, der kradser i svælget og udtørrer mandlerne.
Oplevelsen var alt i alt fin, med små skønhedsfejl. Jeg er ikke meget ked af, at jeg nøjedes med prøvestørrelsen på 0,25 l, der kan erhverves på Nationalmuseet formedelst en flad tyvekrone. At købe den igen, tror jeg dog ikke jeg gider, men jeg siger tak til, hvis jeg får den tilbudt.
Enhver spekulation om, hvor autentisk brygget er, i forhold til det, Egtvedpigen rent faktisk fik med i graven anser jeg for netop det – spekulation, og det gider jeg ikke spilde unødvendige bytes på at producere noget som helst ligegyldig spekulativ tekst på.

4-stjerner

Julerød 2012, Skands

Det begynder godt …

 
… og så går det mest galt. Julerød 2012 er en satans karl, en barsk børge og en hård nyser på 9%. Det forekommer ellers så fløjsblødt i starten. Men så begynder det at rive, og inden man ved af det har man indtaget et indvortes råkostjern, der flænser mavesæk og tarmsystem indefra.
Men lad os starte med begyndelsen. Den er ganske flot. Diset orange med gyldentgult skum, der ganske vist ikke er særlig højt, men til gengæld dejlig tæt og cremet. Brygget synes at være ufiltreret, omend det ikke efterlader nogen mudderpøl på bunden af glasset, samtidig med at restgæren er overraskende let at løsne fra flaskens bund. Det dufter ganske sødt af det sødlige fra svedsker, appelsin, sukat og vanille. Elegant og overraskende undgår det at blive Justin Biebers eller Mariah Careys udgaver af “All I Want for Christmas is You”. Jeg kommer personligt – som langtidskonsekvens af den kendsgerning, at mine forældre ejede pladen – til at tænke på John Denver and The Muppets’ udgave af “Stille Nacht/Silent Night”. Så endskønt det er sukkersødt, bibeholdes den gode smag.
Og de første par mundfulde er også intet mindre end fabelagtige, og et kort sekund tænker jeg, om brygget mon skulle have seks stjerner … Men alene tvivlen vil medføre en lavere karakter. Objektivt spores indslag af sukker, vingummi og andet juleslik, der ikke lige er tysk mælkechokolade. Desuden mærkes et stænk af vanille, sødme af flormelis og til sidst et nøddebittert indslag af para- og valnødder. Det er et bryg, der smages med det meste af kroppen. Det går i næsen på samme måde som sennep – uden dog at smage sådan, og den høje alkoholprocent brænder allerede i halsen fra starten, og byder med sin snapseessens på endnu et juleindtryk.

På dette tidspunkt, hvor man tænker på både sennep og Rød Aalborg, overraskes man alligevel over, at brygget føles mildt og rart at have i munden. Og samtidig er øllets fylde heller ikke så tung og svedskegrødsagtig som andet juleøls kan være det. Det føles let, men på ingen måde smagsfattigt … det lover fantastisk godt …

… men så indtræder det første ubehag …

Den høje alkoholprocent og et krydret islæt af enebær og kanel får én til at svede. Samtidig ændrer bryggets smag karakter, og bliver mere og mere gæret. Det er som om brygget lynhurtigt oxiderer, og det, der ellers tegnede til at blive en helaftensnydeøl, reduceres til en træg, klæg og modvillig oplevelse. Det søde slår mere og mere over i det eddikeagtige, nødderne i eftersmagen bliver harske, og det ender med denne øl som med Rød Aalborg – en enkelt til varmen, og en mere til det andet ben er rart – og så har man ellers også fået mere end nok – og ondt i kadaveret.

Og nok får man af Julerød, alt for hurtigt endda. Det er synd for et bryg, der ellers starter formidabelt. Måske skyldes det blot, at øllet er lagret så længe, og måske skulle jeg så bare prøve en Julerød fra i år i stedet.3-stjerner

Kajs Ølblog © 2014 Frontier Theme